Rampur Indian Single Malt Whisky
For nogle måneder siden var jeg sammen med min gode ex-kollega Maria Eriksen-Jensen der nu arbejder hos firmaet Bemakers, der har lavet en platform hvor de hjælper vin- og spiritusproducenter med at lave international distribution.
Årsagen til jeg var på besøg hos hende var, at de havde besøg af Kunal Madan, der er Vice President hos Radico – en af Indiens største whiskyproducenter. Jeg havde aftalt med Maria, at jeg kunne få et interview med Kunal – og ikke mindst prøve nogle af deres produkter.
Hvad jeg fik ud af det besøg, kan du læse mere om nedenunder.
”Kan de godt lave whisky i Indien ??” spørger du måske og jeg forstår også hvorfor du spørger – og ikke mindst dine forbehold overfor den mulige kvalitet. Det er nemlig ikke den store hemmelighed at der også bliver lavet en masse whisky af meget lav kvalitet i Indien – og nogle produkter får f.eks. J&B Blended Scotch whisky til at fremstå som en 67 år gammel McAllen i sammenligning.
Der bliver i øvrigt produceret vildt meget whisky og de største lokale producenter er faktisk også de største i hele verden. Se blot nedenstående oversigt fra ”The Brand Champions 2024” hvor det fremgår, at de fire største mærker i Indien i 2023 hver solgte mere whiskey end det største mærke fra Skotland (Johnnie Walker) og det største i USA (Jim Beam). I hele verden er der kun 10 mærker der sælger mere end 10 millioner kasser om året (en kasse er defineret som 9 liter) – og halvdelen er fra Indien. Fascinerende.
Jeg havde af flere omgange hørt om mærket ”Rampur” fra producenten Radico – og havde fået et tip om at det var produkter der var værd at prøve – og at jeg specielt med disse burde lægge evt. fordomme på hylden. Således hyldelagt, tog jeg altså af sted for at tage en snak med Kunal.
Firmaet Radico Khaitan blev grundlagt i 1943, dengang under navnet ”Rampur Distillery”, opkaldt efter den by de den dag i dag ligger i – og ikke langt fra grænsen til Nepal. Radico laver mange forskellige spiritusprodukter, inklusive vodka, gin, Brandy, whisky, m.v. – og den samlede produktion er over en halv milliard liter om året. Det er en kapacitet der er over 600 gange større end det største danske destiller Stauning. Rampur Distillery står for ca. 100 millioner liter om året – og ca. 3 af disse er til produktion af malt whisky. En del bliver selvfølgelig drukket lokalt – men de har en kæmpe eksport til over 100 lande. Målt på værdi, er Rampur den største eksportør af Single Malt Whisky fra Indien – der er dog billigere mærker der er større på volumen.
Alle Rumpurs produkter er i udgangspunktet Single Malt, men de har dog et søstermærke der hedder ”Sangam” som ikke er en Single Malt. Der er (med en enkelt undtagelse) ikke aldersbetegnelse på nogle af deres produkter, da de ikke kræver lang lagringstid grundet det varme klima. I stedet for at indgå en længere debat om hvorfor 4-5 år er nok til at lave god whiskey – når det ofte kræver det dobbelte i Skotland – så har man helt valgt at droppe aldersangivelserne. Og fordampningen (Angel’s Share) er da også voldsom – og man regner med ca. 12% det første år og 7-8% de efterfølgende år. Hvis man lod en 200-liters tønde ligge i f.eks. 8 år, så ville der kun være halvdelen af indholdet tilbage – og efter f.eks. 21 år ville der være under 20% tilbage i tønden.
Generelt bliver der ikke brugt peated malt hos Rampur – og den byg de bruger er lokal ”six-row barley”. Alt bliver destilleret på pot stills af kobber udvundet i Indien. Efter endt destillation bliver deres new make hældt på tønderne ved 64,5% ABV.
Deres udvalg af Indian Single Malt Whisky består i skrivende stund af 8 produkter:
- Rampur Select. Deres årgangs Single Malt der bliver specielt udvalgt fra år til år. 43% ABV.
- Rampur Double Cask. Lagret i såvel Bourbon- som Sherry-fade. 45% ABV.
- Rampur Asava. Først lagret på Bourbon-fade – og derefter i noget så eksotisk som indiske Cabernet Sauvignon-fade. 45% ABV.
- Rampur Trigin. Tripple-lagret på Bourbon-, Champagne- og Sauternes-fade. 59% ABV. Efter det oplyste kan dette produkt kun købes i lufthavne og andre taxfree områder.
- Rampur Single Cask. Som navnet indikerer: Enkeltfadsaftapning i forskellige udgaver med varierende styrke, alder og fadtyper. Eneste produkt med aldersangivelse.
- Rampur Jugalbandi. En serie af Single Malts der er flasket ved fadstyrke. Indtil videre er er kommet 4 produkter i serien der er lagret på henholdsvis Moscatel-, Calvados-, Port- og IPA-fade.
- Rampur PX. Som du måske kan gætte, så er det en sepcialudgave der er lagret på Pedro Ximénez fade. 45% ABV.
- Rampur Signature Reserve. En Limited Release luksusudgave der er flasket ved fadstyrke og med meget få flasker frigivet. Varierende ABV fra fad til fad.
Ingen af disse produkter er non-chill filtered (koldfiltreret) – og det er rigtig flot.
I skrivende stund kan Select, Asava og Double Cask købes i Danmark – men hele Radicos danske udvalg kan ses her: https://rampurdistillery.bemakers.shop/dk

Og her kommer så anmeldelsen af Select og Asava:
Rampur Select Single Malt Whisky
- Producent: Radico Khaitan
- Destilleri: Rampur Distillery
- Klassifikation: Single Malt Whisky
- Alder: NAS
- ABV: 43%
- Mash Bill: 100% maltet byg
- Pris: Kan købes i Danmark fra 799,-. Flasken til anmeldelsen stillet til rådighed af Bemakers ApS.
Duft: Dejlig frisk og med masser af frugt. Malten er meget afdæmpet. Let citrus. En anelse vanilje og karamel. Figner. Alkohol næsten fraværende.
Smag: Stort set det hele fra duften følger med – dog er der skruet op for malt, eg og alkohol. Får også smagen af bagte æbler og kanel. Ganske god mundfylde.
Eftersmag: Virkelig behagelig og med rigtig god længde.
Konklusion: Glem alle fordomme du måtte have omkring whisky fra Indien – her er der virkelig tale om klasse. Dette er en rigtig „sipper‟ som man kan sidde og nyde med gode venner. Prisen er måske lige en tand for høj i forhold til hvad man ellers kan få, men en god whiskey – det er den virkelig.
Hvad betyder dette?
Tjek guiden til vores scoringssystem
Rampur Asava Single Malt Whisky
- Producent: Radico Khaitan
- Destilleri: Rampur Distillery
- Klassifikation: Single Malt Whisky
- Alder: NAS
- ABV: 45%
- Mash Bill: 100% maltet byg
- Pris: Kan købes i Danmark fra 599,-. Flasken til anmeldelsen stillet til rådighed af Bemakers ApS.
Duft: Super spændende og der er nærmest nogle tropiske frugter tilstede. Abrikos, vanilje – og igen er malten helt afdæmpet.
Smag: Mere tørhed i smagen end Select men man kan også smage, at dette produkt var været efterlagret på et vinfade.
Eftersmag: Absolut godkendt – men lidt kortere end Select.
Konklusion: Det absolut bedste ved dette produkt er duften, som jeg er imponeret over. Efterlagringen på vinfade tager lidt overhånd på smagen – og trækker derfor ned. Det er stadig et virkelig godt produkt – der dog ikke helt når op på omgangshøjde med Select. Prisen er til gengæld ganske fornuftig,
Tak til Bemakers for at give os mulighed for at smage disse produkter – og ikke mindst for at kunne få lov til at interviewe Kunal Madan, der var behjælpelig med en række tekniske detaljer der ikke umiddelbart fremgik af deres hjemmeside.
Hvad betyder dette?
Tjek guiden til vores scoringssystem
