Yellow Rose Outlaw Bourbon
Distanceblænder Whiskyen fra Houston
Da Yellow Rose Whiskey mærket for et par år siden ramte det Danske marked, skal jeg ærligt indrømme, at min ellers så velkendte begejstring for nyankomne Whiskey mærker, kunne ligge et meget lille sted. Da jeg uden så meget som at ulejlige mig med at undersøge sagen blot antog, at Yellow Rose var endnu et sourced Whiskey mærke fra en NDP’er, der havde lagt sig i slipstrømmen af en lang række andre producenter. Der, alle som en, bliver skudt afsted på Whiskey produceret af MGP, Barton, Dickel’s m.fl.
Men da jeg for nyligt læste en anmeldelse af Yellow Rose Outlaw Bourbon – som denne anmeldelse også omhandler, blev min antagelse korrigeret. Men selvom jeg selvfølgelig skal være den første til at erkende, at min første antagelse var forkert, vil jeg alligevel gerne pointere, at min formodning både er sigende og yderst symptomatisk for den tid, som vi befinder os i. For sandheden er, at når det kommer til “nye” Whiskey mærker fra den anden side af Atlanten, bliver en meget stor andel af dem undfanget hos den samme håndfuld destillerier. For derefter at blive markedsført af et væld af “producenter”, som enten ikke selv har kapacitet til at destillere Whiskey. Eller er i opstartsfasen, men samtidig ønsker at kunne lancere lagret Whiskey fra første færd, og derfor køber deres Whiskey fra tredjepart.
En af de få ting jeg dog hæftede mig ved, da omtalte mærke ramte det danske marked, var Yellow Rose navnet, som nogle måske vil kunne genkende fra et andet Bourbon mærke. Nemlig Heaven Hill’s japanske eksport mærke; The Yellow Rose Of Texas, som blev produceret fra engang i 70’erne til sidst i 90’erne. Til trods for at mærket ikke pt er i produktion, kan det godt undre mig en del, at Heaven Hill – taget i betragtning af hvor nidkære Shapira familien er, når det kommer til deres Whiskey mærker, ikke har sagsøgt Yellow Rose for krænkelse af deres varemærke. For til trods for en god portion søgte sagsanlæg, som har været indgivet producenterne imellem, må man for en gang skyld erkende, at de to mærkers navne på det nærmeste er enslydende, og i øvrigt refererer til en og samme person. Som dog skal siges, ikke at være meget andet end en skrøne, som er blevet overleveret fra den ene generation til den næste. Historien om The Yellow Rose Of Texas vil ifølge sagnet vide, at en farvet slave ved navn Emily Morgan, forførte den Mexicanske general og Præsident; Antonio López de Santa Anna. Hvorved hun fik ham til at røbe strategiske hemmeligheder om det nært forstående slag under Texasrevolutionen. Informationer, som hun efter sigende videregav til general Samuel Houston, hvilket førte til Mexicanernes nederlag.
Med det i mente, er der dog ingen tvivl om, at Yellow Rose Distilling har større tilknytning til navnet, end Heaven Hill nogensinde har haft. Da Yellow Rose, i modsætning til Heaven Hill – som så mange andre, fristes man til at sige, trods alt er beliggende i Houston, Texas. For Texas har de seneste 10 – 15 år oplevet et regulært boom af nystartede Whiskey destillerier. Og har i skrivende stund over 100 destillerier, som bliver anført af producenter, som Balcones, Garrison Brothers og Ironroot Republic. Destillerierne i Texas har endda deres egen brancheorganisation; The Texas Whiskey Association, som blandt andet arbejder for at gøre Whiskey, der er produceret i Texas til en geografisk beskyttet betegnelse. Det er da heller ikke nogen hemmelighed, at Whiskey produceret i Texas er noget særligt. Hvilket skyldes statens meget varme klima. Hvor temperaturen sjældent kommer ned under 10 grader, men til gengæld snildt kan ramme de 40. Hvilket er medvirkende til, at Whiskey i Texas lagres meget hurtigere end det f.eks. er tilfældet i Kentucky. Hvilket jeg vil skynde mig at tilføje, ikke udelukkende er en positiv ting, og hvis producenterne ikke er meget varsomme med deres produktions kontrol, kan have fatale konsekvenser for kvaliteten. Men da min medredaktør Henrik tidligere har skrevet en grundig gennemgang om lagringsprocesserne i Texas, vil jeg undlade at komme videre ind på emnet, og i stedet anbefale, at man læser hans anmeldelse her.
Yellow Rose blev stifter tilbage i 2010 af Ryan Baird, Troy Smith og Ryan Whitaker, hvorefter deres produkter kom på markedet i 2012. To år efter, med hjælp fra en crowdfunding kampagne, var Yellow Rose i stand til i at åbne deres besøgscenter. I 2017 købte den spanske spirituskoncern The Zamora Company aktiemajoriteten i Yellow Rose.
Yellow Rose er desværre en af de producenter, der rent informativt efterlader uendelig meget mere at ønske af sig. Hvilket selvsagt altid er en trættende og unødvendig affære. Da vi forbrugere jo egentlig blot ønsker at vide, hvad vi i sidste ende pisser vores penge væk på. Og ikke har det store forkromede behov for at lege 100 spørgsmål til professoren, i forsøget på at opnå det selvsamme.
Hvorom alting er, har Yellow Rose i skrivende stund fire produkter. En Rye Whiskey, en såkaldt Premium American Whiskey, en Straight Bourbon Whiskey, kaldet Harris Country samt deres Outlaw Bourbon, som denne anmeldelse omhandler. Men før vi når dertil, så lad os dykke ned i de to førstnævnte og se, hvad producenten har at sige om dem. Og ikke mindst, komme med et bud på, hvad deres lettere besynderlige produkt beskrivelser egentlig dækker over.
Yellow Rose Rye Whiskey:
“Enjoy whiskey the way it was before prohibition with this small batch, limited-production spirit. Made from 95% rye, this whiskey is a true American classic perfect for fine cocktails and is completely hand-selected, blended and bottled in Texas”.
Til trods for at Yellow Rose på fornemmeste vis sniger sig udenom at sige det højt, så er deres Rye Whiskey ikke destilleret af dem selv. Men derimod, med alt sandsynlighed, destilleret af MGP i Indiana, som er notorisk kendte for deres 95% rye mash bill og for at sælge fade til tredjepart. Så min tidligere antagelse om, at Yellow Rose benytter sig af sourced Whiskey, holder alligevel her ved nærmere eftersyn, delvist stik. Det, der dog kan undre en smule er, at Yellow Rose på deres label ikke angiver den stat, som Whiskyen er destilleret i. Hvilket ellers er et lovkrav. Men desværre også bare endnu et bevis på, hvor uendelig svært medarbejderne hos TTB har ved at fortolke og forvalte deres egne regler. Sidst men ikke mindst, så er Yellow Rose’ Rye ikke defineret som en Straight Rye Whiskey. Hvilket i alt enkelthed betyder, at Yellow Rose lovligt må tilføje 2,5% aromaforstærkere til deres Whiskey. Jeg skylder måske her at sige, at jeg har haft skrevet til Yellow Rose for at få afklaret, hvorfor deres Rye Whiskey ikke lever op til Straight definitionen. Men Yellow Rose har valgt ikke at besvare min forespørgsel, hvorfor overstående må stå hen i det uvisse. Tillad mig i øvrigt at padle tilbage til før omtalte Texas Whiskey Association, som Yellow Rose er medlem af. For der er noget lettere komisk over at have en organisation, som målrettet arbejder for, at Texas Whiskey skal være lagret og produceret i Texas. Samt at den korn, der indgår i produktionen, også skal være dyrket indenfor statens grænser. Når deres medlemmer samtidig sender en Rye Whiskey på markedet, med inskriptionen “Crafted in Texas”. Når sandheden er, at den udelukkende er blended og flasket i staten.
Yellow Rose Premium American Whiskey:
“This perfect mix of southern charm and rustic cowboy style has plenty of heart. Fuller in flavor than typical Canadian blends due to a higher bourbon content, it’s smooth and slightly sweet. A worthy addition to any top shelf, in Texas or around the world”.
Forvirrende? I den grad! For normalt bruges American Whiskey, eller blot Whiskey definitionen, for at være eksakt, om Whiskey typer, som ikke kan kategoriseres under TTB’s Whiskey klassifikationer, som f.eks. Bourbon eller Rye Whiskey. Men ud fra Yellow Rose’ beskrivelse lyder deres Premium American Whiskey, i mine ører, som om der er tale om en blended Whiskey. Hvilket en hurtig søgning i TTB’s såkaldte COLA database også kan afsløre, at den er. 1000 kroners spørgsmålet må derfor være, hvorfor Yellow Rose markedsfører en blended Whiskey, som pudsigt nok er en af TTB’s Whiskey klassifikationer, som værende en Amerikansk Whiskey? Selvsagt er dit gæt nøjagtig lige så godt som mit. Men mit bud er, at da det er tilladt at tilføje neutral alkohol samt aromaforstærkere til en blended Whiskey, at Yellow Rose ikke ønskede, at deres produkt blev slået i hartkorn med den Whiskey kategori. Hvilket jeg via Yellow Roses’ instagram konto også kan læse mig til, at de ikke tilsætter. Men det tilsidesætter bare ikke det faktum, at deres produkt er og bliver en blended Whiskey og ikke en American Whiskey. Af den simple årsag, at det ikke er op til producenten at tilsidesætte gældende regler efter forgodtbefindende, selvom de ikke lige passer ind i ens kram.
Yellow Rose Outlaw Bourbon
I modsætning til Yellow Rose’ American Whiskey samt deres Rye, er deres Outlaw Bourbon, som nævnt, destilleret af dem selv. De markedsfører deres Bourbon, som værende en Bourbon; “That breaks all the traditional Bourbon laws”. Hvilket jeg desværre må erklære mig enig i, men mere om det lidt senere. Yellow Rose pot still destillerer deres Whiskey og benytter – dog uden at angive den konkrete størrelse, små fade til at lagre deres new make i. Noget utraditionelt, da langt de fleste Bourbons består af en kornsammensætning, hvor der indgår majs, rug samt byg, benytter Yellow Rose en mash bill bestående af 100 % “Yellow” majs. Hvorfor, hvis ellers deres Whiskey havde været lagret i brugte eller nye fade, der ikke var blevet forkullede, at deres Whiskey kunne være blevet defineret som værende en Corn Whiskey. Yellow Rose’ Outlaw Whiskey bærer, som deres Rye Whiskey, ikke Straight definitionen. Hvilket, og til trods for at Yellow Rose, ikke selv videregiver denne ikke helt uvæsentlige information, at jeg på diverse hjemmesider, kan læse mig til, skyldes at de “kun” lagrer deres Whiskey 5 – 7 måneder. En information, som får mig til at hakke bremsen så hårdt i, at hvis jeg havde siddet i min bil, så havde vognen utvivlsomt rullet en tur rundt på taget. Grunden til min reaktion skyldes ikke som sådan den korte lagringstid. Selvom den indrømmet er meget kort. Men som nævnt, er klimaet i Texas medvirkende til at lagre Whiskey meget hurtigt. Og hvis man samtidig benytter små fade, så er man utvivlsomt nede på en endnu kortere lagringstid. Nej, det der får mig op af stolen er det faktum, at Whiskey ifølge TTB skal være minimum 4 år gammel, medmindre andet er angivet på labelen. Derudover skal Whiskey, der bliver solgt i Europa, minimum være 3 år gammel, for at blive markedsført som Whiskey. Hvilket også er grunden til, at flere af Balcones produkter i Europa ikke betegnes som værende Whiskey, men derimod spirits. Da Yellow Rose, som nævnt, ikke har valgt at vende tilbage på min forespørgsel, kan jeg selvsagt ikke få af- eller bekræftet overstående. Men da Yellow Rose angiver, at deres Outlaw Bourbon er; “distilled & bottled by Yellow Rose”, og dermed udelukkende er destilleret af dem selv, kan jeg ikke finde andre grunde til, at Yellow Rose’ ikke benytter Straight definitionen, end at deres Outlaw Bourbon aldersmæssigt ikke lever op til kravene. For som de fleste nok ved, skal en Whiskey, der bærer Straight definitionen, ved lov være destilleret i samme stat og minimum være to år gammel. Og da deres Outlaw Bourbon, som nævnt, lever op til førstnævnte, må det være lagringstiden, som det kniber med.
- Producent: Yellow Rose Distilling
- Destilleri: Yellow Rose Distilling
- Klassifikation: Bourbon Whiskey
- Alder: NAS
- ABV: 46 %
- Mash Bill: 100% “yellow” majs
- Pris: 489 – 519 Kr.
Duft: Det absolut første jeg bemærker, er en støvet savsmulds note samt en overtone af blommer i madeira, der bliver efterfuldt af marcipan, søde majs og rosiner.
Smag: Til at starte med er selve smagen en anelse udvandet og mineralsk i sit udtryk, men bliver heldigvis løftet en anelse, da kirsebær og sortpeber med et anslag af barbecue krydderier, træder ind i billedet.
Eftersmag: Relativ kort eftersmag, hvor en smag af sort peber og kanel dominerer undersiden af ens mund, imens en syrlig smag af mandariner fylder ens overmund.
Konklusion: Det stærkeste element ved Yellow Rose Outlaw Bourbon er utvivlsomt næsen, som uden dog at være videre kompleks, er nydelse værdig. Selve smagen er ærligt en lille smule svær at blive klog på. Da den på en og samme tid virker en anelse nedvandet, samtidig med at den byder på smagsnoter, som er Whiskyer tappet ved fadstyrke værdig. Hvilket jeg er pinlig bevist om, lyder uendeligt modsigende, men tillad mig at forklare. Til trods for at Whiskyen til at starte med er en anelse vandet, og grundlæggende relativ fattig på smagsnuancer, virker de få smagsnoter, der trods alt er til stede, nærmest opskaleret, som vi kender det fra Whiskyer tappet ved fadstyrke. Når det så er sagt, er de få smagsnoter desværre også medvirkende til at få Yellow Rose’ Outlaw Bourbon til at fremstå endimensionel.
Hvad betyder dette?
Tjek guiden til vores scoringssystem
Prisinformation: Yellow Rose Outlaw Bourbon er i skrivende stund set billigst hos Whiskyeksperten. Hvor en flaske koster 489 Kr. Dyrest er den hos Whisky.dk, hvor den koster 519 Kr.
Den anmeldte flaske er købt af undertegnede for 489 kr. hos Whiskyeksperten.dk