Old Ezra 7 Years Old – Full Proof Straight Rye & Old Ezra 7 Years Old – Barrel Strength Straight Bourbon 

Visse, i mangel af bedre ord, “kunstnere” i musikbranchen er så intetsigende, at de slet og ret ikke formår at fange min interesse, men blot forbliver formålsløs baggrundsstøj. Hvorimod andre fremkalder en så stærk følelse af foragt og irritation, at jeg kan tage mig selv i, højt og brutalt, at bede bilradioen om at “lukke røven”, hvis et af deres numre bliver spillet. 

Det skyldes ganske enkelt, at nogle musikere er så fuldstændig blottet for talent, at jeg næsten kan føle mig personligt krænket. Hvilket selvsagt er både latterligt og irrationelt, for i sidste ende kan jeg jo bare slukke og komme videre med mit liv. Men åbenbart har grundstenene, da de byggede det klamp, der udgør mig, forskubbet sig i fundamentet. For uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke undslippe følelsen. 

Hvilket også gør sig gældende i forhold til visse whiskeyproducenter. Heriblandt Luxco, som indtager en lidet flatterende plads på min liste over producenter, der i bedste Bronson-stil får mig til at se rødt. Hvorfor jeg i årevis har holdt mig langt væk fra deres produkter. 

Dette skyldes ikke mindst, at flere af de aftapninger, som Luxco sendte på markedet, i årene op til, at deres Lux Row Distillery blev bygget, var så håbløst intetsigende, at det var en hån imod forbrugerne. Dernæst formåede Luxco at føre en så fejlslagen markedsføringskampagne, at det engang så legendariske Stitzel-Weller mærke Rebel Yell, at det i dag totalt har fortabt sig i forglemmelsens tåger. For at det ikke skal være helt løgn, formåede Luxco at smadre mærkets renommé så eftertrykkeligt, at de i 2020 så sig nødsagede til at rebrande det til blot at hedde Rebel. Hvilket jeg finder svært tilgiveligt. 

Men meget vand er løbet under broen siden dengang. Først fremdeles stod Luxco’s Lux Row Distillery færdigbygget i 2018, hvorefter produktionen angiveligt flyttede hertil, men mere om det senere. Dernæst blev Luxco opkøbt af MGP i april 2021, så måske at det er på tide at begrave stridsøksen og give Luxco en ny chance. Hvilket jeg har i sinde at gøre, ved at anmelde et andet af deres såkaldte heritage-mærker, nemlig Ezra Brooks, så lad os traditionen tro starte med at dykke ned i mærkets historie, før vi når de to anmeldelser. 

Ulig majoriteten af det imponerende antal amerikanske Whiskeymærker, der bærer navnet på en person, så som Blanton’s, Jim Beam, E.H. Taylor og Elijah Craig, blot for at nævne nogle få, så har der aldrig været en Ezra Brooks. Om alle omstændigheder, ikke i Whiskeyøjemed. Navnet blev slet og ret i 1957 opfundet til lejligheden af Frank Silverman, der ejede 21 Brands, Inc., som en konkurrent til det stærkt populære mærke Jack Daniel’s. 

21 Brands, Inc. gik endda så langt i deres bestræbelser på at vinde markedsandele, at de lancerede Ezra Brooks i en firkantet flaske, bærende en sort label med hvid skrift, fuldstændig som det også var tilfældet med Jack Daniel’s Old No. 7 mærke. Sagen var nemlig den, at Brown-Forman, hvis salg af Jack Daniel’s var steget svimlende 900 % fra 1950-56, da nytåret meldte sin ankomst i 1957, slet og ret ikke længere kunne følge med den massive efterspørgsel på Jack Daniel’s. Der var blevet gjort populært af tidens store stjerner, som blandt andre Dean Martin og Frank Sinatra. For at det ikke skal være helt løgn, blev Ol’ Blue Eyes begravet med en flaske Jack Daniel’s ved sin side, men det er en helt anden historie. 

Hvorom alting er, øjnede Frank Silverman en åbning i markedet og gik benhårdt efter det. Jack Daniel’s blev på daværende tidspunkt flasket ved 45 % ABV og markedsført som en Sour Mash Whiskey, hvorfor Frank Silverman pudsigt nok også valgte at flaske Ezra Brooks ved 45 % og markedsføre mærket som en … ja, du gættede det, Sour Mash Bourbon. 

Hvilket trådte Brown-Forman så eftertrykkeligt over tæerne, at de endte med at hive Frank Silverman i retten. Men til trods for, at retten fastslog, at Frank Silverman i ikke mindre end 8 tilfælde havde kopieret Jack Daniel’s Old No. 7-mærke, faldt sagen alligevel ud til hans fordel. Da han havde lanceret sit mærke under et andet navn, samt at labelen tydeligt beskrev, at hans Whiskey var produceret i Kentucky og ikke Tennessee, som det var tilfældet med Jack Daniel’s. Hvorfor retten afgjorde, at han ikke bevidst forsøgte at vildlede forbrugerne til at tro, at Ezra Brooks var Jack Daniel’s. Hvis du ønsker at vide mere om retssagen, vil jeg anbefale, at du besøger Brian Haara’s fantastiske blog. 

21 Brands var, hvad man i dag ville kalde for en NDP, og rådede dermed ikke selv over et destilleri, hvorfor de sourcede deres bourbon fra tredjepart. I 21 Brands’ tilfælde, blandt andet hos ingen ringere end Ripy-brødrenes Hoffman Distilling Co., som Ezra Brooks Bourbon også havde et billede af på deres label. Hvilket, alting taget i betragtning, er ret så imponerende, at de gik med til. Hvis Ripy-familien ikke lige får en klokke til at ringe, var det deres destilleri; Old Hickory Springs Distillery, som lå, hvor Wild Turkey’s destilleri ligger nu til dags, i Lawrenceburg, Kentucky. 

Brødrenes Hoffman Distilling Co. blev i øvrigt solgt til Julian Van Winkle III i 1983, efter at Stitzel-Weller Distillery var blevet solgt i 1972. Til trods for, at Julian Van Winkle III ikke producerede whiskey, men udelukkende opbevarede og flaskede den, omdøbte han destilleriet til Commonwealth Distillery, og det var herfra, at de nu så legendariske mærker, A.H. Hirsch, Old St. Nick og Pappy Van Winkle kom fra. 

Men nu er jeg vist på vej ned i et af mine velkendte kaninhuller, så lad os, før at kæden springer helt af, komme tilbage på sporet. 

I 1979 køber Medley Distilling Company 21 Brands og dermed Ezra Brooks-mærket, hvorefter produktionen flyttes til Owensboro, Kentucky, hvor Medley havde deres destilleri. I 1988 køber Glenmore Medley’s destilleri samt whiskeymærker. Allerede 3 år efter, i 1991, opkøber United Distillers Glenmore, hvorefter de året efter sælger en lang række af deres whiskeymærker, som blandt andre J.W. Dant, Cabin Still, Kentucky Tavern, Yellowstone og Ezra Brooks til Heaven Hill. 

Langt størstedelen af de nyindkøbte mærker vælger Heaven Hill at sælge videre i de efterfølgende år. Kentucky Tavern går til Barton 1792 Distillery, Yellowstone bliver solgt til Limestone Branch, som året efter indgår et samarbejde med netop Luxco, og Ezra Brooks bliver solgt til David Sherman, Sr. og Paul A. Lux, der ejer David Sherman Corporation, som i 2016 bliver til Luxco. I samme åndedrag indgår Luxco en aftale med Heaven Hill om at destillere den whiskey, der skal indgå i mærket. 

I sommeren 2016 bliver fundamentet til Luxco’s Lux Row Distillery lagt, og i sommeren 2018 står det 4000 m² store destilleri færdigt. Destilleriet råder over to 13 meter høje Vendome column stills, tolv 60.000 liters fermenters, to 30.000 liters mash cookers samt 9 barrel houses, der gør Lux Row i stand til at producere 26,5 millioner liter spiritus om året. Tre år efter, at destilleriet stod færdigt, blev Luxco opkøbt af MGP i april 2021. 

Luxco skriver ikke direkte på deres hjemmeside, at de selv destillerer den whiskey, der indgår i deres whiskeymærker, men indikerer det indirekte med ordlyden: “With this location producing Rebel Bourbon, Ezra Brooks, David Nicholson, Daviess County and Blood Oath, Lux Row Distillers is a must see on the Kentucky Bourbon Trail”. Derudover skriver de også: “We have been steeped in the bourbon business for over forty years, having others distill for us to service our needs. We learned from them and now understand that it is our time to do it ourselves in order to fill the growing demand for our products”. 

Da jeg ikke selv har besøgt destilleriet, kan jeg selvsagt ikke sige, om de rent faktisk er i fuld sving med at fylde lagerhusene med fade indeholdende deres eget destillat. Men det må man da i den grad formode. Det, der bare undrer mig, er, at Ezra Brooks’ portfolio, der består af Ezra Brooks 80 Bourbon, Ezra Brooks 90 Bourbon, Ezra Brooks 99 Bourbon, Ezra Brooks 99 Bourbon Cask Finished Series, Ezra Brooks 90 Rye, Ezra Brooks 99 Rye, Old Ezra 7 Years Old Barrel Strength Bourbon, Old Ezra 7 Years Full Proof Bourbon samt Old Ezra 7 Years Old Full Proof Rye, ikke umiddelbart ser ud til at være destilleret hos Lux Row. 

Da deres forskellige bourbons bærer teksten: “Distilled and aged in Kentucky for Lux Row Distillers” og ikke “by”, er det nærliggende at konkludere, at de stadig sourcer den bourbon, der indgår i mærket, muligvis hos Heaven Hill. Deres forskellige ryes bærer derimod teksten: “Distilled and aged in Indiana for Lux Row Distillers”, hvilket unægteligt betyder, at det ikke er deres eget destillat, men derimod med al sandsynlighed MGP’s, der er beliggende i Indiana, og som, nævnt, nu ejer Luxco. 

Nu, hvor talen falder på deres rye, kan jeg ikke undlade at bemærke, at deres 90 Proof Straight Rye ikke overholder den europæiske lovgivning og i nuværende form derfor burde tilbagekaldes fra markedet, da den kun har været lagret i to og ikke tre år, som lovgivningen foreskriver. 

Luxco oplyser officielt ikke, hvilke mash bills de benytter til deres forskellige udgaver af Ezra Brooks’ bourbons og ryes. Dog skriver de i et blogindlæg på deres hjemmeside, at deres Ezra Brooks 99 Bourbon indeholder 78 % majs, hvilket stemmer overens med Heaven Hills bourbon mash bill, som netop består af 78 % majs, 10 % rug og 12 % bygmalt. 

De skriver samtidig i et andet blogindlæg, at deres Ezra Brooks Full Proof Rye er et blend imellem to mash bills på henholdsvis 51 % rug samt 95 % rug. Hvilket passer med MGP’s mash bills. Så jeg tænker, at det er hævet over enhver tvivl, at det er MGP, der står bag Luxco’s rye. 

De to Ezra Brooks-mærker, jeg i denne anmeldelse har valgt at fokusere på, er Old Ezra 7 Year Old Barrel Strength Bourbon samt Old Ezra 7 Year Old Full Proof Rye. 

I den forbindelse er det måske værd at dvæle lidt ved de to termer Barrel Strength samt Full Proof, som mange fejlagtigt tror dækker over det samme. Barrel Proof, Barrel Strength og Cask Strength dækker alle over en og samme ting, nemlig en whiskey, der ikke er blevet tilsat vand efter endt lagringstid. 

Full Proof derimod henviser til en whiskey, der er blevet flasket ved den samme alkoholprocent, som new maken havde, da producenten fyldte den på fad. Hvilket med andre ord vil sige, at den new make, som MGP har brugt til at lave Old Ezra Full Proof Rye af, havde en alkoholprocent på 57 %, da de fyldte den på fadene, hvorefter de, efter endt lagringstid, vandede blendet ned, indtil det igen ramte 57 % ABV. 

Old Ezra 7 Years Old – Full Proof Straight Rye  

• Producent: Luxco 
• Destilleri: Ikke oplyst, men med al sandsynlighed MGP 
• Klassifikation: Straight Rye Whiskey 
• Alder: 7 år 
• ABV: 57% 
• Mash Bill: Blend imellem to mash bills, bestående af 95% rug & 51% rug 
• Pris: 599,- for en 75cl flaske 

Duft: Karamel samt en umiskendelig duft af Stimorol tyggegummi, som var yderst populær, da undertegnede stadig var ung og spændstig, efterfulgt af fad-karakter, der giver sig til kende i form af savsmuld, som ellers normalt er kendetegnet ved dusty whiskyer, der er flasket ved en relativt lav ABV. Derudover er der noter af appelsinskal, honning og ristet toastbrød, hvoraf sidstnævnte føles mærkeligt malplaceret, da det trods alt er en rye whiskey, jeg er gået i ringen med, og ikke en weated bourbon. Hvilket selvsagt ikke skal ligge denne whiskey til last. 

Smag: Cremet mundfylde, hvor MGP’s klassiske urt- og dilddrevne profil er skruet op på max styrke. Her er noter af bitter Ceylon-te, sort som natten peber og egetræ i rigelige mængder samt en smag af usædvanlig syrlig grapefrugt, som skriger til himlen efter en håndfuld sukkerknalde. 

Eftersmag: Kort eftersmag, der rinder ud med en smag af sød papayafrugt. 

Konklusion: Jeg har været så velsignet, at jeg har været i gamet længe nok til at have smagt MGP’s rye whiskey, da den første bølge af såkaldte NDP’s, såsom Smooth Ambler, startede med at købe fade fra destilleriet, hvorefter jeg helt og aldeles blev forelsket i deres whiskey. Med det i mente og med dette blend af MGP’s rye whiskey i glasset længes jeg i den grad efter fordumstid. For præcis som Morrissey havde et brændende ønske om at hænge DJ’en, fordi den musik, han spillede, ikke sagde ham en skid, så har jeg en ustyrlig lyst til at klynge blenderen hos Luxco op i det højeste træ i vores have. For til trods for, at næsen er behagelig, er den også yderst nedtonet, når man tager i betragtning, at denne aftapning er flasket ved 57 % ABV. Men der, hvor tingene for alvor stikker af, er i selve smagen, der ikke har skyggen af balance og, for at sige det ligeud, ikke er særlig velsmagende, da egetræsfadet har alt for meget magt, og de resterende smagsnoter er for bastante. Men hvis jeg trods alt skal forsøge at komme blenderen lidt i hu, så skal jeg også ærligt indrømme, at jeg ikke kan følge filosofien bag full proof whiskey, da den skaber et uheldigt benspænd for blenderen. Da whiskyen med djævlens vold og magt skal flaskes ved den samme alkoholprocent, som new maken havde, da den blev hældt på fadene. For i min bog er det langt mere hensigtsmæssigt, at blenderen har frie hænder til at flaske en given whiskey ved den alkoholprocent, som bedst klæder dens duft samt smagsprofil, i modsætning til at blive dikteret til at flaske den ved en forudbestemt alkoholprocent.