Anmeldelser

Millstone Founders Reserve. 10 Years Old Cask Strength. Smuggler’s Trail – Mellow Rye samt That Boutique-y Whisky Co. Millstone – Batch One. 6 Years Old Dutch Single Malt Whisky 

Hvis Larry Ebersold er “the Godfather of American Rye Whiskey”, må Patrick Van Zuidam utvivlsomt være hans europæiske pendant. 

Men før vi dykker ned i Patrick Van Zuidam og hans tilgang til at lave Whisky, er det værd at bemærke, at min medredaktør Henrik allerede har beskrevet Zuidam-destilleriet, som Patrick er master distiller og medejer af. Denne anmeldelse skal derfor ses som en fortsættelse af førnævnte artikel. Derfor vil jeg anbefale, at du læser den først, da jeg selvsagt vil skøjte let og elegant hen over de dele, som Henrik allerede har beskrevet i dybden. 

Zuidam Distillery, eller Baarle International, som destilleriet på daværende tidspunkt hed, blev etableret af Patricks far, Fred Van Zuidam, i Baarle-Nassau. Fred startede i det små med en mindre pot still, hvorpå han blandt andet producerede Genever og Vodka. Til trods for, at Fred havde en klar vision om at producere kvalitetsspiritus, tog det forbrugerne næsten ti år, før de for alvor begyndte at få øjnene op for, at Baarle International havde noget at byde på, og destilleriet for alvor fik vind i sejlene. Det i en grad, at Zuidam-familien i 1989 udbyggede destillerifaciliteterne med godt og vel 3.300 kvadratmeter, hvilket må siges at være noget af en opgradering fra de oprindelige 300 kvadratmeter, som Fred havde rådet over. Derudover blev yderligere tre pot stills tilføjet. 

Nu om dage har Zuidam fået endnu mere albuerum, da yderligere 1.000 kvadratmeter er blevet lagt til, og to pot stills er føjet til samlingen, så destilleriet i alt råder over seks: to stills på 8.500 liter, én på 2.000 liter, to på 1.500 liter samt én på 850 liter. Derudover råder destilleriet over to mash tuns samt ti washbacks. 

I 1998 begyndte Zuidam Distillery for alvor at producere Whisky. Patrick havde siden 1994 eksperimenteret med at fremstille ganske få tønder om året, og i 2007 så Millstone-mærket endelig dagens lys. At Whiskyproduktion overhovedet kom på tale skyldtes ganske enkelt, at Patrick øjnede en mulighed for at nå et langt bredere marked, end familiens Genever – som mere eller mindre udelukkende blev solgt i Holland, kunne nå. 

Til trods for, at Patrick og hans bror Gilbert havde trådt deres barnesko i familiens destilleri, og Patrick ifølge eget udsagn allerede som 12-årig producerede sit første destillat, lå det ikke ligefrem i kortene, at han skulle skabe sig en karriere inden for familiens fire vægge. Derfor tog han en universitetsgrad inden for IT. Men efter endt uddannelse vendte Patrick snuden hjem for midlertidigt at give sine forældre en hjælpende hånd med spiritusproduktionen. Det ene år tog imidlertid det andet, og Patrick har nu i mere end 20 år været Zuidam-destilleriets master distiller og managing director. Flankeret af sin bror Gilbert, der udfylder stillingen som commercial director og står for at styre familievirksomhedens salgs- og kommunikationsafdeling. 

Når man tager i betragtning, hvornår Patrick begyndte at producere Whisky, er der ingen tvivl om, at han var lidt af en pioner og på mange parametre langt forud for sin tid. For ikke nok med, at Zuidam var det første destilleri til at producere Whisky i Holland, så skal man også tage i betragtning, at vi i 1998 stadig havde til gode at opleve det boom af destillerier, der sidenhen er skudt op verden over. På det tidspunkt var whiskyproduktion mere eller mindre forbeholdt Skotland, Japan, Irland samt Amerika, hvor de gamle og for størstedelens vedkommende stærkt traditionsbundne destillerier var at finde. 

Det var med andre ord i denne lettere konservative industri, at den gale hollænder Patrick Van Zuidam rendte rundt i et land uden nogen nævneværdig tradition for Whiskyproduktion og talte om terroir, grain to glass og betydningen af kvaliteten af de forskellige kornsorter samt de fade, producenterne lagrede deres Whisky på. 

Patrick fik dog opbakning fra Mark Reynier, Simon Coughlin og Jim McEwan, da de tre i 2001 genåbnede Bruichladdich og – ligesom Patrick, havde fokus på at producere såkaldt terroir-whisky. I dag har en lang række både nye og ældre producenter helt eller delvist taget filosofien til sig. Til trods for det, findes der stadig mange, der griner højt og længe, når talen falder på terroirs betydning i Whiskyindustrien. 

