Anmeldelser

The War Of The Roses – Del #1 – Four Roses. Small Batch – Limited Edition 2014, 2015 & 2016 Udgaverne

Følgende anmeldelse er del #1 af en miniserie i to dele om Four Roses Small Batch – Limited Edition serien. I dagens anmeldelse stiller vi skarpt på selve Small Batch serien og anmelder 2014, 2015 samt 2016 udgaverne. Den næstkommende mandag dykker vi ned i historien bag Four Roses destilleriet og anmelder 2017 samt 2019 udgaverne af Four Roses Small Batch Limited Edition Bourbons.

Four Roses Small Batch Limited Edition serie så dagens lys tilbage i 2008. På daværende tidspunkt gik den dog under navnet Mariage Collection, som den hed indtil 2010, hvor den skiftede navn til Small Batch – Limited Edition. Hvilket den er fortsat med at hedde lige siden. Four Roses Mariage Collection/Small Batch serie er en årlig begrænset udgivelse, som altid er flasket ved fad styrke/barrel strength. Oprindeligt var Mariage Collection et blend imellem to af Four Roses opskrifter, men siden 2010 har der indgået tre – fire af Four Roses 10 Bourbon opskrifter, som har varieret i alder fra den ene udgivelse til den næste. Samtlige udgivelser er ikke blevet koldfiltreret, og der er ikke blevet tilsat karamelkulør til at justere whiskyens farve. Grundet Four Roses stærke bånd til det europæiske marked, er vi for en sjælden gang skyld så heldige rent faktisk at kunne købe Small Batch Limited Edition Serien på dansk jord. Indtil for ganske få år siden, kostede en flaske ca. 750 kr. men er desværre i skrivende stund, på udgivelsestidspunktet, oppe at koste omkring de 1600 kr. Ældre udgaver, der bliver solgt på det sekundære Whiskey marked i Amerika, opnår skyhøje priser, hvorimod de årgange, der herhjemme stadig er tilgængelige, kan købes for ca. 1500 – 1800 kr. flasken.

Langt de fleste Amerikanske Whiskey producenter benytter sig kun af en eller to mash bill’s og en enkelt gærcelle, hvorimod Four Roses, benytter sig af to mash bill’s – betegnet E og B, samt fem forskellige gærceller, som er betegnet V K O Q F. De to mash bill’s og fem gærceller kombineret giver ti forskellige opskrifter med forskellige smagsprofiler. De ti forskellige opskrifter er betegnet OBSV OBSK OBSQ OBSO OBSF OESV OESK OESQ OESO OESF. Det første bogstav i Four Roses opskrifter er altid O, det næste indikerer, hvilken mash bill der er brugt. Det tredje bogstav er altid S og det fjerde og sidste bogstav indikerer, hvilken gærcelle der er brugt.

 

Four Roses. Small Batch. Limited Edition 2014

4 ud af Four Roses i alt 10 forskellige Bourbon opskrifter, hvor whiskyens alder varierer fra 9 – 13 år, er brugt til af kreerer 2014 udgaven af deres Small Batch Limited Edition: 13 års gammel OBSV, 12 års gammel OESV, 11 års gammel OBSF og 9 år gammel OBSK.

  • Producent: Four Roses
  • Destilleri: Four Roses Distillery
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: Blend af 13,12,11 & 9 års gammel Bourbon
  • ABV: 55,9 %
  • Mash Bill: Kombination imellem mashbill ”E” (75 % majs, 20 % rug og 5 % bygmalt) og ”B” (60 % majs, 35 % rug og 5 % bygmalt)
  • Pris: Ca. 750 kr. på udgivelsestidspunktet.

Næse: Velkrydret rug tung næse – som er en anelse nøddeagtig, hvor mørk karamel og blommer på elegant vis lige nøjagtig formår at stikke hovederne frem. Den krydrede profil er båret af kanel, muskatnød, hvid peber og egetræ. 

Smag: Den klassiske Bourbon profil – vaniljen, karamel og brun farin, er i smagen tilbage på fuld styrke, med en fantastisk varme bagerst i svælget, med underlæggende noter af citron og flamberet banan.

Eftersmag: Lang eftersmag. Egetræ, tobaksblade og rug krydderier.

Konklusion: Jeg elsker en Bourbon med et højt indhold af rug med en håndfuld år på bagen. For hvis de er velproducerede, har de en tendens til at være utrolig levende, potente og elegante, som det er tilfældet her.     

Score: 93/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

Four Roses. Small Batch. Limited Edition 2015

3 ud af Four Roses i alt 10 forskellige Bourbon opskrifter, hvor whiskyens alder varierer fra 11 – 16 år, er brugt til at kreere 2015 udgaven af deres Small Batch Limited Edition: 16 års gammel OBSK, 11 års gammel OBSV, 15 års gammel OESK og 14 år gammel OESK. Denne udgave blev i øvrigt den sidste i serien, der blev lanceret under Four Roses tidligere master destiller Jim Rutledge, der i 2016 overlod roret til Brent Elliott.

  • Producent: Four Roses
  • Destilleri: Four Roses Distillery
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: Blend af 16,15,14 & 11 års gammel Bourbon
  • ABV: 54,25 %
  • Mash Bill: Kombination imellem mashbill ”E” (75 % majs, 20 % rug og 5 % bygmalt) og ”B” (60 % majs, 35 % rug og 5 % bygmalt)
  • Pris: Ca. 750 kr. på udgivelsestidspunktet.

Næse: Sublim barrel char note blander sig med duften af sprøde golden delicious æbler efterfulgt af brun farin, kanel, kardemomme, mandarin samt ristede egetræ. Selvom whiskyen er flasket ved 54,25 % fornemmer jeg ingen form for ubehagelig alkohol overtone, kun en behagelig og imødekommende varme. 

Smag: God mund fylde. Starter ud med en medium frugt sødme, hvor Four Roses velkendte høje rug profil ligger og lurer lige under overfladen. Efterfulgt af vanilje, egetræ samt en læderagtig undertone, der følger en igennem eftersmagen.   

Eftersmag: Medium til lang eftersmag, hvor den nævnte læderagtige undertone får følgeskab af sort peber og mere egetræ.

Konklusion: Uovertruffen næse, som byder på en oplevelse i særklasse. Desværre er selve smagen en anelse for lukket og stram i sit udtryk, og jeg mangler Four Roses velkendte olieret smagsprofil, som andre af deres Small Batch samt Single Barrel Limited Editions igennem årene har budt på. Four Roses kan levere fuldstændig uovertrufne oplevelser, hvor alt går op i en højere enhed, og der er ingen der bør være et sekund i tvivl om, hvornår de har været så heldige at skænke sig en af nævnte Bourbon i deres glas. Set i det lys, er 2015 udgaven desværre en anelse fejlcastet, men stadig en helt fantastisk Bourbon.

Score: 89/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

Four Roses. Small Batch. Limited Edition 2016

3 ud af Four Roses i alt 10 forskellige Bourbon opskrifter, hvor whiskyens alder varierer fra 12 – 16 år, er brugt til af kreerer 2016 udgaven af deres Small Batch Limited Edition: 12 års gammel OESO, 12 års gammel OBSV og 16 års gammel OESK.

  • Producent: Four Roses
  • Destilleri: Four Roses Distillery
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: Blend af 12 – 16 års gammel Bourbon
  • ABV: 55,60 %
  • Mash Bill: Kombination imellem mashbill ”E” (75 % majs, 20 % rug og 5 % bygmalt) og ”B” (60 % majs, 35 % rug og 5 % bygmalt)
  • Pris: Ca. 750 kr. på udgivelsestidspunktet.

Næse: En god del frugtsødme blander sig med lys, saltet karamel fudge og peanuts, med en solid bund af velkrydret ristede egetræ. Sødere og ikke helt så sublim som 2015 udgaven, men stadig yderst veldrejet.   

Smag: Klæbrig frugt-sød mundprofil. Starter ud med Four Roses klassiske rug kick, som hurtigt fortager sig, og viger pladsen for en helt fantastisk smag af silkebløde kandiserede klementiner – hvis det da ellers er en ting? Der smyger sig ud i hver en afkrog af ens mund, og blander sig med smagen af papaja.

Eftersmag: Smagen af kandiserede klementiner følger en ind i den super lange eftersmag, der fortsætter i det uendelige, hvor honning samt et let strejf af egetræ blander sig.

Konklusion: Forbløffende simpel, men samtidig unik, velbalanceret, forfinet og total forførende. Til trods for at næsen lader mere at ønske af sig, er jeg blæst fuldstændig bagover. Det er ærligt længe siden jeg har været så begejstret for en Amerikansk Whiskey, som det er tilfældet her. Rent faktisk har jeg en fuldstændig klar erindring om, hvornår det sidst skete og der er ærligt løben meget god whiskey under broen siden da, men denne flaske tager alligevel prisen.

Score: 95/100
Kategori: Exceptionel

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

Undertegnede ønsker at takke vores alle sammens passionerede, whiskey fællesskabs elskende udlandsdansker Johnny Michaelsen, for at sende mig samples af Four Roses 2015 og 2016 Small Batch – Limited Edition udgaverne. De anmeldte samples blev sendt til undertegnede ud af en pludselig opstået næstekærligheds følelse fra afsendernes side. Johnny har ingen form for finansiel interesse i hverken Kirin/Four Roses eller whiskey importører, der fører Four Roses i deres sortiment.

Den anmeldte Four Roses Small Batch – Limited Edition 2014 er købt af undertegnede hos Vinspecialisten i Randers.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *