Jim Beam White Label, Signature Craft 12 & Pre-Prohibition Rye

Følgende anmeldelse er del #1 af en miniserie i to dele om James B. Beam Distilling Co. og ikke mindst Beam klanen, som igennem syv generationer har drevet Beam’s destillerierne. 

I denne anmeldelse følger vi Beam familien, fra den spæde start i 1795 op til 1990’erne, hvor den sidste Beam destillatør går på pension, og anmelder samtidig Jim Beam White Label, Jim Beam Signature Craft 12 samt Pre-Prohibition Rye. I del to, som bliver udgivet om fjorten dage, dykker vi ned i Noe æraens indtog frem til i dag. Og anmelder Old Grand-Dad Bonded samt – som noget ganske særligt, en Booker’s Bourbon fra 1982. Med andre ord, fra tiden før Booker’s Bourbon blev udgivet kommercielt.    

Hver gang jeg beskæftiger med med Beam klanens virke, undrer det mig altid, at familien synes at stå i skyggen af andre store personligheder fra den Amerikanske Whiskey-industri, som bl.a. Elmer T. Lee, Albert Blanton, E.H. Taylor og Julian “Pappy” Van Winkel. Især set i lyset af, at familiens virke, i lige linje, kan dateres helt tilbage til USA’s fødsel og op til i dag. Og medlemmer af klanen har været beskæftiget hos et utal af producenter, og medvirkende til tilblivelsen af flere Whiskey mærker, end nogen kan tælle på en god dag. Når det så er sagt, har jeg også et godt bud på, hvorfor ovenstående er tilfældet. Nemlig af den simple årsag, at de nævnte personer har fået Whiskey mærker opkaldt efter sig, som mere eller mindre alle rangerer i den eksklusive ende af skalaen, og derfor også er blevet næsten umulige at opdrive samt ekstremt hypet. Hvorimod Beam er bedst kendt for deres billige “White Label” Whiskeymærke, som der årligt bliver produceret millioner af liter af. Så min tese går på, at det er selve Whiskey mærkerne, der hos langt størstedelen af forbrugerne, er medvirkende til at tale de personer, som de er navngivet efter, op. 

Med sine 132 millioner årlige solgte flasker er Jim Beam White Label det bedst sælgende Bourbon mærke i verden. Hvilket også er medvirkende til, at Beam – sammen med Jack Daniel’s, er en af verdens mest kendte Whiskeyproducenter. Og begge mærker er da også gået hen og blevet synonyme med det ærkeamerikanske på lige fod med andre ikoniske mærker, så som Levi’s, Harley Davidson og Coca Cola.  

Men selvom det i dag er tilfældet, startede Jacob Beam med at destillere Whiskey, blot få år efter, at de 13 britiske kolonier på det nordamerikanske kontinent havde gjort sig uafhængige af det britiske kongerige, og forenede sig under nationen USA som selvstændige stater tilbage i 1776.  

Der er en udbredt uenighed om, hvorvidt eller ej Jacob Beam blev født i Tyskland eller i Bucks County, Pennsylvania. Men ifølge Beam/Suntory blev han født i sidstnævnte den 9 February 1760. Beam familien, eller Boehm som de oprindeligt hed, immigrerede fra – hvad vi i dag kender som Tyskland til Pennsylvania. I en alder af kun seks år mister Jacob sin far, hvorefter moderen flytter familien til Frederick, Maryland. Hvor de bosatte sig hos plantageejeren Jost Myers, som var Jacob’s onkel. Her lærer Jacob, at overskydende æbler med fordel kan destilleres til cider, og ikke mindst, at rug kan destilleres til Whiskey. Ved onklens død i 1787 arver Jacob 74 tønder land i Kentucky, hvorefter han sammen med sin kone og børn, begiver sig ud på en – for sin tid, lange og bestemt ikke helt ufarlige rejse til Kentucky. Efter deres ankomst til, hvad der senere bliver kendt som, Hardin’s Creek (navnegivet efter den å, som løber igennem familiens grund) bruger familien de næste mange år på at etablere sig og opdyrke jorden. I 1795 begynder Jacob at sælge den Whiskey, som han i vintermånederne har destilleret fra den majs, som familien blandt andet dyrker på deres gård. Hertil er det værd at nævne, at det var almindelig praksis for mange landmænd, at destillere overskydende korn til Whiskey. Da Whisky var i høj kurs, og landmænd derfor kunne lade den indgå i byttehandler, for fødevarer, redskaber kreaturer mm. Hvorimod det var fåtallet, der som Jacob producerede Whiskey for salgs øjemed, og ligefrem etablerede sit eget Whiskeymærke, som kom til at hedde Old Jake Beam Sour Mash.  

Jacob Beam døde i 1834 og efterlod sig ikke mindre end 12 børn. 9 drenge og 3 piger. Hvoraf hans tre ældste sønner fortsatte i hans fodspor, ved at få arbejde i Whiskey industrien. Men det var David Beam (1802-1854), som valgte at drive hans fars arv videre. Og til trods for at virksomheden ikke længere er i familiens eje, er det stadig et Beam familiemedlem, der er ved roret. Hvorfor Beam familien med stolthed kan sige, at de igennem syv generationer har destilleret Whiskey. Derudover har grene af Beam klanen medvirket i Whiskeyproduktionen hos et imponerende antal forskellige producenter.  

Under David’s ledelse voksede virksomheden anseeligt, og blev udvidet til et – for sin tid, relativt stort destilleri. Destilleriet bliver navngivet Old Tub, og får som et af de første, installeret en Column still i 1820. David er i det hele taget ikke sen til at omfavne den industrielle revolution og dens mange fordele, ved b.la. at indgå samarbejde med jernbaneselskaberne og dampskibsrederierne, som fragter hans Whiskey. Hvorfor hans Whiskeymærke kunne købes både i den midterste samt nordvestlige del af Amerika. Hvilket er revolutionerende for sin tid, da langt det meste Whiskey bliver solgt i de nærområder, hvor det bliver produceret.  

David overdrager firmaet til sin ene søn – David M. Beam, som er navngivet efter hans far, som i 1860 vælger at flytte destilleriet til Nelson County for at være tættere på den nyetablerede jernbanelinje imellem Louisville og Nashville. Hvilket er medvirkende til, at families Whiskeymærke, som de døber Old Tub efter det oprindelige destilleri, kan købes på nationalplan.  

I 1892 overdrager David familievirksomheden til sine to sønner – James Beauregard og William Parker “Park” Beam, samt hans svigersøn; Albert Hart, som herefter ændrer firmaets navn til Beam & Hart. James bliver blandt venner, slet og ret, kaldt “Jim” og det er selvsagt hans navn, som kommer til at pryde en lang række af Beam’s Whiskey mærker. Til trods for, at det er Parker, der står for at destillere Whiskyen, hvorimod Jim styrer den finansielle del af virksomheden. Parker og Jim har vind i sejlene, og op til forbudsårene mere end firedobler de produktionen.  

Som det også var tilfældet for langt størstedelen af Beam’s kollegaer, lukkede og slukkede forbudstiden muligheden for at drive Old Tub destilleriet videre. Men for at gøre ondt værre, raserede en flok yderliggående tilhængere af afholdsbevægelsen destilleriet i en grad, så det efterfølgende var totalt ubrugeligt. Hvilket resulterede i, at destilleriet blev overladt til sin egen skæbne, og gradvist forfaldt mere og mere, som årene gik.  

Ved forbudstidens ophævelse i 1933 var Jim Beam næsten halvfjerds år gammel. Det til trods, valgte han sammen med sin søn; T. Jeremiah Beam samt to forretningsdrivende fra Chicago; Harry Homel og Oliver Jacobson at opkøbe Old Murphy Barber Distillery i Clermont, Kentucky. Hvorefter de ansætter Jim bror; William Parker Beam samt hans to sønner; Carl og Earl Beam til at tage sig af den daglige produktion. Destilleriet blev gennemrenoveret på rekordtid og fik navnet; James B. Beam Distilling Company, hvorefter de fyldte deres første fad 1935. Udover at relancere Beam’s Old Tub Whiskey mærke, introducerede de Jim Beam Bourbon, hvis label bar teksten; “None genuine without my signature”, efterfulgt af Jim Beam’s underskrift, som den dag i dag, stadig pryder de forskellige Jim Beam etiketter. Tre år efter lancerede de Jim Beam Rye. Efter købet af deres nye destilleri samt den gennemgribende renovering, var pengekassen ved at være tom. Hvorfor familien slet og ret måtte indse, at de ikke længere havde råd til at have Parker Beam ansat. Hvorfor han søger ansættelse hos Shawhan Distillery i Bardstown. Hans to sønner fortsætter dog hos Beam Distilling Company, og blev udnævnt til henholdsvis master distiller samt assisterende master distiller. Earl forlader dog midlertidig Beam i 1946 for at tiltræde stillingen, som Heaven Hill’s master destiller. En stilling som hans søn; Parker i øvrigt overtog i 1975 og som han officielt bestred indtil 2017, hvor han gik bort, efter en fire års lang kamp imod sygdommen ALS.

Jim Beam går bort i 1947 hvorefter at Jeremiah overtager den daglige drift af destilleriet. Indtil sin pension i 1967, var Jeremiah medvirkende til, at Jim Beam Bourbon blev et globalt whisky mærke. Ved i sit virke som talsmand – eller brand ambassadør om du vil, at rejse verden tynd, og udbrede kendskabet til familiens Whiskey.  

På destilleriets grund ligger der et mindre hvidmalet træhus, som i dag er navngivet; T. Jeremiah House og rummer et mindre museum. Der, fra tid til anden, bl.a. bliver brugt til smagninger. Dette hus lod Jeremiah renovere, og bosatte sig her sammen med sin kone, for altid at være i nærheden af destilleriet, hvis eventuelle problemer opstod. Da Jeremiah og hans kone forblev barnløse, lod de med tiden Carl Beam og hans familie flytte ind i huset. Hvilket også vil sige, at Carl’s to sønner; Baker og David havde deres opvækst på selve destilleriets grund. Så når Beam familien proklamerer, at Whiskey produktionen er kommet ind med modermælken, er det andet end bare endnu en tom floskel. Til trods for at huset – som nævnt i dag er ubeboet, har indtil flere efter sigende set en dame, som har en slående lighed med afdøde; Lucy Beam, der op til flere gange er blevet observeret spejde ud ad vinduet. Hvem ved, måske er hun træt af de tusindevis af turister, der forstyrrer freden. Ved at lade sig affotografere med den statue af Booker Noe og hans hund, som nu til dags er opført udenfor huset til ære for hans minde. Udenfor huset findes i øvrigt også en brønd, som blev navngivet “Jacob’s well”, som refererer tilbage til den brønd, som Jacob Beam tappede sit vand fra på sit oprindelige destilleri. Og det er den brønd, som et Beam Bourbon mærke, senere fik sit navn efter. Mærket er dog i dag ikke længere i produktion. Når det så er sagt, blev det i 2022 gravet frem fra fortiden, og kom til at indgå i Beam’s limited edition serie; Hardin’s Creek, som en 15 år gammel Bourbon. Hardin’s Creek serien er i øvrigt blevet navngivet efter tidligere omtalte å, som løb forbi Jacob Beam’s oprindelige destilleri.  

Carl Beam gik på pension i 1974, hvorefter hans to sønner, som i årevis havde arbejdet under deres fars ledelse, bliver udnævnt master distillers. Baker Beam – som i 1992 får en Bourbon opkaldt efter sig, arbejder som master distiller på dagholdet, hvorimod hans bror; David, arbejder på aftenholdet. I 1978 udgiver de to før første gang Jim Beam Black. Baker går efter 38 års tro tjeneste på pension i 1992, men giver den dag i dag, lejlighedsvis stadig interviews. David, som bliver den sidste Beam destillatør til at arbejde for firmaet, trækker sig tilbage i 1994. Hvorefter han indtil sin død i 2015, sammen med sin kone, driver The Old KY Home Motel. 

Jim Beam “White Label” 

• Producent: Jim Beam 
• Destilleri: Jim Beam Distillery 
• Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey 
• Alder: NAS 
• ABV: 40% 
• Mash bill: 77% majs, 13% rug og 10% byg 
• Pris: 159 – 229 Kr.  

Duft: Forventeligt er næsen meget lys og endimensionel og bliver domineret af vanilje og karamel, med en anelse pære, marcipan samt en knivspids sort peber.   

Smag: Jeg har egentlig svært ved at beskrive præcis, hvad Jim Beam’s Bourbon smager af, men mit bedste bud er en blanding af halm og korn, samt en ikke videre behagelig smag af syrlig lakrids, som man har en fornemmelse af, har overskredet sidste salgsdato med flere længder.   

Eftersmag: Den syrlige lakrids smag bliver desværre hængende i munden i hvad der føles som evigheder, før en tør smag af kanel lægger sig til rette i undermunden.  

Konklusion: Jeg havde oprindeligt købt den anmeldte Bourbon, for at den kunne indgå sammen med en dusty udgave af Beam’s Choice, i en blindsmagning, som jeg havde arrangeret for Henrik og vores fælles ven, Linus. Og jeg husker tydeligt Linus´ bemærkning, da han smagte Jim Beam White label, som lød nogenlunde sådan her; “Jeg er overbevist om, at dette er en low proof Bourbon, fra et nu lukket destilleri”. “For jeg har ikke fantasi til at forstille mig, at der en nogen producent, der i dag vil producere en Bourbon med den smagsprofil”. Og jeg må indrømme, at jeg er mere end tilbøjelig til at give min ven ret. Der findes selvsagt alt imellem de helt ekstraordinære Bourbons, til dem af en betydelig lavere kvalitet. Men det er alligevel yderst sjældent, at jeg ligefrem mener, at en Bourbon er tæt på udrikkelig. Men Beam’s White Label falder ikke desto mindre ind under den kategori. Hvorfor det også er totalt underordnet, hvorvidt eller ej, White Label samtidig kan købes for få hundrede kroner.