Stagg Jr. Batch #3 og #12
Da Buffalo Trace Distillery i juli 2013 annoncerede det nye produkt ”Stagg Jr.”, så kunne bourbonelskerne næsten ikke få armene ned; En barrel proof Bourbon til en rigtig god pris ($49,99) og så endda en lillebror til produktet ”George T. Stagg”, der allerede på det tidspunkt var meget svær at få fingrene i.
Der skulle dog ikke gå lang tid før entusiasme var vekslet til skuffelse.
På overfladen fejlede produktet absolut ingenting; Lagret i 6-8 år, 67,2% alkohol, lavet af et af de dygtigste destillerier – og som sagt med en god pris og et berømt navn.
Problemet var bare, at det ikke var en særlig god whiskey. Alle de berømte anmeldere kastede sig naturligvis over flasken, men der var udbredt enighed om, at den brændende fornemmelse af alkoholen totalt tog overhånd og efterlod dem med en whiskey uden harmoni.
Den generelle FOMO (Fear Of Missing Out) I USA gjorde dog, at det første batch hurtigt blev udsolgt – og man har siden fortsat med to udgivelser pr. år siden. I skrivende stud er batch #13 netop kommet på markedet.
Men historien om Stagg Jr. skulle hurtigt få en ny drejning – og den fortsatte fortælling er næsten som den grimme ælling. Inden jeg dog fortæller dig den historie, så tænkte jeg at det var en ide, lige at runde personen der har lagt navn til produktet – George T. Stagg (GTS).
Sammen med oberst E. H. Taylor Jr. (EHT) startede han det destilleri der i dag hedder Buffalo Trace Distillery. EHT kommer på et tidspunkt i økonomiske vanskeligheder og bliver reddet fra en personlig konkurs på målstregen, da GTS køber hans aktier af ham i 1878. Reelt var der dog med købet sket det bizarre, at GTS nu ejede rettighederne til EHT’s navn. Dengang var lovgivningen om ophavsret kun i sin spæde start – og EHT måtte med uforrettet sag (i det mindste midlertidigt) opgive retten til sit eget navn. Han kunne dog godt grundlægge et nyt destilleri med ”Taylor” i navnet – som jeg også har skrevet mere om i del 1 af EHT-anmeldelserne. GTS stod nu som den reelle ejer af destilleriet, som i 1904 blev omdøbt til ”George T Stagg Distillery” – et navn der vedblev helt indtil 1999, hvor det fik sit nuværende navn.
I bourbonkredse er GTS primært kendt for at lægge navn til produktet ”George T Stagg”, der er en del af Buffalo Traces ”Antique Collection”. Jeg kan ikke afvise at jeg skriver en anmeldelse på et tidspunkt, da jeg har en uåbnet flaske stående.
Men tilbage til Stagg Jr. udgivelserne:
Opfølgerne til det første uheldige batch var bedre, men fortsat ikke at den kvalitet som fansene havde håbet på. Det står lidt uklart hvornår tingene for alvor begynder at vende, men efter at have læste en del artikler om emnet, så sker det omkring batch 3 eller 4.
I dag er der så meget styr på processen, at næsten hver eneste batch er af høj kvalitet. Ifølge flere af anmelderne, er batch #12 fra sommeren 2019 den hidtil bedste udgivelse i serien – og den blev da også kåret til årets whiskey af den anerkendte gruppe ”Breaking Bourbon”.
Her er en oversigt over de udgivelser der indtil videre har været:
Batch 1 – (efterår, 2013) – 134.4 Proof
Batch 2 – (forår, 2014) – 128.7 Proof
Batch 3 – (efterår, 2014) – 132.1 Proof
Batch 4 – (forår, 2015) – 132.2 Proof
Batch 5 – (efterår, 2015) – 129.7 Proof
Batch 6 – (forår, 2016) – 132.5 Proof
Batch 7 – (efterår, 2016) – 130.0 Proof
Batch 8 – (forår, 2017) – 129.5 Proof
Batch 9 – (efterår, 2017) – 131.9 Proof
Batch 10 – (forår, 2018) – 126.4 Proof
Batch 11 – (vinter, 2018) – 127.9 Proof
Batch 12 – (sommer, 2019) – 132.3 proof
Batch 13 – (efterår, 2019) – 128.4 proof
De to flasker jeg anmelder i dag, er batch #3 og #12
Lidt om prisniveauet i Danmark: Desværre er prisen på denne flaske høj i Danmark og den billigste online shop har den i skrivende stund til 999 kroner – og der er butikker der går meget højere op. Hvis du er interesseret i en flaske – og du ikke sådan lige står og skal til USA – så vi jeg anbefale dig at købe den hos Master of Malt, der har den til ca. 650 kroner. Selv med fragt er det langt billigere. Min bedømmelse nedenfor er derfor baseret på et prisniveau på 650,-
Stagg Jr. – batch #3
- Mærke: Stagg Jr.
- Producent: Buffalo Trace Distillery
- Destilleri: Buffalo Trace Distillery
- Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
- Alder: NAS, men ifølge den oprindelige pressemeddelelse 6-8 år
- ABV: 66,05 %
- Mash Bill: Buffalo Trace Mash Bill #1 (formodentligt 85% majs, 10% rug og 5% maltet byg)
- Pris: Købt til €99 i Tyskland, marts 2017.
Duft: Alkoholen er klart tilstedeværende og der er en masse frugt og egetræ. Det er ikke en oplevelse jeg falder bagover af – og det er kun efter lang tid jeg fanger noget vanilje og andre af de gode bourbonsager.
Smag: Der er fuldstændig lige så meget knald på som man vil forvente og der er virkelig mange smagsindtryk, som i starten kan være lidt svære at adskille. Det er derfor ikke en super harmonisk oplevelse – men den vinder ved at være så mangfoldig. Jeg fanger vanilje, karamel, æbler, egetræ, læder, peber og nogle andre krydderier jeg ikke lige kan adskille. Alkoholen er der i begyndelsen – forsvinder efter et par sekunder – for så at vende tilbage. Alt-i-alt en god oplevelse.
Eftersmag: Lang og krydret – men alkoholen hænger ved.
Konklusion: Jeg har haft denne flaske åbnet i 2½ år og jeg husker tydeligt min store skuffelse, da jeg tog den første tår; Jeg synes alkoholen var alt for dominerende – og jeg vil slet ikke tænke på batch #1 der efter sigende skulle værre meget, meget værre på den front. Her 2½ år senere der det blevet en meget mere behagelig oplevelse – og jeg har haft masser af venner der har været meget begejstret.
Score: 83/100
Kategori: Rigtig god
Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem
Stagg Jr. – batch #12
- Mærke: Stagg Jr.
- Producent: Buffalo Trace Distillery
- Destilleri: Buffalo Trace Distillery
- Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
- Alder: NAS, men ifølge den oprindelige pressemeddelelse 6-8 år
- ABV: 66,15 %
- Mash Bill: Buffalo Trace Mash Bill #1 (formodentligt 85% majs, 10% rug og 5% maltet byg)
- Pris: Gave fra amerikansk kollega, som købte den til $65 i december 2019.
Duft: Alkoholen er langt mere nedtonet end batch #3, på trods af at niveauet stort set er identisk. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg har en Bourbon i glasset og det klassiske noter er der med det samme. Jeg får også det som amerikanerne kalder ”butterscotch” og som herhjemme kaldes smørkaramel. Der er også lidt sødme fra dessertkirsebær. I det hele taget en behagelig oplevelse.
Smag: Vi er niveauer over batch #3, men der er stadig en anelse for meget gang i alkohol og krydderier. Igen er det det bourbontreenigheden der styrer – men jeg fanger også noget kakaopulver og ahornsirup. Efter et par dråber vand forsvandt toppen af alkoholen og krydderierne og det synes jeg faktiske virkede ret godt. Jeg kommer sjældent vand i min whiskey, men her fungerer det; Nu kan jeg bedre fornemme den harmoni jeg havde savnet.
Eftersmag: Dejlig, lang og behagelig – flot!
Konklusion: Et på alle måder bedre produkt end batch #3 og jeg kan godt forstå, at anmelderne er begejstrede. Jeg havde dog selv håbet på lidt mindre knald på alkohol og krydderier. En af årsagerne kan være, at flasken først er blevet åbnet et par timer før anmeldelsen. Jeg tror derfor, at jeg vil smage den igen til efteråret og se om det har betydet noget.
Score: 88/100
Kategori: Fantastisk
Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem