Anmeldelser

MB Roland – Straight Wheat Whiskey & Straight Rye Whiskey

Som Peter Sommer så fint synger; “Så springer jeg i dagens anmeldelse ud som optimist, til trods for at det føles som at desertere!” Mest af alt, fordi mine anmeldelser har fået ry for at være en lang rant. Eller som min medredaktør Henrik ville havde udtrykt det; At jeg er en kværulant på kværuman niveau. Så derfor er det måske på høje tid, at jeg vender skuden og sætter sejl imod en producent, som virkelig begejstrer mig. Hvorfor disse maritime udtryk pludselig har fundet vej ind i mit ordforråd, vides i øvrigt ikke med sikkerhed. Men en mulighed kunne være, at de er udtryk for min nyerhvervede, lettere boblende og yderst sprudlende sindstilstand.

Men da vi i dagens anmeldelse har fokus på et såkaldt craft distillery – eller craft producent, om man vil, tænker jeg, at det kunne være en ide, allerførst at få lidt perspektiv på, hvad betegnelsen dækker over. Samt kigge lidt på den vækst, som den amerikanske craft bevægelse har gennemgået.

Craft distillery bevægelsen:

Betegnelsen “craft distillery” dækker typisk over et “mindre” destilleri, som producerer et “beskedent” antal liter spiritus om året. Men da der ikke er nogen klar definition af begrebet, er der selvsagt heller ikke en øvre grænse for, hvor meget spiritus et destilleri årligt må producere for at bære betegnelsen. Det er dog værd at nævne, at American Craft Spirits Association (ACSA) bl.a. betegner et craft destilleri, som værende et destilleri, som ikke producerer over 750.000 gallons spiritus årligt. Hvilket omregnet til liter, er godt og vel tre millioner. Som alting taget i betragtning, også er en sjat. Dog tilføjer ACSA samtidig, at det er op til de enkelte destillerier selv at definere, hvad “craft” er for dem. Og så er man jo mildest talt lige vidt.

Paul Tomaszewski fra MB Roland destilleri, som denne anmeldelse omhandler, har udtalt; “at craft destillerierne har spillet en afgørende rolle i at bringe mangfoldigheden i Whiskey industrien tilbage til Amerika”. Et udsagn, som jeg vil erklære mig enig i. Blandt andet fordi at craft destillerierne var med til at lancere en lang række Whiskey typer, som for blot 6 – 7 år siden, var så godt som ikke eksisterende i Amerika. Næst fremdeles fordi, at flere craft destillerier, så som MB Roland, tilsyneladende finder en større tilfredsstillede i, at deres forskellige batches skiller sig ud fra hinanden. Hvorimod de største producenter, i vid udstrækning, efterstræber kontinuerlighed i deres core range produkter.

Mange craft destillerier i Amerika er helt eller delvist familieejet, og grundet deres produktionsstørrelse, kun beskæftiger et begrænset antal medarbejdere. Når det så er sagt, har de Amerikanske spiritusgiganter fået øjnene op for craft producenterne, og har opkøbt en række af dem. I skrivende stund har Heaven Hill f.eks. lige opkøbt Samson & Surrey, som bl.a. ejede craft producenten FEW Spirits samt Widow Jane.

Amerika har det seneste årti oplevet en massiv vækst indenfor craft destilleri bevægelsen, som fra 2010 til 2021 gik fra et antal på 195 til i alt 2290 destillerier. Alene i de tre stater; New York, Californien og Washington, befandt der sig i 2020, 507 craft destillerier.

MB Roland:

MB Roland åbnede sine døre i Pembroke, Kentucky tilbage i 2009. Men andre ord, i starten af det før omtalte boom, som craft destilleri bevægelsen sidenhen oplevede. Hvorfor at ægteparret; Paul og Merry Beth Tomaszewski, også var nogle af de første til at starte et craft destilleri i hvad der, med rette, betegnes som værende Bourbon producenternes højborg. Da de seneste tal blev offentliggjort i 2020, var der i øvrigt i alt 45 craft destillerier i Kentucky.

MB Roland har til huse i en gammel hvidmalet gård, som indtil Tomaszewski parret købte den, havde været hjem til en Armish familie, som havde drevet landbrug på ejendommen. Hvilket betød, at udover de mange andre udfordringer, som parret stod overfor, da de skulle etablere deres nye destilleri, samtidig skulle etablere el fuldstændig fra bunden. Da Armish-folket, som bekendt, giver afkald på “moderne” teknologi. I det hele taget kæmpede parret en brav kamp med at få leveret destillationsudstyr, der passede til deres behov. Hvilket selvsagt skyldes, den på daværende nærmest ikke eksisterende efterspørgsel på udstyr, der er skaleret til at passe et destilleri, der ikke producerer meget mere end en håndfuld fade om ugen. Og man må da også sige, at MB Roland startede ud i det små, ved “kun” at have en 280 liter pot still fra producenten Trident Stills. Som de, i de første år, udelukkende benyttede til at destillere moonshine på. Men med årene, har MB Roland fået installeret endnu en pot still på 2300 liter. Og i skrivende stund, er der tale om at udvide med et nyt længe ventet rickhouse. Da deres nuværende er fyldt til bristepunktet. En anden ting, som også har været i rivende udvikling, er MB Roland’s produkt portefølje, som i skrivende stund tæller ikke mindre end 20 forskellige whiskey, moonshine samt agave udgaver. Her i blandt en rug samt en hvede Whiskey, som denne anmeldelse omhandler. Jeg vil ikke gennemgå hele deres produkt portefølje, da interesserede selv kan indhente de oplysninger via MB Roland’s hjemmeside. Dog vil jeg alligevel fremhæve et af deres produkter, da det er ret unikt i Amerikansk henseende. Nemlig deres Dark Fired Straight Bourbon, som er noget så eksklusivt som en røget Bourbon. MB Roland benytter dark fired tobacco til at ryge deres white corn med. En proces, som de i øvrigt selv udfører, da destilleriet har deres eget røgeri. Dark fired tobacco er traditionelt dyrket og produceret i vest Kentucky og Tennessee, og som det også er tilfældet med deres korn, køber MB Roland denne noget specielle tobak type lokalt. Men til trods for at der er fremdrift, er MB Roland på ingen måder nogen stor producent. Da ægteparret, tilbage i 2019, i gennemsnit producerede hvad der svarede til fire fade Whiskey om ugen, og havde en lagerbeholdning på et sted imellem 500 – 600 fade Whiskey. Præcis hvor meget Whiskey MB Roland i skrivende stund producerer, ved jeg desværre ikke. Men mit umiddelbare bud er, at de grundet COVID, befinder sig på nogenlunde same niveau, som de gjorde tilbage i 2019. Især set i lyset af, at de til stadighed kun har distribution i 12 stater i Amerika.

MB Roland er et såkaldt “grain to glass” destilleri, som benytter korn sorter, der alle er produceret lokalt i Christian County, hvor MB Roland har til huse. I det hele taget, har Tomaszewski parret utrolig meget fokus på, hvilke korn typer, de bruger i deres produktion. Og benytter bl.a. hvide majs, i stedet for den gængse gule majs sort, som langt største delen af de amerikanske producenter benytter sig af.

Selv når det kommer til brugen af fade, skiller MB Roland sig ud fra de største amerikanske Whiskey producenter. Da Ca. halvdelen af deres producerede destillat, bliver lagret i gennemsnit i 2 – 3 år i fade der “kun” indeholder 95 liter. Hvorimod den resterende halvdel, i gennemsnit bliver lagret i 5 – 6 år i amerikanske standard fade, som rummer 200 liter. For derefter at blive blended sammen i batches, der består af Ca. 6 – 7 fade. I modsætning til de flere hundrede eller sågar 1000 fade, som de største producenter blender batches ud fra. Sidste nævnte, er selvsagt mere et spørgsmål om produktionskapacitet end egentlig kvalitet. Den gængse opfattelse er, at Whiskey, der lagres i “mindre” fade, har en større berøringsflade med indersiden af træet i tønden og derfor modnes hurtigere, end det er tilfældet ved brugen af standard fade. Men Paul Tomaszewski, har en anden teori, som går på; at hvis man som MB Roland er beliggende i et område, hvor temperaturen i sommermånederne kan komme op omkring de 30 grader. At temperaturen og dermed trykket i de små fade, bliver betydeligt højere, end det er tilfældet i standard fade. Hvorfor at whiskyen trænger dybere ind i porrerne på træet.

Men hvad der virkelig fangede min interesse, da jeg første gang hørte om MB Roland, er det faktum, at de ikke tilføjer vand til deres Whiskey, før den bliver fadlagret. Og heller ikke gør det efterfølgende. Hvorfor at deres Whiskyer også bære betegnelsen “still and barrel proof”. Og for at det ikke skal være helt løgn, benytter de samtidig også en relativ lav “barrel entry proof” på 55%. Hvilet alt sammen har en enorm betydning for kvaliteten, men også er en utrolig omkostningsfuld måde at producere Whiskey på. Hvordan det hænger sammen, er en selvstændig artikel værdig. Da det kræver utrolig meget spalteplads at forklare i dybden. Men da jeg på nuværende tidspunkt, lidt har fanget mig selv i en blindgyde, så skylder jeg måske alligevel, at I får en “hurtig” forklaring på overstående.

Barrel entry proof:

I Amerika er det tilladt at destillere Whiskey op til 80% alkohol. Med andre ord, den alkoholprocent, som whiskyen har, når den forlader destillationen. Men da det maximalt er tilladt at fylde whiskyen på fade, ved en alkoholprocent på 62,5% – kaldet “barrel entry proof”, tilsætter producenten vand til fadene, for at efterleve de gældende regler.

En sidegevinst ved denne proces er, at hver eneste liter vand producenterne tilføjer – minus angel’s share, efter endt lagrings tid er gået hen og blevet til Whiskey. Og jo mere Whiskey man i sidste ende har, jo større bliver ens afkast. Når whiskyen er fyldt i fadene, begynder alkoholprocenten gradvist at stige hen over årene. Vel at mærke, at ens rickhouse er beliggende i et område, som er velsignet med varme sommermåneder, som f.eks. Kentucky. Hvilket vil sige, at hvis en producent har fyldt whiskyen på fad, ved de førnævnte 62,5%. Og alkoholprocenten derefter er steget, at man igen skal tilsætte rigtig mange liter vand, hvis man ønsker at flaske sin Whiskey ved f.eks. 45%. Hvilket synes at være et “sweetspot” for mange producenter. Og jo mere en producent nedvander en Whiskey efter endt lagring, jo mere kan de ende med at give køb på kvaliteten. Hvorfor det er hensigtsmæssigt at tilføje lidt mere vand, før whiskyen bliver fyldt på fad, end efterfølgende. Da vandet dermed bliver lagret sammen med whiskyen. Og det er her en lav barrel entry proof kommer ind i billedet. For jo “lavere” en alkoholprocent, som producenten starter med at lagre sin Whiskey ved, desto mindre vand skal der efterfølgende til, for at nå ned på den ønskede alkoholprocent. Derudover er det videnskabeligt bevist, at Whiskyer med en “lav” barrel entry proof indeholder en betydelig højere mængde “kongener” og dermed “estere”, som er medvirkende til at give den brede palette af dufte, som vi Whiskey entusiaster sætter pris på.

Men da MB Roland, som nævnt, hverken tilsætter vand før eller efter endt lagring, og har en barrel entry proof i den lave ende af skalaen, er de lykkelig fri for at bekymre sig om, at give afkald på kvaliteten. Hvilket også betyder, at de ikke behøver at benytte koldfiltrering, som også har afgørende betydning for kvaliteten. Da, som nogen måske ved, at Whiskey først bliver uklar ved tilførsel af vand eller is, når den er flasket under 46%. Hvilket er grunden til, at nogle producenter vælger at koldfiltrere deres Whiskey til at begynde med.

MB Roland Straight Wheat Whiskey & Straight Rye Whiskey

Som flygtigt nævnt, handler dagens anmeldelse om MB Roland’s Straight Wheat Whiskey samt deres Straight Rye Whiskey. Men før vi – langt om længe vil nogen måske mene, kommer til selve anmeldelserne, så lad os her på falderebet kigge nærmere på de to flasker, som vi i dagens anledning har under luppen.

MB Roland’s Straight Wheat Whiskey har en mash bill bestående af 69% rød vinter  hvede, 26% hvide majs samt 5% bygmalt. Dette batch er flasket ved 56,3% cask strength og har lagret i minimum to år. Wheat Whiskey har det med at blive forvekslet med ”Wheated” Bourbon. Af den simple årsag, at begge Whiskey ”typer”, typisk indeholder de samme tre kornsorter. Samt at ”wheated” Bourbon, så som Maker’s Mark og Weller, er en betydelig mere fremtræden Whiskey type, end det er tilfældet med Wheat Whiskey. Som nævnt, så indeholder de to Whiskey ”typer” normalt de tre samme kornsorter, nemlig majs, hvede og byg. Så forskellen imellem de to Whiskey ”typer”, skal findes i andelen af kornsorter, i den såkaldte mash bill. For da en Bourbon altid minimum skal indeholde 51% majs, er hvede den sekundære kornsort i en ”Wheated” Bourbon. Hvorimod den i en Wheat Whiskey er den primære, da en Wheat Whiskey ligeledes skal indeholde minimum 51% hvede.

MB Roland’s Straight Rye benytter en mash bill 68% rug, 27% hvide majs samt 5% bygmalt. Dette batch er flasket ved 55% cask strength og har været lagret i to år.

MB Roland er desværre ikke tilgængelig på det danske marked. Og så vidt jeg ved, er det eneste land, der i skrivende stund importerer MB Roland’s produkter, England. Hvorfra jeg, inden Brexit lukkede og slukkede festen, købte mine flasker fra. De to flasker kostede henholdsvis 469 Kr. (Straight Wheat Whiskey) samt 513 Kr. (Straight Rye Whiskey) og kunne begge b. la. købes hos Master of Malt. Begge Whiskyer bliver solgt i 750 ml. flasker. Hvorfor jeg formoder, at hvem end der har ageret mellemled, har parallelimporteret MB Rolands flasker. Da europæiske standard flasker, indeholder 700 ml. Med andre ord, så virker det til, at MB Roland på nuværende tidspunkt ikke har nogen autoriseret europæisk forhandler. I denne forbindelse, har den unavngivne importør, i den grad gjort i nælderne. For som det nok efterhånden er de fleste bekendt, så skal Whiskey i Europa minimum havde været lagret i 3 år, for retmæssigt at bære betegnelsen.  Men som nævnt, så bærer de to batches henholdsvis betegnelserne; ”Aged at least 2 Years” samt ”Aged 2 Years”. Hvorfor de med alt tydelighed ikke lever op til Europæisk lovgivning.

MB Roland. Kentucky Straight Wheat Whiskey. Batch 9

  • Producent: MB Roland
  • Destilleri: MB Roland
  • Klassifikation: Straight Wheat Whiskey
  • Alder: Minimum 2 år.
  • ABV: 56,3 %
  • Mash Bill: 69% (red winter) hvede, 26% (white) majs, 5% bygmalt
  • Pris: 469 kr. (Hos Master of Malt)

Næse: En stor bær symfoni. Meget unik og kan i begyndelsen virke en smule overvældende og en anelse parfumeret. Hindbær, stikkelsbær, jordbær og dild samt en underliggende duft af fugtig muldjord, ikke ulig den man bliver mødt af i et drivhus. Hvis man graver en spadestik dybere, giver læder, frisk kærnet smør, sødelig tobak, samt sortblå sveskeblomme noter sig til kende.

Smag: Fyldig og behagelig varm mundfornemmelse, med en knivskarp balance samt en fortryllende udvikling. Man bliver først mødt af en klokkeklar blanding af hindbær/jordbær marmelade, som jeg ikke erindrer at havde smagt så distinkt, siden jeg for efterhånden en del år siden var så heldig at smage Balvenie’s Tun 1401. Derefter træder flødekaramel, honning og ristede lys hvede toast med saltet smør ind i billedet. Derefter fersken, mørke blomme sorter og dild imens en sort peberagtig fornemmelse bygger sig op i mundhulerne. 

Eftersmag: Relativ lang eftersmag, hvor en velkrydret bær kompot ligger sig som et behageligt tæppe over ens tunge samt undermund. 

Konklusion: Det er ikke første gang jeg smager MB Roland’s Wheat Whiskey. Som jeg blankt må erkende, at jeg de første par gange jeg stifter bekendtskab med den, ikke helt kunne bestemme mig for, om jeg udelukkende var fascineret af dens unikke karakter og åbenlyse kvalitet. Uden egentlig at bryde mig synderligt meget om selve næsen. Hvilket i den grad har ændret sig, og som jeg hen over tid har lært at sætte uhyre stor pris på. Med alt sandsynlighed, fordi at jeg nu ved, hvad jeg kan forvente mig af MB Roland’s Wheat Whiskey. Og ikke længere er farvet af, hvad jeg troede, at jeg kunne forvente mig af Whiskey produceret i Kentucky. Hvorfor, hvis man efter endt læsning, overvejer at investere i den anmeldte flaske, som jeg i øvrigt varmt anbefaler. At det er værd at nævne, at til trods for at MB Roland er beliggende i Kentucky, kunne vi lige så godt befinde os på månen. For MB Roland’s Wheat Whiskey kan ikke bryste sig af, at have ret meget til fælles, med Kentucky destilleriernes klassiske wheat mash bill Bourbons. Hvilket, alle os, der gik rundt og bildte os selv ind, at vi ud fra en Whiskys etikette, mere eller mindre kunne forudsige den givne Whiskey duft samt smags profilen, lige skal have en rum tid til at fordøje.

Score: 92/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

MB Roland. Kentucky Straight Rye Whiskey. Batch 6

  • Producent: MB Roland
  • Destilleri: MB Roland
  • Klassifikation: Straight Wheat Whiskey
  • Alder: 2 år.
  • ABV: 55%
  • Mash Bill: 68% rug, 27% (white) majs, 5% bygmalt
  • Pris: 513 kr. (Hos Master of Malt)

 Næse: Til trods for at MB Roland benytter en pæn andel rug i deres mash bill, er det første jeg bliver mødt af søde majs. Der bliver efterfulgt af pebermynte, flødekaramel, kardemomme, kanel, saltede peanuts samt en bastant duft af virkeligt forkullede egetræ.    

Smag: God mundfylde, som starter ud med en sødladen blanding af brun farin og mynte, som gradvist bliver intensiveret, da en kraftig smag af barbecue krydderier træder ind i billedet og får følgeskab af cigarrøg samt anis.

Eftersmag: Den lakridsagtige anis smag bliver hængende i den relative lange samt bastante eftersmag, hvor også sort peber og mandler gør sig gældende.  

Konklusion: Jeg forærede min ven Linus, MB Roland’s Rye i en af vores mange blindsmagninger, og husker stadig tydeligt hans bemærkning. Nemlig at “den smagte crafted”. Hvilket er en lidt sjov måde at beskrive whiskyen på, men egentlig også meget rammende. Da “crafted,” i mangel af bedre, er en god beskrivelse af, at den ikke smager som en Rye, som en af de største producenter ville havde produceret. Men andre ord, så er den i den grad sin egen. Hvilket er en af de mange ting, som jeg værdsætter hos MB Roland. Nemlig at de ikke “bare” ligger sig i slipstrømmen af de gamle veletablerede producenter. Men derimod arbejder målrettet med at producere Whiskyer, som reflekterer deres yndede duft samt smagsprofil.

MB Roland’s Rye er virkelig vellavet og jeg er, ligesom det gør sig gældende for en lang perlerække af Balcones produkter, virkelig imponeret over, hvor meget saft og kraft de evner at vride ud af en Whiskey, som kun har lagret i to år. Selve næsen er både kompleks og indbydende, og smagen og eftersmagen, byder på en god bastant mundfylde. Når det så er sagt, lider smagen også en anelse under, trods alt, kun at have været lagret i to år. Hvilket kommer til udtryk i, at den ikke er videre kompleks. Hvorfor jeg slet ikke kan vente med at smage ældre udgaver af MB Roland’s Rye.

Score: 84/100
Kategori: Rigtig god

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

De anmeldte flasker er købt af undertegnede hos Master of Malt.

Undertegnede ønsker at takke Seth Brown, for at være behjælpelig med at videregive informationer vedrørende MB Roland.  

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *