Anmeldelser

Michter’s Small Batch Bourbon og Unblended American Whiskey

I dag og på næste mandag kigger jeg på producenten Michter’s (udtales ”mikters”) – og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har glædet mig meget til at skrive disse anmeldelser. Jeg blev oprindeligt introduceret til dem i 2016, da jeg først fik en cocktail med deres Rye i – og senere samme aften prøvede både deres Bourbon og Rye neat. Smagsprofilerne passe ret godt til mine præferencer og tænkte dengang ikke yderligere over sagerne – men var naturligvis glad for at havde opdaget en producent som passede godt til hvad jeg synes om.

I august 2017 hører jeg så en episode af min favoritpodcast – Bourbon Pursuit – hvor de interviewer ejeren af Michter’s, Joe Magliocco. Jeg var ret fascineret over den fokus de havde på kvalitet i alle dele af processen – og der var ting omkring deres filteringsprocesser og det såkaldte ”barrel entry proof” (den alkoholstyrke lagringen starter med) der er ret specielle. Disse forhold har siden optaget mig en del – og jeg kommer en del ind på den i den næste anmeldelse.

Jeg var så småt startet på at skrive min bog da jeg hørte podcasten, så jeg besluttede jeg mig simpelthen for at skrive en mail til Joe. Jeg ville høre ham om jeg måtte komme forbi, samt ikke mindst interviewe dem omkring nogle tekniske ting, i forbindelse med produkt af whiskey, som jeg gerne ville have med i bogen. Situationen var nemlig den, at jeg alligevel ville være i Kentucky med min familie to uger senere, som en del af vores årlige sommerferie i USA. Til min store overraskelse skrev han tilbage med det samme og kopierede hele Michter’s ledelse på svaret. Han skrev, at jeg og min familie var mere end velkomne til at hilse på, og at deres Master Distiller vil give os en privat rundvisning, på trods af at destilleriet ikke var åbent for offentligheden. Jeg var mildest talt overrasket og takkede dem naturligvis for deres imødekommenhed.

Den 22. august 2017 fik vi så den private rundtur af deres Distiller Dan McKee, der i dag er deres Master Distiller. Det var en super interessant tur, hvor jeg fik lejlighed til at tjekke de ting som Joe havde fortalt om i interviewet knap tre uger tidligere. Og som kronen på værket sluttede besøget af med en ud-af-kroppen smagning af 12 forskellige produktet – lige fra deres fire standard udgaver, diverse specialudgaver, deres 10, 20 og 25 år versioner – og tilmed deres allerdyreste ”Celebration Mash” produkt, der på det tidspunkt kostede ca. $4,500/flaske! Jeg kan huske jeg var helt oppe og ringe over deres 25-års Rye, men både min kone og min datter valgte deres favorit et helt andet sted på skalaen – og det overraskende valg kan du læse mere om nedenfor.

Det var dette syn der mødte os da vi trådte ind i deres mødelokale …
Jeg havde riiimeligt svært ved at separere mig fra deres “Celebration Mash”

Jeg vil som sagt komme ind på de ting der gør Michter’s speciel, fra et teknisk synspunkt, i næste anmeldelse – men jeg vil kort lige opridse deres historie, inden jeg kommer til selve anmeldelserne.

Historien for Michter’s startede helt tilbage i 1753, hvor John Shenk grundlagde et destilleri i staten Pennsylvania, der lavede Rye whiskey. Pennsylvania og Maryland have enorm betydning for opbygningen af den amerikanske whiskeyindustri – og havde på det tidspunkt langt større betydning end Kentucky. Omkring 1850 sælger Shenk destilleriet til Abraham Bomberger – og ”Shenk’s Distillery” blev således til ”Bomberger’s”.

Da forbudstiden startede i slutningen af 1919 gik Bomberger’s konkurs – præcis som stort set samtlige af de andre whiskeyproducenter (på nær seks). Efter forbudstiden sluttede i 1933 genåbnede destilleriet – men levede en omtumlet tilværelse i mange år med skiftende ejere. På et tidspunkt i løbet af 1950’erne finder den daværende ejer på at lave et produkt han kaldte for ”Michter’s Original Sour Mash Whiskey”. Navnet Michter’s havde han lavet ved en sammensætning af navnene på hans to sønner Michael og Peter.

Siden skiftede destilleriet igen hænder et par gange og i 1989 måtte man smide håndklædet i ringen og indgav konkursbegæring. 80’erne var en meget dårlig periode for amerikansk whiskey – og Michter’s var altså en af ofrene for denne tid. Et par år senere købte Joseph Magliocco (det var ham jeg skrev e-mailen til) og hans partner Richard Newman rettighederne til navnet og gik nu i gang med at genrejse Michter’s til fordums styrke – denne gang i Kentucky. Begge mænd havde erfaring inden for vin og spiritus – og specielt Newman havde mange års erfaring med produktion af whiskey. I dag er Michter’s efterhånden ved at være en af de store spillere på marked og har nu tre lokationer i Kentucky. Porteføljen er også blevet ret bred med fire standardprodukter, lidt over 10 ”Limited Edition” produkter – samt en ”Legacy Series”, som er opkald efter Shenk og Bomberger.

Deres fire standardprodukter

Men lad os så kigge på de to produkter jeg anmelder i dag:

Michter’s Small Batch Bourbon

Deres Bourbon er et “Small Batch” produkt, i modsætning til deres Rye, som er et “Single Barrel” produkt. Single Barrel er som bekendt altid baseret på enkelt-fade, mens Small Batch ingen definition har. Nogle producenter (f.eks. Jim Beam) har så mange fade i deres Small Batch produkter, at udtrykket næsten ikke giver mening – mens nogle kun bruger en håndfuld fade. Michter’s benytter sig af maksimalt af 20 fade pr. batch – og det er et overaskende lille tal, givet hvor store de er blevet. Meget positivt. 

  • Mærke: Small Batch Bourbon
  • Producent: Michter’s Distillery
  • Destilleri: Michter’s Distillery
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: NAS (dog mindst 2 år – og formodentlig 5-6)
  • ABV: 45,7%
  • Mash bill: Ikke oplyst
  • Pris: Købt hos Systembolaget i Sverige i april 2019 for 569 SEK (ca. 400 DKK).

Duft: Dejlig behagelig klassisk Bourbon hvor der er godt med frisk frugt lagt oven i hatten.

Smag: Imødekommende og med en god viskositet. Alkoholen kommer let krybende, men tager aldrig overhånd. Frugten fra duften er næsten væk og vaniljen har fået lidt mere tag i sagerne. Jeg får også karamel til sidst. 

Eftersmag: Mellem til mellem-lang. Fanger lidt eg som jeg kun sporadisk kunne fange i duft og smag.

Konklusion: Det er en god og solid Bourbon, der måske ikke direkte henvender sig til entusiaster, men som er let at drikke og som helt sikkert vil have mange tilhængere blandt nye Bourbon-nydere. Jeg har benyttet den i cocktails hvor whiskeyen er dominerende – og der er den virkelig god. Jeg nyder derfor primært min Michter’s Bourbon i en Old Fashioned eller en Manhattan – og der kommer den virkelig til sin ret.  

Score: 84/100
Kategori: Rigtig god

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

  Michter’s Unblended American Whiskey

Dette produkt er i kategorien “American Whiskey”, hvilket er et lidt forvirrende navn til en kategori, da alle whiskeyprodukter lavet i USA jo burde være American Whiskey. Teknisk set (med myndighedernes øjne) er kategorien faktisk kun “Whiskey”, hvilket er en kategori man bruger til whiskeyprodukter der ikke falder ind i de andre kategorier. Michter’s Unblended falder ind i denne kategori, da den er fremstillet som en Bourbon, men lagret i brugte fade (som ikke er tilladt i en Bourbon).

De fremstiller dette produkt ved at lagre det i fade der netop er blevet tømt (jeg gætter deres egne brugte Bourbon-fade, men er ikke sikker). Årsagen til at de har tilføjet ordet “Unblended” er, at det faktisk er tilladt at “blende” et produkt der bare har kategorien “Whiskey”. Da blending er et lidt negativt ladet ord – og også tillader at man bruger den såkaldte “Neutral Grain Spirit” hvilket er super-billig industriproduceret alkohol – typisk af lav kvalitet. Da man absolut ikke bruger det i deres American Whiskey, så besluttede de sig derfor for,  at undgå enhver misforståelse ved at skrive “Unblended”. 

  • Mærke: Unblended American Whiskey
  • Producent: Michter’s Distillery
  • Destilleri: Michter’s Distillery
  • Klassifikation: American Whiskey
  • Alder: NAS (formodentlig 4-5)
  • ABV: 41,7%
  • Mash bill: Ikke oplyst
  • Pris: Købt i USA i august 2017 for $43.99 + taxes

Duft: Lækker sødme – får med det samme vanilje og karamel i næsen. 

Smag: Jeg får næsten indtrykket af at jeg drikker flydende slik og der er en rigtig god viskositet der lægger et godt lag på både tunge og gane. Der er en meget afdæmpet smag af mandariner og jeg fanger desuden vanilje ret klart og til sidst lidt mørk chokolade.  

Eftersmag: Mellem til mellem-lang. 

Konklusion: Et virkelig godt produkt som man har lyst til at drikke igen, så snart man har sat glasset ned – og så bliver det jo ikke ret meget bedre. Er utrolig nem at drikke og er det produkt jeg anbefaler til alle der skal introduceres til amerikansk whiskey i det hele taget. Jeg har ikke tal på hvor mange smagninger jeg har afholdt, hvor dette produkt var vinderen. Og så var det faktisk den flaske som både min kone og min datter valgte som vinder under vores besøg hos Michter’s – på trods af at de også prøvede flasker der var op til 100 gange dyrere. 

Score: 91/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *