Hochstadter’s Family Reserve – 16 years old, Straight Rye Whiskey & Vatted Straight Rye Whiskey
I dagens anmeldelse kaster vi os over et mærke, som må siges at være ikke så lidt af en velbevaret hemmelighed. Og derfor også et mærke, som jeg er overbevist om, at de færreste danske forbrugere kender. Dette til trods, står den ene af anmeldte Whiskyer, som værende en af de største oplevelser, jeg har haft inden for Rye kategorien. Hvilket, taget i betragtning af, at jeg er en kæmpe fan af både europæiske samt Amerikansk produceret Rye Whiskey, egentlig ikke siger så lidt.
Det mærke, som jeg henviser til, er ingen ringere end Cooper Spirits Co’ Hochstadter’s. Men før vi kommer så langt, så lad os, vanen tro, tage et kig på producenten selv.
Cooper Spirits Co. blev stiftet af ægteparret Kate og Robert J. Cooper i 2006.
Robert Cooper var barnebarn af Maurice J. Cooper, som efter forbudstiden indgik partnerskab med Charles Jacquin et Cie Inc., som hans far Norton Cooper senere overtog ledelsen af. Hans far var i øvrigt manden, der kreerede den franske hindbær likør; Chambord, som han solgte til Brown-Forman (ejer af b. la. Jack Daniel’s og Old Forester) tilbage i 2006, for den nette sum af 255 millioner dollar. Så Robert Cooper var utvivlsomt på hjemmebane, da han stiftede Cooper Spirits. Men han skulle også vise sig at være ikke så lidt af en visionær, med et unikt indblik i, hvad fremtiden ville bringe for cocktail miljøet samt Whiskey industrien.
Cooper lancerede i 2007 hyldeblomst likøren St-Germain, som tog cocktail verden med storm, og blev hyldet af selveste New York Times, som værende den mest influensrige cocktail komponent i dette årti. Hvilket b. la. var medvirkende til, at St-Germain fik tilnavnet “the bartender’s ketchup”. I 2012 solgte Cooper St-Germain for et unavngivet millionbeløb til Bacardi Ltd. I 2008 relancerer Cooper Hochstadter’s Rock & Rye mærket, som oprindeligt havde været en del af hans farfars portefølje. Hochstadter’s Rock & Rye mærket blev ifølge Cooper Spirits hjemmeside opfundet i New York i 1884 af S. Hochstadter’s og Charles Jacquin. Men jeg skal ærlig tilstå, at jeg hverken har kunnet be- eller afkræfte denne information.
Hvad jeg dog ved om Rock & Rye er, at det er et blend imellem citron og Rye Whiskey, der er blevet sødet med kandis, eller brystsukker om du vil. Som i 1870’erne blev solgt til medicinsk brug, og eftersigende kunne kurere alt lige fra bronkitis og astma til kræft. I 1883 blev Rock & Rye klassificeret som værende “distilled spirit,” og skal derfor leve op til TTB’s gældende regler og restriktioner. Som i øvrigt er, at en Rock & Rye minimum skal have en alkoholstyrke på 24 %. Skal laves på Rye Whiskey, Straight Rye Whiskey eller Whiskey destilleret ud fra en Rye mash. Yderlig mere skal Rock & Rye indeholde kandis eller sukkersirup. Hochstadter’s Slow & Low Rock & Rye er dog flasket ved hele 42 % og kan købes i 750 ml. flasker eller 100 ml. dåser.
Nogle vil sikkert mene, at Rock & Rye er en likør, hvorimod andre vil hævde, at det er en cocktail. Hvilket jeg vil overlade til andet godtfolk at diskutere. Hvorom alting er, så er færdigblandede cocktail ikke noget særsyn i dag, da en lang række af producenter fremstiller dem, med mere eller mindre held, skulle jeg hilse at sige. Men tilbage i 2008 var de ikke så lidt af en kuriositet, hvilket Cooper utvivlsomt var medvirkende til at ændre på.
Men hvad der for mig personligt, for alvor gør Cooper Spirits interessant, er deres – eftersigende, ret så omfattende lagerbeholdning af Rye Whiskey, som indeholder fade fra destillerier lokaliseret i b. la. Kentucky, Pennsylvania, Indiana og Canada, som Cooper, inden sin alt for tidlige død, havde udvalgt og købt. For skæbnen ville, at Cooper i april 2018 døde i en alder af kun 39 år og dermed efterlod sin kone som eneejer af firmaet.
I skrivende stund driver Kate Cooper, sammen med et team af 15 ansatte, stadig Cooper Spirits, og har for nylig tilføjet Slow & Low Coffee Old-Fashioned til deres portefølje.
Det før omtalte 1884 årstal, hvor Hochstadter’s mærket eftersigende blev lanceret, pryder i øvrigt samtlige af Cooper Spirits produkter. Men har strengt talt hverken noget med Cooper Spirits eller for den sags skyld deres produkter at gøre. Men, som det også er tilfældet hos en lang række andre producenter, er det altid belejligt at markedsføre sine produkter og firma, som om at det eksisteret i tiden før ruder konge var knægt. I det hele taget har Cooper Spirits haft uhyre meget held med at ride hele post-prohibition bølgen, som især kommer til udtryk i deres flaske samt label designs.
Som nævnt, har Cooper Spirits en betragtelig andel Rye Whiskey fade i deres besiddelse, som de benytter i deres 3 Whiskey mærker. Med andre ord, har de ikke selv destilleret den Rye Whiskey, der indgår i deres mærker, men købt den fra tredjepart.
Cooper Spirits tre Rye mærker er; Hochstadter’s Family Reserve Straight Rye Whiskey, Hochstadter’s Vatted Straight Rye Whiskey, samt Lock, Stock & Barrel Straight Rye Whiskey, hvoraf denne anmeldelse omhandler de to første nævnte.
Hochstadter’s Family Reserve Straight Rye Whiskey blev udgivet i 2017. Lagret i 16 år i nye forkullede Amerikanske egetræsfade og udgivet som en cask strength Whiskey. Family Reserve Straight Rye er flasket i Philadelphia, men er sourced fra Alberta Distillers i Canada, som har benyttet sig af en 100 procent Rye mash bill. Alberta er i øvrigt destilleriet, som den samlede Whiskey verden i 2021 gik totalt på røven over, efter at en hattebærende #metoo ramt whisky anmelder, havde kronet den, som årets whisky. Desuden er Alberta også destilleriet, som har leveret et ikke ubetydeligt antal fade whisky til en vis farm craft destillerende fløjtende gris.
Hochstadter’s Vatted Straight Rye Whiskey blev første gang udgivet i 2015 og er i skrivende stund blevet udgivet to gange siden. Sidste gang i et yderst beskedent oplag på kun 1500 kasser. Af uransagelige årsager, har Cooper valgt at bruge den skotske betegnelse “vatted” i stedet for den gængse amerikanske betegnelse “blended”. Hvilket nok mest af alt skyldes, at Cooper prøvede at distancere sig en smule fra den Amerikanske blended Whiskey kategori og dens noget blakket ry. For i modsætning til Skotland, er det i Amerika tilladt at tilsætte både neutral spiritus og aromaforstærkere til en blended Whiskey. Dog skal jeg skynde mig at tilføje, at denne Whiskey er et blend imellem Straight Rye Whiskeys, og derfor er dette dog ikke tilladt. Men tilbage i 2015, da denne Whiskey først blev udgivet, var de Amerikanske forbrugere kun så småt ved at lære at skelne de forskellige blended kategorier fra hinanden. Da blended Straight Bourbon og Rye, udover High West’s produkter, på det nærmeste, var ikke eksisterende på det tidspunkt.
Til trods for at Robert Cooper ikke længere er i blandt de levende, følger Hochstadter’s Vatted Rye eftersigende stadig hans originale blend “opskrift”, som er et blend imellem fem Straight Rye’s. Der er sourced i Kentucky, Pennsylvania, Indiana og Canada, med en alder på 4 – 18 år, som alle har været lagret i Amerikanske egetræsfade med en char #4 level. Hochstadter’s Vatted Straight Rye Whiskey, fik ved sidste udgivelse et ansigtsløft, og udkom i en mere svungen flaske, og det plastik skruelåg, som ellers havde prydet tidligere udgaver, blev udskiftet med en kork prop. Den nyeste udgave, som udkom i 2021 har en vejledende udsalgspris på små 400 Kr. i Amerika, hvorimod de tidligere udgaver blev udbudt til knap og nap det halve.
Til trods for at denne anmeldelse ikke beskæftiger sig med Lock Stock & Barrel Straight Rye, kan jeg til de interesserede oplyse, at disse udgivelser ud af til på mangt og mange måder minder om Hochstadter’s Family Reserve. Da fadene, der indgår i Lock Stock & Barrel serien, også stammer fra Alberta Distillers. Dog er disse udgivelser ikke flasket ved Cask Strength, til trods for at alkoholprocent på samtlige udgivelser, befinder sig på den pæne side af 50 %. I skrivende stund er Lock Stock & Barrel blevet udgivet i en 13,16,18,20 samt 21 års udgave.
Hochstadter’s Family Reserve – 16 years old, Straight Rye Whiskey
- Producent: Cooper Spirits Co.
- Destilleri: Alberta Distillers Limited
- Klassifikation: Straight Rye Whiskey
- Alder: 16 år
- ABV: 61,9%
- Mash Bill: 100% Rye
- Pris: Kr. 1299 kr. i Amerika
Næse: Til trods for at dette bæst af en Rye Whiskey er flasket ved cask strength på 61,9 % er der ikke skyggen af ethanol i næsen. Tvært imod, afslører den høje alkoholprocent sig, som en varmblodig vanilje cremet fornemmelse om remmen på glasset. Her er noter af ristede skumfiduser, stenfrugter – mørke blomme sorter og kirsebær, garvet læder og en fuldstændig vidunderlig barrel char note, som bliver rundet af til perfektion af moderate rug krydderier, hvor især sort peber og kanel er fremtrædende.
Smag: Der sker så meget på en og samme tid, at det i den grad er med at spænde hjelmen, for at få det hele med. Starter ud med en fantastisk olieret frugt sødme, yderst på tungen. Som bedst kan beskrives, som en stor overdådig blanding af overmodne saftige pære, fersken, netmelon og vanilje. Imens sødmen langsomt breder sig ud til undermunden, bygges en varm krydret smag af forkullede egetræ, hvid peber og kanel op bagerst i mundhulen, før de to modpoler endelig mødes og kolliderer i et stort mundprikkende viskøst festfyrværkeri.
Eftersmag: Sødmen bliver hængende i en uendelighed, hvor vaniljen er helt fremme i skoende og blandes med bananer, mere forkullede egetræ samt en anelse cigar røg.
Konklusion: Hochstadter’s Family Reserve Rye er så forbandede tæt på perfektion, at den slår benene væk under selv de mest garvede Rye entusiaster. Hvilket også kom til udtryk, da jeg første gang smagte den i selskab med min medredaktør Henrik og vores fælles ven Linus. For deres forventninger på mine vegne, lyste langt ud af dem, da jeg første gang, uden at havde videre kendskab til Hochstadter’s mærket, satte næsen til glasset. Og som jeg indledningsvis startede med at sige, så endte Hochstadter’s Family Reserve, som en af de største oplevelser, jeg har haft inden for Rye kategorien.
Hochstadter’s Family Reserve er ikke tilgængelig udenfor det Amerikanske marked, så især og ikke mindst set i lyset af dette, er 1300 kroner unægtelig mange penge at betale. Men hvis du ellers nogensinde får chancen, så er det bare med at slå til, før det er for sent.
Hvad betyder dette?
Tjek guiden til vores scoringssystem
Hochstadter’s Vatted Straight Rye Whiskey
- Producent: Cooper Spirits Co.
- Destilleri: Ikke oplyst
- Klassifikation: Vatted Straight Rye Whiskey
- Alder: 4 – 18 år
- ABV: 50%
- Mash Bill: Ikke oplyst
- Pris: Kr. 230 Kr.
Næse: Det første jeg bliver mødt af, er et lettere floral udtryk, med dybereliggende noter af honning, stenfrugter, kakao og forkullede egetræ. Yderst forfinede og elegant næse.
Smag: Starter ud med ikke så lidt af et ”Rye kick”. Hvor krydderierne – sort peber, kanel og muskatnød er dominerende. Men lige som man tror at eftersmagen træder ind, fortoner krydderierne sig og bliver erstattet af en overraskende sødme, som byder på grønne sprøde æbler, banan, abrikos, vanilje og mørk chokolade, som unægtelig minder om en stor overdådig frugtsalat.
Eftersmag: Den lange eftersmag træder virkelig sent ind i billedet, da selve smagen er overraskende lang og fyldig. Men da den endelig præsenterer sig selv, er det først i form af det florale udtryk, som næsen også indeholdte, som her blander sig med akaciehonning og nelliker, der bliver hængende som et svagt ekko bagerst i mundhulen i en uendelighed.
Konklusion: Næsen er på ingen måder prangende, derimod er den yderst elegant og forfinet. Jeg er personligt helt vild med det temposkifte, som smagen gennemgår, fra det krydrede til det søde, som giver denne Whiskey en fantastisk dynamik. Tit og ofte er det eftersmagen, som man fremhæver længden på i en anmeldelse. Men i dette tilfælde vil jeg gøre en undtagelse, for igen at henlede opmærksomheden på længden i selve smagen. Da det er utroligt sjældent, at man finder en Whiskey i denne prisklasse, der byder på nævnte. Det er år siden jeg sidst smagte Hochstadter’s Vatted Rye, som jeg blev introduceret for i en blindsmagning. Selvsagt, uden at vide, hvad jeg havde i glasset, og dermed heller ikke var bekendt med prisniveauet, var jeg virkelig begejstret for denne Whiskey. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er mindre imponeret her tre år senere, tvært imod.
Bemærk venligst, at da denne Rye desværre ikke er tilgængelig på det danske marked, bliver jeg nødt til at tage udgangspunkt i den vejledende Amerikanske udsalgspris på 230 Kr.
Hvad betyder dette?
Tjek guiden til vores scoringssystem
Undertegnede ønsker at takke Linus Jonsson for at forære mig en sample af Hochstadter’s Vatted Straight Rye. Det skal, for god ordens skyld nævnes, at Linus ingen finansiel interesse har i Hochstadter’s. Den anmeldte flaske af Hochstadter’s Family Reserve er købt af min medredaktør Henrik, som derefter har været så elskværdig at forære mig en sample.
De to fotos bragt i denne anmeldelse, er taget af henholdsvis Linus Jonsson (Hochstadter’s Vatted Straight Rye) samt Henrik Brandt (Hochstadter’s Family Reserve Rye).