Millstone 92 og 100 Rye Whisky
Det er ikke hver dag man støder på en whisky fra Holland – og vil da også være ærlig at sige, at jeg var lidt skeptisk da jeg hørte om Millstone for en håndfuld år siden. Men den skepsis skulle komme til skamme, som du vil kunne læse nederst i denne anmeldelse.
Millstone er en serie af whisky-produkter fra producenten Zuidam Distillers og består af et ganske imponerende udvalg af ca. 10 forskellige udgaver + en lang række specialudgaver (mere end 25, faktisk). Navnet Millstone stammer i øvrigt fra det faktum af de korn de bruger til deres produktion bliver malet på møllesten, drevet af vindmøller.
Zuidam Distillers blev grundlagt i 1975 af Fred van Zuidam, der på det tidspunkt allerede have været branchen i en del år. De havde fra begyndelsen de mål af være en ”craft” producent der leverede produkter af høj klasse. Det er i den grad en familiedrevet virksomhed hvor Freds kone Helene bl.a. designer etiketter og hvor deres sønner Patrick og Gilbert er fuldt involveret i den daglige forretning.
Zuidam Distillers ligger i byen Baarle-Nassau – som jeg personligt har tildelt titlen som ”verdens mærkeligste by”. Så mærkelig, at jeg simpelthen bliver nødt til at dele hvad jeg har fundet om byen her:
Barle-Nassau ligger MEGET, MEGET tæt på grænsen til Belgien. Og jeg ved godt at du tænker ”ja, OK, en grænseby – hvad er der specielt ved det?” Men Barle-Nassau tager grænseby-konceptet til ”next level”; Hvis man taster Baarle-Nassau ind på Google Maps, så ser alt i første omgang tilforladeligt ud – og man kan godt se at byen ligger tæt på Belgien, dog uden direkte at røre ved grænsen. Hvis man zoomer lidt ind, så begynder tingene at blive mærkelige; Belgien dukker nemlig op flere steder på kortet – indrammet i forskellige små områder, spredt udover byen. Her et f.eks. det udsnit der er på deres egen hjemmeside (”België” er Belgien på flamsk) :
Men det bliver meget værre: Hvis man kigger inde i midtbyen,
så går grænsen mellem Holland og Belgien på tværs gennem huse og veje:
Det er faktisk så grotesk, at man har små krydser i brosten og asfalt for at indikere opdelingen:
Selv uden for byen ser man disse opdelinger – og her er et vanvittigt eksempel fra en mark:
Og så kan det vist ikke blive værre, vel? Det kan det godt!
Her er et eksempel på hvor grænsen går midt igennem en butik. Og under Covid var reglerne forskellige omkring hvornår butikkerne måtte genåbne – så på billedet nedenunder har ejeren måttet afspærre den hollandske del af butikken, da den først måtte åbne 2 uger senere end den del der var i Belgien. Slå det selv op på Google hvis du ikke tror på mig!
Nå …. Det var NOGET af et sidespring, men nu er vi så tilbage til det whiskeyrelaterede.
I denne anmeldelse har jeg valgt at fokusere på de to Rye produkter de laver: Millstone 92 Rye Whiskey og Millstone 100 Rye Whisky. Forskellen på de to produkter har noget med tallene at gøre, selvfølgelig – og fremgår af nedenstående tabel:
* “Small Batch” og “håndlavet” betyder ingenting – og er ren marketing.
Så reelt, er det ABV og alder der adskiller de to produkter. Aldersangivelsen er i øvrigt minimumsgrænser. De flasker jeg anmelder i dag er f.eks. henholdsvis lidt over 4 år gammel (92 Rye) og knap 11 år gammel (100 Rye).
Og her kommer så selve anmeldelserne:
Millstone 92 Rye Whisky
Den anmeldte flaske er destilleret 24. maj 2013 og flasket den 17. juli 2017. Cask #1747.
- Producent: Zuidam Distillers
- Destilleri: Zuidam Distillers
- Klassifikation: Rye Whisky
- Alder: 4 år.
- ABV: 46%
- Mash Bill: 100% rug
- Pris: Sample tilsendt af Hasse Berg (og tak for det). Kan p.t. købes i Danmark for 459,-, bl.a. hos vinmedemere.dk
Duft: Meget behagelig med en nærmest sødlig egeduft. Der er også en anelse appelsin, som er en dejlig overraskelse. Der er også en anelse honning. De mere klassiske krydderier, som er ofte er i en Rye whiskey, er meget svage.
Smag: Ganske potent af en whisky på 46% og de fleste af duftindtrykkene findes også i smagen. Vaniljen stikker nu også hovedet frem. Der er også en ret udpræget tørhed, men på en ganske harmonisk måde.
Eftersmag: Mellemlang, behagelig – og ganske imponerende for en ung whisky med relativ lav ABV.
Konklusion: Dette er et virkelig godt produkt – og jeg er specielt overrasket over hvor god kvaliteten er, alderen taget i betragtning. Smagsprofilen er lidt anderledes sammenlignet med amerikanske Rye produkter, hvor vanilje, krydderier – men også en del sødme – er mere fremtrædende. Men det ændrer ikke ved, at det er en rigtig god og solid dram som i den grad vil kunne drikkes “neat”.
Hvad betyder dette?
Tjek guiden til vores scoringssystem
Millstone 100 Rye Whisky
Den anmeldte flaske er destilleret 21. december 2010 og flasket 9. december 2021.
- Producent: Zuidam Distillers
- Destilleri: Zuidam Distillers
- Klassifikation: Rye Whisky
- Alder: Knap 11 år.
- ABV: 50%
- Mash Bill: 100% rug
- Pris: Købt hos juuls.dk i januar 2023 (på tilbud) til 549,-. Kan p.t. købes i Danmark for mellem 629,- og 749,-. Billigst hos vinmedmere.dk og dyrest hos juuls.dk.
Duft: Et pænt kvalitetshop, sammenlignet med 92 udgaven; Det er skruet op for de fleste ting (nok ikke overraskende) – og specielt appelsin og peber står mere skarpt.
Smag: Den første overraskelse er nok at den virker mildere end 92 udgaven – og jeg ville i en blindtest ikke have gættet, at denne udgave havde højere ABV. Men .. måske alligevel ikke så overraskende, når man tager alderen i betragtning, da mange whiskyprodukter netop bliver mildere med alderen. Men hertil vil jeg blot lægge, at der – præcis som i duften – er skruet op for det hele.
Eftersmag: Sammenlignet med 92 udgaven er den lidt længere og mere sødme, sammenlignet med den tørhed der lidt var i 92 udgaven.
Konklusion: 100 udgaven er et virkelig godt produkt – og de 11 år klæder produktet godt. Sammenlignet med 92 udgaven er alting lidt bedre – men ikke med en meget stor margin. Hvis man kigger på kvalitet vinder 100 udgaven derfor – men 92 udgaven er et lidt bedre køb, set ud fra en pris/ydelses perspektiv.
Hvad betyder dette?
Tjek guiden til vores scoringssystem