Anmeldelser

Early Times – Bottled-in-Bond

Efter en hård uge med super-travlt på arbejdet, 1000 bolde i luften – og en sommervarme der har været tæt på det uudholdelige, så satte jeg mig her til morgen ned i min dejlige kolde kælder for at skrive dagens anmeldelse. Da det samtidigt er den sidste anmeldelse inden vi holder sommerferie her på redaktionen, så tænkte jeg, at det kunne være sjovt med en lidt speciel flaske. Jeg er generelt lidt tilbageholdende med at skrive om flasker der ikke kan købes i Europa, men i dag gør jeg en undtagelse.

Da jeg satte mig i min dejlige flyde-stol med en varm kop Nespresso mellem hænderne begyndte jeg at kigge på hylderne – og blikket faldt til sidst på en flaske der var gået lidt i glemmeren – men som faktisk er helt aktuel i disse dage, da Sazerac (ejeren af bl.a. Buffalo Trace Distillery) netop har købt rettighederne til mærket fra giganten Brown-Forman.

Der er tale om mærket ”Early Times” og min anmeldelse er specifikt af deres Bottled-in-Bond produkt.

Lidt historie

Historien bag Early Times er lang, omtumlet og begivenhedsrig. Early Times var et af de kendteste whiskeymærker i gamle dage – og var i nogle år den mest solgte Bourbon, indtil de blev overhalet af Jim Beam. Deres historie starter tilbage i 1860, hvor Jim Beams onkel Henry ”Jack” Beam starter et destilleri sammen med en partner. Destilleriet blev hurtigt kendt som ”Early Times Station”, da den whiskey de producerede på stedet var lavet som i de gode gamle dage med Sour Mash produktion og kobberkedler.

Som så mange andre producenter måtte Early Times lukke ned under forbudstiden – og i 1923 valgte man at sælge hele beholdningen af whiskey – og rettighederne til navnet – til producenten Brown-Forman. Da Brown-Forman faktisk havde tilladelse til at sælge whiskey under forbudstiden til medicinske formål, så blev Early Times således et af de få produkter man kunne købe i denne periode.

Da forbudstiden endelig sluttede i 1933, så begyndte Brown-Forman at opkøbe destillerier og producenter for at udvide forretningen. Et af de første køb var ”Old Kentucky Distillery”, som man dog hurtigt omdøbte til ”Early Times Distillery”, bl.a. fordi salget af Early Times var gået godt i de forrige år. Salget nærmest eksploderede i de kommende år – og i 1953 blev det den mest sælgende Bourbon på markedet.

Blot to år senere lykkedes det Brown-Forman at opkøbe Jack Daniel’s – og i de kommende år fik Early Times derfor ikke meget ”attention”. Det gik nu forholdsvis hurtigt ned af bakke – ikke mindst fordi amerikansk whiskey i det hele taget havde det dårligt.

Early Times fra velmagtsdagene, da det var den mest solgte Bourbon på markedet

Bourbon eller ikke Bourbon?

Lavpunktet kom i 1983, da Brown-Forman besluttede, at det Early Times produkt man kunne købe i USA, gik fra at være en Bourbon til at være en ”Kentucky Whiskey” – delvist lagret på brugte fade (som er ulovligt, når man laver Bourbon). Internationalt fortsatte man dog med Bourbon versionen, som specielt i Japan var populær. Desværre var dette (næsten) dødsstødet til Early Times – og salget smuldrede næsten fuldstændigt. Denne historie minder utroligt meget om det som Four Rose’s har været igennem, hvor de gik fra Bourbon til ”Blended Whiskey” i USA – og kun solgte de gode sager internationalt.

Den Early Times man kan købe i dag. Læg mærke til, at Bourbon ikke længere er nævnt.

 

Tilbage til fordums storhed?

Hvor Four Rose’s i dag ikke alene har genvundet deres gamle markedsposition, men tilmed nu anses for at være en af de absolut bedste producenter (er selv KÆMPE fan), så har det knebet gevaldigt for Early Times. Det er dog gået i klart den rigtige retning de seneste år – og specielt lanceringen af deres Bottled-in-Bond produkt i 2017 blev utroligt godt modtaget. Og det er netop denne flaske jeg skal anmelde i dag. Og her i juni 2020 er en af de største nyheder i Early Times historie netop ramt forsiderne: Brown-Forman har solgt Early Times til Sazerac Company.

Det kan meget vel være det opkøb der får Early Times tilbage (lidt mere) tilbage på den store scene, men jeg forudser allerede nu, at de aldrig kommer til at genvinde tronen som den mest solgte Bourbon, som de var for små 70 år siden. Dertil er bl.a. Jim Beam blevet en for stor mundfuld. Jeg tror transaktionen giver god mening for begge parter – og jeg er specielt nysgerrig efter at se om den nu ledige kapacitet hos Brown-Forman gør, at de vil kaste sig over ”kontrakt-destillering” (hvor man destillerer for andre – typisk små – virksomheder), som bl.a. MGP og Bardstown Bourbon Company gør. Vi må se.

Bottled-in-Bond

Jeg har beskrevet hvad Bottled-in-Bond går ud på i tidligere anmeldelser, så du får lige de væsentligste detaljer her: Navnet stammer fra lovgivningen af samme navn fra 1897 og for at et produkt kan kalde sig Bottled-in-Bond” skal følgende være opfyldt:

  • Skal være lagret i minimum 4 år i en lagerbygning, med offentlig kontrol
  • Skal være præcis 50% alkohol (medmindre det er til eksport – så er 43% acceptabelt)
  • Skal være lavet på et destilleri af en enkelt Master Distiller
  • Skal være lavet i en ”distilling season”, enten januar til juni – eller juli til december

Grundet den strenge kontrol, den forholdsvis høje alkoholprocent – og minimum 4 års lagring – så er Bottled-in-Bond produkter generelt af god kvalitet.

Min egen introduktion til flasken

Det er en lidt længere historie, men jeg er ven med YouTuberen ”Liqourhound”, der måske er den allerbedste videoanmeldeler af spiritus – med speciel fokus på duft og smag. Jeg når ham ikke til sokkeholderne – og jeg er virkelig imponeret. Jeg har besøgt ham et par gange og under mit første besøg hos ham kom snakken ind på Bottled-in-Bond lovgivningen. Da jeg skulle til at sige farvel efter et par timer hos ham, så gik han ind på fjernlageret og hentede den flaske frem jeg skal anmelde i dag. Det var en gave og han forsikrede mig for, at det ville være et af de bedste produkter jeg havde smagt til prisen. Desværre kan man ikke længere købe den, men på det tidspunkt kostede den $23 + taxes for en liter. Utroligt.

Et billede fra første gang jeg besøgte Liquorhound, hvor jeg fik lov til at smage nogle af de ypperste produkter der findes – og hvor jeg fik min Early Times flaske.
En del af hans sindssyge samling på over 2400 flasker.

Og så …  til selve anmeldelsen ……

Early Times Bourbon – Bottled-in-Bond

  • Mærke: Early Times Bourbon – Bottled-in-Bond
  • Producent: Brown-Forman
  • Destilleri: Early Times Distillery
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: NAS (dog mindst 4 år)
  • ABV: 50%
  • Mash bill: 79% majs, 11% rug og 10% maltet byg
  • Pris: Gave, modtaget juli 2018. Daværende pris i USA $23 + taxes

Duft: Alkoholen stikker sjovt nok lidt i næsen til at begynde med – for herefter at forsvinde. Klassiske Bourbon i duften og en dejlig sødme der ikke lige er til at definere yderligere.

Smag: Vanilje, farin, en anelse appelsinskal, lidt eg og lidt krydderier der dog ikke er så kraftige.  

Eftersmag: Relativ kort, men behagelig – og der hænger trods alt lidt ved et stykke tid.

Konklusion: En god whiskey der er nem at drikke og som sikkert vil glæde mange. Det er dog ikke nogen stor oplevelse som entusiast – hertil er den en anelse for kedelig. Prisen i USA er som sagt ca. $23, hvilket jo er rørende for en hel liter Bottled-in-Bond. Sammenligner man den med Evan Williams Bottled-in-Bond (som var den første flaske jeg anmeldte her på bloggen), så er Evan Williams dels et bedre produkt – og dels en anelse billigere ($21) – så det vil være det der influerer min score.  

Score: 79/100
Kategori: Rigtig god

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *