Anmeldelser

Elijah Craig Barrel Proof – Release 11, 18 og 21

For 3 år siden (februar 2017) købte jeg en Elijah Craig Barrel Proof (ECBP) hos Whiskyeksperten. Jeg havde kun været i gang med min Bourboninteresse i et par år på det tidspunkt – og jeg kan klart huske, at jeg tænkte ”holy crap” til mig selv efter den første tår. Det var også den højeste alkoholprocent (69,7%) jeg på det tidspunkt havde smagt i en Bourbon.

For en måneds tid siden fik jeg et tip fra min gode ven Liquorhound, at den seneste udgave af ECBP (Batch C919) var helt fænomenal og at jeg absolut skulle købe en flaske hvis jeg kunne finde den. Utroligt nok sker der så det, at jeg under en rejse til Florida finder en enkelt flaske i den lokale ”Total Wine & More” butik til $65,99 – så den nappede jeg selvfølgelig med hjem. Da jeg satte den i skabet opdagede jeg, at jeg faktisk også have en batch C918 stående. Og så lå det jo lige til højrebenet at lave en anmeldelse, hvor jeg sammenlignede alle 3 udgaver – og det er altså den du læser her.

Imod sædvane vil jeg ikke komme med en længere baggrundshistorie om personen Elijah Craig og destilleriet Heaven Hill som producerer whiskeyen. Det har Hasse nemlig gjort så udmærket, da han anmeldte de to udgaver af deres standard Bourbon. Hvis du interesserer dig for baggrundshistorikken – og ikke mindst alle de skrøner der er forbundet med navnet Elijah Craig – så vil jeg klart anbefale dig at læse hans anmeldelse.

Heaven Hill lancerede deres Elijah Craig serie tilbage i 1986 – og det er i dag deres flagskibsprodukt. ECBP udgaverne kom på markedet i 2013 og det er siden da blevet til ca. 20 forskellige udgivelser og alkohol procenten varierer mellem 62,1 og 70,1 – så det er stærke sager.

Indtil for et par år siden levede ECBP en lidt stille tilværelse og havde svært ved at kæmpe med lignende produkter som Booker’s fra Jim Beam, Jack Daniel’s Single Barrel Barrel Proof – og til dels Blanton’s SFTB (internationalt).

Men så skete der noget i 2017, da det anerkendte magasin ”Whiskey Advocate” kårede ECBP til årets whiskey. Ikke bare årets amerikanske whiskey – men den bedste whiskey i hele verden! Jeg har altid selv haft stor respekt for Whiskey Advocate, da de altid tager prisen i betragtning – så kåringen dermed i virkeligheden er ”bedste køb til prisen” og der er i min optik langt bedre at vide end bedste kvalitet.

Jeg husker klart da kåringen blev offentliggjort – og de amerikanske whiskeybutikker kunne kort tid efter melde helt udsolgt af det batch (B517) der havde vundet prisen. Efter denne kåring har ECBP virkelig haft vind i sejlene og bliver i dag betragtet som en af de absolut bedste Barrel Proof whiskeyer på markedet – også hvis man kun kigger på kvalitet.

Hvis du selv får lyst til at prøve en flaske, så ligger prisniveauet i Danmark på ca. 7-800 kroner og det er absolut acceptabelt. De enkelte batches varierer lidt i kvalitet, så hvis du falder over en af dem jeg ikke har anmeldt her, så kan du evt. google hvad folk siger om den. Deres batchnumre overgik i 2017 til et system hvor der er et bogstav efterfulgt af tre tal. ”A” er årets første batch, ”B” årets andet batch, og så videre. Det første tal er måneden og de sidste to tal er året. C919 er derfor årets tredje batch og er hældt på flaske i september 2019.

Her er en samlet oversigt over de foreløbigt 21 udgivelser:

Release 1: 134.2 proof (2013)

Release 2: 137.0 proof (2013)

Release 3: 133.2 proof (2014)

Release 4: 132.4 proof (2014)

Release 5: 134.8 proof (2014)

Release 6: 140.2 proof  (2014)

Release 7: 128.0 proof  (2015)

Release 8: 139.8 proof  (2015)

Release 9: 135.6 proof  (2015)

Release 10: 138.8 proof  (2016)

Release 11: 139.4 proof  (2016)

Release 12: 136.0 proof  (2016)

Release 13: A117, 127.0 proof (2017)

Release 14: B517, 124.2 proof (2017)

Release 15: C917, 131.0 proof (2017)

Release 16: A118, 130.6 proof (2018)

Release 17: B518, 133.4 proof (2018)

Release 18: C918, 131.4 proof (2018)

Release 19: A119, 135.4 proof (2019)

Release 20: B519, 122.2 proof (2019)

Release 21: C919, 136.8 proof (2019)

De tre flasker jeg anmelder i dag er således release 11, 18 og 21.

Og apropos anmeldelserne … her kommer de:

 

Elijah Craig Barrel Proof, Release 11 (maj, 2016)

  • Mærke: Elijah Craig
  • Producent: Heaven Hill
  • Destilleri: Bernheim distillery
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: 12 år
  • ABV: 69,7 %
  • Mash Bill: 75 % majs, 13 % rug og 12 % maltet byg
  • Pris:  Købt til 649 kr. i februar 2017

 

Duft: Fuldstændig klassisk Bourbon; karamel, vanilje, brun farin. Men også bagte æbler, alkohol (skarp, men ikke for skarp), egetræ, læder og måske en anelse nellike.

Smag: Vaniljen bliver forstærket og en fantastisk behagelig sødme breder sig i mundhulen. Man kan sagtens fornemme at vi er oppe på næsten 70% alkohol, men den bliver leveret på en forfinet måde – måske fordi den er pakket ind i den dejlige vanilje og at tanninerne er bløde og måske endda næsten helt væk.

Eftersmag: Lang og tilfredsstillende. Alkoholen tager på intet tidspunkt overhånd og den gode smag forsvinder kun stille og roligt ….

Konklusion: En utrolig flot Bourbon, der på trods af at have været åbnet i næsten 3 år, har sin fulde virilitet intakt. Jeg kommer til at græde den dag den er slut – da netop denne ikke findes mere (med mindre man betaler overpris). Jeg prøvede i øvrigt at komme et par dråber vand i. Jeg synes ikke det virkede – og tanninerne og alkoholen var ligefrem mere fremtrædende. Så …. min anbefaling er, at du drikker den ”neat” i meget små nip. Til prisen er dette et fuldstændigt fremragende produkt.

 

Score: 93/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

 

Elijah Craig Barrel Proof, Release 18 (C918 – september, 2018)

  • Mærke: Elijah Craig
  • Producent: Heaven Hill
  • Destilleri: Bernheim distillery
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: 12 år
  • ABV: 65,7 %
  • Mash Bill: 75 % majs, 13 % rug og 12 % maltet byg
  • Pris:  Købt til $74,99 i februar 2019. Prisniveau i Danmark: 7-800 kr

 

Duft: Sammenlignet med release 11 er duftindtrykket lidt skuffende – selvom det sammenlignet med så mange andre produkter absolut er i orden. Vaniljen er tonet ned, alkoholen er meget afdæmpet (hvilket jo ikke nødvendigvis er dårligt) og kun de bagte æbler fra før er at genkende. Efter lang tid fornemmer jeg også lidt tanniner.

Smag: Skarpt krydret smag og  der går faktisk lidt tid før jeg kan smage den sødme jeg havde forventet. Jeg kom derfor et par dråber vand i – og det åbnede den helt klart op; Nu kunne jeg smage både karamel og vanilje – og det kunne jeg næsten ikke før.

Eftersmag: Dejlig og lang – faktisk det mest harmoniske i oplevelsen.  

Konklusion: Vi er ikke på niveau med release 11 – men sådan er det jo med forskellige batches. Den åbnede klart op med et par dråber vand – og det er den oplevelse min bedømmelse er baseret på. Det skal også siges, at jeg kun har haft flasken åben i 24 timer inden min bedømmelse – den havde dog stået i glasset i lang tid.

 

Score: 89/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

 

 

Elijah Craig Barrel Proof, Release 21 (C919 – september 2019)

  • Mærke: Elijah Craig
  • Producent: Heaven Hill
  • Destilleri: Bernheim distillery
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: 12 år
  • ABV: 68,4 %
  • Mash Bill: 75 % majs, 13 % rug og 12 % maltet byg
  • Pris:  Købt til $65,99 i januar 2020. Prisniveau i Danmark: 7-800 kr

 

Duft: Meget harmonisk og jeg er imponeret over, at alkoholen kan være så fraværende i en Bourbon der holder 68,4%. Præcis som release 11, er det de klassiske indtryk der dominerer – dog noget mere afdæmpet her. Egetræet kommer frem efter lidt tid og forbliver der med god styrke.

Smag: WOW og KA-POW! En total eksplosion i munden – og ikke grundet alkoholen. Vaniljen og farinen sætter sine teltpløkker i mit tandkøb og min tunge fra første sekund. Tanninerne er bløde og afbalancerede og dominerer primært ganen, hvor det er vaniljen der nu har overtaget tungen.

Eftersmag: Lang og behagelig (og endnu længere med et par dråber vand – se nedenfor)

Konklusion: ECBP release 21 er et enestående produkt til prisen. Jeg har altid været fan af Heaven Hill – og de har formået at sætte en vanvittig høj standard for dette produkt. Som både Breaking Bourbon og Liquorhound uafhængig af hinanden har påpeget, så har netop denne udgave næsten George T. Stagg kvalitet. Hvis du kan finde en flaske i Danmark til en 7-800 kroner, så skal du ikke tøve et sekund. Et par ekstra vanddråber gjorde iøvrigt ikke noget godt – dog blev eftersmagen faktisk lidt forbedret.

 

Score: 95/100
Kategori: Enestående

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *