Anmeldelser

Blanton’s Gold

Dette er den anden af fire anmeldelser i vores Blanton’s serie. Du kan læse mere om baggrunden for mærket i vores første anmeldelse.

En af de meget specielle ting ved Blanton’s er, at kun et enkelt af deres produkter kan købes i hjemlandet USA. Og det står endda sådan til, at selv deres standard produkt (som den første af vores anmeldelser handler om) er svært at få i selve hjemlandet – og ofte er priserne skruet gevaldigt op.

Det er derfor helt normalt, at mine amerikanske Bourbonvenner beder mig om at tage en flaske med til dem når jeg er i USA. Jeg synes bare det er dejligt at kunne hjælpe – og ofte kan jeg så bytte med en flaske der er svær at finde i Europa.

Hvorfor er det så helt præcist at man kun kan få deres standardaftapning i USA? Der er forskellige svar når man spørger producenten Buffalo Trace – og jeg har endda set direkte modstridende svar på nettet. Der er dog ingen tvivl om at det er startet for at kunne tilfredsstille eksportmarkederne, der specielt i 80’erne og 90’erne var meget tørstige efter kvalitetsprodukter fra de amerikanske whiskeyproducenter.  Særligt Japan og Australien havde et meget sultent publikum i disse år – og det var samtidigt en periode hvor amerikansk whiskey var lidt i krise på de hjemlige fronter.

Buffalo Trace besluttede sig derfor for at lave en luksusudgave at deres standardaftapning – og produktet kom til at hedde ”Gold”. Den største forskel i forhold til deres standard produkt er den højere alkoholprocent (51,5% i forhold til standardaftapningens 46,5%) – og så er den ikoniske ”rytter til hest” figur på proppen malet med guldfarve.

Som alle Blanton’s aftapninger kommer Gold fra tønder i lagerhus ”H” og er et Single Barrel produkt.

Blanton’s Gold kan næsten altid findes online i Danmark – men jeg har også oplevet perioder hvor den er udsolgt. Et lille tip i denne forbindelse er, at Systembolaget i Sverige ofte har den på hylderne – og endda til priser der er under de danske. Hvis du er i Sverige i anden anledning – og alligevel er i nærheden af en butik – så var det måske en ide at nappe et par flasker med hjem. Du kan altid tjekke lagerbeholdning i de enkelte butikker på deres hjemmeside.

Blanton’s Gold

  • Producent: Buffalo Trace Distillery
  • Destilleri: Blanton Distilling Company
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: NAS
  • ABV: 51,5 %
  • Mash Bill: Buffalo Trace Mash #2 (formodentligt 80 % majs, 15 % rug og 5 % bygmalt)
  • Barrel #: 1602
  • Flaske #: 271
  • Dump date: 18. september 2017
  • Lagerlokation: Warehouse H, Rick 56.
  • Pris: 559 SEK (marts 2018) – svarende til ca. 390 DKK.

Duft: Meget behageligt første indtryk og noget mere afrundet – og måske endda med mere sødme – end deres standardaftapning. Den citrusduft jeg med det samme fangede i standardaftapningen, er væk og erstattet med en mere frugtig duft – jeg vil sige æbler og til dels rosiner. Der er en anelse karamel som ligger et lag under den frugtige duft og som jeg kun fangede til sidste. Absolut godkendt duft.

Smag: Et pænt ryk op i forhold til standardaftapningen med helt klassiske noter af karamel og vanilje som man nok ville forvente. De ekstra 5% alkohol fremstår mere som et krydret elements end decideret alkohol – og det kan jeg virkelig godt lide. Der er også den specielle sødme som amerikanerne kalder ”Butterscotch” og som jeg selv mest kender fra bolcherne ”Werthers Echte”. Det giver lige et ekstra niveau i forhold til den klassiske karamel. Overordnet en dejlig smagsoplevelse.

Eftersmag: Helt som forventet efter smagsindtrykkene – men lidt for kort i forhold til hvad jeg havde håbet. De krydrede elementer bliver i munden og følger ikke helt med ned i svælget som jo havde været dejligt i forhold til det samlede indtryk af eftersmagen. Flot, uden at være prangende.

Konklusion: En rigtig god oplevelse som de fleste Bourbonelskere vil sætte pris på. Vi er absolut et niveau over deres standardaftapning og det er et klart bedre produkt på de fleste punkter. Eftersmagen var som sagt lidt skuffende, men det er egentligt også det eneste større kritikpunkt. Og slutteligt vil jeg sige at det jo er et Single Barrel produkt – og at kvaliteten derfor kan svinge fra tønde til tønde.

Score: 85/100

Kategori: Rigtig God

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Den anmeldte flaske er købt i Systembolaget i marts 2018  til  559 SEK. I dag koster den 619 SEK. Det nuværende prisniveau i Danmark er 600-700  DKK.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *