Anmeldelser

E. H. Taylor Jr. – Del 2 af 2

I den første del af vore miniserie om Oberst Edmund Haynes Taylor (EHT) fokuserede jeg en del på manden selv og ikke mindst de to standard Bourbon udgaver de har.

I denne anmeldelse dykker jeg ned i ”Bottled-in-Bond” lovgivningen der rigtig gjorde ham berømt. Samtidigt anmelder jeg de sidste to standard produkter; deres Barrel Proof Bourbon og deres Rye.

Kvaliteten af amerikansk whiskey daler

Thiel’s – et eksempel på en “rectifier” producent

Da det for alvor gik op for forbrugerne, hvor meget bedre den whiskey der var lagret i forkullede egetræstønder var, så steg efterspørgslen på disse produkter med raketfart. Da det jo som bekendt kan tage flere år at lave en god lagret whiskey, så oversteg efterspørgslen meget hurtigt udbuddet. Og så sker der selvfølgelig det der altid sker; der var producenter der begyndte at hoppe over hvor gærdet var lavest.

Det skortede derfor ikke på opfindsomhed i forbindelse med at få billig ikke-lagret whiskey til at se ud som dyrere lagret whiskey. Både farve, duft og smag prøvede man at ændre. Listen over tilsætningsstoffer er alenlang, men de mest almindelige var:

  • Karamel
  • Sveskejuice
  • Tobakspyt
  • Jod
  • Frugtfarve
  • Syre
  • Sukker
  • Tørrede (pulveriserede) insekter

Som sagt en fuldstændig grotesk forvanskning af det oprindelige produkt – og nogle af disse tilsætningsstoffer var direkte farlige (bl.a. syre, som også blev brugt til at få alkoholprocenten til at virke højere, end den var).

De producenter der på denne måde valgte den nemme vej, blev som gruppe refereret til som ”rectifiers”, da de på denne måde ”rettede op” på den billige ikke-lagrede whiskey. I en periode tjente denne gruppe gode penge – men der var to store tabere i dette spil:

Forbrugerne: Kvaliteten af den whiskey der kunne købes faldt stødt i forbindelse med udbredelsen af disse produkter – og det var helt umuligt at vurdere, hvilke produkter der var blevet ”rectified” i forhold til det oprindelige produkt fra producenten. Med andre ord; man kunne komme til at betale en høj pris for et underlødigt produkt – og man kunne let overse gode produkter, da de umiddelbart så ud som de dårlige.   

Producenterne: Efterhånden som forbrugernes tillid dalede, så faldt efterspørgslen på whiskey (og ikke mindst god whiskey), som producenterne kunne mærke direkte på pengepungen.

Bourbon – og amerikansk whiskey som helhed – var nu i dyb krise. Grundlæggeren af Brown-Forman (Jack Daniel’s, Old Forester, Woodford Reserve, m.fl.), George Gavin Brown, havde allerede i 1870 introduceret konceptet med at flaske whiskeyen direkte på destilleriet, for på denne måde at sikre, at der ikke var nogle der tilsatte ting til hans produkter. Næsten alle andre producenter leverede hele tønder til distributørerne – og åbnede på denne måde op for ovennævnte fiflerier.

Da forbrugertilliden var på det laveste, indså vores ven EHT, at der måtte gøres noget radikalt – og at man i virkeligheden burde gå endnu længere end George Brown havde gjort. Da han (EHT) jo havde politik i blodet (hvilket du kan læse mere om i første del), indså han desuden, at den eneste vej var at lovgive sig ud af det.

Bottled-in-Bond lovgivningen fra 1897

Nu startede han et kæmpe lobby-arbejde for at sikre kvaliteten af whiskey i USA. Jeg skal spare dig for alle detaljerne, men jeg kunne bogstaveligt talt bruge 5-10.000 ord på at beskrive det arbejde han lagde i projektet. Da det hele var overstået, så underskrev præsident Grover Cleveland ”Bottled-in-Bond” lovgivningen den 3. marts 1897, som hans sidste gerning, inden han fratrådte som præsident. Man stod nu med USA’s første forbrugerbeskyttelseslov – og hvor er det fantastisk, at den drejede sig om whiskey 😊

For at kunne skrive ”Bottled-in-Bond” (BiB) på etikken, så skal man overholde følgende 5 krav:

  1. Skal være lagret i minimum 4 år. Man må godt lagret dem længere – og der er eksempler på BiB produkter der er lagret i over 25 år.
  2. Lagerbygningen skal være under statslig kontrol (uanmeldte besøg skal kunne accepteres). De uanmeldte besøg er virkelig sjældne – men producenten risikerer kæmpebøder, hvis reglerne ikke overholdes.
  3. Alkoholprocenten skal være præcis 50. Der er nogen der tror at det er minimum 50%, men det er faktisk præcis 50%. Af sammen grund er den Barrel Proof Bourbon jeg anmelder nedenfor, det eneste af standardprodukterne der ikke er BiB.
  4. Skal være produceret af en enkelt producent på et enkelt produktionssted og i samme sæson (januar til juni eller juli til december).
  5. Hvis den er kommet på flaske på en anden lokation end der hvor den er lagret, så skal dette stå på etiketten.

Nu kunne forbrugerne altså være sikre på, at de kunne købe et produkt der overholdt nogle minimumskrav til kvalitet, så længe der stod ”Bottled-in-Bond” på etiketten. Tilliden vendte tilbage, forbrugerne fik bedre produkter – og producenterne tjente flere penge. Og disse vigtige forhold er med til at BiB lovgivningen i dag bliver betragtet som den vigtigste milepæl i den amerikanske whiskeyhistorie – og EHT har stået fadder til det hele (selv om der var mange andre der hjalp ham).

Så ved du det ….. og nu er det tid til de to anmeldelser:

 

E.H. Taylor Jr. Rye

  • Aftapper: Buffalo Trace Distillery
  • Destilleri: Buffalo Trace Distillery
  • Klassifikation: Straight Rye Whiskey
  • Alder: Ikke oplyst
  • ABV: 50 %
  • Mash Bill: Ikke oplyst, men det menes, at den udelukkende består af rug og maltet byg.
  • Pris: Jeg har købt den i USA for $69.99 + taxes. i august 2017. Koster i skrivende stund groteske 1.999,- kroner i Danmark hos whisky.dk.

Duft: Dufter ”ung”, uden lige at kunne komme nærmere ind på det specifikke duftindtryk. Jeg fanger også pære, som jeg ofte gør i en rye whiskey og jeg fornemmer nu også klart alkoholen. Den klassiske krydrede rye duft er der også – men kommer kun snigende frem efter noget tid. Hvid peber er der også … og til sidst lidt karamel, når jeg virkelig strammer mig an.

Smag: Relativ lav viskositet og fylder ikke munden ud på samme måde som de andre produkter i serien. Smagsindtrykkene er meget lig duften – men jeg kan ikke længere skille de enkelte krydrede smage fra hinanden. Jeg synes også at jeg meget svagt kan finde dild, som heller ikke er en sjælden gæst i en rye whiskey.

Eftersmag: Dejlig lang og det er først her jeg fanger tanninen fra egetræet.

Konklusion: Dejlig og absolut godkendt – men ville foretrække Pikesville Rye, som en min egen målestok for en højkvalitets rye whiskey. Prisen i Danmark er helt i skoven – og jeg forstår ikke hvem der kan finde på at bruge ca. 2.000,- kroner på en sådan flaske. Den præcis samme flaske er til salg for 900,- hos Master of Malt i England – men jeg vil fortsat anbefale Pikesville der kan købes i Danmark for under 700,- kroner. Du kan læse mere om Pikesville i vores anmeldelse.

Score: 82/100

Kategori: Rigtig god

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

E.H. Taylor Jr. Bourbon Barrel Proof

  • Aftapper: Buffalo Trace Distillery
  • Destilleri: Buffalo Trace Distillery
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: Ikke oplyst
  • ABV: Varierende – den anmeldte flaske er på 64,05%
  • Ikke oplyst, men er deres ”Mash Bill #1” der formodentligt indeholder 85% majs, 10% rug og 5% maltet byg
  • Pris: Jeg har købt den i USA for $89.99 + taxes. i juni 2017. Kan i skrivende stund (sandsynligvis) ikke købes i Danmark.

Duft: Fantastik sødme fra vanilje og karamel. Alkoholen er der slet ikke – meget overraskende, i betragtning af den høje ABV.

Smag: Eksplosion af smagsindtryk og de klassiske Bourbon noter er der lige med det samme. Hertil kommer bagte æbler og hvid peber.

Eftersmag: Bliver ved og bliver ved – fantastisk.

Konklusion: Det absolut bedste produkt i standardserien og et fremragende eksempel på hvorfor nogle whiskeyprodukter bør drikkes ved fuld fadstyrke.

Score: 89/100

Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *