Anmeldelser

Westland. American Oak & Sherry Wood Single Malt Whiskey

Født i smørhullet imellem generation X og Y kom Seattle grunge til – som det også var tilfældet for millioner af andre unge mennesker verden over at definere min ungdom. Dr. Martins støvler, slidte jeans, skovmandsskjorte, langt hår og ikke mindst et brændende ønske om at sætte vores eget unikke præg på verden ved at ændre de spilleregler, der havde præget vores forældres generation, var kendetegnet for min generation. Derfor var det med en slet skjult glæde i mit gamle grunge hjerte, at jeg kunne konstatere, at et af de mest distinkt definerede Whiskey destillerier i Amerika lige nu – som samtidig er bannerførere for den bølge af Single Malt producenter, som i disse år skyller ind over Amerika, netop kommer fra Seattle og blev drevet af to herrer fra min generation.

Destilleriet, som jeg taler om, er Westland Distillery, som blev etableret tilbage i 2010 af Emerson Lamb og Matt Hofmann. Lamb valgte dog “af personlige årsager” at forlade destillerier, kun fem år efter de to venner havde startet det. I december 2016 blev Westland opkøbt for et ukendt, men højst sandsynligt astronomisk beløb af Franske Rémy Cointreau, som også havde opkøbt det Skotske Islay destilleri; Bruichladdich fire år forinden. Ikke ulig Balcones forhenværende stifter og master destiller; Chip Tate, tillægger Westland valget af korntyper en signifikant betydning for en Whiskys endelige smag, og bruger da også selv, som noget ganske unikt, hele fem forskellige roasted/ristede malt typer til at producere deres Whiskey. Modsat Westland synes flertallet af de amerikanske destillerier at mene, at 70 – 80% af en Whiskys smag kommer fra fad lagringen, og valget af korntyper derfor er relativ ubetydelig. Hvorfor mange da også tyer til at bruge den billigste tilgængelige kornsort type på markedet. I det hele taget gennemsyrer ”terroir” – eller ”provenance” som Westland selv ynder at referere til begrebet som, hele Westlands filosofi og dermed, som en naturlig forlængelse heraf, deres valg af korntyper samt træsorter der indgår i de fade, som de lagrer deres whiskey i. For de uindviede blev begrebet ”terroir” oprindeligt brugt i vinproducenternes begrebsverden, men har igennem de forgangne år også sneget sig ind i whiskyproducenternes. ”Terroir” henviser til klimaet og den jord, som de forskellige korntyper er blevet dyrket i, og den indflydelse som det har på en vins eller Whiskys smag, hvis nogen overhovedet, for effekten af ”terroir” bliver stadig livligt diskuteret blandt whiskey producenterne, og ikke mindst, de hardcore whiskey nørder.

Jeg har sikkert sagt det før, men jeg tror fuldt og fast på nødvendigheden af, at Whiskey producenterne er åbne og transparente omkring deres produktions metoder, så vi som forbrugere kan træffe et selektivt valg på baggrund af et oplyst grundlag. Jeg var derfor også hurtig til at tilmelde mig John Glaser og Compass Box’s ”transparency campaign”. Men siden Bacardi opkøbte Compass Box og Glaser stillesiddende så til, imens Compass Box begyndte at true det svenske Box Destilleri med et sagsanlæg, kan de, som vores helt egen heltinde Kirsten Birgit ville havde udtrykt det; ”Rende mig i mit røvhuls-hul!”. Hvorom alting er, så er Westland så transparente, at de får de fleste andre destillerier til at fremstå som om, de bliver ledet af Vladimir Krjutsjkov selv, da de oplyse nærmest hver eneste lille fræk detalje om deres mashing, fermentering samt destillerings metoder.

Westland’ core range består af deres American Oak, Sherry Oak samt Peated Whisky – hvoraf denne anmeldelse fokuserer på de to førstenævnte – som begge er blevet lagrede i 36 måneder og blevet flasket ved 46% ABV. De to single malts er produceret ud fra Westlands ”5-Malt Mash Bill,” som består af select pale malt og munich malt fra Wasington, extra special malt fra Wisconsin, pale chocolate malt fra england, samt brown malt. Sherry Wood udgaven er blevet lagret i hele seks typer fade; Ex-Oloroso Hogsheads og Butts, Ex-Pedro Ximénez Hogsheads og Butts, Cooper’s Select New American Oak samt Cooper’s Reserve New American Oak, hvorimod American Oak udgaven er blevet lagret i tre forskellige fad typer; Cooper’s Select New American Oak, Cooper’s Reserve New American Oak og First Fill Ex-Bourbon. De tre core range Whiskyer kan alle købes i Danmark, og koster henholdsvis 699kr (American Oak) 719kr (Peated) og 749kr (Sherry Wood), men kan med fordel købes hos The Whisky Exchange hvor de koster 480kr.  

 

Westland. American Oak – Single Malt Whiskey

  • Producent: Westland
  • Destilleri: Westland Distillery
  • Klassifikation: American Single Malt Whiskey
  • Alder: NAS/Mindst 36 måneder
  • ABV: 46%

Næse: Syrlig citrus, pære cider, overmodne bananer, kiksekage, egetræ samt fløde.

Smag: Cremet og frugtsød, med pære, vindruer, mango og muskatnød.   

Eftersmag: Mellem lang eftersmag med mandariner og sort peber. 

Konklusion: På alle led og kanter elegant, behagelig og let drikkelig og samtidig sprælsk ungdommelig. Byder ikke på den helt store kompleksitet og dybde, det til trods, er det et langt bedre bud på en helstøbt oplevelse, end nogle af de mere ungdommelige whiskyer, som i disse år er kommet ud fra de nyere etablerede destillerier. Personligt, kan jeg slet ikke vente med at smage, hvad en håndfuld år længere i fadet vil bibringe denne whiskey.

Score: 77/100
Kategori: Rigtig god

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

Westland. Sherry Wood – Single Malt Whiskey

  • Producent: Westland
  • Destilleri: Westland Distillery
  • Klassifikation: American Single Malt Whiskey
  • Alder: NAS/Mindst 36 måneder
  • ABV: 46%

Næse: Behersket sherry sødme. Vanilje, chilipeber, en anelse røg og salt.  

Smag: Fantastisk viskositet og mundfulde. Dadler, mørk chokolade, vanilje og sort peber.

Eftersmag: Lang eftersmag med mandariner og kanel.

Konklusion: Betydelig mere kompleks, end det var tilfældet med American Oak. Tilsyneladende har sherryfadet nedtonet den ungdommelighed, som American Oak bar præg af, og i stedet bibragt en fantastisk viskositet og mundfulde.  

Score: 81/100
Kategori: Rigtig god

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

De anmeldte samples er købt af undertegnede for henholdsvis 72 og 69 kr. hos whiskyeksperten.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *