Historien om LeNell’s Red Hook Rye

Følgende er beretningen om, hvordan et lille parti aftappet Whiskey, gik hen og blev blandt de mest eftertragtede Whiskyer i Amerika. En beretning, som er indbegrebet af en hver Whiskey samlers vådeste drøm, om at den flaske, de for år tilbage købte for en “slik”, en skønne dag går hen og bliver sin egen vægt værd i guld. Eller for de resterende af os, et inderligt håb om, en skønne dag, at kunne være så heldig at smage. Og jeg kan egentlig lige så godt med det samme afsløre, at der her hverken er tale om Van Winkel eller for den sags skyld et af mærkerne fra Buffalo Trace’s Antique collection. Men derimod, hvad der må betegnes som værende et “store pick”. Selvom den term, på daværende tidspunkt, egentlig ikke rigtig var blevet en ting endnu. Som blev solgt af en ung mand ved navn Drew Kulsveen og udvalg af en lille lukket inderkreds, som bl.a. inkluderede Michael Veach, John og Linda Lipman samt LeNell Camacho Santa Ana. Hvis navne muligvis får en klokke til at ringe blandt flittige Whiskey-blog læsere. Hvorom alting er, er det sidstnævnte, som vi i denne forbindelse skal have fat i.

LeNell Camacho Santa Ana – eller Tonya “LeNell” Smother, som hun oprindelig blev døbt, er af medierne blevet kaldt alt lige fra “the first lady of liqour” til “lady Bourbon”. Titler som jeg har en snigende fornemmelse af, at hun ikke selv tillægger megen vægt. For hvis man læser interviews med LeNell, får man det klare indtryk, at hun er en jordbunden og ligefrem kvinde, der giver helvede i alt, der er lige lovligt højtragende. LeNell slår mig i det hele taget som en kvinde, der ville føle sig godt hjemme i Paul Auster’s farverige persongalleri i filmen Smoke, som netop har sit omdrejningspunkt i Brooklyn kvarteret, hvor LeNell slog sine folder.

LeNell dimitterede i 1991 fra Birmingham-Southern College, med en bachelor i fransk og dramaturgi i baglommen, og gik videre til at få en “master” i offentlig administration. Så det lå nok ikke ligefrem i kortene, at hun skulle ende som indehaver af en spiritusbutik. Eller for den sags skyld, kvinden bag den, i skrivende stund, mest bekostelige Rye Whiskey. Men skæbnen ville det anderledes. For i 2000 flyttede hun til New York, hvor hun blev ansat hos Sherry-Lehmann – the wine and liquor dealer. Hvilket tre år efter, ledte hende til at åbne LeNell’s Ltd – wine and spirits boutique i Red Hook kvarteret i Brooklyn. Som på daværende tidspunkt var et kvarter, der var præget af stor arbejdsløshed og dertilhørende kriminalitet. Og LeNell har da også udtalt, at hendes butik ved overtagelsen ikke var meget andet end et hul i væggen, der lå 100 meter fra en metadon klinik. Eller hul i væggen er måske så meget sagt, for rent faktisk var butikkens vinduer muret til med store betonklodser, da hun lejede sig ind. LeNell’s Ltd blev dog som årene gik populær blandt forbrugerne og anses i dag, som værende en af datidens mest legendariske Whiskey forhandlere. LeNell’s Ltd nåede, i sin relative korte levetid, at modtage et hav af priser og er nævnt vidt og bredt i diverse medier. Blandt andet kårede Whisky Magazine hendes butik til at være “U.S. retailer of the year” tre år i træk, og hun er i Dikty og Owen’s bog; The Art of Distilling Whiskey and Other Spirits, krediteret for at have spillet en afgørende rolle i genopstandelsen af Amerikansk Whiskey.

Men som flygtigt nævnt, nåede LeNell desværre kun at have sin butik i lidt over seks år. Da hun den 21. februar 2009, efter års indædt tovtrækkeri med sin udlejer, så sig nødsaget til at lukke sin butik i Red Hook. Da hendes udlejer, efter at havde udsat det flere gange, til sidst opsagde hendes lejemål. Angiveligt fordi Red Hook kvarteret på daværende tidspunkt var inde i en rivende udvikling, og hendes udlejer derfor, med al sandsynlighed, øjnene muligheden for at tjene en ikke undseelig andel penge på den bygning, som LeNell’s var lokaliseret i.

Men før det desværre kom dertil, nåede LeNell imellem 2006 og 2008 at flaske sammenlagt 4 fade Straight Rye Whiskey – i alt 852 flasker, under hendes nu legendariske Red Hook Rye Whiskey mærke, som hun solgte i sin butik i Brooklyn. Enslydende for de fire aftapninger – der blot blev refereret til som barrel 1 – 4 var, at de alle var flasket ved fadstyrke og ikke var blevet koldfiltreret. De fire valgte fade blev destilleret tilbage i 1984 og var henholdsvis 23 og 24 år gamle, da de blev flasket. Eftersigende var alle fire aftapninger fra fade, der indeholdte barely legal Rye, med en mash bill lige over de tilladte 51 % rug. Det pudsige var, men samtidig også sigende for sin tid, at selve aldersbetegnelserne ikke var påført flaskernes label, men derimod udelukkende angivet i et følgebrev, der var inkluderet i købet. Derimod var samtlige flasker nummereret og bar alle LeNell’s signatur. Samtlige fade stammede fra Kentucky Bourbon Distillers, som er ejet af førnævnte Kulsveen familien. Hvis du i øvrigt undrer dig over, aldrig at have hørt om KBD, er destilleriet i dag kendt som Willett.

Som faste læsere af denne blog vil vide, producerede KBD på daværende tidspunkt ikke selv Whiskey. Men købte deres fade fra tredjepart, for at lancere den under sine egne mærker, som bl.a. deres legendariske Willett Family Estate Single Barrel Rye Whiskyer. Hvorom alting er, så lod Kulsveen, LeNell og hendes følge frit udvælge de fade, der kom til at indgå i hendes Red Hook Rye, fra KBD’ lagerhus G. Der på daværende tidspunkt rummede Rye Whiskey, der oprindeligt havde været tiltænkt Schenley’s Cream of Kentucky Rye mærke, som var blevet destilleret hos det gamle Bernheim destilleri. Men da Schenley stoppede med at producere mærket tilbage i 80’erne, valgte National Distillers at sælge de overskydende fade Whiskey til bl.a. Julian Van Winkel samt Evan Kulsveen.

Før vi går videre, kommer der her en advarsel. For vi bevæger os nu ind på et emne, som for nogen kan virke overdrevet nørdet. Men som vi ikke desto mindre finder spændende her på redaktionen. Amerikansk Whiskey med så høj en lagrings tid på bagen, som de fade LeNell udvalgte, kan have en tendens til at være meget egetræs-drevet. Hvilket eftersigende ikke skulle være tilfældet i de fire Red Hook udgivelser. Dette skyldes, ifølge LeNell i et interview, som hun gav til Bourbon Pursuit at, citat; “they had dumped the barrels that they had initially bought and refilled Bourbon barrels with the Rye”. Hvilket i den grad fik mig til at spidse ører, og i øvrigt undre mig over, hvorfor en mand som Fred Minnick ikke valgte at spørge ind til. For selvsagt kan LeNell’s udsagn om, at Kulsveen skulle havde fyldt den Rye, han havde købt, på Bourbon fade, være en fortalelse. Og hun i stedet mente, at han havde fyldt den på “new charred oak barrels”. For hvis første nævnte rent faktisk er tilfældet, er LeNell’s Red Hook Rye kategorisk i strid med TTB’ gældende regler. Da producenten er forpligtiget til at oplyse på labelen, hvis en Whiskey er blevet efterlagret i andre typer fade, end de lovpligtige nye forkullede egetræsfade. Jeg kan selvsagt ikke udtale mig om, hvorfor Kulsveen, vel at mærke at LeNell’s udsagn stemmer overens med virkeligheden, angiveligt har valgt at fylde sin Rye på fade, der tidligere har indeholdt Bourbon. Men en mulig grund kunne være, at der i et brugt ASB fad er fanget ca. 6 – 8 liter Bourbon i årene, som med tiden vil blive frigivet, hvis man på ny lager Whiskey i det. Hvilket kan være medvirkende til, at nedtone en eventuel egetræsdrevet profil. Det der bare ikke helt stemmer overens med denne teori er, at efter Rye’en angiveligt var blevet overført, blev Whiskyen lagret yderligere i en periode på omkring ti år, før den blev flasket. Hvilket vil sige, at man højst sandsynligt var slået tilbage til udgangspunktet. Men da jeg desværre ikke kan komme en forklaring nærmere og spørgsmålet bliver ved med at rumstere i mit hoved, begynder jeg at søge på nettet i håb om et muligt svar. Og langt om længe falder jeg over en klumme om Red Hook Rye, som er skrevet af Steve Coomes til The Whiskey Wash. Der dog ikke helt, men alligevel delvist kan være medvirkende til at kaste lys over LeNell’s udsagn. For i omtalte klumme fortæller Veach, der som nævnt var medvirkende til at udvælge de fade som indgik i Red Hook Rye, at fadene stammede fra et såkaldt “consolidated lot”. “Consolidated” betyder i alt enkelthed, at kombinere en række ting, så helheden bliver større end summen af de enkelte dele. Hvilket i teorien også er filosofien bag blended Whiskey. Ifølge Veach er den såkaldte “consolidation” metode i Whiskey industrien blevet praktiseret i årevis, primært for at spare plads. Og uddyber; “Lad os for eksempel sige, at en producent har 100 fade, som alle indeholder 15 års Whiskey”. “Grundet evaporeringen, vil disse fade efter 15 år kun indeholde ca. 40 procent Whiskey”. “Så for at spare plads, bliver fadene tømt for sit indhold, for derefter at blive påfyldt med den samme Whiskey”. “På den måde, kan producenterne effektivt reducere de 100 fade Whiskey til Ca. 40 og skabe plads til 60 nye”. “Derudover har producenten 40 fyldte fade, som består af blended Whiskey, som ofte kan gavne smagen”. Så mon ikke det er omtalte consolidated metode, som LeNell refererer til i før omtalte interview?

En flaske Red Hook Rye estimeres i dag, alt efter stand, at koste et sted imellem 170.000 – 316.000 Kr. som den opnåede hammerslag på i 2020 hos henholdsvis Scotch Whisky Auctions samt Sotheby’s. Som alting taget i betragtning, er vand i forhold til The Macallan Fine and Rare 60 Year Old Whisky som i 2019, også blev solgt fra Sotheby’s til den svimlende sum af Ca. 13,5 million Kr. Til de interesserede kan jeg i øvrigt tilføje, at Red Hook Rye Barrel #1 havde en vejledende udsalgspris på 540 Kr. Men som Michael Veach, så forfriskende tørt har formuleret det, i forbindelse med før nævnte Red Hook Rye auktion; “Some people out there have more money than sense.”