Reinheart Rye Whiskey

I dagens anmeldelse tager jeg fat i producenten “Reinheart“, som du måske ikke umiddelbart kender så meget til, men som jeg gætter på du kommer til at høre meget mere om de kommende år. Denne anmeldelse er primært et uddrag af en længere artikel jeg har skrevet om dem til “Whisky&” magasinet (og som udkommer den 16. november), men selve anmeldelsen er mere detaljeret her. Hvis du er interesseret i at vide mere om Reinheart, så foreslår jeg, at du læser artiklen i magasinet, hvis du har mulighed for det.

Reinheart er grundlagt af Terkel Kleist, Kristian Kramp og Henrik Hammer. De tre herrer har mange års erfaring mellem sig og specielt Henrik er nok kendt af mange i branchen som manden bag Geranium Gin. Hvor Henrik primært har arbejdet på producent-siden, så kommer Terkel og Kristian fra bartender siden, hvor de har arbejdet på nogle af de allerbedste barer i København, herunder Lidkoeb, Nimb, Salon 39 og MASH. De har kendt hinanden siden 2008, men venskabet tog rigtig fart i 2009, hvor Henrik solgte Geranium Gin til Terkel og Kristian (som på dette tidspunkt begge arbejdede på Salon 39 på Frederiksberg). De fandt hurtigt ud af at de havde en fælles passion for spiritus – og efter en pub crawl i 2012 pitchede Terkel ideen om, at de skulle lave en whisky sammen. Ideen var at lave en Rye som de traditionelle Kentucky producenter gjorde, i kontrast til ”craft” producenterne, som dengang prøvede at genopfinde genren. Henrik finder herefter (igennem en bekendt) et destilleri i Tyskland hvor de kan låne det udstyr de skal bruge – og så går Terkel og Kristian i gang. 

Meget tidligt i processen blev de enige om, at smagen af whiskyen var langt vigtigere end hvordan den var produceret, så der har fra starten hersket et ”smagsdogme”, mere end et ”produktionsdogme”. F.eks. er lagringstiden bestemt af smagsprofilen – og ikke et specifikt antal år. Det er en af forklaringerne på, at man ventede næsten 7 år med at frigive det første produkt.

På et tidspunkt bliver navnet ”Reinheart” lagt fast. Inspirationen til navnet kommer fra flere fronter, herunder den tyske forbindelse, det tyske ”Reinheitsgebot” som man kender fra ølproduktion – samt ikke mindst fra ”hjertet” af destillatet, som man kalder den del der primært bruges til at lave whisky med. Så altså ikke ”Reinhart” som man kender det fra tyske efternavne, men Reinheart. Når nu både whiskyen er destilleret i Tyskland og navnet tilmed er tyskklingende, så er det jo nærliggende at stille sig selv spørgsmålet: Er Reinheart en tysk eller en dansk whisky?

I skrivende stund findes der ikke en officiel definition af dansk whisky, men det kommer der formodentligt meget snart. Og når den kommer, så gætter jeg på, at en af kravene vil være, at whiskyen skal være destilleret i Danmark. Så indtil definitionen er på plads, så kan vi altså ikke få afklaret spørgsmålet fuldt ud. Men det er uomtvisteligt et dansk produkt; Det er lavet 100% på dansk know-how, fadene ligger i Danmark, det er blevet flasket i Danmark og virksomheden er dansk. At den er destilleret på udstyr der står i udlandet, er jo på ingen måde kontroversielt – og stort set alle producenter af whisky i Danmark vælger jo at udlicitere dele af produktionen til udlandet, når man lige tænker over det; Stauning, f.eks., bruger amerikansk egetræ til deres tønder, samt efterlagrer i bl.a. brugte portvins- og mezcalfade. Gør det disse produkter til amerikanske, portugisiske eller mexicanske whiskyer? Naturligvis ikke – og det er der nok ingen der vil argumentere for. Derfor er det i min optik lidt sekundært om produktet klassificeres som dansk, eller ej. Faktisk kan man argumentere for, at den udenlandske indflydelse er lang større hos andre danske whiskyproducenter, når man ved hvor meget fladlagringen betyder i forhold til selve destillatet; Den portugisiske indflydelse er f.eks. langt større i en dansk whisky der er lagret på portvinsfade, end den tyske indflydelse er på Reinheart. Og vi taler skarpt større. Når man spørger folkene hos Reinheart, så siger de at ”Det er en dansk produceret whisky der er destilleret i Tyskland. Og det skriver vi på etiketten.” Det er også min klare opfattelse, at omverden er mere optaget af dette spørgsmål end selve whiskyen – og det kan man jo så lige tænke over.

Reinheart har nu været på markedet i et par år og de har i den tid vundet en del priser – endda i nogle af de større konkurrencer. Så hvad er det der gør dem specielle?

Det er naturligvis altid en subjektiv vurdering, men jeg tror selv på at der er fire hovedårsager:

1. Der er en vanvittig fokus på at få deres destillat til at smage godt og det er på trods af, at destillatet har langt mindre indflydelse på det færdige produkt end selve lagringen. Og selv om de vandt Guld i 2016 for netop deres destillat, så har de løbende testet nye gærtyper for at øge kvaliteten yderligere. Jeg har selv smagt deres “White Dog Cut #4” og jeg har aldrig smagt et bedre destillat, på trods af at jeg har smagt White Dog fra en lang række af de største producenter af Rye. Blandt andet kan den amerikanske producent Heaven Hills ”Rye White Dog” (der bl.a. bruges til det fantastiske produkt ”Pikesville”) ikke hamle op med Reinhearts White Dog.
2. Fokus på nye fade. Reinheart bruger kun nye fade – og de er medium ”toastede” og forkullede til ”Char level 5” (hvilket er meget). De fleste andre danske producenter bruger enten brugte fade fra starten, eller efterlagrer i brugte fade. Når man forkuller fadene til niveau 5, så bliver den indvendige overflade på fadet meget stor og der er derfor rig mulighed for at whiskyen kan trække vanillin og andre gode sager ud af træet. Når man samtidigt toaster fadene, så gør man de gode sukkerstoffer i træet endnu mere tilgængelige. De producenter der vælger at bruge brugte fade fra starten, har langt sværere ved at opnå samme interaktion.
3. Lagringstiden. Reinheart er ikke faldet for fristelsen til at frigive deres whisky dagen efter den er blevet tre år gammel. Ud fra et cash-flow synspunkt giver det jo ikke mening at vente, men det har de altså gjort. De har efter eget udsagt flasket produkterne ”når de var klar” – og det har i deres tilfælde været omkring 7 år. Selvom Rye generelt bliver moden hurtigere end f.eks. Bourbon og Single Malt, så bliver tidsintervallet 6 til 8 år af mange eksperter netop opfattet som det helt optimale.
4. Fadstyrke. Jeg ved godt at der er delte meninger når det kommer til whisky der er flasket ved fadstyrke, men jeg er selv stor fan; for det første foretrækker jeg at drikke whisky på denne måde – og for det andet giver det mig jo mulighed for at nedvande produktet, hvis der er behov for det. Det modsatte er ikke en mulighed, hvis man vil øge alkoholstyrken.

Hvad bringer fremtiden for Reinheart?

Den samlede produktion fra den spæde start til i dag har kun akkumuleret 26 fade, så det er jo nok det man – med al respekt – vil kalde et entusiastprojekt. Konfronteret med dette er de alle tre da også enige om at det, for nuværende, netop er en hobby for dem. De tænker naturligvis meget over fremtiden – og jeg er sikker på at den øgede interesse, guldmedaljerne, m.v. nok har fået dem til at tænke over hvad der skal til for at tage produktionen til næste niveau.

Der vil på et tidspunkt komme en udgave med en lavere alkoholstyrke, som er lavet til dem der fortrækker at sippe whisky med lidt mindre ”krudt” i – og samtidigt er oplagt til at bruge i cocktails som Old Fashioned og Manhattan.

Det bliver spændende at følge deres udvikling fremover og jeg håber de kan fastholde deres fokus på kvalitet – også selvom efterspørgslen kommer til at overstige udbuddet. Direkte adspurgt om de ville starte deres eget destilleri fik jeg at vide, at dette var ”meget usandsynligt”.

Og her følger så anmeldelen af de tre batches de har udgivet – samples fra disse er venligst stillet til rådighed for mig af Reinheart.

 

Reinheart Rye Whiskey – Cask #1

• Producent: Reinheart / Hammer & Son Ltd
• Destilleri: Märkische Specialitäten Brennerei, Tyskland
• Klassifikation: Rye Whisky
• Alder: 6 år og 10 måneder.
• ABV: 59,87%
• Mash Bill: 70% rug, 20% majs og 10% maltet byg
• Pris: Er næsten udsolgt, men kan findes et par steder (bl.a. Kokkens Vinhus) til 1.299,-.  

Duft: Meget behagelig duft, hvor det er sød eg, kardemomme, muskatnød, peber og (svag) vanilje der er mest fremtrædende.

Smag: God mundfornemmelse i smagen hvor alkoholen viser sin styrke – og hvor eg og vanilje nu er mere fremtrædende. 

Eftersmag: Lang og behagelig. Bliver bare ved og ved.

Konklusion: En virkelig flot Rye whisky som i den grad kan nydes sammen med gode venner med et stort smil på læben. Jeg er imponeret over hvor meget de har ramt plet i forhold til at lave en klassisk Rye inspireret af de amerikanske producenter. Hvis den kom i hænderne på anmelderne derovre, så ville flaskerne blive udsolgt over natten.