Cocktails

Sådan laver du helt klare isterninger

Jeg havde i lang tid gerne ville lave store og helt gennemsigtige isterninger til mine cocktails – ikke mindst til en Old Fashioned, der er bedst med en enkelt stor isterning. Da jeg endelig fandt ud af hvordan man gjorde det, så lagde jeg et billede på Facebook og fik en del opfordringer til at beskrive metoden. Det er så det indlæg du sidder og læser nu.

Der var dog også et par kommentarer der stillede spørgsmål til om det virkelig var noget man havde behov for at vide. Og jeg kan egentlig godt forstå dem; for smager cocktailen egentlig bedre, hvis isterningerne er helt klare? Nej, selvfølgelig ikke. Men er det alligevel vigtigt? Absolut. Hvis du nogensinde har været på en bar og set hvor fantastiske dine cocktails ser ud med klare isterninger, så ved du hvorfor. Det er lidt det samme der gør sig gældende når maden er pænt anrettet på en restaurant. Selvfølgelig smager pestoen ikke bedre, anrettet som to lange striber på tværs af tallerkenen, sammenlignet med en klat – men det ser langt bedre og mere appetitvækkende ud.

Indtil jeg fandt frem til den fremgangsmåde som jeg har beskrevet nedenfor, så var jeg meget tæt på at købe specialudstyr til formålet til flere tusinde kroner. Det gjorde jeg heldigvis ikke – og jeg har nu bildt mig selv ind, at jeg sagtens kan retfærdiggøre at købe et par ekstra flasker Bourbon, nu hvor jeg har ”sparet” så mange penge.

Inspirationen til fremgangsmåden er hentet i videoen nederst i dette indlæg – og jeg har kun lavet små justeringen i forhold til hans fremgangsmåde; det er primært omkring det danske vand og størrelsen på vores frysere – men jeg giver også et par tips til hvordan man kan undgå at plaske vand ud over det hele. Og så har jeg også valgt at beskrive hvorfor metoden virker med lidt flere detaljer. Metoden er i øvrigt opfundet af en gut ved navn Camper English – men det kan du læse mere om til sidst i dette indlæg.

Hvilket udstyr skal jeg købe – og er der plads i min fryser?

Det eneste udstyr du skal købe, er en ”Coleman 5QT Fliplid 6 Cooler” køleboks, som i skrivende stund kan købes i Danmark for 149,- bl.a. hos https://scandihills.dk/. Grunden til at det skal være netop den er, at den er lille nok til at kunne være i skufferne på de fleste frysere man kan købe i Danmark.

Den er præcis 17,5cm høj når låget er taget af (forklaring nedenfor), så det første du skal gøre er at måle om den kan være i din fryser. Hvis den ikke kan, så se om du kan finde en der kan. Det er muligt at du godt kan finde en der er mindre, men jeg holdt selv op med at lede, efter jeg fandt en der kunne være i netop min fryser.

OK … så hvis den kan være i din fryser, så kan du blot følge nedenstående instruktion for at få helt klare isterninger.

Herudover skal du bruge disse ting, som du formodentlig allerede ejer:

  • Et spækbræt
  • En bradepande fra din ovn
  • Et viskestykke
  • En brødkniv
  • En hammer
  • Fryseposer i plastik

Fremgangsmåde – trin for trin

(Selv om der er mange trin nedenfor, så er det en utrolig nem proces. Jeg har blot valgt, at beskrive de enkelte trin meget udførligt.)

  1. Start med at vaske køleboksen af allerførste gang du skal bruge den – og fjern så låget. Det er bedst når det sidder i midten – så kan man nemmest vride det af.
  2. Fyld nu køleboksen op med almindeligt koldt postevand indtil 2-3cm fra kanten. Jeg bor selv i København hvor vandet smager ret godt, men hvis du har dårligt postevand, så kan du selvfølgelig bruge mineralvand. Det er dog en ret dyr løsning, da det er under halvdelen af vandet der bliver til isterninger, så du kan se nedenfor. Du skal regne med at der kan være ca. 4 liter vand i boksen når der er 2-3cm til kanten. Kom nu køleboksen i fryseren – som sagt uden låg.
    Husk ikke at fylde den helt op til kanten
    Den kunne lige være i min fryser …
  3. Efter 24 timer skal du tage køleboksen ud. Jeg vil anbefale dig at holde denne tid ret nøjagtig med maks +/- 1 time, da kortere tid gør, at de ikke har fået tilstrækkelig frost – og længere tid gør det sværere at lave isterningerne (forklaring følger).
  4. Læg et spækbræt i din håndvask i køkkenet og vend nu køleboksen med åbningen nedad oven på spækbrættet. Efter meget kort tid vil du høre en lyd der for tæller dig, at isen er løsnet fra køleboksen. Det bør ikke tage mange sekunder.
    Når du vender bunden i vejret, så går der under et minut, inden isblokken falder ud
  5. Når du trækker køleboksen af, så vil du se at der er en pæn del af vandet der ikke er frosset endnu – at der er et tyndt lag is på den side der peger opad – og at den nederste del er helt frosset. Tag nu en brødkniv og skær/hug alt den is væk, der ikke er en del af den nederste gennemfrosne blok.
    Det er ikke lige til at de det, men der er en del vand der ikke er smeltet inde i denne blok.
    Her har jeg slået hul på skallen og du kan måske se at der er flydende vand indeni. Nu er det bare at fjerne de resterende kanter med brødkniven.
  6. Det er op til dig selv hvor nøjagtig du vil være, men du skal helst ende med en nogenlunde ensartet blok med en tykkelse/højde på ca. 5cm – og som meget gerne skulle være næsten gennemsigtig. Læg nu et viskestykke på dit køkkenbord og sæt bradepanden fra din ovn ovenpå. Viskestykket gør, at bradepanden ikke rutsjer rundt. Tag nu spækbrættet med isblokken fra håndvasken og placer den i bradepanden. Bradepandens eneste formål er at undgå vandplask.
    Nu ligger blokken på spækbrættet inden i bradepanden. Som du kan se, så har jeg fjernet den tynde skal fra siderne
  7. Nu skal du skære isblokken ud i terninger. Det forgår ved, at du saver let på langs af den korte side med din brødkniv – bare en 4-5 gange frem og tilbage uden at trykke hårdt – for så til sidst at give brødkniven et let slag på oversiden med en hammer. Blokken burde nu dele sig der hvor kniven har savet let – og du står nu med et aflangt stykke.
    Her saver jeg uden det store tryk 4-5 gange frem og tilbage
    Her slår jeg let på brødkniven med en hammer
    Og her flækker blokken ca. der hvor jeg har savet
  8. Du kan nu save det aflange stykke på den korte side, som beskrevet før, i den afstand du gerne vil have størrelsen på den enkelte terning. Gentag trin 7 og 8 indtil du f.eks. står med 12 store isterninger.
    Her er jeg gået i gang med at lave lidt mindre stykker
    Og her er det færdige resultat
  9. Kom de færdige isterninger i fryseposerne og tag dem ud enkeltvis, når du ska bruge dem. Hvis de er frosset lidt sammen under opbevaringen, så kan du blot tage hele posen ud og ”tabe” den fra ca. 20cm’s højde på et bord eller dit gulv. Så bliver de med garanti løse igen.
    12 store klare terninger i en frysepose – klar til dejlige cocktails!

I princippet kan du starte forfra og lave et nyt hold isterninger, indtil du synes, at fryseren er blevet fyld godt op.

Og så lige et par spørgsmål med tilhørende svar:

 

Hvorfor bliver isen gennemsigtig på denne måde?

Det er naturligt forekommende mineraler som kalk og magnesium der bliver hvide når vandet fryser. Små luftbobler i vandet (som er umulige helt at undgå) kan også bidrage til uklarhederne. Når vandet ligger i en almindelig isterningbakke, så fryser det fra alle sider. Når vandet således krystalliserer, så skubber det mineralerne og luften ind mod midten, hvor vandet endnu ikke er frosset. Når det til sidst fryser i midten, så er det man ser disse urenheder som en hvid ”tåge” i midten. Ved at hælde vandet i en køleboks uden låg som jeg netop har beskrevet, så opnår man, at isen kun fryser oppefra, da de andre sider jo er isolerede. Frosten skubber nu (som beskrevet før) mineralerne og luftboblerne væk fra frosten og ned mod bunden af køleboksen. Det er derfor hele den øverste frosne isblok er gennemsigtig. Hvis du som sagt havde brugt en almindelig isterningebakke, så ville frosten have kommet fra alle sider – og dermed have ophævet effekten med at skubbe urenhederne væk, da alle de andre sider ville skubbe tilbage med samme kraft og dermed fastholde urenhederne inde i terningerne. Håber det giver lidt mening 😊 Hvis du vil have en mere detaljeret forklaring, så kan du evt. se denne video. Metoden er opfundet af Camper English i 2009 og hedder ”Directional Frezing”. Du kan læse mere om hans projekt på hans hjemmeside.

 

Hvor store skal isterningerne være?

Det er jo helt op til dig selv. Jeg laver dem selv så store, at de lige nøjagtig kan komme ned i de cocktailglas jeg bruger til formålet (diameter på 7,5cm) – og det passer meget godt med 12 terninger pr. isblok med en størrelse . Her er et lille diagram der viser hvordan jeg typisk skærer blokken op. Det giver terninger på ca. 5x5x5cm:

 

Er det ikke svært at få dem helt kvadratiske?

Det er næsten helt umuligt, men du vil finde ud af, at det er en del af charmen, at det hele ser lidt rustikt og hjemmelavet ud.

 

Hvad hvis de ikke bliver helt gennemsigtige?

Hvis de ikke bliver helt gennemsigtige, så kan du evt. prøve med at bruge kogt vand – og der er endda nogen der foreslår, at koge vandet to gange. Husk dog det skal være helt koldt igen inden du hælder det i køleboksen. Du kan selvfølgelig også bruge mineralvand, men det er som sagt en ret dyr løsning, da der går ca. 4 liter til 12 store terninger. Hvis mineralvand f.eks. koster 3 kroner/liter, så det svarer til 1 krone pr. isterning. Det er op til dig at vurdere, om det er for dyrt 😊. Jeg har selv haft stort held med at lave dem næsten helt gennemsigtige af postevand, men der har været en enkel gang hvor der har været en anelse ”hvidt” i en lille del af isblokken.

 

Store klare isterninger – så kan det vist ikke blive vildere, vel?

Sagtens. Hvis du vil være ultranørd, så skal du selvfølgelig have et ”ice stamp”, så du kan brændemærke dine isterninger med dit eget logo – noget som man også ser på visse barer. Det koster ca. 500 kroner inklusive fragt hvis du vil have dit eget logo på. Jeg har netop bestilt mit eget hos firmaet SozDat via etsy.com, hvor der er mange producenter. Efter sigende skulle det metal der bruges (messing, formoder jeg) være godt varmeledende, så man ikke behøver at varme det op. OK …. det er vist lige i overkanten med et ice stamp, men nu har jeg jo lige sparet alle de penge ved ikke at købe dyrt isterningudstyr!!! (Jeg kan godt selv se, hvor ironisk den udtalelse er ….).

God fornøjelse!

Her er, som lovet, den video der inspirerede mig:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *