Anmeldelser

Michter’s Toasted Barrel Finish Bourbon (2021)

Hvis du har læst nogle af mine tidligere anmeldelser af Michter’s produkter, så er det nok ikke den store hemmelighed, at jeg er ret stor fan af netop dette destilleri. Hovedårsagen er, at de konsekvent laver produkter af virkelig solid kvalitet. Det er endnu ikke lykkedes mig at smage et produkt som jeg ikke kunne lide – og det er på trods af at jeg har smagt næsten samtlige af deres produkter; alt fra deres fire standard produkter, deres ”Toasted” udgaver, alle deres 10-års, 20-års og 25-års udgaver – samt ikke mindst deres ”Celebration Mash” to gange.

Hvis du vil have et hurtigt overblik over destilleriets historie – samt hvilke flasker vi har anmeldt – så har vi lavet denne specialside: https://straightwhiskey.dk/michters/. (Du kan i øvrigt få en oversigt over alle specialsider her: https://straightwhiskey.dk/destillerier/).

Tilbage i 2021 deltog jeg i en Michter’s smagning i det indre København og fik ved den lejlighed lov til at tage resten af en af flaskerne med hjem – og det er den jeg anmelder i dag. Så tak for det!

Du har måske set ordet ”Toasted” på flasker før – og har måske endda undret dig over hvad det betyder. Hvis du allerede er 100-meter mester indenfor dette område, så kan du bare skippe direkte til anmeldelsen. Hvis du vil vide mere, så følger her en kort forklaring:

”Toasting” er i familie med ”charring” (eller ”forkulning”, som det også kendes som på dansk). Hvor charring foregår med intens høj varme og med direkte kontakt med indersiden af tønden (og dermed årsagen til forkulningen), så er toasting en varmekilde (næsten altid en flamme) der er langt mindre intens og som aldrig rør træet. Charring er overstået på under et minut – mens toasting kan vare op imod en time. De to metoder giver forskellige muligheder for whiskeyen at interagere med sukkerstofferne i træet – og netop derfor er mange producenter begyndt at benytte begge metoder. Det kan godt lade sig gøre at benytte begge metoder på samme tønde – men typisk sker det separat. Toasted produkter er derfor også noget dyrere, da man skal bruge to tønder til produktionen.

Jeg har i øvrigt lavet en lidt længere forklaring omkring forskellen på ”Charring” og ”Toasting” på min YouTube kanal, hvis du vil vide endnu mere: https://thebourbonnerd.com/2022/07/24/lesson-09/. Som en lille ”teaser” får du her en oversigt over fordele og ulemper ved de to metoder fra videoen (kanalen er på engelsk):

Michter’s introducerede deres Toasted Bourbon helt tilbage i 2014 og var således en af pionererne indenfor metoden; Det var nok ikke dem der opfandt det – men der var dem der satte metoden på landkortet. Helt specifikt tager de deres normale Bourbon og hælder over på toastede fade, der ikke har være igennem charring-processen. Stavene til disse fade har i øvrigt stået under åben himmel i 18 måneder inden de blev samlet til fade – og det er ret længe. Denne proces kalder man ”seasoning” – og den forklarer jeg også mere om i videoen.

Og hvor lang tid har dette produkt så ligget på det toastede fad? Officielt har Michter’s ingen kommentarer, men den tidligere Master Distiller Willy Pratt fik vist talt over sig, da han i forbindelse med lancering i 2014 fik fortalt, at de havde valgt at bruge 26 dage.

Kan en Bourbon virkelig ændre karakter på kun 26 dage? Lad os så komme over til anmeldelsen og finde ud af svaret (eller i det mindste min vurdering). Selv om jeg allerede har anmeldt deres standard Bourbon, så vil jeg i mine notater nedenunder sammenligne Toasted udgaven med den.     

 

Michter’s Toasted Barrel Finished Bourbon (2021)

  • Producent: Michter’s
  • Destilleri: Michter’s  Distillery
  • Klassifikation: Straight Bourbon
  • Alder: NAS (formodentlig 5-6 år)
  • ABV: 45,7%
  • Mash Bill: Ikke oplyst
  • Pris: Har fået den efter en smagning. Prisen i Danmark var dengang ca. 1000 kroner – sammenlignet med den normale Bourbon der koster 549,- (vejl.). Toasted udgaven er i skrivende stund udsolgt i Danmark.

(Har er glas standard Bourbon og et glas af den Toastede udgave ved siden af hinanden for at sammenligne. Jeg beskriver den toastede først – og sammenligner til sidst med standard-udgaven).

Duft: Utrolig behagelig duft – næsten lidt funky/dusty. God og ”sød” eg – og de klassiske Bourbon-noter. Standard-udgaven er også god – men der er skruet lidt ned for det hele og der er slet ikke noget funk eller ”dust” over den.

Smag: “Mums” er det første ord der falder mig ind – og der er både vanilje, karamel – igen den søde eg – og endda en anelse honning. Standardudgaven afviger lidt i smagsprofilen – men det er ikke svært at finde ud af at de er i familie.

Eftersmag: Mellem til mellem-lang og absolut godkendt. Og ikke væsentlig forskel mellem de to udgaver.

Konklusion: Det er (igen!) en whiskey fra Michter’s der er en fornøjelse at drikke – og det er overraskende hvad under en måned kan gøre ved specielt duftindtrykket. Head-to-head er Toasted udgaven absolut bedre, men kigger man på price/performance, så vinder standardproduktet. Hvis Toasted-udgaven havde kostet ca. 200 kroner mere pr. flaske, så ville jeg altid købe den – men når prisen er næsten det dobbelte, så vinder standard-udgaven.

 

Score: 83/100
Kategori: Rigtig god

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *