Anmeldelser

Jim Beam Devil’s Cut

Denne anmeldelse er af de lidt mere nørdede af slagsen – da vi bevæger os ind på det måske mest spændende område indenfor amerikansk whiskey: Lagringsprocessen.

Hvis du er interesseret i endnu flere detaljer omkring dette emne end jeg kommer ind på i denne anmeldelse, så kan du evt. læse de ”nerdy posts” jeg laver sammen med Blake Riber fra Bourbonr – og jeg går naturligvis i endnu flere detaljer i et af kapitlerne i vores whiskeybog.

Jim Beam ”Devil’s Cut” lyder jo umiddelbart som et smart navn, som deres marketingafdeling har opfundet på et tidspunkt, hvor de har kedet sig ekstra meget – men ”Devil’s Cut” er et udtryk som man har brugt i mange år i branchen. Jeg skal nok forklare hvad udtrykket går ud på, men jeg vil lige komme ind på det helt basale omkring lagring af amerikansk whiskey:

Når whiskeyen er færdigdestilleret, så bliver den hældt på egetræstønder hvor selve lagringsprocessen starter. På dette tidspunkt er whiskeyen helt klar som vand – og har en alkoholprocenten omkring 55-60. Det laveste jeg har hørt om er 51,5% og det højeste er 62,5% (som også er det maksimalt tilladte, ifølge lovgivningen). Whiskeyen bliver på dette tidspunkt kaldt alle mulige forskellige ting, men det mest benyttede udtryk er ”New Make”, ”New Whiskey”, ”White Dog” og ”Distillate”. Selv bruger jeg ”White Dog”, simpelthen fordi det er det sjoveste navn.

Da tønderne er ret dyre at fremstille (typisk 1.500 – 2.000 kroner pr. tønde), så fylder man White Dog helt op til der ikke kan være mere – og så forsegler man tønden med en stor prop der typisk også er lavet af egetræ. For mange af de store whiskeytyper (såsom Bourbon og Rye) må tønderne ikke have været brugt før og de skal desuden være forkullede på indersiden. Forkulningen kunne jeg skrive meget, meget mere om, men du får her den korte version: Når træet bliver brændt, så tiltrækker varmen de naturlige sukkerstoffer i træet, som danner et beskyttende karamelliseret lag lige under den forkullede del af træet. Det kalder man også for ”red line”, da dette lag har en svag rød farve.

White Dog bliver hældt på tønderne ved almindelig rumtemperatur omkring 20-22 grader og så bliver de ellers kørt over til lagerbygningerne hvor de (måske som bekendt) ligger i adskillige år, indtil whiskeyen er klar til at blive hældt på flaske. Når temperaturen stiger om sommeren, så stiger trykket også inden i selve tønden og whiskeyen prøver nu bogstaveligt talt at presse sig igennem træet. Om vinteren trækker væsken sig tilbage ud af træet – og sådan går det år efter år. Man taler om at whiskeyen ”ånder”.

Og nu nærmer vi os så småt dagens emne ….

I den periode hvor whiskeyen er inde i selve træet (når trykket er ekstra stort), så har den dels kontakt med det førnævnte ”red line” karamellag og dels med en del af resten af træet, afhængig af hvor langt det er trængt ind. Hvis man skærer en stav fra en whiskeytønde over, så kan man se hvor langt whiskeyen er trængt ind – og det kalder man en ”soak line”.

Lidt af whiskeyen trænger helt ud på denne måde og der sker dermed en vis fordampning (ca. 10% det første år, og så ca. 4% de efterfølgende år). I modsætning til hvad man skulle tro, så stiger alkoholprocenten med årene, da vandmolekylerne har nemmere ved at presse sig ud gennem træet end alkoholen – ret cool. Fordampningen kalder man ”Angel’s Share” og gør altså, at der kan være betydeligt mindre whiskey tilbage, end de ca. 200 liter man fra starten hældte på tønden. F.eks. vil der efter 20 år kun være 80-85 liter tilbage i gennemsnit.

Men …. Angel’s Share er ikke den eneste årsag til at antallet af liter daler. Den anden er nemlig ”Devil’s Cut”. Dette udtryk dækker over den del af whiskeyen der bliver inde i træet, efter man har tømt tønden. Der kan faktisk godt gemme sig en hel del whiskey på denne måde – og der er en af årsagerne til, at blandt andet brugte Bourbonfade er så eftertragtede rundt omkring i verden. En stor del af de skotske whiskeyer er blandt andet lagret på brugte Bourbonfade, da man på denne måde kan få glæde af den tilbageværende Devil’s Cut.

Jim Beam besluttede sig for at prøve at udnytte den tilbageværende whiskey i et kommercielt produkt, som de naturligvis kaldte for ”Devil’s Cut”. Her er den lidt specielle fremgangsmåde:

  • Almindelig Jim Beam Bourbon bliver lagret i ca. 6 år, hvilket svarer nogenlunde til deres ”Black Label” produkt.
  • Nu bliver disse fade tømt og hældt på ståltanke.
  • Nu hælder man ca. 20 liter vand tilbage i hver af de tomme fade.
  • Disse fade bliver herefter rystede/roterede i det der svarer til en slags centrifugering.
  • Centrifugeringen gør, ad den Devil’s Cut whiskey der er ”fanget” i træet, bliver nu blandet sammen med det tilsatte vand.
  • Efter centrifugeringen bliver vand/whiskey blandingen hældt over i ståltankene sammen med den oprindelige 6 år gamle whiskey.
  • Til sidst hælder man yderligere vand i, indtil den samlede alkoholprocent er nede på 45.

Da Devil’s Cut whiskey har været fanget i træet vil den naturligvis have tiltrukket sig en del tanniner og andre smagsstoffer …. så lad os se om det også er muligt at fange disse i nedenstående anmeldelse.

 

Jim Beam Devil’s Cut

  • Destilleri: Jim Beam
  • Alder: NAS (men er næsten helt sikkert 6 år gammel).
  • Whiskey type: Kentucky Straight Bourbon
  • Mash Bill: 77 % majs, 13 % rug & 10 % bygmalt
  • ABV: 45 %
  • Pris: 250 kr.

Næse: Tanninerne fra egetræet er der lige med det samme. Det er jo smag og behag om kraftige tanniner er en god ting, men jeg synes faktisk det er ret afbalanceret i dette tilfælde. Det er også lidt undertrykt vanilje og en anelse bagte æbler, som jeg ofte ser i Jim Beam produkter. Alkoholen er meget tonet ned.

Smag: Igen er tanninerne helt oppe på tæerne – og overskygger de andre smagsoplevelser. Der støder andre krydderier til efter et stykke tid – og jeg tænker kortvarigt at jeg er ved at smage en ung Rye whiskey.

Eftersmag: Ret behagelig og længere end jeg havde forventet.

Konklusion: Hvis man sammenligner med deres White Label produkt er vi en pænt stykker over rent kvalitetsmæssigt – og jeg vil endda sige, at den slår deres Black Label produkt (som er langt bedre end dets rygte). Jeg synes det er en spændene tiltag – og jeg må lidt pakke min skepsis sammen, da jeg var overbevist om, at det var et Jim Beam marketing stunt. Jeg synes faktisk det er et rigtig godt produkt, som jeg helt sikkert også vil prøve i en Old Fashioned en af de nærmeste dage.

 

Score: 81/100

Kategori: Rigtig god

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem    

 

Det var samtidigt den sidste anmeldelse i 2019, da redaktionen holder juleferie. Vi håber at se jer tilbage i 2020, hvor der venter nye spændende anmeldelser!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *