Er Bottled in Bond lovgivningen stadig aktuel i dag?

I dagens artikel stiller jeg – det noget kontroversielle spørgsmål, vil nogen måske mene, om den mere end 125 års gamle Bottled in Bond Act (BIB) stadig har relevans i dag. Eller om betegnelsen – ikke helt ulig “small batch”, blot er blevet reduceret til en del af en kalkuleret marketing strategi, der trækker veksler på det kvalitetsstempel, som BIB i fordums tid var. Med det klare formål at få forbrugerne til at købe produkterne. For ikke at nævne om de aftapninger, der bærer betegnelsen, rent faktisk i nogen tilfælde er af en lavere kvalitet, end sammenlignelige aftapninger på markedet, der ikke bærer den. 

Det til trods, er der ingen tvivl om at de aftapninger, der bliver markedsført under BIB termen, igen har vundet indpas hos forbrugerne. Hvorfor at vi for nuværende, oplever en regulær opblomstring i kategorien, som for blot små ti år siden, næsten var ikke eksisterende og forbeholdt et par håndfulde af de såkaldte “heritage” Whiskey-mærker. Der næsten alle som en, blev udgivet af Heaven Hill samt Jim Beam. Hvoraf mærker som Old Grand-Dad Bonded, Evan Williams BIB, J.W. Dant BIB, Rittenhouse Rye BIB kan nævnes. Med andre ord, hvad man populært betegner, som værende “billigere bottom shelf” Whiskeyer. Men som i dag bliver udgivet af en lang række nyere, såvel som gamle hæderkronede producenter, i en hver tænkelig prisklasse. Selv de to gamle Tennessee Whiskey destillerier; Jack Daniel’s og George Dickel, som i fordums tid ikke havde BIB aftapninger på menuen, har “fornyeligt” udsendt udgaver, der bærer fanen. 

Men som det gør sig gældende med alt andet, må man for at forstå den rette sammenhæng starte ved udgangspunktet. Hvilket i dette tilfælde vil sige, i tiden før 1897, hvor den såkaldte Bottle in Bond Act blev vedtaget og trådte i kraft. 

Når man skriver om BIB tilblivelsen, er Colonel E.H. Taylor Jr. umulig at komme udenom. Og er da også, af mangt og mange – godt hjulpet på vej af den evigt kværnende marketingsmaskine, blevet gjort til historiens helt store forkromede helt. Som draperet i uegennyttig retskaffenhed, på ryggen af sin stolte ganger, egenhændig besejrende de fæle rectifiers, og genoprettede kvaliteten i den Amerikanske Whiskey industri.  

Jeg er bestemt ikke ude på at kickstarte en smædekampagne imod E.H. Taylor. For jeg undervurderer på ingen måder hans indædte kamp i kvalitetens navn, samt vigtigheden af den lobbyisme, der i sidste ende førte til vedtagelsen af BIB-lovgivning. Men påpeger blot, at tingene sjældent er så sorte/ hvide, som de ofte fremstår. Og at man skal forstå, at kvaliteten af den Whiskey ,der blev sendt på markedet, langt fra var hans eneste begrundelse for at tage kampen op. Men mere om det senere, lad os først tage en hurtig overflyvning over, hvem E.H. Taylor var. For derefter at henvise de mest videbegærlige læsere, til Henrik dybdegående artikler om selvsamme.  

Taylor’s interesse for politik havde han ikke fra nogen fremmed, da han kunne bryste sig af, at have ikke mindre end to præsidenter repræsenteret på sit stamtræ; James Madison samt General Zachary Taylor. Hvoraf Tayler, i sine barndoms samt ungdoms år, voksede op hos sidstnævnte. Da hans far gik bort, da Taylor kun var 5 år gammel. Taylor’s interesse for Whiskey-industrien begyndte at spire, da han efter sigende, fra sit virke i bankverdenen, fik øjnene op for, hvor mange penge der var at tjene på salget af Whiskey. Hvilket i 1869 førte til, at han købte sit første destilleri i Frankfort, Kentucky, som han døbte Old Fire Copper. OFC lå i øvrigt på den grund, hvor Sazerac Co.’s Buffalo Trace Distillery ligge den dag i dag. Men blot ti år efter at han købte destilleriet, løb Taylor ind i økonomiske vanskeligheder, og så sig nødsaget til at sælge destilleriet til spiritusfirmaet Gregory & Stagg. Hvilket dog ikke tog modet fra den driftige herre, som i 1887 byggede The Old Taylor Distillery Co. (nu Castle & Key), som han drev indtil forbudstiden lukkede og slukkede det i 1920.  

Fra 1871 til 1887 var Taylor ligeledes borgmester af Frankfort. Og det var fra sin stol i dette embede, at han førte sin kampagne for at højne kvalitet af Whiskey. Der var medvirkende til, at præsident Grover Cleveland den 3. marts 1877 underskrev Bottled in Bond lovgivningen. Hvilket betød, at de Whiskeyer der bar denne betegnelse, skulle leve op til en række lovbestemte krav, som jeg vil komme mere ind på længere nede i artiklen.  

Det, der er vigtig at holde i mente er, at når vi taler om Amerikanske Whiskey, har en tendens til se produktet igennem vores tids optik. Med andre ord, i grove træk, en spiritus type, der er lagret på nye forkullede egetræsfade, fremstillet på korn, kun tilsat vand og med en alkoholprocent på minimum 40%. Der har en flot ravgylden væske og som oftest bliver solgt i en forseglet glasflaske, eller som mindstemål i en plastflaske. Men i tiden før BIB-lovgivning, og for den sags skyld, også i de efterfølgende år, var det langtfra altid tilfældet, at man som forbruger fik langet, føromtalte produkt over disken, når man bestilte Whiskey. For det man skal forstå er, at før at de masseproducerede glasflasker havde deres indtog i Amerika i 1870’erne (George Garvin Brown’s Old Forester mærke, skulle efter sigende være den første kommercielle flaskede Bourbon, først sendt på markedet i 1874), at Whiskey enten blev solgt i hele fade, eller i kander af gangen (de såkaldte jugs), som kunderne selv medbragte. Og det er ikke svært at forestille sig, at fra at fadet forlod produktionen og til at det igennem grossereren landede hos den lokale købmand, f.eks. hvor meget vand, der kunne nå at blive iblandet, for at strække profitten. For ikke at nævne, om det overhovedet var et lagret produkt til at starte med. Eller slet og ret, neutral spiritus, iblandet alt fra sveske juice, frugtfarve, jod, samt alt andet godt fra havet, for at imitere lagrede Whiskey. For selvom et udvalg af Whiskey mærker, allerede på daværende tidspunkt blev markedsført, som værende Straight Whiskey og Pure Rye, var der bare ingen lovgivning til at håndhæve betegnelserne. Hvilket de forseglede glasflasker i nogen grad rådede bod på. Da det selvsagt er sværere at fuske med indholdet i en forseglet flaske, end indholdet i en tønde. Og at forbrugerne, grundet flaskeetiketten, lettere kunne fravælge de mærker, som ikke faldt i deres smag. Det til trods kunne producerne stadig, betegnelser eller ej, fylde lige hvad der passede dem, i de af mærkerne som de ejede, og markedsføre produktet som værende Whiskey. Og det er her, at de tidligere nævnte rectifiers kommer ind i billedet, som – muligvis grundet Taylor’s kampagne, i eftertiden har gået hen og fået et noget blakket ry bland Whiskey skribenter og dermed Whiskey entusiastisk generelt. Hvilken i nogen grad er berettiget, med i mange tilfælde, også var helt og aldeles uberettiget. For selvsagt var der brodne kar blandt rectifiers, som producerede før omtalte “imiterede Whiskey”. Men sandheden er, at flere rectifiers, på mangt og mange måder, kan sammenlignes med vor dages uafhængige aftappere og blendere. Der, for at det ikke skal være helt løgn, rent faktisk højnede kvalitet af en del af den Whiskey, som ellers ville havde været endt på markedet. Da de blandt andet opkøbte new make fra små landbrugs destillerier, der ofte var af en ikke videre høj kvalitet. Enten fordi at producenten ikke havde den nødvendige kunnen eller fordi at han kvalitetskontrol var ikke eksisterende. Hvilket rectifieren rettede op på ved at gen-destillere new maken. Eller med stor indsigt og kunnen, blendede de forskellige producenters fade sammen, så slutproduktet kom til at fremstå langt mere helstøbt, end de enkelte producenters produkter.  

Problemet for producenter, som E.H. Taylor, der sendte lagrede Straight Bourbon på markedet, var selvfølgelig, at de brodne kar blandt rectifier producenterne, var medvirkende til at slå plat på deres produkter. Men grundlæggende, så var rectifier Whiskey også langt billigere end b.la. Taylor’s Straight Whiskey. Hvilket jo i sig selv, ikke ville havde været et problem, hvis der ikke var et marked for det. Hvilket der i høj grad var. Hvorfor at mænd som Taylor, havde svært ved at sælge deres produkter med profit, da rectifierne dumpede prisen på markedet. Så spørsmålet er, om Taylor ikke også havde et økonomisk incitament til advokerer for BIB-lovgivning.  

Til trods for at Bottled in Bond lovgivning trådte i kraft i 1877, er reglerne blevet ændret løbende. I henholdsvis 1935, 1937 samt 1984. Hvilket selvsagt betyder, at de regler, som gør sig gældende nu om dage, ikke er de samme, som da loven blev vedtaget. Hvilket er en udbredt misforståelse, som hundredvis af artikler på nettet er medvirkende til at holde kunstigt liv i. 

Bottled in Bond lovgivning anno 1877 foreskrev at Whiskey betegnet; Bond, Bonded, Bottled in Bond, aged in bond, eller fraser med lignende ordlyd: 

• Minimum skal havde være lagret i 4 år i træ beholdere, der er opbevaret i et statskontrolleret lagerhus (såkaldt Bonded warehouse) 

• Skal flaskes ved minimum 50% ABV og at der udelukkende må tilsættes vand til destillatet efter endt lagringstid  

• Skal være destilleret af en enkelt producent i en enkelt destillations sæson (januar til juni eller juli til december) 

• Det skal fremgå af etiketten, hvilket destilleri der har destilleret Whiskeyen. Hvis den er blevet flasket på en anden lokation end der, hvor den er destilleret, skal dette fremgå 

• Endvidere, skal flaskens prop være forseglet med banderole/tax stamp. Af banderolen skal det fremgå, hvilken destillations sæson; (Spring/Fall) samt år, produktet er blevet destilleret samt flasket i. 

Som det fremgår af teksten, nævnte lovgivning ikke, at det var krav, at producenterne lagrede Whiskeyen i nye forkullede egetræsfade. Den regel blev først vedtaget i 1935 af den nyligt dannet Federal Alcohol Administration, som var forløberen til det TTB vi kender nu om dage. 

Ej heller nævner lovgivningen, at det er et krav at BIB Whiskey, skal flaskes ved 50% ABV, som det gør sig gældende i dag. Men blot at Whiskeyen minimum skal flaskes ved 50%. Den regel blev ændret i 1937, med den såkaldte Amending Stamp Provisions Act of Bottling in Bond. 

Med The Tax Reform Act i 1984 ændrede staten lovgivning og krævede ikke længere at flaskens prop var forseglet med banderole.  

Som du kan læse, var BIB lovgivning først og fremdeles et forbrugerbeskyttelsestiltag, der forsøgte at højne kvaliteten af spiritus – specielt Whiskey, og komme de tvivlsomme, og i nogle tilfælde, ligefrem sundhedsfarlige produkter til livs. Da en ikke helt ubetydelig del af de produkter, der blev markedsført som værende Whiskey, var forfalskninger, der ved hjælp af alskens kreative tilsætningsprodukter, forsøgte at imitere lagrede Whiskey. Hvilket BIB- lovgivning i sig selv ikke satte en stopper for. Men i det mindste tydeliggjorde lovgivningen hvilke produkter, der efterlevede regulativerne. Dermed ikke sagt, at samtlige af de mærker der blev sendt på markedet, som værende BIB Whiskey, var af en tårnhøj kvalitet. Men i det mindste indeholdte disse produkter ikke tilsætningsstoffer, var ikke nedvandet og havde minimum været lagret i fire år. 

Til trods for at TTB, som håndhæver regulativerne for Amerikanske Whiskey, har en uheldig tendens til at sove med deres øjne åbne. Hvilket desværre bevirker, at de fra tid til anden, får godkendt forkert betegnede Whiskey labels. Når det er sagt, er spiritusmarkedet nu om dage alligevel så gennemreguleret, at man som forbruger ikke længere behøver at frygte, at producenterne snyder på vægten, og tilsætter smagsforstærkere mm. Hvorfor at BIB-lovgivning nu om dage, har mistet en stor del af sit berettigelsesgrundlag. 

Hvilket dog er en fodnote i min argumentation for om de aftapninger, der bærer BIB betegnelsen, rent faktisk i nogen tilfælde, er af en lavere kvalitet end sammenlignelige aftapninger på markedet, der ikke bærer den. 

Men før vi når dertil, så lad mig først slå fast at reglen om, at BIB-aftapninger udelukkende må indeholde destillat fra en producent, heller ikke giver megen mening i dag. Og som jeg også har luret Taylor for, tilbage i tiden at lobby for, udelukkende for at stikke en kæp i hjulet på konkurrenter, som opkøbte og blendede Whiskey fra flere produkter. For sandheden er, at producenter som f.eks. Barrell Craft Spirits med flere, som har gjort en forretning ud af overstående praksis, har nogle fænomenale producenter i deres portefølje. 

Da TTB i 1984 droppede brugen af banderoler, mistede forbrugerne desværre også muligheden for at vide, hvor mange år de forskellige BIB-aftapninger havde været lagret. Da banderolen som nævnt, skulle have påtrykt hvilket år samt destillations sæson, produktet var destilleret samt flasket i. Og måtte fremadrettet stille sig tilfreds med at vide, at produktet havde været lagret i minimum fire år. Selvsagt med undtagelse af, hvis producenten havde angivet en alder på produktets label. Hvilket, set ud fra et forbrugerperspektiv, var en klar forringelse. 

For at etablere en minimumstandard for BIB Whiskey, fastsatte man en nedre grænse på fire års lagringstid. Men sandheden er, at majoriteten af den Whiskey, der i dag bliver sendt på markedet, er derover. Og i de tilfælde, hvor det ikke gør sig gældende, skal producenten ved lov, angive alderen på labelen. Så det er relativ let, nu om dage, at gå udenom produkter, som ikke efterlever fire års reglen. Hvis dette ellers skulle ønskes. 

Men der hvor BIB-lovgivningen i mine øjne virkelig har sin akilleshæl, er reglerne vedrørende at BIB-aftapninger udelukkende må være et blend imellem Whiskey ,der har været lagret i en destillations sæson og skal være flasket ved præcis 50% ABV. 

Per definition er alle NAS samt aldersbetegnede Straight Whiskeyer, der ikke er single barrel aftapninger, et blend imellem forskellige fade af varierende alder. Hvoraf aldersbetegnelsen – hvis den er angivet, altid refererer til det yngste fad brugt i blendet. Hvis alderen derimod ikke er angivet, er det yngste fad minimum fire år gammel. Med andre ord, er der ældre fade, end den angiver alder, der er vatted ind i blendet. Hvorimod f.eks. en seks år gammel BIB Whiskey, udelukkende består af fade, der har været lagret i seks år. Da BIB-lovgivningen foreskriver at; “fadene der indgår i blendet, skal være fra en og samme destillations sæson”. Hvorimod f.eks. en NAS Whiskey, kan være et blend imellem 6, 8 og 12 år gammel Whiskey, som f.eks. Wild Turkey’s Rare Breed rygtes at være. Jeg siger ikke, at en Whiskey med en andel ældre fade i blendet, nødvendigvis er af en højere kvalitet end en BIB Whiskey, der udelukkende består af den samme alder fade. Men der er utvivlsomt i dette aspekt en kreativ begrænsning ved BIB-lovgivning. Da Master Blenderen udelukkende kan vælge fade fra et og samme år. I stedet for frit at kunne vælge imellem samtlige fade i lagerhusene til at kreere Whiskiens duft samt smagsprofil ud fra. 

Hvilket også gør sig gældende med hensyn til, at en BIB Whiskey skal flaskes ved 50% ABV, og ikke som oprindeligt foreskrevet, over 50%. For lige som førnævnte eksempel, er det langt mere hensigtsmæssigt, at Master Blenderen har frie hænder til at flaske en givet Whiskey, ved den alkoholprocent, som bedst klæder dens duft samt smagsprofil. I modsætning til at lade en næsten 90 års gammel regel diktere kvaliteten. 

Når det så er sagt, er der dog stadig en regel fra BIB-lovgivningen, som stadig giver god mening. Da en sand horde af de såkaldte NDP’er, køber Whiskey fra tredjepart, og lancerer den under deres egne mærker, uden at forbrugerne har en jordisk chance for at få indsigt i, hvilket destilleri der har destilleret Whiskeyen. Hvorfor at reglen om, at det skal fremgå af etiketten på BIB-aftapninger, hvilket destilleri der har destilleret Whiskeyen, stadig er yderst aktuel den dag i dag. For producenter, der ikke lancerer BIB-aftapninger, er ifølge lovgivningen kun forpligtet til at oplyse hvilken stat produktet er destilleret i. Hvilket dog er en teknikalitet, som TTB kunne ændre, hvis de ønskede det. Godt nok er jeg sikker på, at der ville lyde et sandt ramaskrig fra producenterne, hvis TTB forslog denne ændring. Da de nyder godt af at sælge fade til tredjepart, uden at skulle bekymre sig om, at deres gode navn og omdømme samtidig bliver associeret med de produkter, som NDP’erne sender på markedet.