Introduktion til japansk whisky – Del 2

Introduktion til japansk whisky – Del 2

Velkommen til anden del i vores miniserie i fire dele om japansk whisky. I første del sluttede vi ved anden verdenskrigs afslutning, så det er her vi starter denne gang.

I tiden efter 1945 skete der ikke det store – og Japan som nation brugte naturligvis tiden på at rejse sig igen. Inflationen var skyhøj, færre og færre havde råd til luksusvarer som whisky – og der kom en masse suspekte varer på markedet. Både Suntory og Nikka blev dog holdt på fode, da de amerikanske besættelsestropper havde en enorm tørst for den lokale whisky.

Det japanske klassesystem for whisky

I løbet af krigen havde man udviklet et klassesystem for whisky, der groft sagt delte den ind i ”first grade”, ”second grade” og ”third grade”. Forskellen på de enkelte klasser var hvor meget ”rigtig” whisky der var blandet sammen med neutral alkohol (som kan laves på hvad som helst, stort set). F.eks. behøvede en third grade whisky kun at indeholde 5% rigtig whisky – og har formodentligt smagt som vodka med en let whiskysmag. I 1953 kom der i øvrigt en justering af systemet, så det nu hed ”special grade”, ”first grade” og ”second grade” sikkert fordi ”third grade” nok har lydt for pauvert. Både Suntory og Nikka satsede på de øverste klasser og det var med til at de ikke kun blev opfattet som store producenter – men også som de gode producenter.  

I 1952 får Japan så endelig sin frihed tilbage. Dette er samtidigt året hvor Nikka officielt skifter navn fra ”Dai Nippon Kaju” (Det store japanske juicefirma) til ”Nikka Whisky”. Det gav også god mening, da man ikke havde produceret juice siden 1945. Suntory hed på det tidspunkt stadig ”Kotobukiya” og vi skal helt frem til 1963 før det bliver ændret permanent til ”Suntory”.

Frem til starten af 70’erne sker der en lang række ting fra specielt Suntorys og Nikkas side. Jeg har dog valgt at gå lidt let hen over netop denne periode, da dette indlæg ville blive for langt hvis jeg skulle skrive om alle de produkter der så dages lys her. Hvis du, som jeg, er meget interesseret i detaljer, så vil jeg klart anbefale den helt ekstraordinære bog ”Whisky Rising” af Stefan van Eycken. Det er nok en af de allerbedste whiskybøger jeg nogensinde har læst – og detaljegraden er helt i særklasse.

En forholdsvis vigtig ting der sker i denne periode, er at Shinjiro Toriis søn Keizo Saji bliver udnævnt til ny Master Distiller hos Suntory. Shinjiro Torii er da også næsten 83 år gammel på dette tidspunkt.

En anden væsentlig ting der sker i den periode – og som er vigtig – er det stille og rolige skred over mod kvalitetswhisky; Dette skred er drevet at de japanske forbrugere, der får mere og mere lyst til de bedste varer – helt i takt med at købekraften stiger.  Et godt eksempel på dette er at special grade whisky kun udgjorde 10,7% i 1964, mens den var steget til 33% i 1972. Andelen i den laveste klasse (second grade) faldt i samme periode fra 81,6% til 52,9%. Altså virkelig et betydeligt skred i fordelingen mellem de tre klasser.

Suntory og Nikka satser på kvalitet

Suntory og Nikka satser derfor næsten hele butikken på at lave kvalitetswhisky. Samtidigt bliver tariffen for import af skotsk whisky så mærkbart reduceret, at en flaske rød Johnny Walker falder fra 5000 til 3500 YEN. De to mastodonter og konkurrenter sætter derfor ekstra skub i udvidelse af forretningen ved at åbne ny destillerier. Nu skulle det konkurreres mod den skotske import. Nikka åbner Miyagikyo Distillery i 1969 og Suntory åbner Chita Distillery i 1972 og Hakushu Distillery i 1973. Som jeg beskrev i første del, så havde Suntory i forvejen Yamazaki Distillery og Nikka havde Yoichi Distillery – så nu var de to mastodonter altså oppe på fem destillerier tilsammen – og sådan er det (reelt) også den dag i dag.

Det var også på dette tidspunkt andre konkurrenter begyndte at melde sig på banen, og blandt andet blev produktet ”Robert Brown” lanceret i 1972 af et joint venture mellem den japanske ølproducent Kirin og den amerikanske alkoholmastodont Seagram. Forbrugerne var op igennem 70’erne fortsat tiltrukket af de bedste whiskyprodukter, og da man var nået til 1979, så udgjorde special grade whisky 54,1% af al japansk whisky der blev solgt, mens second grade var nede på 31,6%.

Nedgangen starter

Selvom forskellige konkurrenter kom på banen, så var det fortsat Suntory og Nikka – og specielt Suntory – der dominerede. I 1983, f.eks., stod Suntory for 74,4% af salget af japansk whisky, mens Nikka stod for 16,5%. De resterende 37 producenter havde tilsammen en markedsandel på blot 10,1%.

1983 var dog også startskuddet til en massiv nedgang i efterspørgslen på whisky i Japan; Det år blev der solgt næsten 380 millioner liter og næsten 25 år senere – 2007 for at være helt præcis – blev der kun solgt 75 millioner liter. Altså kun en femtedel af rekordåret 1983. Et eksempel på hvor vildt det var kan ses ud fra at den japanske whiskys andel, af de samlede spiritusmarked i Japan, i 1987 var på 26,7% og i 1994 var den faldet til 13,4%. Altså en reel styrtblødning, hvor markedsandelen var halveret på blot seks år. Årsagen var dels en markant opblomstring af den lokalt-producerede ”Sochu” og dels på grund af at efterspørgslen på vodka og gin var stukket helt af. Det var også noget man kunne mærke i USA på den tid.

Suntory og Nikka så tidligt skriften på væggen og begyndte derfor at lave endnu flere special grade produkter, i forsøget på at vinde forbrugernes gunst tilbage. Et af de vigtigste produkter der blev lavet var ”Yamazaki Single Malt”, som mange betragter som den første japanske single malt. Det er dog ikke helt rigtigt, da der havde været et par små udgivelser før, blandt andet fra det nu nedlagte Karuizawa Distillery. Men det var helt sikkert den første bredt tilgængelige single malt i Japan. Da den første gang kom på markedet i 1984 havde den ikke nogen aldersbetegnelse, men fra 1986 kom de 12 år på. Yamazaki 12 er også en af de to produkter jeg anmelder i dag. Nikka var også med på banen og lancerer blandt andet ”Nikka from the Barrel” i 1985.

Reform af klassesystemet

I 1988 bliver systemet der kontrollerede beskatningen af whisky i Japan markant reformeret og det var samtidigt afslutningen på klassesystemet. Selvom det i princippet gjorde det nemmere for udenlandske produkter, så var man i branchen generelt tilfredse med reformen. Der blev da også i de efterfølgende år lanceret en række nye produkter. De mest kendte fra denne periode er nok ”Hibiki” fra Suntory (og som er det andet produkt jeg anmelder i dag), samt ”Yoichi” og ” Miyagikyo” Single Malt fra Nikka. Disse produkter kom i øvrigt alle på markedet i 1989, og hvor de to Nikka produkter naturligvis er fra deres respektive destillerier (ellers kunne de ikke være single malt), så er Hibiki et blend fra alle tre Suntory destillerier (Yamazaki, Hakushu og Chita).

1990’erne er en lang række af lanceringer af nye og bedre produkter, men de er lidt kedelige at nævne her. Det er dog også perioden hvor nogle af produkterne får aldersbetegnelser som 18, 25 og 30+ år – og de produkter er i dag vanvittigt eftersøgte.

De japanske producenter gjorde hvad de kunne i disse magre år, og man havde bl.a. hyret kendte personer til at medvirke i reklamer. Det inkluderede Sean Connery, Orson Welles, Sammy Davis jr., Francis Ford Coppola, Duran Duran, Matt Dillon, Keanu Reeves og mange andre. Med hjalp ikke det store.

Skuden vender

Vi er nu fremme ved 2001, som skulle vise sige at være et skelsættende år for japansk whisky.

Salget i Japan var som nævnte fortsat vigende, men i 2001 begyndte omverden at få øjnene op for japansk whisky. De hele startede i februar 2001, hvor det engelske ”Whisky Magazine” for første gang organiserede en global blindtest af whiskyer fra hele verden og ligeledes med eksperter fra hele verden. Helt præcist havde man udvalgt 293 produkter der skulle bedømmes (blindt) af 62 eksperter. Vinderen blev en 10-års single malt fra Nikkas Yoichi destilleri.  Whisky-verden var i chok; Hvordan kunne verdens bedste whisky ikke komme fra Skotland eller f.eks. USA?

Året efter vandt en blended whisky fra Karuizawa og en Yamazaki 12 begge guldmedaljer ved de allerstørste konkurrencer – og så var interessen ellers støt stigende fra hele verden. I de 20 år der fulgte gennembruddet i 2001, skulle de japanske whiskyer komme til at vinde over 100 medaljer i de allerstørste konkurrencer.

Og det begyndte også at lykkedes med at få succes med det kendte personer; Det allermest kendte eksempel er fra filmen ”Lost in Translation”, hvor Bill Murray skal lave reklame for Suntorys ”Hibiki 17” og udtaler de legendariske ord ”For relaxing times, make it Suntory time”.

Interessen kom også i absolut sidste sekund; I 2002 og 2003 blev der (sandsynligvis) slet ikke produceret whisky på Nikkas to destillerier – og man producerede kun om mandagen på de tre Suntory destillerier. Men hen helt store hjælp skulle dog komme i 2008 fra en helt uventet kant: En cocktail.

Her er klippet med Bill Murray: