Anmeldelser

Jack Daniel’s Single Barrel – Barrel Strength Tennessee Whiskey & Old No. 7 

“I’ll explain everything to the geeks!” 

Tilbage i 2013 udgav dagbladet Information en artikel om amerikansk whiskey, hvori journalisten beskrev Tennessee whiskey, som der på daværende tidspunkt kun var to destillerier, der producerede, nemlig George Dickel samt Jack Daniel’s, med den lidet flatterende fællesnævner; “Axl Rose Juice”, som kækt refererer til sidstnævnte. 

Til trods for at jeg er overbevist om, at det var Slash fra Guns N’ Roses, der sammen med andre musikere fra den tid – der også talte Lemmy Kilmister fra Motörhead, der mere eller mindre frivilligt blev synonym og fanebærer for Jack Daniel’s Old No.7 whiskey-mærke. Hvilket egentlig ikke er pointen, men mere blot en konstatering. Pointen er, at Jack Daniel’s, dygtigt hjulpet på vej af en massiv og vedvarende markedsføringsindsats, sprængte rammerne for, hvad et whiskey-mærke er. Hvorfor mærket på godt og ondt blev indbegrebet og synonym med amerikansk kultur på lige fod med Harley-Davidson. Med andre ord gik mærket hen og blev et ikon i sig selv. I en grad så man i halvfemserne kunne se et utal af unge, der gladeligt betalte for at iføre sig de sorte t-shirts, der blev prydet af det klassiske hvide Jack Daniel’s-tryk. Selvom jeg ikke har evidens for at sige det, vil jeg alligevel våge pelsen og påstå, at Jack Daniel’s hører til blandt de mest kendte whisk(e)y-mærker i verden. Da mærkets appel strækker sig langt uden for grænserne af den kreds, som kalder sig selv for whisk(e)y-entusiaster. Om ikke andet er Jack Daniel’s sammen med Jim Beam det mest solgte amerikanske whiskey-mærke i verden. 

Akilleshælen ved det nævnte er dog, at mange har svært ved at betragte Jack Daniel’s som værende et mærke, som kvalitetsmæssigt har noget at byde på. Hvilket jeg ved selvsyn for få uger siden igen kunne konstatere, da jeg havde en nabo på besøg. Der pegede på den del af min whiskeysamling, der huser et anseeligt antal Jack Daniel’s-aftapninger, og mistroisk spurgte om; “Jack Daniel’s ikke bare er noget, man blander med cola?” En opfattelse, som jeg også gentagne gange har set ytret på diverse sociale Facebook-whiskyfora. Der, til trods for at samtlige medlemmer muligvis ikke alle er lige oplyste, dog har det til fælles, at samtlige medlemmer må formodes at have en interesse for whisky. 

Med andre ord, selvom Jack Daniel’s de sidste godt og vel 30 år har udgivet en lang række mærker, som befinder sig milevidt fra deres ikoniske Old No.7 Tennessee whiskey-mærke, skiller Lynchburg-producenten stadig vandene som Moses. Hvorfor jeg tænker, at det kunne være interessant at anmelde nævnte mærke og sammenligne det med Jack Daniel’s Single Barrel, Barrel Strength Tennessee whiskey. 

Men før vi når dertil, vil jeg anbefale de mere videnbegærlige af vores læsere først at læse Henriks dybdegående artikel om Jack Daniel’s, hvor han med vanlig sikker hånd dykker ned i historien bag producenten og ikke mindst afdækker, hvorvidt Jack Daniel’s er en bourbon. 

Hvilket år Jasper Newton Daniel, slet og ret kaldet Jack, etablerede sit destilleri, er noget omdiskuteret. Jack Daniel’s hjemmeside oplyser, at det foregik i 1866. Hvilket Peter Krass i hans biografi; Blood & Whiskey: The Life and Times of Jack Daniel går i rette med og skriver, at det først var i 1875. Med andre ord startede Jack med at producere whiskey lige på tærsklen til, at de masseproducerede glasflasker havde deres indtog i slutningen af 1870’erne. Før den tid havde det været kutyme, at producenterne solgte deres whiskey i fadene til andenpart, der derefter solgte den til forbrugerne per kande eller per glas. Eftersigende begyndte Jack dog først i 1895 at flaske sin whiskey, hvor Old No.7 så dagens lys. Hvilket lyder som et realistisk bud, da George Garvin Browns Old Forester-mærke efter sigende skulle være den første kommercielle flaskede bourbon, der blev sendt på markedet i 1874. 

Angiveligt refererer Old No.7 til det “plant number”, som Jack Daniel’s oprindeligt blev tildelt af skattemyndighederne, der angav, at Jack Daniel’s var det syvende destilleri, der blev opført i det såkaldte “federal tax district No. 4”. Men som Jack Daniel’s-entusiaster sikkert ved, er de gamle plant-numre for længst udfaset, hvorfor Jack Daniel’s nu om dage opererer under DSP-TN-4. Jack Daniel’s Old No.7-mærke har igennem tiderne været flasket ved forskellige alkoholprocenter, som blandt andet 45, 43 og endeligt 40% ABV, som er den udgave, der i dag er på markedet. 

I modsætning til Old No.7, som er en vatting imellem mange hundrede fade, er Jack Daniel’s Single Barrel – Barrel Strength Whiskey, som navnet antyder det, selvsagt udelukkende tappet fra et enkelt fad og flasket ved fadstyrke. Eller er den nu også det? 

Men før jeg vil forsøge at besvare mit eget spørgsmål, vil jeg først bede vores læsere om at holde tungen lige i munden, imens vi åbner låget til Pandoras æske. For guderne skal vide, at rejsen hen til svaret har haft en slående lighed med en retarderet fortolkning af Ringenes Herre, hvori jeg fra side ét, som en anden bovlam, har måttet slæbe min fede hobbit-ven hele vejen op ad det forpulede bjerg, før vi langt om længe nåede Sarumans fæstning. Blot for at erfare, at det dumme svin var taget på en all-inclusive charterrejse til Alanya og først var hjemme igen førstkommende mandag i næste måned. 

Men lad os sætte i gang og, som man siger, starte ved begyndelsen. 

Udover Jack Daniel’s Single Barrel – Barrel Strength Whiskey, som denne anmeldelse omhandler, udgiver Daniel’s et andet produkt med et næsten identisk navn, nemlig deres Single Barrel – Barrel Proof Whiskey. 

Der er på nettet med utrolig god grund en del forvirring omkring forskellen på de to udgaver. Personligt led jeg selv under den overbevisning, at mærket på et tidspunkt havde skiftet navn. Hvilket bestemt ikke er tilfældet. Men da der på diverse netfora er skrevet en række virkelig besynderlige bud på, hvori forskellen skal findes, så lad mig med det samme slå én ting helt fast. 

Ikke at forveksle med Full Proof, er Barrel Proof og Barrel Strength – som Jack Daniel’s har navngivet de to udgaver – to forskellige termer for det selvsamme. Der på lige fod med Cask Strength betyder, at en whiskey er blevet flasket ved fadstyrke. Med andre ord ved den alkoholprocent, som whiskyen har opnået under lagringen, hvorfor alkoholprocenten efterfølgende ikke er blevet reduceret med vand. Hvorimod Full Proof er en betegnelse for en whiskey, der er flasket ved den samme alkoholprocent, som new maken blev fyldt på fadet ved. Kort sagt, hvis en producent har en såkaldt barrel entry proof på f.eks. 120 proof, bliver whiskeyen efter endt lagring igen nedvandet til 120 proof, før den bliver flasket. 

Hvorfor der umiddelbart ikke burde være nogen forskel på de to produkter. Udover at Single Barrel – Barrel Strength-udgaverne på Jack Daniel’s hjemmeside står opført som værende helliget det udenlandske marked, hvorimod Single Barrel – Barrel Proof-udgaverne udelukkende bliver udgivet på hjemmemarkedet. Men nu er det så, at tingene bliver lettere slørede. For hvis man dykker ned i Jack Daniel’s beskrivelser af de to udgaver, er ordlyden meget forskelligartet og yderst uklar set i lyset af de to respektive whiskeys navne. 

Men prøv engang selv at læse herunder, hvad Jack Daniel’s hjemmeside skriver om de to produkter: 

Single Barrel – Barrel Proof; “It’s whiskey as nature intended it—bottled straight from the barrel at its full proof. Intense, smooth, and remarkably varied, Barrel Proof is bottled at anywhere from 125 to 140-proof”. “The product depicted, including proof and package, may vary. This particular product is available in the US only. A similar product, Single Barrel Barrel Strength is available in other countries”. 

Single Barrel – Barrel Strength; “Selected by our Master Distiller and presented at 129 proof, this high character single barrel Tennessee whiskey reflects the flavor imparted by our handmade, toasted and charred, American oak barrels. Bottled a barrel at a time, Barrel Strength lifts Jack’s trademark vanilla and toasted oak flavors to bold new levels for an aromatic and smooth whiskey experience, complemented by notes of sweet brown sugar that give way to hints of dark spice. “Barrel Strength is available in select markets globally. The product depicted, including proof and package, may vary by country”. 

Beskrivelsen af Barrel Proof-udgaven taler sit eget tydelige sprog og nævner utvetydigt, at; “Whiskeyen er flasket direkte fra fadet og ikke blevet tilsat vand”. “Hvorfor de forskellige Single Barrel – Barrel Proof-aftapninger selvsagt også vil variere i alkoholprocent (125 til 140 proof) fra udgivelse til udgivelse”. Infoteksten slutter derefter af med at sige, “at et lignende produkt (Single Barrel – Barrel Strength) er tilgængeligt i andre lande”. 

Men det besynderlige er, at beskrivelsen af den nævnte Barrel Strength-udgave ikke med ét ord omtaler, at denne udgave er flasket direkte fra fadet. Tværtimod at den er flasket ved 129 proof/64,5% ABV. Hvilket med andre ord vil sige, at dette produkt ikke kan sidestilles med førnævnte, som Jack Daniel’s ellers hævder. Og det til trods for, at vi har fastslået, at Barrel Proof samt Barrel Strength-betegnelserne, som de to udgaver er navngivet, dækker over en og samme ting. Nemlig en whiskey, der er tappet ved fadstyrke, eller direkte fra fadet om du vil, uden tilsætning af vand. Men hvis en Single Barrel whiskey, som der jo her er tale om, altid bliver udgivet ved 64,5%, vil den næsten utvivlsomt være tilsat vand, for at producenten kan ramme den eksakte alkoholprocent aftapning efter aftapning. Men blot for at gøre forvirringen total nævner teksten slutteligt; “den afbillede udgave kan variere i alkoholprocent fra land til land”. 

Så hvad er op og ned her? Er Barrel Strength på lige fod med Barrel Proof-mærket fadstyrke-aftapninger med varierende alkoholprocent? Eller en high proof whiskey, der bliver aftappet ved den samme alkoholprocent gang på gang? Svaret må unægteligt være, at Jack Daniel’s Single Barrel – Barrel Strength whiskey langt hen ad vejen spiller på begge heste. 

Men da jeg er helt på linje med, at det skrevne ikke umiddelbart giver meget mening – hvilket, hvis det kan trøste dig, heller ikke på dette stadie gjorde det for mig – så tillad mig at forklare. 

Efter at have støvsuget Whiskybase for brugernes udgaver af Jack Daniel’s Single Barrel – Barrel Strength Whiskey er konklusionen, at mærket bliver flasket ved to forskellige alkoholprocenter. Førnævnte 64,5% samt 62,5% ABV. Det er værd at nævne, at Whiskybase har mere end 120 registrerede single barrel-udgaver, alle med forskellige fadnumre af mærket. Hvilket selvsagt er et for stort antal til, at man blot kan afskrive det som værende en tilfældighed. For det er ærligt talt totalt utænkeligt, at Jack Daniel’s råder over så mange fade, der mirakuløst har en fadstyrke på præcis 64,5 samt 62,5% ABV. Hvorfor man kunne fristes til at konkludere, at Jack Daniel’s Single Barrel – Barrel Strength Whiskey ikke er en fadstyrke whiskey, til trods for at Jack Daniel’s bruger betegnelsen på labelen. Men her er det så, at historien tager den berømte drejning. 

For ifølge TTB er Barrel Proof samt udtryk med lignende ordlyd en beskyttet term i USA i henhold til Title 27 §5.87 i den såkaldte Code of Federal Regulations. Helt eksakt står der – her selvsagt i min oversættelse, at; Barrel Proof og lignende udtryk: “Termen ‘Barrel Proof’ og ‘Cask Strength’ må udelukkende bruges til at referere til destilleret spiritus, der har været lagret i træfade”. “Hvor aftapningsprocenten (den alkoholprocent, som produktet bliver flasket ved) ikke er mere end to procent lavere end spiritussens alkoholprocent, når spiritussen tømmes fra tønderne”. Hvilket, som altid fristes man til at sige, er skrevet i et lidt kejtet jura-lingo, men på jævnt dansk betyder; at producenten må flaske et Barrel Proof-produkt (eller produkter med lignende ordlyd) 2% under den alkoholprocent, som whiskeyen har opnået under lagringen. 

Hvilket med andre ord gør, at Jack Daniel’s kan udvælge fade med en alkoholprocent på op til 64,5%, som de derefter kan vande ned til førnævnte 62,5%. Og ligeledes kan udvælge fade med en alkoholprocent på op til 66,5%, hvorefter de kan vande dem ned til førnævnte 64,5% ABV, uden at de bryder nævnte lovgivning. For at være helt eksakt kan Daniel’s rent faktisk vælge fade med en alkoholprocent på op til henholdsvis 64,8% samt 66,8% ABV, da TTB opererer med en petitessegrænse på plus/minus 0,3% ABV i forhold til den angivne alkoholprocent. 

Så med andre ord er Jack Daniel’s Single Barrel – Barrel Strength Whiskey, til trods for at den udelukkende bliver udgivet ved to forudbestemte alkoholprocenter, i lovens bogstav dermed et fadstyrkeprodukt. Om det så også er det i forbrugerens øjne, vil jeg gerne have lov til at sætte et stort fedt spørgsmålstegn ved? Da en del af fidusen ved en fadstyrke-whiskey, der er tappet fra et enkelt fad, er, at den varierer i alkoholprocent fra udgave til udgave. Men her må vi desværre tage til takke med kun at kunne vælge imellem to udgaver. Og endnu en gang konstatere, at lovgivningen, der bliver forvaltet af TTB, lader utrolig meget tilbage at ønske. 

Hvis du ikke allerede trængte til et solidt glas whiskey ved begyndelsen af denne anmeldelse, er jeg sikker på, at du gør det nu. Så lad mig hastigt runde af, så vi langt om længe kan komme til selve anmeldelserne, ved at sige, at Jack Daniel’s første Single Barrel Whiskey, deres såkaldte Select, så dagens lys i 1997, hvorefter Jack Daniel’s i august 2015 udgav deres Single Barrel – Barrel Proof Tennessee whiskey. Der i 2020 fik følgeskab af Single Barrel – Barrel Proof Rye, der dog på daværende tidspunkt blev udgivet som et limited special release, men i 2023 blev en permanent del af Jack Daniel’s Single Barrel – Barrel Proof-serie. 

Jack Daniel’s Single Barrel – Barrel Strength Tennessee Whiskey 
 

  • Producent: Jack Daniel’s 
  • Destilleri: Jack Daniel’s 
  • Klassifikation: Tennessee whiskey 
  • Alder: NAS 
  • ABV: 64,5% 
  • Mash Bill: 80% majs, 12% byg og 8% rug 
  • Barrel No.: 22-02029 
    Barrel house: 2-11 
  • Flasket: 24-02-22 
  • Pris: 799 Kr. 

Duft: Bastant og fyldig næse, der til trods for sin relativt høje ABV på 64,5% ikke er ethanol-drevet, men derimod byder på bananer, vanilje, karamel, pekannødder, stærkt forkullet egetræ, læder samt kardemomme. 

Smag: Ekstremt potent samt lettere snerpende mundfylde, dog uden den olierede viskositet, som nogle fadstyrke-aftapninger byder på. Karamellen fra næsen er skruet op på fuld styrke og smager nærmest lettere branket samt altoverskyggende, da den i adskillige sekunder totalt dominerer smagsoplevelsen, før vanilje, kirsebær, sort peber i rigelige mængder og kanel træder ind i billedet. 

Eftersmag: Smagen af karamel bliver hængende i den lange eftersmag, hvor den får følgeskab af pæretræ, muskatnød og egetræ. 

Konklusion: Selvom jeg ikke kan prale af at have spenderet meget tid på ryggen af en hest – især ikke den utæmmede slags – tænker jeg alligevel, at Jack Daniel’s Single Barrel – Barrel Strength er whiskyens svar på et rodeo, hvor man febrilsk klamrer sig til sadlen, alt imens man bliver slynget rundt i manegen. Og selvom det muligvis ikke fra tilskuerpladserne ser specielt yndefuldt ud, er det ikke desto mindre en intens oplevelse for rytteren. For denne whiskey er et stort, bombastisk festfyrværkeri af saft og kraft, hvor balancen og elegancen må vige pladsen for intensiteten, som derimod belønner én med en – i ordets oprindelige forstand, usædvanlig lang smagsoplevelse. Den omtalte intense oplevelse betyder, at aftapningen er en af de typer whiskeyer, som man lejlighedsvis – efter humør, finder frem og skænker sig et enkelt glas af. Hvorfor den bestemt heller ikke er for sarte sjæle eller andet godtfolk, som for første gang skal stifte bekendtskab med fadstyrke-whiskey. 

Prisinformation: På det danske marked er Jack Daniel’s Single Barrel – Barrel Strength, så vidt redaktionen er bekendt, kun tilgængelig online hos Whiskyeksperten, hvor en flaske kan erhverves for 799 kr. 

0
Kvalitet: FANTASTISK
0
Værdi: FANTASTISK
Hvad betyder dette?
Tjek guiden til vores scoringssystem

 

Jack Daniel’s Old No.7 Tennessee Whiskey 

  • Producent: Jack Daniel’s 
  • Destilleri: Jack Daniel’s 
  • Klassifikation: Tennessee whiskey 
  • Alder: NAS 
  • ABV: 40% 
  • Mash Bill: 80% majs, 12% byg og 8% rug 
  • Pris: 229 kr. 

Duft: Jack Daniel’s signaturduft af banan er i denne udgave helt fremme i bussen, men dufter – i modsætning til deres Barrel Strength-aftapning – her nærmest som en bananlikør, da den er usædvanlig sødmefuld. Derudover byder næsen på vanilje, lys karamelfudge samt mørkristede kaffebønner. 

Smag: Meget lys mundprofil, der langt hen ad vejen dikterer næsen, da bananer, vanilje og lys karamelsirup er gengangere, der her i smagen får følgeskab af honning og egetræ. 

Eftersmag: Meget kort eftersmag, hvor den lyse sirup hænger i og dør ud på et strejf af kanel. 

Konklusion: Det er ærligt talt år og dag siden, at jeg sidst smagte Jack Daniel’s arbejdshest Old No.7, og uden samtidig at fremstå unødigt snoppet havde jeg ærligt ikke de store forkromede forventninger til kvaliteten. For hvis vi nu skal være ærlige, har vi her at gøre med en whiskey, som rent alkoholmæssigt kun lige sniger sig over spærregrænsen med sine 40% ABV, og som samtidig er produceret til at ramme så bred en målgruppe som muligt. Da Old No.7’s appel i et meget vidt omfang inkluderer forbrugere, hvis foretrukne spirituskategori ikke normalt inkluderer whiskey. Hvorfor Old No.7 faktisk overrasker positivt, da den på ingen måde er nogen dårligt produceret whiskey, som det f.eks. er tilfældet med dens nærmeste konkurrent Jim Beam White Label. Som nævnt har Old No.7 gennemgående en relativ sødlig og meget lys profil, og den er på ingen tænkelig måde nogen kompleks whiskey. Men omvendt byder den på en ganske habil balance, da der ikke er noget, der stikker i nogle forkerte retninger. Jeg tror, at min mest rammende beskrivelse af den er, at den er behagelig intetsigende, da den er glemt, så snart sidste dråbe har forladt glasset. 

Prisinformation: Jack Daniel’s Old No.7 er i skrivende stund set billigst online hos Bevco (179 kr.) samt dyrest hos Whisky.dk (239 kr.).  

0
Kvalitet: MIDDEL
0
Værdi: MIDDEL
Hvad betyder dette?
Tjek guiden til vores scoringssystem

De anmeldte Jack Daniel’s Old No.7 samt Single Barrel – Barrel Strength blev købt af undertegnede på en rejse til Malta for henholdsvis 35 kr. (5 cl) samt 523 kr. 

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *