Anmeldelser

Old Forester – Whiskey Row – 1910 og 1920

Så er vi nået til anden og sidste del i vores Old Forester ”Whiskey Row” serie. I første del lovede jeg at fortælle hvor navnet ”Whiskey Row” stammer fra – så det vil jeg lige lægge ud med.

Da firmaet bag Old Forester (Brown-Forman) i 1870 åbnede dørene for første gang, så skete det på West Main Street i Louisville, på den del af vejen som havde fået kælenavnet Whiskey Row. Fra 1852, og de næste mange år frem, begyndte forskellige producenter at bygge lagerhuse på strækningen (som ligger i det centrale Louisville), med det formål at lagre fade med whiskey. Det gjaldt altså også for Brown-Forman (der dengang hed J. T. S. Brown and Bro.) – og de har derfor opkaldt serien efter deres oprindelige lokation. I dag er de rykket lidt længere væk fra centrum, hvor deres nye hovedkontor er. Her arbejder ca. 1200 af deres knap 5000 ansatte.

For er par år siden åbnede de et nyt ”Visitor’s Center” og destilleri tæt på den gamle adresse og det er nok en af de bedste ture man kan tage på som turist. Whiskey Row på West Main Street i Louisville er i det hele taget blevet noget af en turistmagnet med den ene interessante bygning efter den anden. Den udvikling havde kun få set for ca. 10 år siden, da hele Whiskey Row var så faldefærdigt, at man i princippet have besluttet at rive det hele ned i 2011. Heldigvis var der en gruppe historikere og lobbyister der fik omgjort beslutningen – og man besluttede at bevare alle facaderne, men at resten kunne blive revet ned. Det arbejde påbegyndte i 2015 og fortsætter stadig – selv om det meste nu er færdigt. Hvis din tur en dag kommer forbi Louisville, så vil jeg klart anbefale dig at besøge området – og ikke mindst Old Forester på 119 West Main Street.

Men tilbage til Whiskey Row serien fra Old Forester. I første del kiggede jeg på 1870 og 1897 udgaverne – og nu kan vi så sammen kigge på de sidste to udgaver:

1910: I det år hærgede en større brand deres destilleri – og man skulle måske synes, at det er lidt underligt, at fejre et år med en så kedelig hændelse. Der skete dog noget interessant som konsekvens af denne brand – og så giver det pludselig mere mening at fejre året. Branden ødelagde deres flaskebånd – og nu stod man i den situation, at man havde hældt den færdige whiskey fra tønderne over på nogle store tanke, men nu kunne man jo ikke komme whiskeyen på flasker. Samtidigt var der andre produkter der stod i kø for at komme i de store tanke, så man besluttede, at hælde indholdet af tankene over på nye fade, indtil flaskebåndet var blevet genetableret. Da de året efter var tilbage ved fuld styrke hældte man nu whiskeyen på flasker, som det oprindeligt havde været planlagt. Alle var dog enige om, at netop denne whiskey smagte ekstra godt – og man opdagede på denne måde fordelene ved at dobbelt-lagre whiskey. Det er der nu flere producenter der gør på udvalgte produkter – men det var altså Brown-Forman der ”opfandt” det. I deres 1910 produkt gør de desuden noget ret interessant; De fortynder whiskeyen ned til 50% inden de hælder dem på fad nummer to. Og for at det ikke skal være løgn, så forkuller de disse fade så kraftigt, at de næsten ikke kan holde sammen. Kælenavnet for denne whiskey er i øvrigt ”Old Fine Whiskey”

1920: Hvis du kender lidt til den amerikansk whiskeyhistorie, så ved du måske at dette er et helt skelsættende år, da det var der forbudstiden startede – og kælenavnet for 1920 produktet er da også ”Prohibition Batch”. Det er det mørkeste kapitel indenfor whiskey – og stort set alle er i dag enige om, at det var en katastrofal beslutning. I de 13 år forbuddet gjaldt, så eksploderede kriminaliteten – og den ulovlige import af alkohol har i virkeligheden været det der startede hele gangsterbevægelsen, med Al Capone i spidsen. Intentionerne var ellers gode nok, da det bl.a. var for at mindste husspektakler, at man indførte forbuddet. Som jeg beskrev i første del, så fik Brown-Forman, som en af kun seks producenter, lov til at forsætte produktionen af whiskey i hele forbudstiden. Årsagen var, at deres whiskey skulle bruges som ”medicin”; sagen var den, at man kunne få sin læge til at udskrive en recept på whiskey hvis man havde en sygdom der kunne mildnes ved indtag af whiskey. Man kunne få udskrevet op til en halv liter per uge per person i husstanden, inklusive børn – så der er helt sikkert nogle fædre der ikke har haft problemer med at få tilstrækkelig whiskey i de år.

 

Old Forester 1910 Kentucky Straight Bourbon

  • Mærke: Old Forester 1910
  • Producent: Brown-Forman
  • Destilleri: Brown-Forman Destillers Company
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: NAS (dog mindst 2 år)
  • ABV: 46.5%
  • Mash bill: 72% majs, 18% rug og 10% maltet byg
  • Pris: Købt i USA i april 2019 for $59.99 + taxes.

Duft: Karamel meget fremtrædende, vanilje, eg og æbler. Dejligt afrundet duftindtryk som man kan blive ved med at nyde.

Smag: Fantastisk dejlig sødme og et skarpt spark fra den ekstra stærke forkulning af fadene. El virkelig interessant oplevelse. 

Eftersmag: Mellem lang og utrolig behagelig. Sødmen fortager sig langsomt, for til sidst at blive overtaget af eg.

Konklusion: Et kvalitetsprodukt det vil være svært ikke at holde af, men det forkullede træ er virkelig dominerende – så det skal du være opmærksom på, hvis den profil ikke lige er dig. Jeg har i skrivende stund kun ca. 20% tilbage af den flaske jeg købte, så det bliver lidt tungt når den er tom …

Score: 89/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

Old Forester 1920 Kentucky Straight Bourbon

  • Mærke: Old Forester 1920
  • Producent: Brown-Forman
  • Destilleri: Brown-Forman Destillers Company
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: NAS (dog mindst 4 år)
  • ABV: 57.5%
  • Mash bill: 72% majs, 18% rug og 10% maltet byg
  • Pris: Købt i USA i juni 2019 for $55.99 + taxes.

Duft: Dejlig harmonisk med knald på både eg, æbler og klassisk Bourbon. Alkoholen er ikke overvældende, men man får klart indtryk af potentialet. Til min egen overraskelse kan jeg også genkende duftindtrykket fra Jeg kan også genkende indtrykket jeg fik da jeg anmeldte Jack Daniel’s Single Barrel Barrel Proof. Det kan godt være lidt banan, men det er godt nok svært at fange helt.

Smag: Æbler, vanilje, brun farin, eg, kaffebønner, gode krydderier og potent alkohol.   

Eftersmag: Dejlig lang – og jeg sidder med lukkede øjne og nyder at de gode oplevelse bare bliver ved og ved. Storartet.

Konklusion: Et fabelagtigt produkt til prisen som enhver Bourbon elsker vil sætte prise på – specielt hvis man godt kan lide produkter med høj alkoholstyrke. Jeg er p.t. på min 3. flaske og jeg tor altid jeg vil have en flaske eller to i min samling.

Score: 92/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

  

EKSTRAMATERIALE: Old Forester ”1915” a Blend of Kentucky Straight Bourbon

 

På opfordring af min Facebook ven Jens Thestrup Toft vil jeg lige runde Old Forester 1915.  OK … dette er ikke et rigtigt produkt – men en blanding af lige dele 1910 og 1920. Old Forester 1915 er et fænomen der er startede på nettet sidste år fordi mange simpelt ikke kunne beslutte sig til hvilken af de to produkter de bedst kunne lide. Så mon dette fænomen er en blandet fornøjelse? (no pun intended …)

Duft: Ikke overraskende lidt midt imellem. Tættere på 1920, dog dæmpet en anelse.

Smag: Synes ikke helt det fungerer – og der mangler noget harmoni. Måske det bare er kombinationen af de forkullede fade fra 1910 og den høje alkohol fra 1920 der bliver en anelse for meget?  

Eftersmag: Super – og i virkeligheden meget lig 1910

Konklusion: Sjovt eksperiment, men jeg synes de fungerer bedre hver for sig. 

Og hvad er så min personlige favorit af de tre muligheder? 1920 – no question about that ….

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *