Anmeldelser

William Larue Weller – BTAC 2016 & 2017

Følgende anmeldelse er del #2 af vores miniserie om Weller. Hvis du missede første del, så klik her.

William Larue Weller blev født i 1824. Omkring år 1850 åbnede William og hans bror Charles deres handelsselskab i Louisville, KY som specialiserede sig i at flaske og sælge whiskey, under sloganet “Honest whiskey at an honest price”. Mange er af den opfattelse, at W.L. Weller opfandt wheated Bourbon. Men sandheden er, at Weller brødrene ikke ejede et destilleri, hvilket – ikke ulig vor dags NDP’er, naturligvis vil sige, at de købte deres whiskey hos tredjepart, og flaskede den under deres eget brand, og hvem der rent faktisk er ophavsmand til wheated Bourbon, står stadig hen i det uvisse.

Williams’ bror Charles blev i 1862, under en forretningsrejse til Clarksville, TN, røvet og myrdet. I 1893 hyrede W.L.Weller; Julian Van Winkle (Nu til dags, bedre kendt som Pappy Van Winkel) som firmaets nye sælger. Efter Charles død tiltrådte deres bror John og hans sønner firmaet, som derved skiftede navn til W.L. Weller & Sons. I 1899 opkøbte Weller & Sons, hvad der på daværende tidspunkt var Bernheim Bros. kontorbygning, beliggende på Louisville’ hovedgade – bedre kendt i folkemunde som Whiskey Row. Samme år gik W.L. Weller bort, hvorefter hans firma i 1909 fusionerede med A. Ph. Stitzel Distiller.

Arthur Phillip Stitzel, Julian Van Winkle og Alex T. Farnsley gik sammen og åbnede deres nye sagnomspundne Stitzel-Weller Distillery i Shively – kendt i folkemunde som Old Fitzgerald Distillery, på Derby day i 1935. Stitzel-Weller producerede whiskey mærker som b. la Pappy Van Winkle, W.L. Weller, Old Fitzgerald, Rebel Yell og Old Weller.

Farnsley gik bort i 41, Stitzel i 47 og Van Winkel i 65, hvorefter firmaet gik i arv til Van Winkel’ søn Julian Van Winkle Jr. Grundet faldende interesse for Bourbon, så Van Winkel Jr. sig nødsaget til i 1972 at sælge destilleriet til Norton-Simon Inc. Hvorefter en stor del af Stitzel-Weller mærkerne blev solgt til b. la. Heaven Hill og Ancient Age. Sidstnævnte er nu til dags kendt som Buffalo Trace Distillery.

Som nævnt i sidste uges anmeldelse blev William Larue Weller tilbage i 2005 en fast bestanddel af Buffalo Traces årligt udgivende og stærkt begrænset Antique Collection serie. William Larue Weller bliver flasket som en såkaldt ”uncut, unfiltered bourbon”, hvilket vil sige, at whiskyen ikke er blevet koldfiltreret, og at der ikke er blevet tilsat vand til whiskyen efter endt lagringsperiode. William Larue Weller er i skrivende stund blevet udgivet 15 gange. Samtlige 15 flasker varierer i alder og alkoholprocent, men den gennemsnitlige alder har, ind til videre, lagt omkring de 12 år. Alkoholprocent på de forskellige flasker har svinget lige fra 58,95 % i 2007 til hele 70,1 % i 2002. Når det kommer til Buffalo Traces Antique Collection, er ”englene”, som det også er tilfælde ved andre ældre amerikanske whiskyer, grådige som ind i helvede, og det er ikke unormalt at ca. 56 % af et fads indehold er fordampet, når Buffalo Trace efter ca. 12 års lagrings tid, er klar til at flaske deres William Larue Weller Bourbon. Samtlige Weller Bourbons bliver produceret af BT ud fra deres wheated mash bill. Som oftest indeholder en klassisk Bourbon opskrift minimum 51 procent majs, X procentdel rug samt X procentdel maltet byg. For at producere en wheated Bourbon, udskifter producenten rug portionen med hvede, som ofte giver en mere ”blød” og sødere smagsprofil, end det er tilfældet med en klassisk Bourbon mash.

William Larue Weller 2016

  • Mærke: William Larue Weller
  • Producent: Buffalo Trace
  • Destilleri: Buffalo Trace
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: 13 år
  • ABV: 67,7 %
  • Mash Bill: BT Wheated Mash Bill
  • Pris: 1005 kr.

Jeg har en klar erindring om sidste gang jeg smagte denne Bourbon sammen med min medredaktør Henrik og Linus, som udover at være administratorer for Nordic Bourbon Community’ Facebook gruppe også er en ven af huset. Linus brugte det bedste af en halv time, sunket ned i Henriks sofa, nærmest i trance, med et farvestrålende sugerør i hånden, som han brugte til at tilføje vand til sin Bourbon, alt i mens han skiftevis duftede og nippede til sit glas, og vedblev med dyb svensk accent at sige, ”That fucking Weller, Man!”  

Næse: Til trods for at denne Whiskey stempler ind ved hele 67,7 % er den høje alkohol procent på ingen måde ubehagelig, den er bestemt tilstede i næsen, men mere som en venlig varm fornemmelse omkring remmen af glasset. Det absolut første jeg fanger er en duft af coca-cola efterfulgt af hvedebrød, kirsebær, rosiner, kaffebønner, honning, ingefær, sort peber samt brændt ned i helvede forkullede egetræ.

Smag: Medium olieret mundprofil, som starter ud med en knugende tør lige højre, hvor varmen fra den høje alkoholprocent spredes i hele kroppen. Her er smags noter af creme brulee, mørke kirsebær, kanel, ristede egetræ, rosiner samt mørk chokolade.      

Eftersmag: Lang eftersmag, hvor kanel blander sig med skovbær og lakrids.

Score: 93/100

Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

William Larue Weller 2017

  • Mærke: William Larue Weller
  • Producent: Buffalo Trace
  • Destilleri: Buffalo Trace
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: 12 år
  • ABV: 64,1%
  • Mash Bill: BT Wheated Mash Bill
  • Pris: 1015 kr.

Næse: Man bliver mødt af en fuldstændig uovertruffen duft af mørk karamel, der blander sig med ristede egetræ, vanilje, abrikos, kanel, kirsebær og cappuccino. Jeg kunne uden problemer bruge en hel aften med næsen i glasset.

Smag: Olieret mundprofil. Starter forventeligt ud med en varm omfavnelse, hvor sort peber er den dominerende smagsnuance, som dog hurtigt toner ud og ligger sig i bunden af ens mund, som en mund prikkende velkrydret fornemmelse og åbner op for brun farin, karamel, kirsebær samt figner.

Eftersmag: Lang frugt sød eftersmag med en smule egetræ og tobaks noter hen imod slutningen.

Konklusion: Det er nærmest forventeligt, at jeg skal give disse to Whiskyer gode anmeldelser, og derfor kan det også virke slående kliche fyldt, at jeg egentlig, når alt kommer til alt, bare ligger mig i slipstrømmen af rosende anmeldelser. Men der er bare ingen vej udenom. For ligesom det ville havde været tilfældet, hvis man skulle anmelde Radiohead’ OK Computer LP, bliver man bare nødt til at bøje sig i støvet, og erkende at man her står overfor en sjælden stor og yderst original velproduceret oplevelse. Indrømmet så er 1000 kr. mange penge at betale for en flaske Whiskey, men set i lyset af kvaliteten, synes jeg faktisk, for en sjælden gang skyld, at begge flasker er alle pengene værd. Begge Bourbons har en fuldstændig sublim næse og smag, som langsomt åbner op og afslører nye lag og dermed smags noter. Med andre ord, Whiskyen gennemgår en udvikling, som kun de færreste Amerikanske Whiskyer er forundt, hvilket jeg personligt værdsætter utroligt højt. Samt – nu hvor jeg har parkeret min totalt sønder smadrede Opel Astra på klicherendes holdeplads, sidst men ikke mindst, byder på en fantastisk lang eftersmag, som synes at vare ved for evigt. ”Those fucking Weller’s, Man!”      

Score: 92/100

Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Den anmeldte sample af William Larue Weller 2016 stammer fra min medredaktør Henrik’s flaske, som han var så elskværdig at sende til mig. Den anmeldte sample af William Larue Weller 2017 var en gave til Henrik fra vores fælles ven Linus Jonsson. Som det distræte menneske Henrik er, kom han dog ved en fejl til at sende den til undertegnede, som før fejlen blev opdaget allerede havde tømt flasken.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *