Murray McDavid – Craft Cask. Benrinnes Port Finish. Batch: #Port-02 & Signatory Vintage – 100 Proof Edition #33. Benrinnes 2011

Siden Henrik og jeg i august 2023 besluttede at udvide vores blog, og begyndte at snige andre Whiskey-typer end de amerikanske ind ad bagdøren, har vi ikke ligefrem haft travlt med at anmelde de Skotske producenters aftapninger. Hvilket ikke skyldes en forglemmelse, men måske nærmere, at vi, slet og ret, har haft vores fokus andetsteds. For at tale for mig selv, har jeg i en længere årrække ikke været nær så orienteret imod Skotsk Whisky, som jeg plejede at være. Først og fremmest fordi jeg vitterligt mener, at der sker så meget andet spændende udenfor den skotske Whisky stratosfæren, som jeg har været travlt beskæftiget med at følge. Dernæst, fordi prisstigninger og, i nogen grad, svigtende kvalitet, var medvirkende til at jeg, som årene gik, støt men roligt, trappede mere og mere ned på Skotsk Whisky, og lagde mine penge hos andre Whisky-producerende lande. Men som det siges, må man nogle gange rejse ud for at finde hjem, og Skotsk Whisky er nu engang der, hvor det hele startede for mig. Når det så er sagt, har Skotsk Whisky aldrig været sat helt ud af spillet. Jeg har bare været betydelig mere selektiv omkring hvilke felter, jeg har valgt at parkere min miniaturer Matador bil på, i stedet for at lade terningerne råde. 

Hvorom alting er, skal vi til Banffshire i Whisky-regionen Speyside, for at finde et af de destillerier, som jeg stædigt er blevet ved med at købe aftapninger fra. Nemlig Diageo’s arbejdshest; Benrinnes, som hos en lille udvalgt skare af whisky entusiaster vil få smilene frem på læberne. Hvorimod jeg er overbevist om, at langt de fleste andre blot vil slå ud med armene. Da det næsten 200 år gamle destilleri mest af alt er kendt for at producere Whisky til Johnnie Walker og J&B’s blended Whisky. Men samtidig har en lille trofast fanskare, som må ty til de uafhængige aftappere, for at få lejlighed til at smage Whisky fra destilleriet. Da der kun er udgivet to officielle aftapninger under Benrinnes faner, hvoraf den seneste blev udgivet i 2024, som en del af Diageo’s Special Release serie og kostede rundt regnet 4000 gode danske kroner. Hvilket jeg allerede nu kan afsløre, ikke tilnærmelsesvis gør sig gældende for de aftapninger, som jeg i dagens anmeldelse vil tage en tur rundt i manegen med. 

Som så ofte er de tilgængelige informationer vedrørende Benrinnes historie lidt modstridende og henviser til forskellige årstal og begivenheder. Men jeg har, som altid, bestræbt mig på, at give et så nuanceret billede af historien, som det har været mig muligt. 

Benrinnes blev, som flygtig nævnt, etableret i 1826 af Peter Mackenzie, som en udvidelse til hans Whitehouse Farm. Årstallet og det faktum, at Mackenzie allerede drev landbrug på grunden, taget i betragtning, var der med al sandsynlighed tale om et mindre destilleri. Der slet og ret tjente det formål, at han kunne benytte sine overskydende korn til at destillere Whisky ud af. For på den måde at tjene en ekstra skilling, eller slet og ret bytte sin Whisky til fødevarer, som han ikke selv producerede. Men det er selvsagt kun min gisning. Hvorom alting er, blev destilleriet allerede små tre år efter, i 1829, gjort ukampdygtige, da en voldsom oversvømmelse tilintetgjorde den bygning, som hans destilleri var lokaliseret i. 

I 1835 genopfører John Innes destilleriet få hundrede meter fra det oprindelige destilleri, og omdøber det til Lyne of Ruthrie. Hvorfor man godt kan sætte spørgsmålstegn ved, om man med rette, overhovedet kan tale om et og samme destilleri. Da det bliver opført på en ny lokation af en ny ejer og under et nyt navn. Uden jeg dog har kunnet finde beviser for det, har jeg på fornemmelsen, at Innes overtog Mackenzie licens til at destillere spiritus. For den 18. juni 1823 vedtog man, i Skotland, den såkaldte Excise Act, der dermed gjorde det ulovligt i Skotland at producere spiritus uden en gyldig licens. I 1834 går Innes konkurs, hvorefter destilleriet bliver opkøbt af William Smith & Co, som går tilbage til at bruge det “oprindelige” Benrinnes navn. I 1864 overgår destilleriets ejerskab til David Edward, som drev destilleriet indtil sin død i 1893, hvorefter hans søn; Alexander Edwards, arver det. Tre år forinden havde Alexander sammen med Peter Mackie, købt en del af faderens jord, hvor de i fællesskab havde opført Craigellachie distillery. Senere skulle Alexander Edward også blive manden, som opførte Aultmore, Benromach samt Dallas Dhu. Som det også er tilfældet hos utrolig mange andre destillerier i den tid, udbryder der i 1896 brand. Hvorfor en gennemgribende renovering af destilleriet er nødvendig, og i samme åndedrag ser man sit snit til at få installeret elektricitet. I 1922 sælger Alexander Edward Benrinnes til John Dewar & Sons Ltd, som blev drevet af Tommy Dewar samt hans bror John Alexander Dewars. Hvoraf Edward var gode venner med førstnævnte. På daværende tidspunkt ejede de to brødre ikke deres eget destilleri, men opkøbte og blendede Whisky fra tredjepart. Tre år efter fusionerer John Dewar & Sons med Distillers Compagny Limited, som i 1986 blev overtaget af Guinness & Co. Der kort fortalt i 1998 blev til Diageo, som stadig ejer destilleriet den dag i dag. 

Benrinnes har som så mange andre destillerier, igennem årene, foretaget op til flere produktionsændringer, og gennemgik i 1955 en total renovering.  I 1965 gik man bort fra den traditionelle gulvmaltning og fik installeret en såkaldt “saladin box”, som blev taget ud af produktion i 1984. Hvorefter man fik leveret sin bygmalt fra tredjepart. I 1966 fordoblede man antallet af kedler fra tre til seks. Benrinnes producerede på daværende tidspunkt “triple destilleret” Whisky, som mest er kendt fra Irsk Whisky, men som enkelte Skotske producenter også praktiserer, som bl.a. Rosebank og Auchentoshan. Men overgik i 1974 til delvist at triple destillere deres Whisky, som vi kender det fra Springbank. Fire år tidligere var Benrinnes overgået til at opvarme deres kedler ved hjælp af damp frem for åben ild.    

Her på falderebet er det måske værd at nævne, at den Skotske uafhængige aftapper A.D. Rattray Stronachie Whiskymærke, er destilleret hos Benrinnes. 

De to Benrinnes aftapninger, som jeg til dagens relativ ubetydelige lejlighed har fundet frem, stammer fra de to skotske uafhængige aftappere Murray McDavid samt Signatory. Førstnævnte indgår i Murray McDavid Craft Cask serie og er en NAS Whisky, der har været efterlagret i et barrique fad (typisk 225 liter), der tidligere har indeholdt Tawny portvin, før Whiskyen er blevet flasket ved 44,5% ABV. Sidstnævnte stammer fra Signatory’s 100 Proof serie, er 13 somre gammel. Har været fuld modnet i 1st fill fad af typen butt (Ca. 475 – 500 liter), der tidligere har indholdt Oloroso Sherry og er flasket ved 57,1% ABV. 

Murray McDavid – Craft Cask. Benrinnes Port Finish. Batch: #Port-02 

• Destilleri: Benrinnes 
• Aftapper: Murray McDavid 
• Alder: NAS 
• Mash bill: 100% bygmalt 
• Whiskey type: Single Malt Scotch Whisky 
• ABV: 44,5% 
• Pris: 349 kr.  
• Fad: Tawny Port Barrique Cask & ? 

Duft: En mineralsk overtone, hvor især hø og kul står frem med underliggende noter af grønne æbler, appelsin samt grønne druer. 

Smag: Medium viskositet med en bastant nærmest “kødfyldt” smag – som Benrinnes ofte har karakter af. Tænk barbecue krydret og langtids grillet oksekød, med en let forkullet skorpe, som får følgeskab af voks, citron og overmoden mango. 

Eftersmag: Relativ kort og endimensionel eftersmag, hvor den voks-agtige smag bliver hængende sammen med en smag af hasselnød. 

Konklusion: Til trods for at denne Benrinnes har været efterlagret i et Tawny portvins fad, spotter jeg på ingen måder indflydelsen, så jeg har en snigende fornemmelse af, at dette fad for længst har udtjent sin værnepligt. Hvilket dog ikke forhindrer Murray McDavid’s aftapning i at være en rigtig fin Whisky, som byder på en langt større oplevelse, end jeg havde turde håbe på. For når man tager de godt og vel 350 kroner, som denne aftapning koster, i betragtning, får man en Whisky, som byder på en viskositet og balance, som er langt dyrere Whiskyer værdig. Men hvor man samtidig også må kigge langt efter en egentlig eftersmag. Hvilket jeg tænker, i dette prisleje, er mere end tilgiveligt.