Men lad os kigge på, hvad Patrick mener, når han taler om terroir. I et interview fra 2020 udtalte han: “A top quality end product requires top quality grains”. “This has to do with terroir, a subject heavily debated in the whisky industry”. “I really believe that the taste of my whisky can directly be traced back to the type and variety of grain you use and the way you grow your grain”. “A further complicating factor is the influences in the rest of the distilling process”. “Of course our yeast does influence the taste during fermentation, and also the temperature at which I mash in my grain, fermentation temperature, rate of distillation (speed), cut points, cask filling strength, cask type, etc”. 

Det der er vigtigt at forstå for at kunne følge Patricks argument er, at langt størstedelen af de skotske producenter køber deres byg fra de såkaldte “maltsters”, da kun fåtallet af de skotske producenter stadig malter deres egen byg. Med andre ord ved langt størstedelen af Whiskyproducenterne ikke, hvilke områder deres byg kommer fra, og det er i øvrigt ikke udelukkende skotskproduceret byg, der indgår i deres produktion. 

Derudover er den byg, der dyrkes til Whiskyindustrien, primært udvalgt ud fra, at den har et højt indhold af stivelse, giver et højt udbytte og er resistent over for sygdomme. Derfor bruger mange destillerier den samme håndfuld bygvarianter. 

I skærende kontrast til dette dyrker Zuidam – med undtagelse af den byg, der indgår i deres røgede Whisky, selv det korn, som bruges i deres forskellige Whiskytyper, såsom byg og rug. Samtidig eksperimenterer de med både ældre og nyere kornvarianter, som ofte giver et lavere udbytte, men ifølge Patrick ændrer smagsprofilen markant. 

Derudover bruger Zuidam hele syv forskellige gærtyper i deres Whiskyproduktion, hvorimod mange andre producenter nøjes med én enkelt gærtype, nemlig Saccharomyces cerevisiae, bedre kendt under det mere mundrette navn distiller’s yeast. 

Indtil for nylig blev det korn, der indgik i Zuidams produktion, malet på møllesten – deraf navnet Millstone, drevet af traditionelle hollandske kornmøller. Men efterhånden som produktionen steg, måtte Patrick erkende, at de fire møller de rådede over, ikke længere var tilstrækkelige til at følge med efterspørgslen. Derfor er det nu kun en del af deres korn, der bliver malet på gammeldags manér. 

Derudover er Patrick tilhænger af meget lange fermenteringer, som foregår ved lave temperaturer. Med andre ord: hvor længe malten får lov til at gære. Hvilket efter sigende spiller en afgørende rolle for kompleksiteten i en Whiskys smag. Den gennemsnitlige fermentering i Skotland varer normalt mellem 48 og 96 timer. De destillerier, der placerer sig i den lave ende af skalaen, fermenterer i 48–60 timer, hvorimod Zuidam i gennemsnit fermenterer i cirka 120 timer. 

Når det kommer til selve lagringen, har Patrick også en lidt anderledes tilgang end de fleste af sine skotske kolleger. De fleste af Zuidams Single Malts bliver nemlig først lagret i seks måneder på nye forkullede egetræsfade fra Kelvin Cooperage i Kentucky, der har bygget fadene af stave, der er lufttørret i minimum to år. 

Derefter bliver Whiskyen typisk overført til Oloroso-sherryfade. Hvilket en relativt bekostelig måde at producere Whisky på, da et nyt fad er langt dyrere end et fad, der f.eks. tidligere har indeholdt Bourbon, og som efterfølgende kan bruges i Whiskyproduktion igen. Når det er sagt, er det ikke udelukkende Oloroso-fade, Zuidam benytter til efterlagring. PX-, Moscatel- og de meget bekostelige Palo Cortado-fade indgår blandt andet også i produktionen. 

Zuidam har – ud over deres Single Malts og Rye Whiskyer – også 3-, 4- og 5-grain Whiskyer på programmet. Til Zuidams Rye Whiskyer benytter Patrick en mash bill bestående af 100 % rug, hvoraf 49 % er maltet, mens de resterende 51 % ikke er det. Derudover lagres Zuidams Rye Whisky på nye forkullede amerikanske egetræsfade. Under Millstone-mærket udgiver Zuidam to Rye’s, der ganske enkelt går under navnene 92 og 100. 

 

Smuggler’s Trail – Mellow Rye. Dutch Whisky 

  • Producent: Zuidam Distillery 
  • Destilleri: Zuidam Distillery 
  • Klassifikation: Dutch Whisky 
  • Alder: NAS 
  • ABV: 43 % 
  • Mash bill: Rug, maltet rug, maltet byg og majs 
  • Pris: 369 kr. 

Duft: Ultracremet duft, hvor fløde, vanilje og karamel springer ud af glasset med underliggende noter af kakaomælk, ristede kaffebønner og mørke blommesorter. 

Smag: Rigtig flot mundfylde, især når man tager i betragtning, at denne Whisky kun er flasket ved 43 %. Den lægger ud med en smag af karamelliseret sukker, der næsten er på grænsen til det brankede, og som efterfølges af noter af stenfrugter, mango, saltvand, sort peber og rugbrød. 

Eftersmag: Lang eftersmag med noter af kardemomme, syrlig mandarin, mørk chokolade og tobak samt en bitter note af sort te. 

Konklusion: Jeg må ærligt erkende, at jeg ikke havde de store forkromede forventninger til denne Whisky. Min primære interesse lå i det spændende eksperiment med at lade majs – som normalt er synonymt med Amerikansk Whiskey, indgå i en europæisk Rug Whisky. Med et prisskilt på 369 kr. er den dog et fund til prisen, hvilket i disse tider er et særsyn. Som nævnt byder Smuggler’s Trail – Mellow Rye på en nydelsesværdig næse, god mundfylde og en lang eftersmag. Samtidig besidder den en kompleksitet, som de færreste Whiskyer på 43 % kan prale af. Mit eneste lille aber dabei er, at smagen af sort te, som indfinder sig og bliver hængende bagerst i munden mod slutningen af eftersmagen, bliver en anelse for bitter og dermed ikke helt så behagelig. Men så bevæger vi os også over i det spektrum, hvor man måske kan beskyldes for at være en smule pedantisk. 

0
Kvalitet: RIGTIG GOD
0
Værdi: RIGTIG GOD

 

Hvad betyder dette?
Tjek guiden til vores scoringssystem

Prisinformation: Så vidt vides er Smuggler’s Trail – Mellow Rye herhjemme i skrivende stund kun tilgængelig hos Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske kan erhverves for 369 kr. 

 

Millstone Founders Reserve. 10 Years Old Cask Strength Dutch Single Rye Whisky 

  • Producent: Zuidam Distillery 
  • Destilleri: Zuidam Distillery 
  • Klassifikation: Dutch Rye Whisky 
  • Alder: 10 år 
  • ABV: 52,62 % 
  • Mash bill: 51 % rug og 49 % maltet rug 
  • Fad: Amerikansk eg 
  • Destilleret: Juli 2013 
  • Flasket: 08-04-2024 
  • Udgivelse: 1.472 flasker 
  • Pris: 984 kr. 

Duft: Et overflødighedshorn af kirsebær, blommer, rosiner, fersken, mandariner i sukkerlage, vanilje, brun farin, læder og fløde. 

Smag: Ekstremt cremet mundfylde, der coater hver en millimeter af mundhulen og bliver hængende i evigheder, før eftersmagen træder ind. Her er noter af sprøde grønne æbler, let syrlige mandariner, grønne druer, appelsin og egetræ. 

Eftersmag: Den lange eftersmag er først og fremmest nøddeagtig med underliggende noter af kanel, en knivspids peber og kokosmælk. 

Konklusion: Millstone Founders Reserve tangerer en af de mest helstøbte og nydelsesværdige Whiskyer, jeg har haft fornøjelsen af at have i glasset i år. Hvilket jeg er pinligt bevidst om lyder som lidt af en kliché, men det siger ikke desto mindre en del, da Whiskyens profil egentlig ikke er, hvad jeg normalt er på udkig efter i en Rug Whisky. Da den på alle leder og kanter er en frugtbombe, og jeg foretrækker urtdrevne Rug Whiskyer med en langt mere krydret profil. Men til tider må man også ydmygt bøje sig i støvet, når en Whisky – ikke ulig Torben Ulrich, rammer slaget helt og aldeles rent. 

0
Kvalitet: FANTASTISK
0
Værdi: FANTASTISK
Hvad betyder dette?
Tjek guiden til vores scoringssystem

Prisinformation: Så vidt vides er Millstone Founders Reserve herhjemme i skrivende stund kun tilgængelig hos Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske kan erhverves for 984 kr. 

 

That Boutique-y Whisky Co. Millstone – Batch One. 6 Years Old Dutch Single Malt Whisky 

  • Destilleri: Zuidam Distillery 
  • Aftapper: That Boutique-y Whisky Company 
  • Alder: 6 år 
  • Klassifikation: Dutch Single Malt Whisky 
  • ABV: 48,9 % 
  • Pris: 471 kr. for en 50 cl-flaske 
  • Udgivelse: 637 flasker 

Duft: Fyldig næse med noter af hø, pære, blommer, marcipan, rosiner samt mørk chokolade. 

Smag: Cremet viskositet med en god portion sødme i form af lakridskonfekt, overmoden Papaya og appelsin samt en underliggende smag af sort te, der fortsætter ind i eftersmagen. 

Eftersmag: Lang eftersmag, hvor smagen af sort te fortsætter sit ridt og får følgeskab af pebermynte. 

Konklusion: Fantastisk fyldig næse, der er yderst nydelsesværdig, men som desværre ikke indfrier ønsket om en helstøbt oplevelse. For til trods for, at både smagen og eftersmagen er behagelige, er de samtidig relativt fattige på smagsnuancer, hvilket får dem til at fremstå forholdsvis endimensionelle. 

0
Kvalitet: MIDDEL
0
Værdi: MIDDEL
Hvad betyder dette?
Tjek guiden til vores scoringssystem

Prisinformation: Så vidt vides er That Boutique-y Whisky Co. Millstone – Batch One ikke længere tilgængelig på det danske marked. 

De anmeldte flasker er købt af undertegnede hos henholdsvis Juul’s samt Goldendrops 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *