Boulder Spirits Straight Bourbon Whiskey BiB
Jeg har været i Colorado adskillige gange – og i byen Boulder en enkelt gang – men det er indtil for nyligt gået hen over hovedet på mig, at der er en producent der hedder “Boulder Spirits”. Teknisk set hedder de vist nok ”Vapor Distillery”, men man bruger næsten udelukkende Boulder navnet kommercielt.
Jeg fik den flaske jeg anmelder i dag som en gave, for et lille stykke tid siden. Jeg besluttede mig til at anmelde den i denne uge, da Boulder (igen) blev nævnt i en af vores favoritserier, for tiden, Yellowstone.
Boulder Spirits laver udover whiskey også gin og vodka, samt en enkelt likør. Et par af deres ginprodukter er lagrede på whiskeyfade og dem kalder de ”Ginsky”. Genialt.
Deres whiskey line-up består i skrivende stund af otte forskellige produkter:
- American Single Malt, lagret på nye fade
- American Single Malt, lagret på portvinsfade
- American Single Malt, lagret på sherryfade
- American Single Malt, baseret på peated malt
- American Single Malt, Bottled-in-Bond
- American Whiskey, lagret på sherryfade
- Straight Bourbon
- Straight Bourbon, Bottled-in-Bond
Altså en portefølje med klar vægt på American Single Malt.
Her kan du se deres nuværende standardprodukter:
Så vidt jeg lige har kunne søge mig frem til, så kan alle produkter købes i Danmark, med undtagelsen af de to produkter der har ligget på sherryfade.
Den udgave jeg anmelder i dag, er den sidste på listen. Vi har behandlet emnerne ”Straight” og ”Bottled-in-Bond” utallige gange, men hvis du er interesseret i ekstra detaljer, så kan du evt. tjekke lektion 16 og 19 i min Bourbon-skole.
Der er ikke det store at fortælle om selve destilleriet, da der ikke rigtig er noget information om deres historie på deres hjemmeside. Lidt research indikerer 2008, 2010, 2014 og 2017 som året hvor ”Vapor Distillery” blev grundlagt – så der er ikke det store fokus på information, ser det ud til. På deres CEO (eller ”Chieftain”, som han kalder sig) Alistair Brogans LinkedIn profil skrives der dog 2008. Før de hed Vapor kaldte de sig ”Roadhouse Spirits”, men det er som sagt (næsten) udelukkende navnet ”Boulder Spirits” man bruger i dag.
Så lad mig hoppe direkte til anmeldelsen, som jeg faktisk er lidt spændt på at komme i gang med, da deres mash bill er noget speciel: 51% majs, 44% maltet byg og 5% rug. Altså kun liiige nøjagtig lovlig som Bourbon (der jo skal være minimum 51% majs) og med langt mere byg end der normalt er i en Bourbon (hvor der ofte er under 10%). Så i den grad speciel…..
Boulder Spirits Straight Bourbon Whiskey – Bottled-in-Bond
- Producent: Boulder Spirits
- Destilleri: Vapor Distillery
- Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
- Alder: 4 år (med +90% sandsynlighed)
- ABV: 50%
- Mash Bill: 51% majs, 44% maltet byg og 5% rug
- Pris: Har fået den i gave, kan p.t. købes flere steder for 399,- , herunder hos whisky.dk.
Duft: Banan! What – et ikke Jack Daniel’s produkt der dufter af banan! Blommer, svag malt, flere frugter (kan ikke helt sætte ord på dem), svag vanilje, eg, og måske karamel.
Smag: God sødme og et comeback til de klassiske Bourbon smagsnoter der manglede lidt i næsen. Er overrasker over hvor lidt jeg smager den maltede byg, selvom den altid er tilstede.
Eftersmag: Overraskende lang og behagelig og med en forfinet tørhed. En eftersmag der ligger noget over hvad jeg havde forventet til prispunktet.
Konklusion: Jeg er fan! Mere end godkendt til den pris og jeg kan sagtens se mig selv købe flere produkter fra boulder Spirits. Hvis du søger efter en Bourbon med kant til under 400 kroner, så er dette et virkelig godt bud.
Score: 87/100
Kategori: Fantastisk
Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem