Old Charter. Proprietor’s Reserve. 13 Years Old – Bourbon Heritage Collection
I USA taler Whiskey entusiaster om at gå på dusty hunt, som kort fortalt går ud på at køre fra butik til butik i håb om at finde Whiskyer, som i årtier har stået og samlet støv hos forhandlerne. De mennesker der jager dusties, er enten drevet af håbet om at tjene en ikke helt ubetydelig sum på det sekundære Whiskey marked, eller hos auktionshusene, hvis og når de finder flasker, som i dag, af den ene eller anden grund, er gået hen og blevet rigtig mange penge værd. Eller så er de drevet af lysten til at smage Whiskyer, som blev produceret for 10 – 20 eller 30 år siden, som ofte skiller sig ud fra de Whiskyer, som er på markedet i dag, og derfor er et unikt indblik i, hvordan producenternes Whiskier smagte tilbage i tiden. For da Whiskey producenterne opererer i en konstant foranderlig verden, hvor Whiskey mærkerne igennem tiderne har skifter hænder, og dermed er blevet destilleriet hos et væld af forskellige producenter – hvoraf en del af dem i dag er lukket. Eller producenterne har valgt at ændre den alkoholprocent eller alder, som en givet Whiskey tidligere er blevet flasket ved. Eller i nogle tilfælde helt er stoppet med at producere et givet Whiskey mærke, er der en hel verden af ældre flasker at udforske og boltre sig i. Hvis man da ellers er så heldig at have pengene, kontakterne eller tiden til at jage dem. For problemet med de såkaldte dusties er, at en meget stor del af de Amerikanske forhandlere i dag er blevet opmærksomme på, at mange af de flasker, som de i årtier har haft stående på hylderne, med tiden er gået hen og blevet deres vægt værd i guld. Hvilket selvfølgelig har medført, at forhandlerne har prissat flaskerne derefter og dermed lukket en stor del af jagtsæsonen ned.
Hvis vi skal kigge på dusty fænomenet med danske briller, var det herhjemme for blot små 5 – 6 år siden, i vid grad stadig muligt at støde på “ældre” Amerikanske Whiskier hos de danske forhandlere. Flere og flere er begyndt at få øjnene op for Amerikansk Whiskey, og uden at påstå, at vi ligefrem har oplevet et boom herhjemme, var Amerikansk Whiskey, hvis man ser bort fra Jack Daniel’s Old No. 7 & Jim Beam White Label, på daværende tidspunkt total marginaliseret og nærmest et niece marked, som totalt blev overskygget af Skotsk Whisky. Hvilket medførte, at de forhandlere, som havde forsøgt sig med Amerikansk Whiskey, i mange tilfælde simpelthen ikke kunne sælge dem, og derfor var brændt inde med en god del ældre flasker. For at give et billede af, hvor sløjt det på daværende tidspunkt stod til med Amerikansk Whiskey i Danmark, så en af mine lokale whiskyforhandlere sig nødsaget til at aflyse en Amerikask Whiskey smagning, da der kun var en enkelt person tilmeldt. Hvorimod han havde folk skrevet op på venteliste, til selv de mest middelmådige af hans Skotske Whisky smagninger. Mangt og mange ældre flasker har jeg været så heldig at kunne købe og smage igennem nævnte årrække, og ligeså mange har jeg desværre ladet passere, som f. eks Pappy, der på daværende tidspunkt heller ikke var billig, men set med vor tids øjne, var et totalt røverkøb.
Den dusty som dagens anmeldelse omhandler, var jeg så heldig at finde for fire år siden, efter jeg havde fået et tip fra en ven om, at en der lå en bed & breakfast med tilhørende Whisky butik ude i oplandet, som havde en stribe ældre Ardbeg’s til vejledende udsalgspris på lager. Hvad han bare ikke havde nævnt var, at butikken også havde en række Amerikanske Whiskier, som skulle vise sig primært at stamme fra Buffalo Trace. Udover en række Blanton’s fra midt 00’erne samt flere flasker fra Weller familien, havde de også en række Old Charter – ikke at forveksle med Dixon Deadman, (ja ham med uglen) samt Mark og Sherri Carter’ fuldstændig latterlig dyre MGP whiskier, der bliver flasket under deres Old Carter whiskey Co. brand.
Old Charter mærket kan dateres helt tilbage til 1874, hvor det blev lanceret af brødrene Adam and Ben Chapeze, som drev et destilleri i Chapeze, Ky. I 1890 opkøbte Wright and Taylor destilleriet og Old Charter mærket fra Leman and More, som kort forinden havde købt det af Chapeze brødrene. Ved prohibitionens indtog mistede Wright and Taylor muligheden for at drive deres destilleri, og overlod derfor den whiskey, der var blevet destilleret før 1920 til Stitzel, (som havde licens til at sælge Whiskey under prohibition) som imod betaling opbevarede, flaskede og solgte deres Whiskey. I 1929 flaskede Stitzel, den sidste af Wright and Taylor whiskey beholdning og efter prohibition langt om længe var et overstået kapitel, solgt de Old Charter mærket til Leo Gerngross and Emil Schwartzhaupt, som ejede Bernheim Distillery og bl.a. havde det legendariske I.W. Harper whiskey mærke i deres portefølje. I 1937 solgte de Old Charter mærket til Schenley, som også havde opkøbt det originale Old Charter Distillery i Chapeze, og omdøbt det til Limestone Springs Distillery. Mærkværdigt nok, destillerede Schenley ikke udelukkende den whiskey, som indgik i Old Charter mærkerne hos Limestone Springs Distillery, men benyttede sig også af Bernheim samt George T. Stagg Distillery. Old Charter mærket blev en del af United Distillers (vor tids Diageo) portefølje i 1987. Fra 1992 – 1997 blev den Whiskey, som indgik i Old Charter mærkerne destilleret hos New Bernheim Distillery. United Distillers mistede deres interesse for Amerikansk Whiskey, og solgte en lang række af deres mærker i 90’erne, heriblandt Old Charter, som i 1997 blev købt af Buffalo Trace.
Selvom en god del Whiskey indgik i salget, begyndte Buffalo Trace få år efter overtagelsen at løbe tør for Whiskey til at supportere de ældre Old Charter mærker, og stoppede derfor blandt andet med at producere den 13 år gamle Proprietor’s Reserve, som denne anmeldelse omhandler. Old Charter mærket blev for nylig relanceret af Buffalo Trace i en ny Oak serie, hvor de forskellige Bourbons er blevet lagrede i forskellige typer træ, som f.eks. Mongolian og French egetræ.
United Destillers introducerede Proprietor’s Reserve i 1994 som en del af deres Bourbon Heritage Collection, som var en serie, hvor der indgik fem forskellige Whiskyer fra deres Amerikansk destillerier. Serien indeholdte foruden Proprietor’s Reserve: IW Harper Gold Medal 15 Years old. WL Weller Centennial 10 Years old. George Dickel Special Barrel Reserve 10 Years old, samt Old Fitzgerald Very Special 12 Years old. Da min Old Charter flaske stammer fra Bourbon Heritage Collection serien, er den destilleret hos New Bernheim Distillery – som Heaven Hill nu om dage har ejerskabet over, og er flasket i perioden 1994 – 1997. Whiskyen er som nævnt blevet lagret i mindst 13 år og flasket ved 45 % En sjov detalje er, at Old Charter Proprietor’s Reserve er flasket i den samme flaske, som Buffalo Trace, sidenhen lanceret Elmer T. Lee Single Barrel Bourbon i.
Old Charter. Proprietor’s Reserve. 13 Years Old – Bourbon Heritage Collection
- Mærke: Old Charter Proprietor’s Reserve
- Producent: United destillers
- Destilleri: New Bernheim Distillery
- Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
- Alder: 13 år
- ABV: 45 %
- Mash Bill: Ukendt
- Pris: Ca. 350 kr.
Næse: Jeg elsker når ældre Bourbons når stadiet lige før de har lagret så længe, at egetræ noterne begynder at dominere næsen samt palaten. Hvilket selvfølgelig er meget individuelt fra Bourbon til Bourbon, da både temperaturer, alkoholprocent samt andelen af yngre Whiskey i blendet har enorm stor indflydelse herpå. Men denne Bourbon er et prima eksempel på perfekt balance og hvor altafgørende lagrings tid samt kunsten at blende den perfekte andel af “yngre” såvel som “ældre” fade sammen, går op i en højere enhed. Barrel char noten, som her på en og samme tid har karakter af savsmuld samt betydeligt mere dybdeliggende ældre egetræs noter, skaber den perfekte ramme, som både indkapsler og giver rum til de andre duftnuancer, uden på nogen måde at overskygge dem. Man bliver mødt af mørk karamel, brun farin, og overtone af læder samt mørke kirsebær.
Smag: Medium olieret. Starter ud en anelse tør, hvor en bølge af kanel ruller ind over en og forvandler sig til en mere frugt sød mundprofil, med vanilje is og mørke blommer.
Eftersmag: Medium lang eftersmag hvor vel krydret cigar røg, egetræ og en anelse sort peber bliver hængende som et tungt tæppe bagerst i ens mund.
Konklusion: Imens jeg langsomt resignerer og lader Whiskey klinge ud, rækker jeg ud efter en af mine ynglings hverdags Bourbons, som pludselig virker udvandet og en anelse ligegyldig i forhold til denne Whiskey jeg lige har nydt, og det er i bund og grund det, der skiller fårene fra bukkene. Det er svært ikke at blive bjergtaget af Old Charter Proprietor’s Reserve, som til trods for at den ikke er videre kompleks, byder på en silkeblød, afrundet og yderst tilfredsstillende smagsprofil.
Score: 89/100
Kategori: Fantastisk
Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem
Den anmeldte flasker er købt af undertegnede for ca. 350 kr. hos Søgaardens Whisky Shop.