That Boutique-Y Whisky Co. James E. Pepper Rye Whiskey Trio – Pedro Ximénez, Oloroso & Ale.
James E. Pepper Distillery kan dateres helt tilbage til 1879, og hører derfor til blandt de relativt få historiske destillerier, som stadig producerer whiskey i Amerika den dag i dag. Dermed ikke sagt, at James E. Pepper destilleriet har produceret whiskey kontinuerligt siden det åbnede. Langt fra, for i 50 år lå det hengemt og forladt.
Historien om James E. Pepper og hans families medvirkende i produktionen af amerikansk whiskey går endnu længere tilbage end til 1879. For J.E. Pepper var nemlig barnebarn af Elijah Pepper og søn af Oscar Pepper, som begge producerede whiskey i Amerika. Selvom der hersker en vis strid om, hvilket år Elijah Pepper startede med at destillere whiskey, synes de fleste dog at kunne enes om, at han producerede whiskey fra ca. 1812 – 1838. E. Pepper’ destilleri var på daværende tidspunkt beliggende, hvor Woodford Reserve Distillery ligger i dag. Da E. Pepper døde, arvede hans søn Oscar Pepper sin fars destilleri, som han lod nedrive, for at gøre plads til, hvad der skulle blive The Old Oscar Pepper Distillery. Oscar Pepper drev destilleriet indtil sin død i 1867, hvorefter hans søn James stod til at arve det. Problemet var bare, at James på daværende tidspunkt ikke var myndig, og derfor af gode grunde ikke kunne overtage sin fars destilleri. Men heldigvis tiltrådte E.H. Taylor, Jr. – hvis navn nok får en klokke til at ringe hos de fleste whiskey entusiaster, som James’ værge, indtil han selv blev myndig og dermed kunne overtage destilleriet. Ifølge Bourbon historiker Michael Veach, ønskede James at forbedre destilleriet, og lånte penge til projektet, hvilket resulterede i, at han blev viklet ind i E.H. Taylor, Jr. finansielle problemer, hvorefter destilleriet sidst i 1870’erne blev solgt på tvangsauktion til Labrot and Graham. Nogle få år senere var James dog på fode igen, og fik opført sit James E. Pepper Distillery i Lexington, KY, som han drev med stor succes indtil sin død i 1906. To år senere blev destilleriet opkøbt af James Wolf, som drev det indtil det blev lukket ned under prohibition/det amerikanske spiritusforbud. Da det amerikanske spiritusforbud ophørte, blev destilleriet opkøbt sammen med Finch og George T. Stagg Destillery af Schenley. Men grundet overproduktion og et svigtende marked for whiskey, ser Schenley sig nødsaget til at lukke James E. Pepper destilleriet permanent i 1958, hvorefter det de næste 50 år ligger hengemt og forladt.
Omkring år 2007 bliver J.E. Pepper whiskey mærket bragt tilbage fra de døde af Amir Peay, som på daværende tidspunkt køber sin whiskey fra MGP for at sælge den under James E. Pepper – 1776 brandet. Omkring år 2015 køber Amir Peay det forladte James E. Pepper Distillery, og efter års renovation starter produktionen endelig igen – den 21. december 2017.
That Boutique-Y Whiskey Company’ James E. Pepper trio aftapninger har det til fælles, at de alle er ”yngre” Rye whiskier, som er blevet lagret i 3 – 4 år og hver især er blevet finished/efterlagret i 3 forskellige fad typer; Pedro Ximénez, Oloroso samt Ale. Batch 1 og 2 er begge blevet lagret i sammenlagt 3 år. Først i et fad af ukendt type, for derefter at efterlagre i hvert deres respektive sherry fad. Batch tre har gennemgået samme lagrings metode, for derefter at være blevet efterlagret i et Ale fad, og er derved, i modsætning til sine yngre brødre, sammenlagt blevet lagret i 4 år. Samtlige batchs er flasket ved 50 % ABV og kan alle købes hos Master Of Malt, til 406 kr. pr styk.
Uden at jeg på nogen måder skal gøre mig klog på sherry typer, ved jeg dog, at Oloroso er kendetegnet for den tørre sherry type og Pedro Ximénez (ofte forkortet PX) er kendetegnet for sød sherry. Fade, som tidligere har været brugt til at lagre PX og Oloroso sherry, er normalt synonym for skotsk whisky, hvor især Glendronach har forfinet metoden. Selvom flere Amerikanske destillerier har adopteret metoden, og er begyndt at efterlagre deres whiskey i sherry fade, har de fleste producenter holdt sig til at efterlagre Bourbon. I skrivende stund er Limestone Branch Distillery, med deres Minor Case Rye, en af de få producenter, som har efterlagret Rye Whiskey i sherry fade.
Selvom TBWC har valgt at påtegne James E. Pepper, som destilleriet der står bag deres tre Rye aftapninger, må det siges at være en sandhed med modifikationer. For som beskrevet tidligere, var det ikke før sidst i 2017 at Amir Peay begyndte at destillere sin egen whiskey. Derfor må man konkludere, at de tre Rye whiskyer stammer fra MGP i Indiana, hvor Amir også har sourced sine fade til sin James E. Pepper 1776 serie fra. For hvilket der bestemt ikke skal lyde nogen negativ kritik herfra. MGP laver fantastiske Rye whiskyer, prøv f.eks. blot at sætte tænderne i Smooth Ambler’s Old Scout 7 års Rye, så ved du, hvad jeg mener. Det eneste jeg finder en smule søgt er, at TBWC vælger at aftappe intet mindre end tre forskellige Rye whiskyer fra et destilleri, som i forvejen høster deres whiskey fra tredjepart, i stedet for at gå direkte til kilden, så at sige. Eller for den sags skyld finde et destilleri, som rent faktisk producerer deres whiskey selv, som det var tilfældet med deres uovertrufne St. George Rye eller for den sags skyld deres FEW Bourbon aftapning. Samtidig kan man også undre sig over, hvorfor TBWC har valgt at aftappe hele to sherry finished Rye’s i stedet for at vælge et portvins, eller for den sags skyld rom fad, men lad nu det ligge.
Vi har her hos Straight Whiskey.dk tidligere bragt en mere fyldestgørende beskrivelse af den uafhængige aftapper That Boutique-y Whisky Co. Klik her hvis du ønsker at læse den.
That Boutique-Y Whisky Co.
James E. Pepper Rye Whiskey
Oloroso Cask Finish – Batch #1
- Destilleri: Unavngivet
- Producent: James E. Pepper
- Aftapper: That Boutique-Y Whisky Co.
- Alder: 3 år
- Whiskey type: Rye Whiskey
- ABV: 50%
- Pris: 406 kr.
- Fad: Oloroso Cask
- Udgivelse: 1622 udgivne flasker
Duft: Den sødmefyldte og let kvalm duft af sherry er helt fremme i bussen, og minder mig med det samme om talrige juleaftner, hvor risalamande traditionen tro skulle skylles ned med pis billig sherry. Hvor har jeg dog mange gange misundt den lille pige med svovlstikkerne, for hvem ville ikke hellere ende sine dage i en snedrive, end at blive udsat for at skulle kvæles i dessertens svar på den hellige treenighed, bygget på et fundament af grød, kirsebær og sherry? Jeg beklager den uhensigtsmæssige afbrydelse, og vi vil straks gå tilbage til anmeldelsen; Som sagt, en dominerende duft af sherry, med en underlæggende duft af mørk sirup, rosiner, og en let krydret duft af ny egetræ.
Smag: Mørk karamel yderst på tungen, hvor en blanding af sherry og mørk chokolade udgør den egentlige smag.
Eftersmag: Kort til mellemlang eftersmag, med espresso, lakrids og et drys sort peber.
Konklusion: Jeg havde virkelig håbet på, at rug krydderierne havde kunnet nedtone og integrere sødmen fra sherry fadet, som især i næsen ikke er tilfældet. Hvor, som sagt, at sherry sødmen hænger som en let kvalm sky over hele oplevelsen. Heldigvis er sherry sødmen ikke så udbredt i selve smagen, men i stedet for at de frugtsøde noter fra sherryen skaber en modvægt til rug krydderierne, synes de mest af alt at have udlignet hinanden. Jeg er af den overbevisning, at efterlagringen skal understøtte og skabe en velintegreret ekstra dimension til en whiskys sande karakter – om man kan sige det sådan, og ikke som det er tilfældet her, stjæle billedet og erstatte, hvad der sandsynligvis kunne havde været en nydelsesværdig rug whiskey i sig selv.
Score: 69/100
Kategori: Middel
Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem
That Boutique-Y Whisky Co.
James E. Pepper Rye Whiskey
Pedro Ximénez Cask Finish – Batch #2
- Destilleri: Unavngivet
- Producent: James E. Pepper
- Aftapper: That Boutique-Y Whisky Co.
- Alder: 3 år
- Whiskey type: Rye Whiskey
- ABV: 50%
- Pris: 406 kr.
- Fad: Pedro Ximénez Cask
- Udgivelse: 1077 udgivne flasker
Duft: Den søde duft af Sherry fornemmes bestemt også i Batch #2, men er heldigvis ikke kvalm og langt bedre integreret, end det var tilfældet med Batch #1. Her fremstår den mere som en dybere underlæggende duft at mørk kirsebær. Men ellers minder de to aftapningers næse utroligt meget om hinanden. Udover marcipan, er det fuldstændig de samme dufte af mørk sirup, rosiner, og en let krydret duft af ny egetræ, som jeg også fanger her.
Smag: Lys mundprofil med en let klæbrig frugt sødme. Mørke overmodne blommer, mørk chokolade og rosiner.
Eftersmag: Smagen af de mørke overmodne blommer bliver hængende i den relativt korte eftersmag, hvor lakrids og en anelse sort peber giver en følgeskab, ligesom det også var tilfældet i Batch #1.
Konklusion: Det ville være synd at sige, at jeg er videre imponeret. Sherry efterlagringen fungerer bestemt bedre i dette batch, men at påstå, at det ligefrem komplimenterer whiskyen, ville være løgn.
Score: 74/100
Kategori: Middel
Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem
That Boutique-Y Whisky Co.
James E. Pepper Rye Whiskey
Ale Cask Finish – Batch #3
- Destilleri: Unavngivet
- Producent: James E. Pepper
- Aftapper: That Boutique-Y Whisky Co.
- Alder: 4 år
- Whiskey type: Rye Whiskey
- ABV: 50%
- Pris: 406 kr.
- Fad: Ale Cask
- Udgivelse: 356 udgivne flasker
Duft: De klassiske velkrydrede rug noter, som i de to tidligere batches blev totalt overskygget af den søde sherry duft, er her – endelig, fristes jeg til at sige, tilbage. Det første jeg opfanger, er en ren krydret rug duft, hvor alkoholen ligger og lurer lige under overfladen, men bliver holdt i skak af bitter appelsinskal, brun farin, brændt banan, vanilje og forkullede egetræ. Indrømmet var jeg ved at være pænt led og ked af hele den her TBWC smagning, som indtil nu har skuffet fælt. Men næsen på deres sidste aftapning har i den grad skærpet min interesse igen, og jeg håber ved Gud, at smagen er lige så fortryllende som næsen, men sine dybe, mørke velkrydrede noter.
Smag: Smagen af krydret salt karamel rammer først, efterfulgt af en let bitter humle smag, med boblende citrus bagerst på tungen.
Eftersmag: Mellemlang eftersmag, hvor rugen blander sig rigtig fint med smagen af humle.
Konklusion: Indrømmet så er jeg ikke den største fan af efterlagrede amerikanske whiskyer. Hvor jeg er af den klare mening, at langt størstedelen stadig befinder sig på det eksperimenterende stadie, og meget få producenter rent faktisk mestrer kunsten, hvilket de to første batches også var et tydeligt eksempel på. Hvorimod dette sidste batch, i sin egen ret, faktisk skabte en virkelig interessant sammensætning. Whiskyens næse var i en klasse for sig, og til trods for, at jeg elsker en velproduceret Rye Whiskey for sin fuldblogs, krydrede, varme og bombastiske smag, synes jeg faktisk, at samspillet imellem den lette bitre, men samtidig boblende humle og den krydrede rug smag, virkede fantastisk godt sammen, og var overraskende frisk.
Score: 85/100
Kategori: Rigtig god
Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem
Flaske samt samples er købt af undertegnede hos Master of Malt, hvor flaskerne kan købes for henholdsvis 406 kr. pr styk.