Trolden på dybt vand

Det er anden uge af vores sommerferie, og solen banker ned fra en skyfri himmel. Jeg sidder udenfor på terrassen i vores sommerhus og sliber kæden på min motorsav, da et egetræ i baghaven har vokset sig så højt, at det nu skygger for eftermiddagssolen og derfor om et kort øjeblik må lade livet. 

Af uransagelige grunde har det at vedligeholde og dermed se det mørke, sløve skær på saven komme til live igen altid haft en beroligende effekt på mig, hvor monotont selve arbejdet ellers synes at være. 

Halvvejs inde i processen giver min telefon det velkendte metalliske bling fra sig og bryder min fordybelse. Lettere irriteret lægger jeg filen fra mig og fisker telefonen op af lommen, hvorved jeg kan konstatere, at det er min medredaktør Henrik, der har sendt mig en besked med et vedhæftet link, som fører mig til Trolden Destilleri og Bryghus’ hjemmeside, hvor jeg kan læse mig til, at de har sænket “200 flasker whisky og 200 flasker rom 12 meter ned på havets bund”. 

Hvilket instinktivt får mig til at tænke på dengang, jeg stadig var ung, og sammen med mine venner på varme sommerdage drak øl-i-snor ved bredden af Gudenåen. Hvor vi smed en pose Blå Thor ned i åen for at holde øllene kolde. 

Men i modsætning til en gul Nettopose på bunden af en mudret å, som støt og roligt bliver tømt en fredag aften før en bytur, er Trolden gået skridtet videre og har planlagt at lade deres whisky “ligge og modne i et helt år” i havet ved Gl. Ålbo. “Da havets konstante kulde, tryk og den svage, vedvarende bevægelse fra strøm og bølger”, ifølge Trolden, “giver sit præg på flasken”. 

Og da jeg læser disse linjer, ved jeg præcist, hvorfor Henrik har sendt mig linket. Da mit bullshit-meter, som for mit vedkommende er lokaliseret i pulsåren i tindingen, taktfast begynder at pulsere. Hvorefter kædesav, træfældning og sol i haven på et splitsekund er blevet sekundært, og jeg allerede med raske skridt er på vej ind efter mit fortidslevn af en laptop. 

For som i historien om kejserens nye klæder er der fra tid til anden nogen, der må træde frem fra kulissen og med sin store, fede finger påpege, når en producent som Trolden i dette tilfælde ikke har skyggen af tøj på. 

Trolden er bestemt ikke de første og bliver med al sandsynlighed heller ikke de sidste til at kaste sig ud i alternative lagringsmetoder – hvis man da ellers, selv på en usandsynligt god dag, kan tillade sig at kalde deres forhave det. Men mere om det lidt senere. 

Den ukronede konge af netop denne disciplin må utvivlsomt være den fabelagtige Trey Zoller fra Jefferson’s Bourbon. Der bedst er kendt for sin Ocean-serie, hvor han har efterlagret Bourbon samt Rye Whiskey ombord på et skib. Hvilket han påstår er medvirkende til at modne hans whiskey på en radikalt anderledes måde, end et traditionelt lagerhus ville have været i stand til. Da skibets vuggende bevægelser og de svingende temperaturer på havet giver en større interaktion med fadet. Hvilket har en slående lighed med Troldens dykkerprojekt. Derudover har Zoller også kastet sig hovedkulds ud i blandt andet at modne Bourbon på en hestetrukken kærre eller for den sags skyld modnet Bourbon på toppen af et bjerg i Montana. 

Et andet Whiskeymærke, der benytter sig af alternativ lagring, er Metallicas Blackened American Whiskey-mærke. Der anvender et lydsystem, som de selv kalder for BLACK NOISE, til at efterlagre deres Whiskey med. Hvilket i al enkelhed går ud på, at man dag ud og dag ind spiller Metallica for fuld udblæsning i lagerhusene. Hvorved de lavfrekvente lydbølger ifølge producenten er medvirkende til at presse Whiskyen dybere ind i egetræets årer. Hvilket, for at det ikke skal være helt løgn, var nogenlunde samme metode, man praktiserede over for fangerne på Guantanamo-basen. 

I den anden ende af spektret finder vi amerikanske Maker’s Mark, der i deres Private Select-serie putter 10 egestave ned i tønderne. Maker’s råder over 5 forskellige stave, der er produceret med hver deres individuelle duft- samt smagsprofil for øje. Hvilket, da en tønde som nævnt kan rumme 10 stave ad gangen, med andre ord vil sige, at producenten ved hjælp af de fem stave kan frembringe over 1000 kombinationsmuligheder. 

Uagtet hvad man end måtte mene om de nævnte alternative lagringsmetoder, har de trods alt det til fælles, at de alle tager udgangspunkt i modning på egetræsfade. Hvilket der er en usædvanlig god grund til, da det er new makens interaktion med egetræsfadet, der skaber en meget stor del af whiskyens duft- samt smagsprofil. Andre faktorer, som selvsagt også spiller ind, er f.eks. mærkning, gæring samt destillation.  

For nu at forklare det kort, så sker der det, at når temperaturen i lagerhuset stiger igennem forårs- og sommermånederne, begynder trykket også at stige inde i fadet, da varmen får væsken til at udvide sig. Hvorefter new maken bliver presset ind i træet, som indeholder et væld af forskellige smagsstoffer*. Hvorimod det modsatte finder sted, når temperaturen i efterårs- og vintermånederne igen begynder at falde. Hvorfor den alkohol, der før var fanget i fadets porer, og som nu indeholder både farve samt smagsstoffer, blander sig med den resterende alkohol i fadet. Denne modningsproces henviser man til i industrien som en cyklus. Der, som årene går, vil blive gentaget om og om igen, indtil whiskyen er klar til at blive flasket. 

Men når først whiskyen er aftappet, afbrydes modningscyklussen, da alkoholen ikke længere interagerer med fadet. Hvilket også er grunden til, at en whisky, der f.eks. er blevet flasket efter 12 års lagring, efter at have stået yderligere 12 år og samlet støv på en hylde, ikke på mirakuløs vis nu indeholder 24 år gammel whisky. 

Om det er en fantastisk idé at sende 200 flasker whisky 12 meter ned i havet og lade dem ligge der i et år, vil jeg undlade at svare på. Derimod vil jeg gerne hjælpe Trolden med at kigge ind i min medbragte krystalkugle, som jeg i dagens anledning har hentet ned fra loftet. For at skue et år ind i fremtiden og svare på, hvorvidt eller ej “havets konstante kulde, tryk og den svage, vedvarende bevægelse fra strøm og bølger” kommer til at “give sit præg på flaskerne”, som Trolden skriver på sin hjemmeside. 

For nu at være helt konkret er jeg ikke det mindste i tvivl om, at havet vil sætte sit præg på selve flasken. Men hvis man som forbruger tror, at whiskyen vil “modnes”, som Trolden så smukt skriver, så er svaret, som jeg også har beskrevet ovenfor, at det ikke er tilfældet. 

Jeg er fuldt ud bevidst om, at der blandt whiskyentusiaster viskes i krogene om det fænomen, der kaldes OBE (Old Bottle Effect). Hvor teorien er, at meget gamle aftapninger, grundet oxidation, smager anderledes, end de gjorde, da de blev aftappet. Men først og fremmest findes der, ifølge “The Whisky Professor” hos scotchwhisky.com, ikke nogen evidens for teorien. Dernæst er der ikke tale om, at whiskyen modnes i flasken. Men derimod om en langsom oxidation af whiskyen, som korkproppen tillader. Akilleshælen ved denne teori er dog, at det høje indhold af ethanol i en whisky vil reducerer den oxidative effekt og langt hen ad vejen bremser processen. Med andre ord, vel at mærke at korkproppen slutter tæt, og der ikke opstår lækage, vil eventuelle ændringer under alle omstændigheder ske meget langsomt hen over en lang årrække. 

Så når først whiskyen er aftappet, kan du spille Beethovens 9. symfoni på repeat, kæle intenst med den eller for den sags skyld tage den med på en 14-dages all inclusive-ferie til Alanya. Da intet af det overståede, på ny vil sætte gang i modningsprocessen.  

Hvis det skulle friste, kan du for 1.100 kr. via Troldens hjemmeside købe et ejerbevis på en flaske af The Diver’s Whisky. Om prisen omfatter en 50- eller 70 cl. flaske, melder historien dog intet om. 

*Hvis du er interesseret i at vide mere om den proces, der finder sted, når en whisky modnes, så kan du med fordel læse tidligere bragte artikler her.