Four Roses. Small Batch & 2 x Yellow Label
Her hos StraightWhiskey.dk bryster Henrik og jeg os af at bringe dybdegående anmeldelser. Med andre ord, har vi altid brugt meget spalteplads på at beskrive destillerierne, deres baggrundshistorier, samt de mennesker, der opererer de gældende destillerier. Da denne Whiskey blog i skrivende stund har eksisteret i lidt over to år – og vi har anmeldt godt og vel 130 forskellige Whiskyer, er det derfor uundgåeligt, at vi med tiden vil løbe ind i den udfordring, at vi kommer til at gentage os selv i det uendelige. For at undgå dette, har Henrik og jeg besluttet, at når vi anmelder nye produkter fra allerede anmeldte producenter, som vi tidligere har beskrevet indgående, vil vi i stedet for at ”synge den samme gamle sang”, nøjes med at henvise til tidligere anmeldelser, så vores læsere kan hente deres viden der. For overskuelighedens skyld har vi samtidig valgt at udarbejde en ”destilleri” oversigt, så vores læsere nemt kan navigere imellem de forskellige destillerier, og dykke ned i deres baggrundshistorier.
Hvorfor jeg har valgt at bringe denne meddelelse netop i dag, er fordi dagens anmeldelse fokuserer på tre Whiskyer fra en producent, som vi allerede har anmeldt ni forskellige produkter fra, og derfor har skrevet stolpe op og stolpe ned om selve destilleriet, deres baggrunds historie samt deres produktions metoder, hvorfor dagens anmeldelse derfor også vil være betydelig kortere end normalt.
Dagens anmeldelse, eller anmeldelser skulle jeg nærmere sige, omhandler Four Roses Yellow Label samt deres Small Batch, som bl.a. udmærker sig ved at koste henholdsvis sølle 169,- og 279,- Med andre ord, befinder vi os her i den absolutte mest prisvenlige klasse på dansk jord, hvor bl.a. Jim Beam White Label (179,-) og Jack Daniel’s Old No.7 (229,-) huserer.
Four Roses Yellow Label er et blend imellem Four Roses ti opskrifter og indeholder dermed Whiskey fra begge deres mash bills, bestående af henholdsvis 75% majs, 20% rug og 5% bygmalt og 60% majs, 35% rug og 5% bygmalt. Four Roses Small Batch er et blend imellem deres OBSK, OESK, OBSO og OESO opskrifter, hvilket betyder, at de også her har gjort brug af deres føromtalte mash bills. Begge Bourbons bærer ingen aldersbetegnelse, men Four Roses oplyser via deres hjemmeside, at Yellow Label minimum har været lagret i fem år, og Small Batch minimum har været lagret i seks til syv år, afhængig af de valgte fade, og er kreeret ved at blende godt og vel 250 fade sammen.
Men som nævnt tidligere, hvis du ønsker at vide mere om Four Roses, eller deres ti unikke mash bills, før du læser de tre anmeldelser, så klik på linket her.
Jeg skal ærligt tilstå, til trods for min store kærlighed til Four Roses, at deres Yellow Label er en Whiskey, jeg sjældent drikker ren, og mest af alt bruger, når jeg en alt for sjælden gang imellem laver en Whiskey Sour. Derfor kom det som noget af en overraskelse, at jeg havde ikke mindre en to ”udgaver” af Yellow Label stående bagerst i min Whiskey samling. Jeg må åbenbart have glemt, at jeg havde en i forvejen, og derfor købt en ny, som jeg havde taget hul på, og brugt i cocktails lige siden. Hvor omend alting er, har jeg både en flaske fra 2012 – da Jim Rutledge stadig var master distiller hos Four Roses, og en ”nyere” udgave fra 2018, efter Brent Elliott havde overtaget roret. Til trods for at jeg ikke forventer den store forskel i smag og kvalitet, synes jeg alligevel, at det kunne være sjovt at anmelde de to flasker side om side. Hvad kan jeg sige, vi er nogle kæmpe nørder her hos StraightWhiskey.dk. De to flasker har jeg, for nemheds skyld, valgt at referere til som henholdsvis Jim Rutledge og Brent Elliott udgaven.
Four Roses. Yellow Label – (Jim Rutledge udgaven – 2012)
- Producent: Four Roses
- Destilleri: Four Roses Distillery
- Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
- Alder: NAS (Minumum 5 år)
- ABV: 40%
- Mash Bill: 75 % majs, 20 % rug og 5 % bygmalt & 60% majs, 35% rug og 5% bygmalt.
- Pris: 179 Kr.
Næse: Ultra klassisk Bourbon næse. Blød, rund og imødekommende og yderst karamel drevet med vanilje softice, abrikosmarmelade samt Four Roses karakteristiske rug tunge profil, der ligger dybt i bunden af glasset, og skaber et solid pebret baggrundstæppe, som er de færreste 40% Bourbons forundt.
Smag: Ikke overraskende en meget lys smagsprofil, hvor søde majs, vanilje og honning udgør den egentlige smag.
Eftersmag: Eftersmagen byder på en god portion varme, hvor en bølge af hvid peber og kardemomme skyller ind over en, for til sidst at tone ud i en lys karamel smag, der bliver hængende overraskende længe bagerst i munden.
Konklusion: Alt i alt rummer Yellow Label en rigtig fin balance, og byder på en næse samt eftersmag, der klart er et niveau over sin prisklasse. Selve smagen er åbenlyst endimensionel, fattig på egentlig karakter, kompleksitet og dybde. Men hvis vi, som vi gør her hos StraightWhiskey.dk, tager prisskiltet på 179,- med i betragtningen, kan man heller ikke forvente meget mere.
Score: 73/100
Kategori: Middel
Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem
Four Roses. Yellow Label – (Brent Elliott udgaven – 2018)
- Producent: Four Roses
- Destilleri: Four Roses Distillery
- Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
- Alder: NAS (Minumum 5 år)
- ABV: 40%
- Mash Bill: 75 % majs, 20 % rug og 5 % bygmalt & 60% majs, 35% rug og 5% bygmalt.
- Pris: 179 Kr.
Næse: Betydelig lysere og mere frugt sød profil, som fornemmes mere ”udvandet” end Jim Rutledge udgaven. Her er det abrikos duften der er i højsædet og karamel noten der er mere afdæmpet. Vaniljen er bestemt stadig til stede, men blander sig her med en syrlig duft af limefrugt. Den føromtalte rug tunge profil fornægter sig heller ikke i denne udgave, men er ikke nær så velintegreret og føles mere peber ”stikkende” i næsen, end godt er.
Smag: Samme lyse smagsprofil, der i denne udgave bliver domineret af lys sirup og honning.
Eftersmag: Bølgen af hvid peber og kardemomme, som ellers løftede hele smagsoplevelsen betragteligt ved Jim Rutledge udgaven, udebliver beklageligvis. I stedet må man nøjes med en mellemlang eftersmag af abrikos og et svagt ekko af rug krydderier bagerst på tungen.
Konklusion: Til trods for at forskellene imellem de to udgaver ikke er alarmerende, er de bestemt heller ikke uvæsentlige for helhedsoplevelsen. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg, uagtet at der er seks år og to master destillere imellem de to udgaver, og at et batch Yellow Label er bestående af tusindvis af fade, som er blended ud fra Four Roses ti opskrifter, er jeg alligevel overasket over de nævnte forskelle. Da destillerierne altid gør deres ypperligste for at bibeholde smags samt kvalitets kontinuerlighed i deres core range produkter. For selvom ingen af de to anmeldte Whiskyer kan svinge sig op over vores ”middel” placering i vores scoringssystem, vil jeg klart fortrække Jim Rutledge udgaven. Hvilket får mig til at tænke på, at min amerikanske ven; Aaron Cave, som jeg tidligere drev en Whiskey blog sammen med, fortalte mig, at Four Roses, for godt og vel to – tre år siden, var ved at løbe tør for deres OESQ og OBSO fade, og derfor bl.a. var stoppet med at udbyde dem igennem deres barrel pick program. Hvilket kan betyde, at det batch, som min 2018 udgave stammer fra, muligvis indeholder færre, eller slet og ret ingen fade fra de nævnte opskrifter. Hvilket, hvis det er tilfældet, ville resultere i en anderledes smags samt duft profil, end det er tilfældet ved min 2012 udgave, hvori alle ti opskrifter indgår. Men dette er rene spekulationer fra min side, og derfor vælger jeg at hoppe en tur på nettet, for at se, hvad jeg kan støve op, og snubler i min søgen over en anmeldelse af Yellow Label, som er skrevet tilbage i 2016 af Nick fra BreakingBourbon.
Hvori han skriver at; ”10 of the recipes are typically blended together to create Yellow, however there are times when not all 10 recipes are used in each batch. The Q yeast strain is described as having and essence of floral aromas, of which there are 2 Q recipes, OESQ and OBSQ (1 for each mash bill), which are considered “flavoring recipes.” These recipes make up a small portion of Four Roses’ overall production and consequently a small portion of the Yellow blend, typically ranging from 1.5 – 3.5%. When supplies are short and the desired flavor profile has already been achieved, Four Roses may forego one or both of these additional flavoring recipes in the blend. As a result the Yellow blend will include 8 – 10 of the Four Roses recipes depending on the batch.” Med andre ord, så undlader Four Roses, hvis deres lagerbeholdning af deres OESQ og OBSQ fade synger på sidste vers, og de samtidig mener, at de har opnået den ønskede smagsprofil i deres Yellow Label blend, ikke at tilsætte fadene fra de to opskrifter i det givende batch. Hvilket, til trods for at Aaron nævnte OBSO og ikke OBSQ opskriften, stemmer overens med min teori om, at Four Roses til tider ikke bruger samtlige opskrifter. Her skal det dog på det kraftigste understreges, at jeg selvsagt ikke kender Nick’s kilde, og derfor heller ikke ved, hvor han har sine oplysninger fra.
Score: 66/100
Kategori: Middel
Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem
Four Roses Small Batch
- Producent: Four Roses
- Destilleri: Four Roses Distillery
- Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
- Alder: NAS (Minumum 6-7 år)
- ABV: 45%
- Mash Bill: 75 % majs, 20 % rug og 5 % bygmalt & 60% majs, 35% rug og 5% bygmalt.
- Pris: 279 Kr.
Næse: Fantastisk karamelliserede æble næse, hvor brunfarin, vanilje, fersken samt en solid barrel char note spiller sammen i skøn harmoni.
Smag: Igen bliver jeg budt velkommen af karamel smagen, der her får selskab af mørke blommer, lys sirup, honning samt en anelse læder i baggrunden.
Eftersmag: Den mellemlange eftersmag er sveskejuice sød med et strejf af hyldeblomst og råsukker, samt en peber smag, der stille og rolig breder sig ud i mundhulerne og bliver hængende.
Konklusion: Perfekt balance, udmærket viskositet, især for en Whiskey, der er flasket ved 45%. Det er muligt, at jeg har sagt det før, men til trods for at jeg har smagt hundredvis af amerikanske Whiskyer, bliver jeg ved med at begejstredes over det høje kvalitetsniveau, som Four Roses holder, og det her i en prisklasse, hvor alle kan være med, og som netop synes latterlig billig nu til dags, hvor prisen for en flaske Whiskey kun går en vej, nemlig op. Når det så er sagt, vil jeg til en hver tid fortrække at betale de små 70 kr. mere for Four Roses Single Barrel, som til trods for Small Batch udgavens høje kvalitetsniveau, byder på en endnu større oplevelse.
Score: 85/100
Kategori: Rigtig god
Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem
De anmeldte flasker er købt af undertegnede hos henholdsvis whiskyeksperten.dk (Small Batch 279,-) samt Bilka (Yellow Label 179,-)