Anmeldelser

Weller Treenigheden – W.L. Weller 12, Old Weller Antique 107 & W.L Weller Special Reserve

Følgende anmeldelse er del #1 af en miniserie i to dele om Weller mærkerne samt historien bag de legendariske Bourbons. Del #2 kan du læse her hos StraightWhiskey.dk næstkommende mandag.

I dag stikker jeg næsen dybt i hvede mashen og kigger nærmere på et par Bourbons fra Weller familien, som siden Bourbon boomet meldte sit indtog i Amerika, pludselig gik hen og opnåede kultstatus. I en grad, så whiskey mærkerne nu til dags er nærmest umulige at opdrive, og som en naturlig forlængelse deraf, nu opnår skyhøje priser på det sekundære Amerikanske Whiskey marked. Men hvorfor gik tre yderst prisvenlige skruelågs bottom-shelf Bourbons fra at være tilgængelige på et hvert amerikansk gadehjørne, til pludselig at blive ombejlet i en grad, der fik mange butiksindehavere til at hæve priserne til det firedobbelte, og udstille flaskerne bag lås og slå i glasmontre? Det simple svar er selvfølgelig udbud og efterspørgsel. Men når det kommer til Weller familien, er historien langt mere interessant end som så. Netop fordi det hype der opstod omkring Weller flaskerne, samtidig blev symptomet på den Whiskey feber, der igennem de forgangene 8 – 9 år har raset med tiltagende styrke i Amerika. Hvor en ikke ubetydelig del af forbrugerne er villige til at betale næsten hvad det skal være, i deres iver efter at have bestemte flasker stående i deres samling. Ofte uden at have nogen personlige forudsætninger for at vide, om de flasker de bruger tusindvis af kroner på, kvalitetsmæssigt kan leve op til prisen. Hvilket, set udefra, i mange tilfælde mest af alt også virker til at være sekundært, da det tilsyneladende er flaskerne i sig selv, og ikke kvaliteten af Whiskyen, der i mange tilfælde tænder visse forbrugere. For når en Whiskey først har opnået kultstatus og yderlig mere er nærmest utilgængelig for flertallet, vil dens renomme spredes som ringe i vandet. Hvilket gør, at den nye generation Whiskey jægere, jagter fuldstændig de samme flasker, som generationen før dem. Uden at vide, hvad der ligger til grund for deres mission, og i hvilket omfang de vil blive belønnet for deres anstrengelser.

Men hvorfor opnåede Weller Bourbonerne så kultstatus? Udover det faktum, at flere af de flasker der indgår i Weller serien, rent faktisk er fantastiske hvede Bourbons – især hvis man tager den vejledende udsalgspris på omkring en tre hundrede kroner i betragtning, så er den alt overskyggende grund, at Weller deler mash bill med den mest legendariske Amerikanske Whiskey af dem alle. Nemlig Van Winkel, og som om dette faktum ikke var motivation nok for alle dem, som enten ikke havde de rette forbindelser eller pengene til at købe en flaske Pappy på det sekundære marked og derfor i mangel af bedre, begyndte at jagte Weller flaskerne, skrev Blake fra Bourbonr Blog en artikel tilbage i 2013, som beskrev, hvordan man ved hjælp fra W.L. Weller 12 og Old Weller Antique 107 kunne blende en substitut for Van Winkle Lot B og Old Rip Van Winkle 10 years old. Hvilket totalt tørlagde de Amerikanske butikker.

Der indgår seks forskellige Bourbons i Weller familien; Weller 12, Old Weller Antique 107 og Weller Special Reserve, som i år og dag udgjorde den klassiske Weller trio. I 2005 tilføjede BT, William Larue Weller til deres årligt udgivende Antique Collection serie, og i midt 2018 kom Weller C.Y.P.B. som er en forkortelse for Craft Your Own Bourbon, som var et marketingsfremstød, som BT kørte i hele to år via deres hjemmeside. Her kunne forbrugere indtaste deres ynglings mash bill, foretrukne lagrings tid, placering i Warehouse, alkoholprocent mm. Dette førte til, at BT udgav C.Y.P.B. I skrivende stund har BT netop udgivet det sidste skud på stammen af Weller familien, med tilføjelse af Weller Full Proof.

Sidst i 2016 relancerede BT Weller flaskerne i et nyt flaskedesign, og her i sommers (2019) har BT udskiftet de skruelåg, som i årevis har været synonym med Weller, med korkpropper. Herhjemme er Weller 12 og Old Weller Antique 107 forsvundet fra marked for flere år siden, og C.Y.P.B. samt Full Proof udgaverne er endnu ikke nået til Europa. Dog kan Weller Special Reserve herhjemme stadig købes i det gamle, såvel som nye flaske design, for et sted imellem 400 – 600 kr. alt efter hvem man handler hos. Ældre udgaver af den årligt udgivne William Larue Weller florerer stadig hos enkelte whiskey forhandlere her i Danmark, hvor man må forvente at skulle betale ca. 5000 kr. for en flaske. Mig bekendt er det efterhånden nogle år siden, at de Danske whiskey importører fik mulighed for at købe sig ind på BTAC serien, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke forventer at denne udvikling vil vende i den nærmeste fremtid. Når det så er sagt, har Master of Malt de seneste år afholdt et lotteri over deres tilgængelige flasker, så hvis du er interesseret i en flaske, er din bedste chance at prøve lykken der.

Samtlige Weller Bourbons bliver produceret af BT ud fra deres wheated mash bill. Som oftest indeholder en klassisk Bourbon opskrift minimum 51 procent majs, X procentdel rug samt X procentdel maltet byg. For at producere en wheated Bourbon, udskifter producenten rug portionen med hvede, som ofte giver en mere ”blød” og sødere smagsprofil, end det er tilfældet med en klassisk Bourbon mash. Blandt andre wheated Bourbons som er tilgængelige på det dansk marked kan her nævnes Maker’s Mark, Rebel Yell samt Heaven Hill’ John E. Fitzgerald – Larceny.

W.L. Weller 12 Years Old

  • Mærke: W.L. Weller 12
  • Producent: Buffalo Trace
  • Destilleri: Buffalo Trace
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: 12 år
  • ABV: 45 %
  • Mash Bill: BT Wheated Mash Bill
  • Pris: Ca. 300 kr.

Næse: Den klassiske hvede toast med honning profil rammer en så snart, at man sætter næsen til glasset, efterfulgt af appelsinskal, mandariner på dåse, mørk chokolade, brombær og mandler.    

Smag: Jeg giver whiskyen et godt og grundigt Kentucky chew, og fornemmer straks, hvor cremet og ufattelig velafrundet en whiskey Weller 12 er. Selve smagen er sammenlignelig med næsen, og udover vanilje softice og karamel, er det fuldstændig de samme smagsnoter, som jeg også fornemmede i næsen.   

Eftersmag: Tør mellemlang eftersmag af læder, pibetobak og knastørt egetræ som afslutning.

Konklusion: Ufattelig balanceret. Sød, med sødmen bliver aldrig kvalm, derimod komplimenterer den uendeligt godt whiskyens tørre smagsprofil. Om Weller 12 kvalitetsmæssigt er sit hype værdig? Ærligt, så er jeg er ikke den største fan a wheated Bourbons, men Weller 12 er bare i en klasse for sig, og set i lyset af de ca. 300 kr. som jeg i tidernes morgen betalte for flasken, sprænger den kvalitetsmæssigt prisklassen til atomer. Om den kvalitetsmæssigt er den pris værd, som whiskey flipperne forlanger på det sekundære marked, vil jeg lade være op til hver enkelt. Men hvis du ender med at købe en flaske, så gør i det mindste dig selv den tjeneste at åbne og nyde den i godt selskab, i stedet for at have den stående uåbnet i din samling.

Score: 90/100

Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Old Weller Antique 107

  • Mærke: Old Weller Antique 107
  • Producent: Buffalo Trace
  • Destilleri: Buffalo Trace
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: NAS
  • ABV: 53,5 %
  • Mash Bill: BT Wheated Mash Bill
  • Pris: Ca. 300 kr.

Næse: Fuldstændig som det er tilfældet med W.L. Weller 12 har OWA også den klassiske hvede toast med honning profil, men i modsætning til W.L.12 fornemmer man straks den højere alkohol procent, uden at den på nogen måder bliver ubehagelig. OWA byder på dybdeliggende noter af mørke kirsebær, karamel, og Toms orangestænger, med en solid bund af kanel og en enkelt dråbe alkohol. 

Smag: Et festfyrværkeri af smagsnuancer vælter ind over en på en og samme tid. Vi har at gøre med mørke kirsebær, citron, kanel, mørke blommer og vanilje i en stor velkrydret mundfuld.

Eftersmag: Tør lang eftersmag, som starter ud med egetræ og sort peber, men langsomt vender tilbage til den gennemgående smag af mørke kirsebær. 

Konklusion: Det at OWA både er yngre og har en højere alkohol procent, gør den betydelig mere sprælsk, bombastisk og fanden i voldsk i forhold til den cremede og sødmefyldte ældre W.L. Weller 12. Selvom de to Bourbons har visse ligheder, som mest af alt kommer til udtryk i næsen, er de på mange måder som nat og dag, og repræsenterer hver deres ende af smagsspektrummet, men er kvalitetsmæssigt fuldstændig på lige fod.  

Score: 90/100

Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

W.L. Weller. Special Reserve

  • Mærke: W.L. Weller Special Reserve
  • Producent: Buffalo Trace
  • Destilleri: Buffalo Trace
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: NAS
  • ABV: 45 %
  • Mash Bill: BT Wheated Mash Bill
  • Pris: 360 – 600 kr.

Næse: En overtone af ethanol, som bestemt ikke er videre behagelig og svær at trænge igennem, med underlæggende noter af hvid toastbrød, stenfrugter, honning samt et strejf af hvid peber.  

Smag: Overraskende lys mundprofil, hvor ethanol dampene fra næsen heldigvis ikke gør sig gældende. Starter ud med akacie honning, og jeg når lige at tænke, at whiskyen virker udvandet og fattig på smagsnuancer, da eftersmagen melder sit indtog, og sparker døren ind med en radikal anderledes smagsprofil.

Eftersmag: Får i den relative lange eftersmag betydelig mere fylde og bliver mere bastant og krydret, nu hvor muskatnød, sort peber og tørrede abrikos kommer ind i billedet.   

Konklusion: Weller Special Reserve er en radikal anderledes Bourbon end sine to brødre, som desværre – især set i lyset af, at det er den eneste fra trioen, som er tilgængelig på det danske marked, skuffer fælt. Det er ikke et problem, at man ved en Whiskey som er flasket ved en høj alkoholprocent kan fornemme alkoholen i næsen. Men når den, som det er tilfældet her, bliver til ethanol dampe som stjæler billedet, er det en klar fejl og dermed tegn på, at whiskyen slet og ret er fejl produceret. Selvom selve eftersmagen kompenserer en smule for den nærmest ikke eksisterende ”hoved smag”, er det selvsagt ønskværdigt, at begge gør sig gældende og komplimenterer hinanden, hvilket bestemt ikke er tilfældet.        

Score: 50/100

Kategori: Bundskraber

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Den anmeldte W.L. Weller 12 blev i tidernes morgen købt af undertegnede for ca. 300 kr. hos FF Piber & Tobak i Randers.

Den anmeldte W.L. Weller Special reserve er købt af undertegnede hos Vin med mere,  hvor den stadig er tilgængelig for 359 kr.

Undertegnede ønsker at takke vores gin destillerende, metal lyttende, Bourbon brawling svenske kammerat Erik Hasselgärde, for at sende mig en sample af Old Weller Antique 107. Den anmeldte samples var sendt til undertegnede ud af en pludselig opstået næstekærligheds følelse fra afsendernes side. Erik har ingen form for finansiel interesse i hverken Sazerac Company, Inc. eller whiskey importører, der fører Old Weller Antique 107 i deres sortiment.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *