Anmeldelser

The Single Cask – American Sour Mash 5 Year

”En uafhængig aftapning, en unik smagsoplevelse samt en pose fuld af gætværk og spekulationer!”

Skuddet er som oftest udmærket hos den uafhængige aftapper The Single Cask. Problemet er bare, at de ofte har glemt at lade deres våben i farten, og mest af alt virker som om de kun havde tanker for målet, og allerede set deres aftapninger gå rent ind hos den umættelige horde af whiskey entusiaster, på jagt efter en unik oplevelse. Men en af de få aftapninger, som jeg ind til videre har smagt, som i sin egen ret synes at være undtagelsen fra reglen, er deres første og eneste amerikanske whiskey aftapning, som i skrivende stund kom på markedet for ca. to et halvt år siden, men forbavsende nok stadig er tilgængelig her i Danmark 

Uafhængige aftappere har i mere end et århundrede opkøbt og flasket whisky fra de etablerede destillerier og markedsført den under deres egne brands, men deres fokus har indtil for nylig hovedsagligt været på Scotch whisky. Siden The Scotch Malt Whisky Society i februar 2016 udgav deres 3 år gamle Bourbon fra Few Spirits i Chicago, kaldet B4.1 ‘Comforting coconut, bountiful banana’, er de amerikanske whiskey aftapninger langsomt, men stødt, vokset i antal blandt de europæiske aftappere, og uafhængige aftappere som engelske That Boutique-y, Whisky CompanyBartels Whisky, Glasgow lokaliserede North Star Spirits, og de forholdsvis nyligt etablerede Copper Monument og The Higginbottom har i dag alle amerikanske whiskey aftapninger på menuen.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er stor fan af uafhængige aftappere og deres unikke aftapninger. Derfor er denne udvikling selvsagt en jeg følger tæt, og der vil her på bloggen løbende komme anmeldelser af fremtidige aftapninger.

The Single Cask’s aftapning kommer fra et unavngivet destilleri i Tennessee. Whiskyen er aftappet fra et enkelt fad (Single Cask) ved fad-styrke (Barrel Strength/Barrel Proof) på ikke mindre end 59,7% abv. med et afkast på 115 tilgængelige flasker. Whiskyen er, fuldstændig som jeg foretrækker det, ikke blevet tilført E150a sukkerkulør til at justere farven med, og den er ikke blevet koldfiltreret (chill-filtered) inden den er blevet flasket.   

Når talen falder på Tennessee whiskey, er der altid to destillerier der trænger sig på, nemlig Jack Daniel’sog George Dickel, selvom der er i dag er ikke mindre end i omegnen af 30 aktive whiskey destillerier i staten. Hvad mange muligvis ikke ved er, at Tennessee på lige fod med Kentucky, nu også kan bryste sig af sin egen whiskey trail, der blev grundlagt af Tennessee Distillers Guild tilbage i 2017.

Men million kroners spørgsmålet er selvfølgelig, hvilket af de ca. 30 destillerier, som bærer ansvaret for lige netop denne whiskey. En del af de ca. 30 destillerier producerer udelukkende moonshine, så dem kan vi hurtigt udelukke. Hvis vi tager et kig på flaskens etikette, er informationerne sparsomme, men alligevel lige præcis fyldestgørende nok til, at vi kan komme med et kvalificeret bud på, hvilket destilleri den stammer fra. The Single Cask’s aftapning blev destilleret tilbage i 2011, hvilket gør, at vores liste over mulige syndere forbavsende hurtig svinder ind af den simple årsag, at langt de fleste af de ca. 30 whiskey destillerier, der er lokaliseret i Tennessee i dag, på daværende tidspunkt enten ikke var etableret eller var i opstartsfasen.

The Single Cask har valgt at navngive deres aftapning American sour mash, så lad os tage afsæt i det.

Flere amerikanske destillerier vælger at printe termen sour mash på deres labels, hvilket har medført, at mange forbrugere fejlagtigt tror, at sour mash har noget med whiskyens egentlige smag at gøre. Lad mig én gang for alle punktere den myte. Sour mash metoden går i alt sin enkelthed ud på, at man tager en lille del af den foregående mæsk/mash og tilsætter i den nye, præcis som man gør, når man fremstiller surdej – hvor en lille del af den gamle dej gemmes, og tilsættes den nye dej. Derfor virker det også mest af alt som et billigt marketingstunt, at nogle destillerier vælger at printe termen på deres labels, for bevidst at føre forbrugerne bag lyset.

Nu hvor The Single Cask åbenlyst har indgået en aftale med det oprindelige destilleri om ikke at bruge deres navn på deres aftapning, kan det selvfølgelig være i mangel af bedre, at de har valgt at navngive deres aftapning American sour mash, men det tror jeg nu ikke er tilfældet. Uafhængige aftappere er nemlig notorisk kendte for at efterlade sig spor på deres etiketter, der leder tilbage til det oprindelige destilleri, hvor de har flasket deres såkaldte ”mysterious” aftapning fra. Men lad mig komme med en hurtig konklusion, før jeg begynder at kede alt og alle omkring mig. Alder of term taget i betragtning, så kan denne aftapning mere eller mindre kun komme fra to destillerier, nemlig de to førnævnte Jack Daniel’s og George Dickel, som begge har en forkærlighed for at plastre deres labels til med SOUR MASH termen, printet i store fede bogstaver, så selv de svagt seende forbrugere ikke kan undgå at bemærke det. Jeg vil relativt hurtigt udelukke Jack Daniel’s som en mulig kandidat. Først fremdeles fordi destilleriets sædvanlige cola og overmoden banan profil ikke gør sig selv gældende i denne Whiskey, så mit endelige og bedste bud vil være George Dickel, som hårdnakkede rygter også vil vide, står bag ca. 98 procent af alt den whiskey fra Tennessee, der bliver solgt til uafhængige aftapper samt NDP destillerierne, og lur mig om Smooth Ambler’s nye Old Scout – Single Barrel Select linje, som de annoncerede for et par dage siden, ikke også stammer fra Dickel.

The Single Cask. American Sour Mash – 5 Year Old

The Single Cask. Cask Ref. P311. American Sour Mash – From a single Cask – 5 år. Aftappet fra et unavngivet destilleri i Tennessee, USA.

  • Aftapper: The Single Cask
  • Destilleri: Unavngivet Tennessee destilleri
  • Klassifikation: Single Cask/American Whiskey
  • Alder: 5 år
  • ABV: 59,7 %
  • Mash Bill: Ukendt
  • Udgivelse: 115 udgivne flasker
  • Pris 750kr.
 

Duft: Karamel, og mere end rigeligt af det. Efterfulgt af sorte overmodne kirsebær, brun farin, sukkermajs og butterscotch.  

Smag: Yderst anderledes smagsprofil end jeg normalt forventer af en bourbon. Vi starter ud med pebermynte og karamel, som langsomt fader ud i en tør urtesmag, med sort Ceylon te og nelliker.

Eftersmag: Medium lang tør eftersmag med smagsnoter af muskatnød og et svagt ekko af den sorte Ceylon te i baggrunden.

Konklusion: 750 gode danske kroner er unægtelig en pæn klat penge at smide på bordet for en whiskey, og indrømmet har jeg endnu ikke selv købt en flaske – derimod har jeg i forbindelse med et andet køb, for nyligt købt endnu en sample, som nu står og venter tålmodigt på mig, imellem min efterhånden fuldstændige ude af proportion sample samling – og det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg mener, at prisen, kvaliteten taget i betragtning, er en tand for høj. Andre aftapninger taget i betragtning, burde prisen have lagt omkring de 550 kr. Når det er sagt, får man unægtelig en unik smagsoplevelse, og én, som man normalt ikke så let finder blandt de mere strømlignede Big 8.

Score: 86/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Sample købt hos goldendrops.dkhvor en hel flaske kan erhverves for 750kr.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *