Alkoholprocentens udvikling i den Amerikanske Whiskey industri

Mange Whiskey entusiaster, der jagter Amerikanske Whiskey aftapninger, der er blevet flasket i fordums tid – kærligt refereret til som “dusty’s”, har med al sandsynlighed studset over den ofte lave alkoholprocent, som disse ældre aftapninger er flasket ved.  

Men det er nok de færreste, som er bekendt med, hvorfor de amerikanske producenter i mere end 50 år fastholdt denne praksis. Eller for den sags skyld, tænker på fadstyrke aftapninger som en relativt ny trend.  

Hvilket er grunden til, at jeg i dagens artikel har tænkt mig at belyse den historiske udvikling, som alkoholprocenten i den Amerikansk Whiskey industri har gennemgået.  

 – 1880’erne 

Jo længere tilbage i historien vi bevæger os, desto sværere bliver det at opstøve valide informationer om Whisky producenternes gøren og laden. Nå det så er sagt, ved vi dog, at tiden før de masseproducerede glasflasker havde deres indtog i slutningen af 1800-tallet, at Whiskey blev solgt direkte fra fadene. Hvorfor den i sagens natur, heller ikke var nedvandet fra producenternes side. Men vi ved samtidig også, at det var i denne periode, at de såkaldte “rectifiers” huserede. Rectifiers var notorisk kendte for at tilsætte alt fra karamel, sukker og sveskejuice til newmake, og gladeligt sælge det til forbrugerne som værende Whiskey. Hvilket “the pure food and drug act” fra 1906 delvist satte en stopper for. Da det blev ulovligt at tilsætte andet end vand til Straight Whiskey. Hvorimod det stadig var lovligt at sælge ulagrede new make, der var tilsat aromaforstærkere, som blended Whiskey. Men hvis vi ser bort fra rectifiersernes tvivlsomme produkter, blev Amerikansk Whiskey, på daværende tidspunkt, solgt ved fadstyrke.  

1880’erne – 1920 

Små 20 år efter at glasflasker var blevet producenternes foretrukne måde at sælge Whiskey i, blev “the Bottled in Bond act” (1897), som EH Taylor havde været medvirkende til at bane vejen for, vedtaget. Bottled in Bond lovgivning foreskrev bl.a., at Whiskey, der bar dette “kvalitetstempel”, ved lov skulle flaskes ved præcis 100 proof/50% ABV og lagres i nye forkullede egetræsfade i minimum fire år.  

Da forbrugerne nu langt om længe kunne forsikre sig om, at de rent faktisk købte et produkt, der ikke indeholdte aromaforstærkere og ikke var lagret i brugte fade – eller for den sags skyld, slet og ret var ulagrede spiritus, vandt BIB Whiskey indpas og blev en kæmpe salgssucces. Hvilket bevirkede, at samtlige producenter, med respekt for sig selv, begyndte at udgive BIB aftapninger. Med andre ord, dikterede BIB Whiskey langt hen ad vejen markedet. Hvilket resulterede i, at producenter som ønskede at sende et yngre produkt på markedet, som ikke efterlevede minimumskravet på fire år, i mange tilfælde, som minimum alligevel flaskede deres Whiskey ved 50% ABV. Selvsagt var der også mærker på markedet, der var flasket ved en lavere alkoholprocent. Men det virker til at være fåtallet i årene efter BIB lovgivningens vedtagelse og frem til det amerikanske spiritusforbud i 1920, også kendt som prohibition. Og de mærker, som var flasket ved en lavere alkoholprocent, befandt sig yderst sjældent under 45%. 

1920 – 1933 

Fra 1920 – 1933 blev Amerika tørlagt grundet det førnævnte spiritusforbud. Når det så er sagt, var det stadig lovligt, med en recept i hånden, at købe Whiskey til “medicinsk brug”. Den såkaldte medicinske Whiskey, skulle ved lov være Bottled in Bond produkter. Så med andre ord bestod det legale marked, i de tretten år, som forbuddet varede, udelukkende af BIB Whiskey.  

