Thompson Bros x3
Til trods for det hype, der omgiver Simon og Philip Thompson’s aftapninger, har den Skotske uafhængige aftapper herhjemme levet et relativt stille liv. Hvilket, jeg ikke tænker, skyldes mangel på interesse fra de danske whiskyentusiaster. Men derimod, at deres aftapninger, indtil for nyligt – med ganske få undtagelser, ikke var at finde på det danske marked.
Så måske skulle vi starte denne anmeldelse ud med at introducere de uindviede i, hvem de to førnævnte brødre er, og dykke ned i hvad de to herrer, hen over en relativ kort årrække, har opnået. Eller måske skulle vi med rette starte hos deres forældre; Colin og Roz Thompson, som i 2000 købte Dornoch Castle Hotel i det Skotske højland. For det var her, i forældrenes hotelbar, at de to brødre – i øvrigt i en alder af henholdsvis kun 15 og 16 år, begyndte at arbejde som bartendere, at de udviklede deres passion for Whisky. Og det var også her at de to, som årene gik, blev ansvarlige for at indkøbe og sammensætte barens imponerende Whisky udvalg, der med tiden udviklede sig til at specialisere sig i Whisky, der var destilleriet i 60erne og 70erne. Hvilket var medvirkende til, at Dornoch Castle Hotels fik renomme af at huse en af Skotlands bedste whiskybarer.
I 2013 sprang brødrene ud som uafhængige aftappere, med deres Philip & Simon Thompson mærke, som sidenhen slet og ret kom til at hedde Thompson Bros. Brødrene har i skrivende stund udgivet over 300 aftapninger, som tæller alt lige fra de velrenommerede destillerier, så som Bunnahabhain og Caol Ila til de mere ukendte, som Invergordon og Balmenach, hvis Whisky hovedsagelig indgår i blends. Især sidstnævnte kategori synes brødrene at have et godt øje til. Hvilket – med fare for at træde nogen over tæerne, jeg tænker gør, at Thompson Bros aftapninger, i langt største delen af tilfældene, ikke ligefrem henvender sig det brede publikum.
Til trods for at det er tilfældet, går det usædvanlig godt for de to herrer. Faktisk så godt, at de har set sig nødsaget til at gå til ekstreme yderligheder for at sikre, at udvalgte aftapninger ikke bliver købt med videresalg for øjemed. Men i modsætning hertil at give købere, hvis intension det er at åbne deres flasker, en reel chance for samtidig at erhverve dem til de vejledende udsalgspriser. Og derved gøre deres til at bekæmpe den negative spiral, som Whisky i mange år har været inde i. Hvor udvalgte flasker, i stedet for at blive åbnet og nydt, bliver købt udelukkende for at blive solgt til det mangedobbelte på det sekundære marked, af de såkaldte “flippers”. Hvilket, må siges både at være et glorværdigt og sjældent fænomen. Da de fleste producenter stiller sig tilfreds med blot at afsætte deres produkter. Dette har de gjort, ved at udvikle et sindrigt system, der ifølge deres hjemmeside, er med til at sikre, at deres aftapninger ikke bliver solgt til førnævnte flippers. Ved at udbyde udvalgte flasker via et 48 timers lotteri, som finder sted på deres hjemmeside. Hvilket gør, at det ikke udelukkende er dem, der sidder klar foran tasterne, når salget starter, der har en chance for at købe en flaske. Derudover skal man være i besiddelse af en registreret og valideret brugerprofil, for at kunne købe flasker via brødrenes lotteri. Hver enkelt bruger bliver tildelt en grad, der rangerer fra 1 – 8. Jo lavere grad en bruger har, desto større chance har vedkommende for at kunne købe en flaske. Selvom brødrene ikke vil ud med præcis, hvordan systemet fungerer, er graderne efter sigende med til at versificere brugerne. Der blandt andet bliver opfordret til at sende billeder af sig selv i selskab med deres åbne flasker. Dette for at bevise, at de ikke har i sinde at videresælge flaskerne og dermed graduere i graderne. For folk, der ikke bevæger sig i Whisky verdens til tider lettere besynderlige stratosfære, må det ovenstående virke fuldstændig vanvittigt og unødvendig kompliceret. Men sandheden er, at der er rigtig mange penge at tjene på at opkøbe og videresælge Whisky, der er en meget stor efterspørgsel på.
Selvom det unægteligt er kvaliteten af Thompson Bros aftapninger, der i sidste ende tæller, er det samtidig svært at komme udenom deres iøjnefaldende labels. Der afbilder alt lige fra overdimensionerede kæmpe katte til en skålfuld østers. Hvilket, som oftest, har meget lidt relevans til de destillerier, som Thompson brødrenes aftapninger stammer fra. Men mest af alt synes at være udklækket af brødrenes huskunstner og Skotske street artist; KMG, som har designet en meget stor andel af deres labels.
Men det at være succesfulde aftappere var med alt tydelighed ikke tilstrækkeligt for de to brødre, som i 2016 købte en nedlagt brandstation fra 1800tallet, for at åbne deres eget destilleri. Der slet og ret blev døbt Dornoch, navngivet efter byen, som destilleriet er beliggende i. Dornoch destilleriet ligger og putter sig bag forældrenes Dornoch Castle Hotel, og brødrene finansierede købet, ved først fremdeles at sælge deres lejlighed, og næst fremdeles at starte en crowd funding kampagne. Grund filosofien hos Dornoch er at forsøge at genskabe stilen fra Skotsk whisky, der blev destilleret i 60erne og 70erne, uden at skæve til udbyttet. Men andre ord, at have fokus på kvalitet frem for kvantitet. Ved – blot for at nævne et par eksempler, at benytte sig af traditionel gulv maltning. Have meget lange fermenterings tider på helt op til syv døgn, samt at benytte økologiske korntyper, der gik af mode for flere hundrede år siden. Da de grundet det relativ lave udbytte, i vores tids industrialiserede landbrug, ikke har meget gang på jord. Men efter sigende skulle afgive betydelig mere smag.
Men da det i dagens anmeldelse er tre af brødrenes uafhængige aftapning vi har under luppen, må jeg hellere, for en gang skyld, forsøge at begrænse mig, og gemme Dornoch’s produktionsmetoder til en anden god gang. Når det så er sagt, er det måske her værd at nævne, at Dornoch’s første Single Malt blev udgivet i november 2020. Og i skrivende stund har Dornoch annonceret, at de har planer om at bygge et nyt destilleri, og dermed øge deres produktions kapacitet fra deres nuværende 12.000 liter til et sted imellem 175.000 – 200.000 liter om året.
Thompson Bros. A Speyside Distillery – 2010. 11 Years Old
Den første af de tre aftapninger, som jeg har valgt, er en såkaldt “secret” aftapning fra et destilleri lokaliseret i Speyside, der blev fyldt på fad den 29.08.2010 og flasket i april 2022. Så med andre ord, har den været lagret i godt og vel 11 år og 8 måneder. Den først årrække har den spenderet i et hogshead (225 – 250 liter). For derefter, i de sidste 31 måneder af lagringsperioden, at være blevet lagret i et hogshead, der tidligere har indeholdt Sherry. Denne aftapning er flasket ved 50% ABV og gav i alt et afkast på 401 flasker. Rygterne vil vide, at destilleriet bag denne aftapning er Diageo’s arbejdshest; Benrinnes. Der mest af alt er kendt for at producere Whisky til Johnnie Walker og J&B’s blended Whiskyer. Men samtidig har en lille trofast fanskare, som søger med lys og lygte blandt de uafhængige aftapperes aftapninger, da der kun er udgivet to officielle aftapninger under Benrinnes faner.
- Destilleri: Unavngivet “Speyside” destilleri
- Aftapper: Thompson Bros.
- Alder: 11 år
- Whiskey type: Single Malt Scotch Whisky
- ABV: 50 %
- Pris: 485 kr.
- Fad: Hogshead/Sherry Hogshead
- Udgivelse: 401 udgivne flasker
Duft: Robust og virkelig nydelsesværdig næse, med en duft af flødekaramel, rosiner, blommer, sherry, pæretærte med marcipan samt et strejf af svovl, som udvalgte flasker Springbank har en tendens til at have, og som jeg personligt er kæmpe fan af.
Smag: Virkelig god viskositet som er fantastisk olieret. Selve smagen har den vildeste toffee profil, jeg længe har været vidne til, og som får følgeskab af vanilje softice, saltede cashewnødder og sirup.
Eftersmag: Medium lang eftersmag, hvor akaciehonning nærmest coater ganen, imens hyldeblomst og en prikkende fornemmelse af sort peber finder sig til rette på tungen.
Konklusion: Vanvittig charmerende og samtidig usandsynlig let drikkelig. Hvoraf sidstnævnte ikke altid er et plus i min bog. Da jeg egentlig fortrækker de store komplekse single malts, som man skal lirke og nørkle med for at åbne op. Men i dette tilfælde går denne aftapning rent ind. Og selvom jeg lige har taget hul på flasken, ved jeg allerede nu, at hvis jeg ikke er meget varsom, at det ikke vil vare længe, før jeg kan ane bunden af flasken. Hvorfor jeg også kraftigt overvejer at købe endnu en flaske, mens den stadig er tilgængelig.
Hvad betyder dette?
Tjek guiden til vores scoringssystem
Prisinformation: Så vidt vides er denne aftapning på det danske marked, i skrivende stund, kun tilgængelig hos Whisky Watcher i Odense, hvor den kan erhverves for 485,-
Thompson Bros. Islay Blended Malt Scotch Whisky – 2009. 12 Years Old
Den anden aftapning i rækken er en blended malt Whisky fra et unavngivet destilleri beliggende på den Skotske ø Islay. Der b.la. huser destillerierne; Bowmore, Laphroaig, Ardbeg, Bunnahabhain og Caol Ila, som alle især er berømte og berygtede for deres peated/røgede Whiskyer. Denne aftapning blev fyldt på fad tilbage i 2009 og flasket midt under Covid-19 epidemien i 2021. De sidste 5 år af lagringstiden har den spenderet i sherry fade fra den spanske sherry producent; José y Miguel Martin, som også er fast leverandør af fade til Skotske Glenfarclas. Denne aftapning er flasket ved 55,7% og gav et afkast på 661 flasker. Rygterne vil vide, at denne blended malt er en såkaldt teaspooned Whisky fra producenten Bowmore. Jeg skal ærlig indrømme, at jeg ikke længere kan huske, om jeg tidligere har beskrevet denne metode. Så for god orden skyld følger forklaringen her. Teaspooning metoden, eller på godt dansk “teske-metoden”, går i praksis ud på, at man tilføjer en teskefuld Whisky til et fad single malt Whisky, der er produceret af et andet destilleri. Til trods for at fadet stadig indeholder ca. 99,9% single malt fra et enkelt destilleri, kan whiskyen lovmæssigt ikke længere betegnes som værende single malt. Men skal derimod betegnes som værende en blended malt Whisky. Hvorfor en aftapper ikke længere kan referere til destilleriet, som oprindelig har destilleret den gældende Whisky. Så med andre ord har metoden intet med kvalitet eller smag at gøre. Men bruges udelukkende, for at beskytte producenter, som på den ene side gerne vil sælge deres Whisky til de uafhængige aftappere. Men samtidig ønsker at kontrollere og begrænse, i hvilken sammenhæng deres gode navn og dertilhørende renomme bliver brugt.
- Destilleri: Unavngivet destilleri fra Islay
- Aftapper: Thompson Bros.
- Alder: 12 år
- Whiskey type: Blended Malt Scotch Whisky
- ABV: 55,7 %
- Pris: 945 kr.
- Fad: Miguel Martin Oloroso Butt
- Udgivelse: 661 udgivne flasker
Duft: En hel del stenfrugtsødme, hvoraf dadler er den eneste frugt, som jeg kan skille ud fra mængden, samt krydret barbecue røg, tjære og mørk chokolade.
Smag: God mundfylde, der starter ud med en medium sødme fra sherry fadet, som langsomt fortager sig, hvorefter lakrids træder ind i billedet og blander sig med en afdæmpet smag af røg og urter.
Eftersmag: Medium lang eftersmag, hvor en sidste rest lakrids og røg hænger ved.
Konklusion: Da et sample af anmeldte Whisky landede i min turban, havde jeg inderligt håbet, at den ville genoplive den kærlighed, som jeg i tidernes morgen havde til Bowmore. Men må desværre også erkende, at den forspildte sin chance. Og derimod endnu engang bekræftede mig i, hvorfor jeg havde mistet interessen for et af Skotlands ældste destillerier. For selvom denne aftapning er af en hæderlig kvalitet, begejstrer den mig samtidig heller ikke. For nu at sige det lige ud, finder jeg den triviel, små kedelig og yderst forudsigelig. Og jeg kan komme i tanke om en lang række uafhængige Islay aftapninger, i samme prisklasse, som jeg langt hellere ville kaste mine surt optjente penge efter.
Hvad betyder dette?
Tjek guiden til vores scoringssystem
Prisinformation: Så vidt vides er den anmeldte aftapning på det danske marked, i skrivende stund, kun tilgængelig hos Whisky Watcher i Odense. Hvor den kan erhverves for 945,-
Thompson Bros. SRV5 – Batch Blended Malt Scotch Whisky. Aged over 8 Years
Den tredje og sidste aftapning, som vi i denne omgang skal kigge på, er en Blendede Malt Scotch Whisky, med navnet SRV5 (Station Road Vat 5), som brødrene selv har blended.
Efter brødrene har udvalgt de forskellige andele, fra de forskellige fade, der skal danne helheden for deres blend, bliver blendet fyldt i en 1200 liters egetræs beholder/vat, som er “charred” samt “toasted”. Her får blended lov til at ligge, indtil brødrene mener, at det er klar til at blive vandet ned til 48,5% for derefter at blive fyldt på flaske. Det skal dog siges, at brødrene altid kun flasker to-tredjedel af blended, hvilket efter at blended er vandet ned, svarer til små 800 flasker. Hvorfor brødrene efterlader en-tredjedelen af blendet i deres såkaldte Vat 5, er for at de har et start-blend, til deres næste batch af deres SRV5. Da filosofien er, at fremtidige batches af deres SRV5, på den måde vil udvikle og differencerne sig fra det ene batch til det næste.
- Destilleri: Unavngivet destillerier
- Aftapper: Thompson Bros.
- Alder: Minimum 8 år
- Whiskey type: Blended Malt Scotch Whisky
- ABV: 48.5 %
- Pris: 335 kr.
Duft: Grape, pomelo frugt og nyslået græs, med et lettere maritimt udtryk af havsalt og hampereb i baggrunden.
Smag: God mundfylde, som er imponerende voksagtig. Pomelo frugten går igen i smagen, og bliver fulgt op af citrus, grønne vindruer, kinder mælkesnitte, pebermynte samt et strejf af røg.
Eftersmag: Den voksagtige mundfornemmelse fortsætter i den lange eftersmag, hvor en smag af bananer melder sin ankomst, og blander sig med en sidste rest citron.
Konklusion: Fantastisk afbalanceret Whisky, med en virkelig stor mundfylde, som overlegent fremviser, præcist hvor dygtige de to Thompson brødre er til deres håndværk. I særdeleshed når man tager de 335 Kr. som denne Whiskey koster i betragtning. Hvilket jo nærmest virker latterligt billigt for en Skotsk Whisky i disse dage. For hvis vi nu nøgternt skal kigge på, hvad der ellers kan købes i dette pris segmet, så kan b.la. nævnes; Glenlivet 12, Glenmorangie X, Glenfiddich 12 og Highland Park 10, som i øvrigt alle som en er flasket ved 40% og hvis sammenligning vist taler sit eget sprog. Eller som mine unger på smukkeste vis ville have udtrykt det; “Nuff said!”.
Hvad betyder dette?
Tjek guiden til vores scoringssystem
Prisinformation: Så vidt vides, er den anmeldte aftapning på det danske marked, i skrivende stund, kun tilgængelig hos Whisky Watcher i Odense, hvor den kan erhverves for 335,-
Den anmeldte aftapning; A Speyside Distillery er købt af undertegnede hos Whisky Watcher i Odense.
Den anmeldte aftapning: SRV5. Blended Malt Scotch Whisky var en fødselsdagsgave fra min smukke kone, som jeg i øvrigt i årevis har negligeret offentligt at anerkende for hendes store bidrag til denne blog. Da hun trofast læser korrektur på samtlige af mine anmeldelser. Hvilket uden sammenligning gør hende til en af de mest vidende, ikke praktiserende Whisky nydere i dette land.
Undertegnede ønsker at takke Hannes & Lisa for at sende mig et sample af Thompson Bros. Islay Blended Malt Scotch Whisky. Da vi her hos Straight Whiskey bryster os af at drive en 100% transparant Whiskey blog, er det værd at nævne, at Hannes & Lisa er indehavere af Whisky Watcher i Odense. Men samtidig også værd at bemærke, at jeg har kendt og byttet samples med dem år før, at de overtog butikken. Den anmeldte sample blev sendt til mig i forbindelse med, at jeg købte en række produkter fra deres butik, og ankom uden skyggen af en slet skjult opfordring til, at jeg anmeldte den her på vores blog.