Anmeldelser

Evan Williams Bottled-in-Bond (White Label)

"En solid og klassisk Bourbon til en meget rimelig pris"

En del af de produkter der bærer betegnelsen “Bottled-in-Bond” bliver af mange opfattet som whiskey i den billige ende – de såkaldte “bottom shelf” flasker.  Det er rigtigt at de ligger i denne kategori rent prismæssigt – men disse produkter har ofte fantastisk værdi i forhold til prisen.

Og det gælder også for Evan Williams White Label (EWWL). 

Evan Williams er flagskibsproduktet for den store producent “Heaven Hill” der ligger i Kentucky. Der er ikke nogen officielle tal, men der er generel enighed om at Heaven Hill sidder på det næststørste antal Bourbon tønder i verden – kun overgået af Jim Beam. Evan Williams Green Label er da også den næstmest solgte Bourbon – igen kun overgået af Jim Beam White Label. Evan Williams produktserien er opkaldt efter en mand af samme navn som menes at være ansvarlig for den første kommercielle whiskeyproduktion i Kentucky. Det kan dateres tilbage til 1783 – og der findes da også et produkt (der kan købes i Danmark) der hedder ”Evan Williams 1783”. Kentucky blev ganske vist først en selvstændig stat 9 år senere – men det  er jo bare en detalje.

Som du kan læse i artiklen om de forskellige whiskeytyper, så er Bottled-in-Bond (BiB) et kvalitetsstempel der havde enorm betydning da det så dagens lys i 1897. Vigtigst af alt er, at det betyder lagring i minimum 4 år og en alkoholprocent på præcis 50.

EWWL bliver solgt i 1-liters flasker – og det er jo hvad man kan kalde en god begyndelse. Klassisk for mange af de billigere BiB produkter, så er flasken firkantet forneden med en høj, slank hals – og ikke mindst et skruelåg. De fleste BiB produkter kan kun købes i USA – og der er endda mange af dem der kun kan købes i få stater (og faktisk nogen kun i Kentucky). Vi er dog så heldige i Danmark, at vi kan købe EWWL som en af de få BiB produkter.

Og her er så mine smagenoter, konklusion og vurdering:

Evan Wiliams White Label – Bottled-in-Bond

  • Mærke: Evan Williams
  • Producnt: Heaven Hill
  • Destilleri: Old Evan Williams Distillery
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: NAS (mindst 4 år)
  • ABV: 50%
  • Mash bill: 78% majs, 10% rug, og 12% maltet byg
  • Pris: 235,- til 269,-

Duft: Helt klassiske Bourbon dufte som vanilje, brun sukker og karamel. Jeg fanger også en anelse egetræ – virkeligt beskedent. Der er et strejf af nogle krydderier … det første der slår mig er kanel … og der er en anelse muskatnød når jeg virkelig koncentrerer mig – og ikke noget jeg fangede lige med det samme. Samlet set en behagelig duftoplevelse.

Smag: Helt som forventet efter duftoplevelsen; Der er en god portion sødme der først rammer som karamel – men efter nogle sekunder bliver overtaget af vaniljen. Kanelen er også tilstede i smagen og der er noget der minder en del om kanelsnegl. Absolut en behagelig smagsoplevelse, selv og man dog ikke bliver kastet bagover.

Eftersmag: Alkoholen er så absolut til stede i eftersmagen. Krydderierne giver eftersmagen noget skarphed, men ikke noget der er ubehageligt. En godkendt eftersmag, som dog er noget kort.

Konklusion: Jeg er efterhånden nået en tredjedel igennem den flaske jeg købte og jeg er begyndt at blive fan af dette produkt. Det er ikke en stor Bourbon – men et af de bedste produkter på markedet til prisen lige nu. En hel liter god Bourbon der er lagret i mindst 4 år og med en alkoholprocent på 50 til under 250 kroner skal du lede rigtig, rigtig længe efter. Den er genial til cocktails (har prøvet flere forskellige) og er absolut værdig til at drikke neat en hverdagsaften. Du kan med sindsro investere i en flaske og du vil ikke blive skuffet.

 

Score: 84/100
Kategori: Rigtig god

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Den anmeldte flaske er købt hos www.whiskyeksperten.dk for 239,-

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *