Anmeldelser

High West. Bourye – Limited Sighting – 2017. A Blend Of Straight Whiskeys

Følgende anmeldelse er den femte og sidste anmeldelse i vores serie om High West Distillery. Hvis du ønsker at læse en mere fyldestgørende beskrivelse af High West, samt anmeldelsen af deres Campfire whiskey, så klik her. Hvis du missede vores tidligere anmeldelse af American Prairie Reserve, så klik her. For at læse vores anmeldelse af Rendezvous Rye klik her. For at læse vores anmeldelse af Yipee Ki-Yay & A Midwinter Night’s Dram klik her.

High West’ Bourye – Limited Sighting er 2017 udgaven af High West’ Bourye, som var efterfølgeren til Son of Bourye. Bourey er, som navnet antyder det, et blend imellem Bourbon og Rye whiskey, som vi også har set det med f.eks. Wild Turkey’ Forgiven. Forskellen er, at High West’ Bourye ikke kommer med en eller anden halvkvalt kryptisk historie om, hvordan en medarbejder ved et ”uheld” kom til at blende et fad rye sammen med er batch bourbon, og det vil jeg her personligt gerne takke High West for at gå i en stor bue udenom.

Bourye – Limited Sighting er, for at være helt eksakt, et blend imellem to Straight Rye’s og en Straight Bourbon, som alle er lagret i mindst ti år i nye forkullede egetræsfade, ikke er blevet koldfiltreret og sourced fra MGP. De to Straight Rye’s har henholdsvis en mash bill der indeholdende 95 % rug og 5 % bygmalt & 53 % rug, 37 % majs og 10 % bygmalt. Den Straight Bourbon der indgår i Bourye indeholder 75 % Majs, 21 % rug og 4 % bygmalt.

Den anmeldte flaske bærer koden 17A10, som står for år/måned/dag, hvilket vil sige, at den blev flasket 10. januar 2017. A er selvsagt det første bogstav i alfabetet, og derfor synonym med januar måned.

  • Producent: High West
  • Destilleri: MGP
  • Klassifikation: Blended Straight Whiskey
  • Alder: NAS (10 år +)
  • ABV: 46 %
  • Mash Bill: Se overnævnte
  • Batch nr. 17A10
  • Pris i USA: 528 kr.
  • Fad type: Nye forkullede egetræsfade.
  • Tilgængelighed: Kun tilgængelig i USA, i et begrænset oplag

Duft: Årgammelt egetræs tømmer, vanilje, mørk chokolade, et strejf af pibetobak og banan. Virkelig sublim duft! En af de whiskyer, som man uden problemer kan næse en hel aften. Til min overraskelse er det mest af alt den mere klassiske bourbon profil, der kommer til udtryk i duften.    

Smag: Tør, støvet mundfornemmelse. En del vanilje sødme først, der langsomt åbner op for garvet læder, egetræ, karamel, kanel og tørret cayennepeber.

Eftersmag: Medium lang eftersmag, der afslutter på en enkelt smagsnote af tørret cayennepeber.

Konklusion: Bourey – Limited Sighting rammer alle de rigtige toner, og er suverænt min favorit blandt High West’ limited release serie, som når alt kommer til alt, eneste egentlige berettiget sammenligningsgrundlag er, at de tre whiskyer tilhører samme serie. For da både Yipee Ki-Yay og A Midwinter Night’s Dram sejler under finished whiskey banneret, tåler de tre whiskyer som sådan ingen sammenligning. Bourye er perfekt balanceret og rummer en god del dybde, hvor eftersmagen dog lader mere at ønske af sig. Men der er ingen tvivl om, at hvis den herhjemme var tilgængelig for 528 gode danske kroner, ville den have en permanent plads i min whiskey samling.     

Score: 90/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Den anmeldte flaske er købt af min medredaktør Henrik på en af sine utallige rejser til USA, hvorefter en sample blev padlet op på en flodpram – fra Sjælland til Jylland, i bedste Jefferson’s stil, så denne anmeldelse kunne skrives af undertegnede. 

2 Comments

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *