Anmeldelser

Barrell Craft Spirits. American Vatted Malt – June 25, 2019

Man kunne argumentere for, at det at navngive sit Whiskey mærke Barrell Craft Spirits, er lige i overkanten, når man som Barrell ikke destillerer sin egen Whiskey. Men på den anden side, så er det at blende Whiskey en ofte overset kunstform og et håndværk, som både den skotske Whiskey industri og dens tilhængere synes at anerkende i langt højere grad, end det er tilfældet i Amerika. Eller man fristes næsten til at sige, at sådan plejede det at være, indtil Joe Beatrice – godt hjulpet på vej af High West’s Brendan Coyle, som havde banet vejen for Blended Straight Whiskey kategorien, etablerede Barrell tilbage i 2013, og tog både anmelderne og forbrugerne med storm.

En rigtig god grund til at blended Whiskey i Amerika var, og stadig er synonym med andenrangs spiritus, er fordi det modsat blended Straight Whiskey, som Barrell og High West bl.a. producerer, er tilladt at tilføje neutral spiritus, hvilket du nok selv kan gætte dig til, hvordan smager. 

Siden det amerikanske Whiskey boom for alvor tog fart, er der blevet etableret en horde af de såkaldte NDP’er, som ikke selv destillerer deres Whiskey, men køber den af tredjepart.  Det der kendetegner NDP’erne er, at de markedsfører deres indkøbte whiskey under deres egne whiskey mærker, og sjældent oplyser, hvilke destillerier de har købt de pågældende fade hos. Hvorimod de uafhængige aftapper, som har eksisteret i Skotland siden midten af det 19. århundrede – men i Amerika er et relativt nyt fænomen, er yderst transparente i deres markedsføring, og oplyser i ca. 90% af tilfældene, hvilke destillerier deres aftapninger stammer fra.

Joe Beatrice siger selv, at han hentede sin inspiration til Barrell fra de skotske uafhængige aftappere, og det er da også let at se lighederne imellem dem og Barrell’s praksis, selvom jeg heller ikke har svært ved at få øje på, hvor de adskiller sig markant. For til trods for at Barrell er fuldstændig åbne omkring deres praksis, og oplyser alderen på de fade, som indgår i deres blends, samt hvilke stater de forskellige fade er destilleret i, så oplyser Barrell til gengæld ikke de eksakte mash bills og oplyser ej heller, hvilke stater de forskellige aldersbetegnede fade kommer fra. Yderlig mere, og måske vigtigst af alt, så nævner Barrell heller ikke de forskellige destillerier – som de køber deres fade fra, ved navns nævnelse. Hvilket der selvfølgelig kan være mange gode grunde til. Hvoraf en kan være, at de destillerier som Barrell køber sine fade fra, ønsker at forblive anonyme, hvilket der utvivlsomt er nogle, der ønsker. Når det så er sagt, har destillerier som bl.a. Four Roses, Barton 1792 og MGP – hvoraf sidstnævnte har et samarbejde med Barrell, ikke haft nogen problemer med at High West oplyste at deres fade indgik i deres blends, og en god del aftappere, som bl.a. That Boutique-Y Whisky Co. har flasket en lang række amerikanske aftapninger, hvor destilleriernes navne, alle som et, var påtegnet. Hvilket ofte har fået mig til at spekulere på, om de NDP’er og aftappere som ”vælger” ikke at oplyse, hvem de har købt deres fade hos, i virkeligheden skjuler oprindelsen i frygt for, at visse forbrugere vil undlade at købe aftapningerne. Da de i sidste ende kan vise sig at være dyrere, end det er tilfældet med et alders svarende produkt fra det givende destilleri selv.   

Barrell blev som nævnt etableret i 2013 af Joe Beatrice og er lokaliseret i Louisville, Kentucky. Barrell startede ud med at købe og flaske udvalgte fade fra etablerede destillerier for at flaske den under deres eget mærke. Men som årene er gået, har Barrell ændret deres strategi, og fokuserer nu mere eller mindre på blended Whiskey. Barrell udgiver deres flasker under fire kategorier: En Bourbon, en Rye, en Whiskey samt en Rom kategori. Yderlig mere har de en række Special Releases og et Single Barrel program. Kendetegnet for samtlige af Barrell’s aftapninger er, at de alle er flasket ved cask strength og ikke er blevet udsat for chill filtration. I 2017 tiltrådte Tripp Stimson stillingen som master destiller hos Barrell. Hvad en master destiller, som er ansat hos et firma, der ikke destillerer Whiskey fordriver tiden med, må guderne vide, og jeg er sikker på, at Lee ville havde taget sig til sin sixpence hat, og høfligt bemærket, at Stimson nok mere skal refereres til som værende master blender. Stimson har tidligere arbejdede for Brown Forman i sit virke som research and development scientist, og har været master destiller hos Kentucky Artisan Distillery, som bl.a. er hjem for Jefferson’s.  

 

Barrell Craft Spirits. American Vatted Malt – June 25, 2019

  • Destilleri: Se nedenstående
  • Aftapper: Barrell Craft Spirits
  • Alder: NAS
  • Whiskey type: Blended American Single Malt
  • ABV: 58,75
  • Pris: 525 kr. (Amerikansk pris)

Barrell’s Vatted Malt er et blend imellem et bredt udsnit af amerikanske single malt producenter, hvoraf flere har ønsket af forblive unavngivne. De producenter, som har indvilliget i at blive nævnt ved navns nævnelse, som indgår i dette blend er: Balcones, Hamilton Distillers, MGP, Harvest Distillery, Santa Fe Distillery og Kings County Distillery.

Næse: En god del malt sødme, efterfulgt af butterscotch, pærer samt fersken på en let saltet bund, med en anelse barbecue krydderier. Til trods for at dette blend er flasket ved fadstyrke på hele 58,75%, er der ingen mærkbar brændende alkohol fornemmelse.  

Smag: Starter ud med en del varme fra den høje alkoholprocent, hvor den første smagsnote, som melder sin ankomst, er en klokkeklar smag af bagte pærer, som tager til i styrke, og kun lige akkurat formår at give plads til strejf af kanel og en let bitter og for mig, udefinerbar smag.       

Eftersmag: Medium lang eftersmag, hvor forkullet egetræ blander sig med en råsukker note, som ligger bagerst i munden.

Konklusion: Selve næsen er behagelig, små kedelig, og formår på ingen måder at løfte sig over den gennemsnitlige single malt skotsk whiskey, som man kan samle op i et hvert lokalt supermarked for 299 kr. Selve smagen er endimensionel, og minder mig mest af alt om en coverversion af Glenfiddich 12 på steroider. Set i dette lys er 525 kr. betydeligt i overkanten for en så middelmådig whiskey, og her skal man endda tage i betragtning, at den oplyste pris er den vejledende amerikanske pris. Hvilket vil sige, at man må forvente, at denne flaske bliver betragtelig dyrere, hvis den var tilgængelig på det danske marked.

Score: 67/100
Kategori: Middel

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Den anmeldte flaske er købt af min medredaktør Henrik, for 525 kr. på en af sine utallige rejser til USA , hvorefter en sample blev båret på ryggen af en afrikansk spurv, der alligevel, på det rent teoretiske plan, var på vej sydpå for at migrere til et varmere klima.  

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *