Anmeldelser

Old Forester – Whiskey Row – 1870 og 1897

Old Forester er et whiskeymærke fra producenten Brown-Forman, der de sidste 4-5 år har været inde i en fantastisk stime, hvor de har leveret kvalitetsprodukter til en meget rimelig penge. Old Forester udvalget i Danmark meget beskedent – og det er virkelig synd. Produktporteføljen er ellers ret bred og deres produkter er tilgængelige overalt i USA – så det er ret besynderligt. I denne og næste anmeldelse vil jeg fokusere på deres såkaldte ”Whiskey Row” serie, som består af i alt fire produkter – hvert af dem navngivet med et årstal der har en speciel betydning for Brown-Forman.

Producenten Brown-Forman er en af de helt store i branchen og ejer (ud over Old Forester) nogle af de allerstørste whiskeymærker, såsom Jack Daniels, Woodford Reserve, Early Times, Glendronach, m.v. Brown-Forman blev grundlagt i 1870 af brødrene George Garvin Brown og John Thompson Street (J.T.S.) Brown – og her har du så baggrunden for navnet på den første af de to flasker jeg anmelder i dag.

Brødrene tog ved grundlæggelsen af firmaet en helt afgørende beslutning, som den dag i dag er med til at definere deres bedrift – og som stort set hele branchen i dag har taget til sig; de hældte whiskeyen på flasker på selve destilleriet, for at sikre kvaliteten. Mere om dette længere nede i denne anmeldelse. Næsten fra starten (1873) var Old Forester deres flagskibsprodukt, men det står lidt uklart hvordan navnet opstod. De fleste historikere vurderer, at man har opkaldt serien efter en Dr. William Forrester. På et eller andet tidspunkt har man så ønsket at minimere linket til denne doktor, hvorefter man går fra 3 x ”r” til 2 x ”r” i navnet. Man gik altså fra ”Old Forrester” til ”Old Forester” af denne årsag – lidt svært ar se, at det skulle have den store betydning.

Efter ca. 20 år gik brødrene hvert til sit efter nogle uenigheder. George fortsatte firmaet og slog pjalterne sammen med hans revisor George Forman – og nu var Brown-Forman navnet således grundlagt. Broderen J.T.S. Brown fortsatte i branchen og man kan den dag i dag købe en whiskey der er opkaldt efter ham – nu ejet af Heaven Hill.  Brown-Forman fortsatte med at vokse og er i dag en af de største producenter i branchen med næsten 5.000 ansatte. Old Forester er i øvrigt det whiskey mærke i USA der har været produceret længst, da de var en af kun seks virksomheder der fik lov til at fortsætte produktionen under forbudstiden fra 1920 til 1933. Mærket har således været markedsført uafbrudt i 150 år.

Som jeg skrev i begyndelsen, så handler denne anmeldelse om deres ”Whiskey Row” serie med fire årstal der betyder meget for Brown-Forman. Denne anmeldelse kigger på 1870 og 1897 produkterne – mens den næste kigger på 1910 og 1920 udgaverne. I den anmeldelse vil jeg også komme ind på hvorfor serien har fået det navn den har.

Lad os så kigge på de to årstal det handler om denne gang:

1870: Som jeg allerede har løftet sløret for, så er dette produkt navngivet efter det år virksomheden blev grundlagt og har derfor også fået kælenavnet ”Original Batch”. Brown brødrenes beslutning om at flaske deres whiskey på stedet var, som jeg tidligere har beskrevet, helt banebrydende – og noget som fik afgørende betydning for kvaliteten af deres produkter. Indtil Brown brødrene begyndte på dette, så leverede whiskeyproducenterne udelukkende deres produkter til forhandlerne i hele tønder. Det var så forhandlernes ansvar at hælde dem på flasker og/eller sælge dem på barer med direkte aftapning. Det blev der desværre snydt en del med rundt omkring – så det var for at sikre kvaliteten af deres produkter, at brødrene valgte at kontrollere hele processen hos dem selv. I dag gør næsten alle producenter dette – men dengang var det som sagt helt banebrydende.

1897: Dette år er det vigtigste år i hele den amerikanske whiskeyhistorie – og jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om dette år. Det vil jeg dog undlade at gøre her, da jeg allerede har beskrevet dette skelsættende år i anden del af min E. H. Taylor serie. Kort fortalt var det året hvor ”Bottled-in-Bond” lovgivningen blev vedtaget og som for altid skulle sikre god kvalitet af de produkter der har denne betegnelse på etiketten. 1897 produktet fra Old Forester har derfor fået kælenavnet ”Bottled in bond”. Reglerne er forholdsvis simple; Minimum lagret i 4 år, præcis 50% alkohol (med mindre det er til eksport), lavet i én sæson (enten januar-juni eller juli-december) og ikke mindst af samme chefdestillatør.

På næste mandag kan du læse lidt mere om Brown-Forman, få mere at vide om årsagen til ”Whiskey Row” navnet – samt ikke mindst læse anmeldelser af de to top-produkter i serien; 1910 og 1920.

 

Old Forester 1870 Kentucky Straight Bourbon

  • Mærke: Old Forester 1870
  • Producent: Brown-Forman
  • Destilleri: Brown-Forman Distillers Company
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: NAS (dog mindst 2 år)
  • ABV: 45%
  • Mash bill: 72% majs, 18% rug og 10% maltet byg
  • Pris: Købt i USA i oktober 2019 for $48.99 + taxes.

Duft: Frisk duft af æbler, eg og let vanilje. Alkoholen er meget afdæmpet.

Smag: Eg fra fadet er mere fremtrædende nu og jeg får flere af de klassiske Bourbon noter frem. God viskositet der lægger sig godt på tungen – og alkoholen får magt som tiden går.  

Eftersmag: Overraskende lang, men meget domineret af eg.

Konklusion: Det er en OK Bourbon, der dog ender med at være lidt kedelig. Der er ikke direkte noget at sætte en finger på – men det er ligesom det hele er lidt lunkent. Til prisen er der bedre produkter på markedet – og f.eks. Knob Creeks standard Bourbon slår 1870 på alle parametre.

Score: 73/100
Kategori: Middel

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

Old Forester 1897 Kentucky Straight Bourbon

  • Mærke: Old Forester 1897
  • Producent: Brown-Forman
  • Destilleri: Brown-Forman Distillers Company
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: NAS (dog mindst 4 år)
  • ABV: 50%
  • Mash bill: 72% majs, 18% rug og 10% maltet byg
  • Pris: Købt i USA i oktober 2019 for $47.99 + taxes.

Duft: Samme friske (og tiltalende) duft som 1870, men intensiveret. Alkoholen stikker sin næse en anelse frem, men er generelt afdæmpet. Jeg får en smule karamel efter et stykke tid, men den bliver igen overtaget af eg.

Smag: Uhhh…. det er en dejlig fornemmelse af en god Bourbon der breder sig i munden – og der er skruet godt op på de sædvanlige parametre med vanilje, karamel og farin. Der er også en masse dejlige krydderier som jeg ikke fangede i duften og det nærmeste jeg kan komme det er kanel, muskatnød og et meget, meget svagt spor af kardemomme.   

Eftersmag: Medium lang, behagelig og absolut godkendt.

Konklusion: Et stort skridt op af kvalitetsstigen, sammenlignet med 1870. Den ekstra alkohol klæder 1897 og virker i det hele taget som en langt mere harmonisk whiskey end 1870. Givet at de to produkter koster ca. det samme i USA (har faktisk givet en dollar mindre for 1897), så er der ingen tvivl om at 1897 er et langt bedre køb.

Score: 82/100
Kategori: Rigtig god

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *