Anmeldelser

Willett Family Estate Rye – Single Barrel – 8 years & Willett Pot Still Reserve – Small Batch Bourbon

Følgende anmeldelse er del #1 af en miniserie i to dele om Willett Distillery. Del #2 kan du læse her hos StraightWhiskey.dk næstkommende mandag.

Tilbage i 1935 – kort efter at det Amerikanske spiritusforbud var blevet ophævet, begyndte A.L. Thompson Willett opførslen af Willett Distillery på sin families gamle gård i Bardstown, Kentucky, hvor han destillerede sit første batch whiskey – rundt regnet 30 tønder – den 17. marts 1937. Dengang var Willett’ primære whiskey mærke, deres Old Bardstown brand.

Fra 1935 og op til 70erne blev Willett Distillery drevet som et familieejet destilleri, men da amerikansk whiskey begyndte at miste sin popularitet til andre spiritustyper og energikrisen satte ind, stoppede Willett med at producere whiskey, og begyndte i stedet at producere ethanol til den amerikanske brændstof industri. Denne strategi skulle vise sig ikke at bære frugt, da brændstofpriserne kort efter styrtdykkede, hvilket resulterede i, at Willett blev permanent lukket ned i begyndelsen af 80erne. 

I 1984 købte norske Evan Kulsveen (gift med Thompson’s datter; Martha Harriet Willett) Willett destilleriet og omdøbte det til Kentucky Bourbon Distillers (KBD). I de efterfølgende år fortsatte KBD med at sælge den whiskey, som var blevet produceret af Willett, før destilleriet lukkede permanent. Men som årene gik begyndte KBD i stigende grad at købe deres whiskey hos tredjepart, for til sidst udelukkende at operere som et såkaldt NDP destilleri, og tilbyde en bred vifte af forskellige mærker, såsom; Rowan’s Creek, Noah’s Mill, Pure Kentucky XO og Kentucky Vintage, som alle rygtes at være blevet destilleret hos nabodestilleriet; Heaven Hill, for derefter at være blevet lagret i KBD’s egne warehouses. Ingen af omtalte whiskey mærker bærer KBD’ eller Willett’ eget navn, men bliver alle lanceret under deres respektive brand navne, men mere om det i næste uges anmeldelse. Sideløbende flaskede KDB også whiskey for så prominente mærker som f.eks. Michter’s og Black Maple Hill.

Sidst i 80’erne introducerede Willett – som nogle af de første i Amerika, deres small batch serie, som på daværende tidspunkt ikke slog igennem i Amerika, men som til gengæld blev en relativ stor salgssucces i udlandet, ikke mindst i Japan. Men det var ikke før at Jim Beam meldte sig på banen og begyndte at producere Small Batch whiskyer, at amerikanerne for alvor fik øjnene op for produktet.   

I 2006 lancerer Willett deres legendariske Willett Family Estate Bourbon og rye whiskyer, som varierer i alder fra 2 til majestætiske 25 år, og som alle er single barrel udgaver flasket ved fad styrke. Samtlige af disse Bourbon og rye whiskier er sourched fra adskillige ukendte destillerier, men har på trods af det, opnået kultstatus, og ældre aftapninger er i dag en lille formue værd. Fra første færd af Family Estate æraen kunne interesserede købe en tønde Family Estate whiskey fra Willett – og det er bl.a. her de legendariske LeNell’s Red Hook Rye’s stammer fra, som i dag får hammerslag på op til 30.000 amerikanske dollars, når de bliver udbudt på auktioner.          

I 2009 starter renovationen af Willett, hvor destilleriet i processen får installeret både en pot still – samt en continuous still, og endelig den 21. januar 2012 flyder whiskyen på ny hos Willett, hvor far og søn; Evan og Drew Kulsveen lancerer 4 Bourbon samt 2 rye mash bill whiskyer. I 2015 lancerer Willett deres egen 2 års gamle destillerede udgave af Willett Family Estate Rye, som årene er gået, bliver lanceret i stadig ældre udgaver. Herhjemme har vi dog indtil videre desværre kun haft mulighed for at købe deres 2- samt 3 årrige udgaver.   

I 2016 lancerede Willett deres egen destilleret Bottled In Bond udgave af deres Old Bardstown Bourbon mærke, som vi desværre stadig venter på herhjemme. Tidligere lancerede variationer af Old Bardstown skulle angiveligt have indeholdt bourbon fra Heaven Hill. 

Willett Family Estate Rye – Single Barrel – 8 years, Straight Rye Whiskey – Barrel 90

Som nævnt tidligere var det ikke før år 2015, at Willett lancerede deres egen destilleret udgave af deres Family Estate Rye, hvilket vil sige, at denne rye er sourced fra anden side. Selvom Willett efter sigende aldrig har indgået kontrakter om ikke at oplyse forbrugerne om, hvilke destillerier de har købt deres forskellige fade fra, ønsker de alligevel ikke at videregive disse informationer, og derfor er det naturligvis umuligt at vide, hvor denne rye oprindeligt er blevet destilleret. En ting ved vi dog med sikkerhed, nemlig at selve fadet som vanen tro er blevet lagret i Willett’ egne warehouses, og er en single barrel rye, som er aftappet ved en fad styrke på ikke mindre end 58,4%

  • Mærke: Willett
  • Producent: Willett
  • Destilleri: Unavngivet
  • Alder: 8 år
  • Mash Bill: Ukendt
  • Whiskey type: Straight Rye Whiskey
  • ABV: 58,4%
  • Pris: 850 kr (se nedenfor).

Duft: Karamel og brun farin, som synes at hænge ved i dagevis. Efterfulgt at mynte, frisk egetræ samt læder, og en enkelt dråbe honning med medium rug krydderier.

Smag: Denne rye er et festfyrværkeri af smagsnuancer, men samtidig silkeblød, med en helt uovertruffen olierede struktur. Den første smag der rammer mig, er espresso med nok vanilje til at dele ud af, efterfulgt af ahornsirup og lakridsrod. 

Eftersmag: Medium til lang eftersmag med klementiner, rosiner, vanilje samt den honning, som også var at finde i næsen.

Konklusion: Fuldstændig uovertruffen rye, som det er umuligt ikke at blive vanvittig forelsket i. Til trods for at 850 kr. er en pæn slat penge at smide på bordet for en flaske whiskey, er den hver en krone værd, hvis ikke mere. For jeg kan sagtens komme i tanke om andre whiskyer i samme prisklasse, som denne Willett fuldstændig trækker stolen væk under.

Score: 93/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Den anmeldte flaske er baseret på en indkøbt sample på ca. 20cl.  Seneste pris er 849,- hos whiskyeksperten.dk, men det er desværre lang tid siden, man kunne få den til den pris. I England ligger prisen p.t. på et stykke over 2.000 kroner.

Willett Pot Still Reserve – Small Batch Bourbon, Kentucky Straight Bourbon – Batch No. 17D2

Willett’s Pot Still Reserve blev introduceret tilbage i 2008 som en single barrel bourbon, som efter sigende indeholdte 8 – 10 års whiskey. Til trods for at Pot Still Reserven bærer Willett’ eget navn, er den sourced fra et ukendt destilleri i Kentucky, hvilket i den grad er medvirkende til at skabe total forvirring og foranledige forbrugerne til at tro, at det er Willett selv som har destilleret whiskyen. For at gøre ondt værre, er flasken designet efter Willett’ originale pot still. Yderlig mere har Willett valgt at hænge en talon med ordene ”Old time original recipe” om halsen på flasken, men mere om det i næste uges anmeldelse.

Omkring 2016 ændrede Willett deres Pot Still Reserve fra at være en single barrel til en small batch bourbon, men bibeholdt det ikoniske flaske design, og den eneste synlige forskel imellem de to udgaver skal findes på papirsejlet, som er påklistret flaskens hals. Som en sjov sidenote startede Willett i 2013 med at fortrykke barrel numre, alkoholprocent mm. på deres labels, og stoppede dermed med at påføre dem i hånden, hvilket er en god indikator til at datere dit Willett produkt. 

  • Mærke: Willett
  • Producent: Willett
  • Destilleri: Unavngivet
  • Alder: NAS
  • Mash Bill: Ukendt
  • Whiskey type: Straight Bourbon Whiskey
  • ABV: 47%
  • Pris: 495 kr.  

Duft: Klassisk vanilje og brun farin, efterfulgt af ristede hvede toast med smør, mørk sirup og valnødder.

Smag: Det første der slår mig er, at denne small batch udgave desværre ikke har den samme olierede karakter og mundfylde, som de originale single barrel udgaver havde, men synes meget lysere på trods af, at begge udgaver er flasket ved 47 % ABV. Starter ud med at være meget vanilje sød, men får hurtig et løft, da kanel, mørke blomme sorter og peanut butter træder til.   

Eftersmag: Kort til medium lang eftersmag, som byder på en smag af kaffe, sort peber og en smule egetræ.

Konklusion: Even Kulsveen har udtalt, at ældre Willett produkter bevidst havde en langt mere ”bastant krop”, da de nuværende forbrugere ønsker et lysere produkt. Det kan man selvfølgelig argumentere både for og imod, men en god del af os har været i gamet i så mange år, at vi har smagt ældre udgaver af Willett, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg personligt foretrækker de ældre Willett udgaver frem for de nye, og de whiskey kredse som jeg færdes i, må siges at være tilhængere af Kulsveen første nævnte kategori frem for sidste nævnte. Hvis jeg skal komme med et godt bud på, hvorfor Willett’ nuværende udgaver har en, i Kulsveen ord, lysere profil. Oversat til min optik, mindre kompleks, mindre dyb og mere smagsfattig profil, mest af alt skyldes, at prisen på en ”ældre” tønde whiskey over de seneste år har nået astronomiske priser i Amerika, og det derfor er en rimelig antagelse, at nyere Willett produkter indeholder betydelig yngre whiskyer end de ældre udgaver. Når det så er sagt, er Willett’ Small Batch udgave stadig en rigtig fin Bourbon, hvor kvalitet og pris – i disse straftolds befængte tider, går fint hånd i hånd. 

Score: 84/100
Kategori: Rigtig god

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Undertegnede ønsker at takke Erik Hasselgärde for at sende mig en sample af Willett Family Estate Rye. Den anmeldte sample var sendt til undertegnede ud af en pludselig opstået næstekærlighedsfølelse fra afsendernes side. Erik har ingen finansiel interesse i Willett eller whiskey importører, der fører Willett i deres sortiment.

Den anmeldte Willett Pot Still Reserve flaske er købt af undertegnede, hos whiskyeksperten.dk for 495 kr, som i skrivende stund ikke fører den i deres sortiment, men en flaske kan stadig erhverves hos bevco.dk for samme pris.

Bemærk venligst, at fotoet der er bragt i Willett Family Estate anmeldelsen stammer fra Hasses arkiv, og fremviser en Willett Family Estate Small Batch Rye, og ikke den anmeldte Willett Family Estate Single Barrel Rye.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *