2 x Holladay Soft Red Wheat

Holladay Distillery
Holladay Distillery var indtil for nyligt ukendt for de fleste mennesker – både i USA og her i Europa. Og det er på trods af, at destilleriet rent faktisk har produceret Bourbon (on and off) siden 1856. Men på det seneste har de fået en del opmærksomhed efter man genstartede produktionen fuldstændig i 2015 – og de har vundet et hav af priser. I 2022 kunne man så købe de første produkter efter genstarten – og nu kan man (så småt) også købe dem på vores breddegrader. Så det er på tide med en anmeldelse.
Holladays historie – kort fortalt
Historien starter med brødrene Benjamin ”Ben” Holladay og David Holladay. Ben endte med at være kendt i næsten hele USA på den tid, mens der næsten ingen oplysninger er tilbage om David. Det inkluderer også hans fødselsår og sted, hvorimod der er meget detaljerede informationer tilgængelige om Ben. Han blev i øvrigt født i Nicholas County i staten Kentucky, i det herrens år 1819. Allerede som unge flyttede brødrede til staten Missouri, hvor de åbnede et hotel og en bar i 1838. Det førte til etableringen af et destilleri i 1856 og året efter kunne man købe den første whiskey fra deres hånd. Prisen var 35 cents for en gallon (ca. 3,8 liter) – og den havde kun ligget på fad et lille års tid, i øvrigt i nogle grotter der var tilknyttet grunden. Dengang hed virksomheden ”Blue Springs Distillery”.
Allerede i 1858 sælger Ben sine aktier i destilleriet til David – som så fokuserer på produktion af whiskey frem til han dør i 1893. Ben har altså kun været involveret med destilleriet et par år, på dette tidspunkt. Han skulle nemlig videre i sit liv, da han havde en masse jern i ilden på det tidspunkt. Han endte da også som en meget holden mand frem til hans død i 1887 – specielt efter han solgte hans transportfirma til Wells Cargo i 1866 for det der svarer til 200 millioner kroner i dag.
Så …. Ben var rig og kendt og David lavede whiskey. Som du vil se nedenfor, så er der et par af Holladay Distillerys flasker der er opkaldt efter Ben – og ingen der er opkaldt efter David – og nu ved du så hvorfor.
Efter Davids død overgik destilleret til sønnen David Jr. og de efterfølgende mange år var der en del ændringer i ejerkredsen – inklusive navneændringer på virksomheden, som ikke var ualmindeligt på den tid. Under forbudstiden var man en af de få producenter der fik lov til at lave whiskey til ”medicinske” formål – dengang under navnet ”Shawhan Distillery”. I 1936 skiftede man navn til ”Old Weston Distilling Co” og i 1942 skiftede man igen navn til ”McCormick Distilling Co”. I 1950 bliver man opkøbt af ingen ringere end MGP i Indiana – dog primært med det formål at producere ethanol der skulle bruges i den forestående krig med Korea.
I 1985 – et tidspunkt hvor interessen for Bourbon var på et absolut lavpunkt i hele USA – stopper man helt med at producere whiskey, men det gamle McCormick Distilling bliver i 1993 solgt af MGP til en række private investorer. Deres fokus var på vodka og gin – og vi skal helt frem til 2015 før der sker noget på whiskeyfronten. 2015 var et af de år hvor alt, man rørte ved, blev til guld, når det havde med Bourbon at gøre. Ejerne investerede derfor $10 millioner i en større renovation – og begyndte nu at producere Bourbon igen. Samme år blev virksomheden omdøbt til ”Holladay Distillery”, til ære for brødrene af samme navn. I 2022 kommer den første Bourbon efter genstarten på markedet og i 2023 frigiver de deres første ”wheated” Bourbon – som er dem vi anmelder i dag.
Real Missouri Bourbon
Holladay er meget stolte af de laver rigtig ”Missouri” Bourbon, men hvad er det nu lige det er? Det er ikke en standard der er godkendt på føderalt niveau, men i staten Missouri har den været gældende siden 2019. For at kunne kalde sig en Missouri Bourbon, skal man opfylde følgende krav:
- Skal være mæsket, fermenteret, destilleret, lagret og flasket i Missouri
- Fadene skal være produceret i Missouri
- Den majs der bliver brugt i produktionen, skal være produceret i Missouri
- De føderale Bourbon krav skal være opfyldt
Det var et regelsæt jeg ikke kendte til inden denne artikel og specielt det med at fadene skal være produceret i deres egen stat virker ret unikt.
Soft Red Wheat
Holladay bruger ”Soft Red Wheat” til deres wheated Bourbon – og det står meget prominent på deres etiketter. En wheated Bourbon er betegnelsen på en Bourbon hvor man har brugt hvede som anden kornsort (efter majs) i stedet for den normale rug. Soft Red Wheat kaldes også for Soft Red Winter Wheat og bliver ofte forkortet SRWW. ”Soft” kommer af at den har et lavere proteinindhold sammenlignet med almindelig hvede og har også mindre gluten. ”Red” kommer af at klid-delen af hvedekornet (det ydre hårde lag) er rødt.
Soft Red Wheat lyder jo eksotisk, men faktum er, at det er en hvedetype der også bliver brugt af mange af de etablerede producenter. Det inkluderer Maker’s Mark (til alle deres produkter), Buffalo Trace til Pappy van Winkel og Weller – samt Heaven Hill til Larceny og Old Fitzgerald.
Holladay Distillerys faste Bourbon
I skrivende stund har de fire standardprodukter i deres sortiment:
- Ben Holladay Bourbon. En Bottled-in-Bond Bourbon der er lagret i 6 år. Prisniveau i USA: $55.
- Ben Holladay One Barrel Bourbon. En Single Barrel Bourbon ved fadstyrke der er lagret i 8 år. Prisniveau i USA: $85.
- Holladay Soft Red Wheat. En wheated Bottled-in-Bond Bourbon der er lagret i 6 år. Prisniveau i USA: $55.
- Holladay Rickhouse Proof. En wheated Bourbon ved fadstyrke der er lagret i 6 år. Prisniveau i USA: $75.
Alle overholder Missouri-reglerne og det er som sagt de sidste to jeg anmelder i dag.
Transparens
Nu er jeg jo ikke typen der går efter at udstille enkeltindivider, men der er et medlem af vores redaktion (kan som sagt ikke blive mere specifik end som så) som flegner helt ud, når en producent ikke er transparent i forhold til produktionsmetoderne. Altså vi taler om at lave et mentalt ”tredobbelt Lutz med 1½ skrue og tyskerspring”, når det sker – og efterfølgende bliver der lavet en “flitsbue” på gulvet som vil gøre selv de mest garvede pædagoger imponerede. Hvis du ikke har nogen som helst ide hvad jeg taler om (altså det med “Lutz”), så er Google din ven. Men jeg forslår i stedet, at du læser videre og ignorerer denne del.
Hvis du, som vores anonyme redaktionsmedlem, også er er bekymringsparat og langtidsskuffet når der ikke er transparens, så vil du ELSKE Holladay Distillery; De er helt åbne om deres mash bills, de har meget detaljerede informationer på deres etiketter – og så har de en ”Distillers Journal” på deres website. Gør dig selv en tjeneste og gå ind på https://holladaybourbon.com/distillers-journal/ og se hvor fantastisk det er.
Se bare den info man kunne læse på en af de tre etiketter (fra de flasker jeg anmelder):
Og hvis man går ind på det link jeg delte før, så kan man bl.a. se helt præcis hvor det er. Bravo!
Nå, Henrik – hvordan gik det så DENNE gang med at fatte dig i korthed og komme frem til det læserne i virkelig interesserer sig for? Øh … hmmm … ikke super godt ….
Holladay Soft Red Wheat – Bottled-in-Bond
- Producent: Holladay Distillery
- Destilleri: Holladay Distillery
- Klassifikation: Missouri Straight Bourbon Whiskey
- Alder: 6 år
- ABV: 50%
- Mash Bill: 73% majs, 15% hvede og 12% maltet byg
- Pris: Købt for $61,95 i USA i november 2024
Duft: Fanger med det samme at det er en wheated Bourbon – den duft går man ikke fejl i byen af. Der er også masser af karamel, farin, måske lidt allehånde og i det hele tagen en krydret og dejlig oplevelse – som til gengæld ikke er standard for en “wheater”.
Smag: God mundfylde og egetræet er lang mere fremtrædende nu. Og der er knald på krydderierne.
Eftersmag: Virkelig flot og varer længe, i betragtet af at den “kun” er på 50% ABV. En anelse for meget tørhed til sidst – men det er altså en komma-afrundning.
Konklusion: En virkelig flot Bourbon – og man forstår hvorfor den bliver rost så meget. Kan heller ikke vente med at bruge den i en Old Fashioned – kunne godt være med til at gå ind i min top-tre til det formål (hvor der i øvrigt er skarp konkurrence).
Hvad betyder dette?
Tjek guiden til vores scoringssystem
Holladay Soft Red Wheat – Rickhouse Proof
- Producent: Holladay Distillery
- Destilleri: Holladay Distillery
- Klassifikation: Missouri Straight Bourbon Whiskey
- Alder: 6 år
- ABV: 60,7%
- Mash Bill: 73% majs, 15% hvede og 12% maltet byg
- Pris: Kan købes i Sverige for 999 SEK (p.t. 677 DKK)
Duft: Tja … der er ligesom skruet op for det hele og jeg er stor fan; Der er næsten genkendelighed til de allerbedste Weller-udgivelser og det er jo ret vildt.
Smag: Igen et hop op ad rangstien, dog uden helt at kunne følge med næsen. Jeg fanger nu også læder, modne kirsebær og bagte æbler.
Eftersmag: Omkring samme længde som BiB udgaven, men mere behagelig og mindre tør.
Konklusion: Et virkelig godt produkt, hvor næsen er den helt store vinder. Og prisniveauet er helt i orden. Jeg ville ikke tøve et sekund med at købe en flaske, hvis du er på besøg “hinsidan”.
Hvad betyder dette?
Tjek guiden til vores scoringssystem