1933 – 1941 

Efter forbudstiden lå den Amerikanske Whiskey industri i ruiner. Under spiritusforbuddet var der kun seks producenter der havde licens til at sælge Whiskey, og deres lagerbeholdning var så godt som ikke eksisterende ved forbuddets ophør. Derudover havde det 18. forfatningstillæg, som var den lov, der havde sat en stopper for det kommercielle spiritussalg, været medvirkende til, at ikke mindre end godt og vel 3000 producenter havde drejet nøglen om. Hvilket efterlod Ca. 10 producenter til at genoptage Whiskey produktionen efter forbuddets ophør.  

Da Straight Whiskey minimum skal lagres i to år, kan en hver tænke sig til, at de ti producenter på ingen tænkelig måde kunne følge med den rasende efterspørgsel, som fandtes blandt de tidligere tørlagte Amerikanere. Hvorfor at Amerika, for især de Skotsk samt Canadisk Whisky producenter, blev et sandt eksporteventyr. Til trods for, at mange ikke tænker over det i dag, blev langt største delen af Skotsk og Canadisk Whisky på daværende tidspunkt produceret til blends, som ofte var flasket ved 40%. Og da disse to Whisky typer kom til at sidde tungt på markedet, valgte mange Amerikanske producenter, i håb om at imødekomme forbrugerne, at følge trop, ved at begynde at producere deres egne blended Whiskyer, der var flasket ved 40%. Derudover er der ingen tvivl om, at det også var økonomisk fordelagtigt for de Amerikanske producenter at kaste sig ind i kampen om det blended Whiskey marked. For da Amerikansk blended Whisky, i modsætning til Skotsk, må indeholde ulagrede spiritus, kunne de Amerikanske producenter strække deres begrænsede lagerbeholdning betydeligt længere, end det havde været tilfældet, hvis de udelukkende havde fokuseret på Straight Whiskey.  

1941 – 1960’erne

I december 1941 gik Amerika officielt ind i anden verdenskrig, hvorefter destillerierne blev underlagt krigsproduktionen, og blev dermed forbudt at producere Whiskey. Da alkohol bl.a. skulle bruges til at producere syntetisk gummi samt ammunition. Hvilket betød, at producenterne ved krigens afslutning i 1945, endnu engang skulle til at genopbygge deres lagerbeholdning af lagrede Whiskey. For at gøre ondt værre, kunne de amerikanske producenter, fra sidelinjen se på, at de havde tabt yderligere terræn til de skotske samt canadiske producenter. Af den simple årsag, at deres produkter, grundet produktionsforbuddet, havde været stærkt begrænset under krigsårene.  

Da de Amerikanske producenter langt om længe kom på fode igen, måtte de bittert konstatere, at forbrugerne havde vendt BIB Whiskey ryggen. Og nu fortrak de Skotske samt Canadiske blends – der som nævnt, som oftest var flasket ved 40%. I et desperat forsøg på at imødekomme forbrugerne, valgte langt de fleste producenter at sænke alkoholprocenten til 86 proof/43% ABV, på langt største delen af deres mærker. Hvilket blev så udbredt, at 86 proof i folkemunde begyndte at blive refereret til, som værende “Kentucky proof”. Enkelte producenter holdt dog fast i deres egne overbevisninger, og nægtede, grundet kvaliteten, at sænke alkoholprocenten. Men selv de mest traditionsbundne producenter kastede håndklædet i ringen i midten af 60’erne, og begyndte at lancere lavere ABV udgaver af deres Whiskey mærker.  

I starten af 1950’erne meldte beatgenerationen, med forfattere som Kerouac og Ginsberg i front, sig på banen. Selvom de såkaldte beatniks tilhørte en subkultur blandt de “unge” Amerikanere, og derfor ikke udgjorde den helt store trussel imod de Amerikanske Whiskey producenter, var de et forvarsel om, at ændringer var på vej. For i stedet for spiritus, var beatgenerationen fortrukne rusmidler ofte vin og/eller marihuana.  

1960’erne – 1987 

I midten af 1960’erne kom ungdomsoprøret og ud fra beatgenerationens opstod hippiebevægelsen, som bekendt var i opposition til borgerlige idealer og gjorde oprør imod deres forældre samt bedsteforældres generationer. Så med et slag var de klassiske Bourbon mærker ikke attraktive blandt de unge Amerikanere. Hvilket gjorde, at de Amerikanske producenter forsøgte at finde en vej ind i eksportmarkedet, som var domineret af Skotsk blended Whisky. Som nævnt tidligere, så var blended Skotsk Whisky som oftest flasket ved 40%, hvorfor det var nærliggende for de Amerikanske producenter at sænke alkoholprocenten fra 43% – 40% på deres eksport udgaver. Og langsomt men sikkert, blev 40% også den almene alkoholprocent på de Whiskey mærker, som ellers var tiltænkt hjemmemarkedet.  

1980’erne var ikke meget mere gunstige for Amerikansk Whiskey, da cocktail scenen brød lydmuren og bragede igennem i såvel ind som udland, og især vodka blev den foretrukne spiritus i cocktails. Hvorfor de Amerikanske producenter holdt deres alkoholprocent nede på konservative 40% for at skabe et så “lyst” produkt som muligt, i et forsøg på at konkurrere med vodka. Dog uden synderligt held.  

1987 –  

I 1987 gik Beam’s nu afdøde master destiller; Booker Noe, imod strømmen, da han kommercielt lancerede hans Booker’s Bourbon, som var flasket ved fadstyrke.  

Få år forinden, havde George T. Stagg destilleriets (nu navngivet Buffalo Trace) master destiller; Elmer T. Lee introducerede verdens første kommercielle single barrel Bourbon. Disse to begivenheder skulle blive startskuddet, som satte en ny bevægelse igang hos den Amerikanske Whiskey industri, som langsomt men støt igen begyndte at fokusere på at producere kvalitets Whiskey. Der til trods for det langt fra er det eneste parameter, unægtelig også hænger sammen med, hvilken alkoholprocent en Whiskey er flasket ved. 

Især indenfor de sidste 20 år har en sand bølge af såkaldt high proof Amerikansk Whiskyer mærker, så som Wild Turkey Rare Breed (1991), Buffalo Trace’s Antique Collection (2000), Four Roses Mariage Collection (2008) og Elijah Craig Barrel Proof (2013) ramt markedet. Hvilket er en tendens, der kun synes at gå en vej, og det er op. For til trods for at fadstyrke aftapningerne fra de forskellige producenter, som oftest udgives i et begrænset oplag, og derfor selvsagt ikke fylder meget i statistikkerne. Er den gennemsnitlige alkoholprocent på Amerikansk Whiskey, blevet løftet anseeligt hen over årene. Så rigtig mange mærker i dag befinder sig i 45 – 50% ABV spændet. Derudover har en bred vifte af producenter genoptaget produktionen af BIB Whiskyer. 

Utvivlsom er der stadig “low proof” mærker, der er flasket ved 40% – 43% ABV på hylderne. Men lagt størstedelen, som f.eks. Jim Beam White Label, Jack Daniel’s Old No. 7, Four Roses Yellow Label og Evan Williams Black Label, skal findes blandt “heritage” mærkerne fra de veletablerede producenter. Og er tænkt som prisvenlige alternativer til deres resterende portefølje af mærker, som er flasket ved en højere alkoholprocent.  

Hvis vi udelukkende kigger på de hundredevis af nye producenter, som er skudt op i nævnte periode, vil vi erfare, at langt størstedelen af dem slet ikke producerer Whiskey, der er flasket i den lave ende af spektret, med udelukkende udgiver Whiskey, der er flasket fra 45% og op efter.  

Hvilket er en udvikling, som jeg har meget svært ved at se skulle ændre sig foreløbig. Faktisk så er mit bud, at vi vil se en stadig støt stigning i de såkaldte limited edition aftapninger, som er flasket ved fadstyrke. Da markedet af forbrugere, der er villige til at betale en relativ høj sum for disse aftapninger, pt. synes umætteligt.