Enjoy your Whiskey
Linus, som er ven af redaktionen, sendte mig forleden dag et billede af en unik Whiskey, som han havde været så heldig at få sine svedige fingre i. Flasken stammede fra en Whiskey forhandler, som en enke – efter at hendes mand var gået bort, havde solgt sin mands samling til.
Den omtalte flaske var en Booker’s Bourbon, som var blevet destilleret i 1997 og flasket i 2005. Så med andre ord, den sidste aftapning fra Booker’s Bourbon serien, som Booker Noe havde udvalgt fadene til. Hvad mere var, at flasken bar inskriptionen “Enjoy this Bourbon” og var blevet signeret af Booker Noe’s søn; Fred Noe.
Udover at jeg selvfølgelig blev glad på min vens vegne, blev jeg ærligt også nedtrykt ved tanken om, at vedkommende havde haft denne fantastiske Bourbon stående uåbnet i sin samling i 15 år, og nu, ved sin bortgang, havde forpasset chancen for nogensinde at smage den og dermed blevet en oplevelse rigere. Hvilket desværre er blevet symptomatisk for ikke så få såkaldte ”Whiskey entusiaster”. For efterhånden er der ikke en dag der passerer, uden at jeg bemærker endnu en uåbnet Whiskey samling, der er blevet sat til skue – i al sin hellige glorværdighed, via de sociale medier.
Til trods for at det er over 6000 år siden vores forfædre var jægere og samlere, kan det virke nærliggende at konkludere, at det moderne menneske til stadighed besidder nogle af de samme egenskaber, omend det moderne menneske samler til huse af lyst og ikke af nødvendighed. Jeg er selv en notorisk samler, og har en ret omfattende bog, plade samt Whiskey samling. Alle genstande jeg holder uhyre meget af, og har et stærkt personligt bånd og forhold til, så det er ikke fordi, jeg ikke forstår samlerens natur. Men fuldstændig ligesom bøger bliver skrevet for at blive læst og musik for at blive lyttet til, så er Whiskey lavet, som inskriptionen fra Fred Noe lød “to be enjoyed” og ikke stå på en hylde for at blive beundret på afstand. Men vi lever i et forbrugssamfund, hvor du er, hvad du køber og dermed ejer og selve tilegnelsen af ting er, i visse kredse, forbundet med status og beundring. Den tendens har desværre også slået rod i de kredse, som har fokus på amerikansk Whiskey, som modsat de skotske, i mange år ellers har formået at gå ram forbi.
Over de seneste år har de amerikanske Whiskey producenter udgivet flasker i et stærkt begrænset oplag, hvor selve indpakningen samt flaskerne er så ekstravagante – med alt lige fra håndskåret krystal decanters til ædeltræs æsker, at der skriger til himlen, at ingen der investerer i flaskerne, har i sinde nogensinde at åbne dem. Her tænker jeg især på den 25 år gamle udgave af Old Rip Van Winkle, Double Eagle Very Rare, Michter’s Celebration, Woodford Baccarat Edition samt Buffalo Traces’ O.F.C. flasker, som koster alt fra 10.500 – 34.000 Kr. stykket. Hvilket, alting taget i betragtning, dog er vand i forhold til, hvad Whisky fra Skotland kan koste. Men jeg er ikke en dag i tvivl om, at vi vil se langt flere af disse udgivelser i den nærmeste fremtid, som også vil være betragtelig mere omkostningsfulde, end de nævnte. For ikke at tale om, at de samme flasker bliver solgt via auktionshusene om ti til tyve år, for det ti dobbelte af den oprindelige købspris. For langt størstedelen af disse specielaftapningers skæbne er at blive solgt og handlet, om og om igen, for at ende sine dage i en nyrig russers pengeskab. Jeg skal selvfølgelig ikke gøre mig til dommer over, hvordan folk ønsker at investere deres penge. Men set ud fra en Whiskey entusiasts syn, som mit, er der bare noget total grotesk i at se en flaske Whiskey, som var tiltænkt som et nydelsesmiddel og dermed genstand for oplevelser, blive handlet og behandlet som et anden Picasso maleri. Som f.eks. da Charles Maclean -af alle skide mennesker, iført hvide handsker og monokel, inspicerede den 60 års gamle The Macallan Valerio Adami, før den blev solgt på aktion for 7,5 million Kr. Hvilket, ærligt, fik det hele til at vende sig i mig. For det er i øjeblikke som dette, at jeg får en forbigående følelse af, at den Whiskey verden, som jeg elsker og værdsætter – eller elsker at hade, vil nogen muligvis mene, er totalt ude på et skråplan. Hvilket mest af alt giver mig lyst til at vende det hele ryggen, med en stor fed flyvende fuck finger hængende og dingle i luften.
For en flaske Whiskey er ikke ulig et mandala-kunstværk en momentan oplevelse, som kan bibringe en meget stor oplevelse, og der er noget ufattelig tilfredsstillede i at åbne, nyde og dele en sjælden flaske, som man aldrig ved, om man får fornøjelsen af at nyde igen. Da ingen ved, hvad morgendagen bringer, så gør dig selv den tjeneste at åbne dine flasker, og værdsæt øjeblikket. For det er, ligegyldigt hvordan du end vender og drejer det, essensen af Whiskey, og hvis du har tiltænkt dig at købe en flaske i en prisklasse, der får dig til at tvivle på, om du nogensinde nænner at åbne den, så lad den stå på hylden til en anden.
Fotoet bragt i denne artikel er taget af Linus Jonsson.
