Anmeldelser

That Boutique-Y Whisky Co. Distillery 291 – Bourbon Spirit – 11 Months Old – Batch #1

Baseret ud fra Colorado lokaliserede Distillery 291 hjemmeside, virker mikro-destilleriet til at være et one man’s show, hvor ejeren Michael Myers, mere eller mindre håndterer samtlige skridt i processen selv. Da Distillery 291 er et relativt nyt destilleri, har det selvfølgelig ikke en lang forkromet historie at trække på. Men de få informationer, som Myers har valgt at videregive i forhold til sig selv og sit destilleri, handler mest af alt om en forkærlighed til cowboys og heste, samt Myers opvækst på en gård der har beliggenhed imellem Daniel’s og Dickel’s, som jeg ikke gider kede nogen til døde med. Da den i den grad er fuldstændig ligegyldig og intetsigende, men alligevel på snedig vis formår at flette Amerikas så stolte whiskey traditioner ind i Myers egen, som jo må siges at være meget belejligt, når man som Myers egentlig ikke selv har en.

Distillery 291 åbnede tilbage i 2001, som et såkaldt ”grain to bottle” destilleri. Hvad der er interessant ved Distillery 291 er, at de, i modsætning til langt de fleste andre ny opstartede whiskey destillerier, nærmest udelukkende fokuserer på whiskey, og udover en enkelt likør, har ikke mindre end syv forskellige whiskyer, samt en eksperimental serie i sin produktserie. Grunden til at langt de fleste ny opstartede whiskey destillerier har spiritus typer som gin og vodka i deres portefølje er, at de ikke skal lagres, og at de dermed hurtigt kan omsætte disse produkter, og dermed skabe en fast indtjening, imens de venter på at deres whiskyer når en drikkeklar alder. Den finansielle hovedpine ved at skulle vente tre eller fire år på at ens destilleri endelig kan begynde at få et afkast, har Michael Myers løst ved kun at lagre sine forskellige whiskyer imellem 5 måneder til et år. Hvilket naturligvis også gør, at han hverken har en straight bourbon eller straight rye i sin portefølje. Da de fleste synes at mene, at gennemsnitsalderen for en Bourbons ”sweet spot” ligger omkring 8 – 12 år, er jeg mere end spændt på at smage resultatet af en Bourbon, som kun har været lagret i et år. Det skal så i Myers forsvar siges, at de whiskyer, som ikke i forvejen er aftappet ved fadstyrke, nærmest alle som en, har en alkoholprocent på 50 %.

Når det kommer til Myers produktions metoder samt mash bill’s, skiller han sig også her i den grad ud fra de traditionelle amerikanske destillerier. Da maltet rug eller byg indeholder naturlige enzymer, som omdanner stivelse til sukker, benytter langt de fleste amerikanske destillerier 5 – 10 procent maltede byg eller rug i deres mash bill’s. Myers bruger til gengæld hele 61 % maltet rug i sine rye whiskier samt 19 % i sine Bourbons.

Normalt destillerer de amerikanske destillerier deres distiller’s beer til low wine og derefter deres low winen til high wine, før white dog’en kommes på fade. Med andre ord, destillerer man to gange i Amerika, hvorimod man i Irland normalt destillerer en ekstra gang, hvilket også er tilfældet hos Distillery 291. Yderlig mere benytter Distillery 291 sig af, hvad de kalder for ”El Paso County Process” hvor Myers, guderne må vide hvorfor, tilsætter en lille del af sit tidligere destillat til sin mash. Myers lagrer sine whiskyer i heavy charred 10 gallon/38 liter amerikanske egetræsfade for derefter – som vi kender det fra Maker’s Mark 46, at tilsætte enten ”toasted” eller forkullede træ-stave til fadene i 2 – 3 uger, som er udvundet fra asp træer, som vokser i nærheden af destilleriet. Langt de fleste amerikanske destillerier benytter sig af en mash bill som er sammensat af tre kornsorter. Men da Myers i forvejen bruger en meget stor procentdel maltet rug i sin mash, kan han undvære den maltet byg i sin rug whiskie, som dermed kun indeholder 61 % rug og 39 % majs. Hans Bourbon mash har en sammensætning af 80 % majs, 19 % maltet rug samt 1 % maltet byg. Distillery 291 officielle aftapninger er til alles store overraskelse ikke tilgængelig i Danmark, men Master Of Malt fører deres Single Barrel Rye samt Bourbon, som kan købes for den nette sum af 754 kr. pr styk.

Denne Bourbon fra Distillery 291 som jeg skal til at anmelde, er en uafhængig aftapning fra engelske That Boutique-Y Whisky Co. som også har en lignende rye whiskey fra Distillery 291 tilgængelig. Denne aftapning er 11 måneder gammel og flasket ved 49,9 % Hvilket gør at den ikke adskiller sig synderligt fra Distillery 291 officielle Colorado Bourbon, som er 12 måneder gammel og flasket ved 50,8 % ABV. Så hvis jeg skal være ærlig, synes jeg, at det er et noget besynderligt valg, som TBWC her har kastet sig ud i. For jeg er af den klare overbevisning, at en uafhængig aftappers fornemste opgaver er at udvælge fade, der repræsenterer et destilleri fra en anden vinkel, og ikke blot stiller sig tilfreds med at vælge et fad, der er trukket direkte ud af røven på en af destilleriets officielle aftapninger.

Den anmeldte flaske kan købes hos Master Of Malt for 589 kr. I denne forbindelse skal man som forbruger huske at tage forbehold for, at TBWC benytter sig af 500 ml. flasker i modsætning til de gængse 700 ml. flaske. Hvilket gør, at man sammenlignet med andre produkter på markedet, reelt betaler 824 kr. for en 700 ml. flaske.

Selvom guderne skal vide, at en whiskey’ alder langt fra betyder alt, da en yngre velproduceret whiskey i nogle tilfælde fuldstændig kan feje gulvtæppet væk under en langt ældre. Når det så er sagt, så har jeg i den grad svært ved at se, hvordan man retfærdiggør, at skulle betale 589 kr. for en 500ml. 11 måneders gammel Bourbon. Eller for den sags skyld 754 kr. for en et års gammel Bourbon, som det er tilfældet med Distillery 291 officielle Single Barrel Bourbon. For hvis man tager produktionsomkostningerne i betragtning, er en 11 måneders gammel Bourbon betydelig billigere at producere, end det f. eks er tilfældet med en 5 års gammel Bourbon, da ca. 10 % af en tøndes indehold fordamper det første år af modningsperioden, hvorefter ca. yderliggere 4 % fordamper på årsbasis. Men Distillery 291 er desværre langt fra det eneste mikro-destilleri i Amerika, som åbenbart mener, at de kan retfærdiggøre, at deres produkter er oppe i denne prisklasse, men så er det jo bare op til den enkelte forbruger at afgøre, om han eller hun mener, at kvaliteten står mål med prisen.  

Vi har her hos Straight Whiskey.dk tidligere bragt en mere fyldestgørende beskrivelse af den uafhængige aftapper That Boutique-y Whisky Co. Klik her hvis du ønsker at læse den.

That Boutique-Y Whisky Co.

Distillery 291 – Bourbon Spirit – 11 Months Old – Batch #1

  • Destilleri: Distillery 291
  • Aftapper: That Boutique-Y Whisky Co.
  • Alder: 11 måneder
  • Whiskey type: Bourbon spirits
  • ABV: 49,9%
  • Pris: 589 kr.
  • Fad: Ny forkullet amerikansk egetræ
  • Udgivelse: 467 udgivne flasker

Duft: Minder mig på overraskende vis utrolig meget om Old Forester 1910. Man fornemmer med det samme den høje alkoholprocent, som bibringer en god varme i duften, uden at den på nogen måde bliver sprittet. En nærmest overvældende duft af mørk karamel, med en underlæggende duft af, hvad man normalt hentyder til som ”barrel char”, som bedst kan beskrives som en ristet egetræsduft. Efterfulgt af brun farin, en god del krydderier fra det høje indehold af rug i mashen, samt blommer i madeira. Når europæiske whisky producenter traditionen tro bruger maltet rug i deres Rye Whiskier, har whiskien typisk en underlæggende maltet duft profil, men besynderligt nok, er den ikke tilstede her. 

Smag: Cremet mundfornemmelse. Yderst velbalanceret af en næsten 50 % whiskey at være. Denne Bourbon byder langt hen af vejen på de samme smagsnuancer, som også var at finde i næsen. Den starter ud med karamel, som dog er mere nedtonet i smagen, efterfulgt at lys ahornsirup samt blommer, hvor den hen imod afslutningen bliver mere urteagtig, som jeg skal være ærlig at tilstå, at jeg sagtens kunne havde undværet, men det er mere min fortrukne smags reference, end en negativ kritik af whiskyen. 

Eftersmag: Kort og byder ikke på meget mere end den før omtalte urteagtige smag, som her i eftersmagen bliver en anelse mere mundsnerpende.

Konklusion: TBWC’ aftapning af Distillery 291’ Bourbon er i sin egen ret super interessant, og jeg er ærligt talt både overrasket og imponeret over hvor vellykket en Bourbon, som Michael Myers har formået at lave efter sølle 11 måneder på fad. Både næsen – som virkelig må siges at byde på en rigtig fin oplevelse, og smagen er vel balanceret. Jeg havde frygtet, at blandingen imellem de små fade, lagrings tiden, samt den høje alkohol procent, kunne havde skabt en dominerende træ sprittet profil, men det er på ingen måder tilfældet. Jeg ville fortrække mere dybde i selve smagen, og den nærmest ikke eksisterende eftersmag, må siges at være skuffende. Når det så er sagt, må jeg endnu engang bøje mig i støvet for Myers og hans åbenlyse evner, og håber på, at han med tiden begynder at lagre sine whiskyer længere, for der skal ikke herske nogen tvivl om hvor stort et potentiale hans whiskey har.

 

Score: 76/100
Kategori: Rigtig god

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

Sample af anmeldte whiskey er købt af undertegnede hos Master of Malt, hvor en flaske kan erhverves for 589 kr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *