Four Roses

Når man graver sig ned i Four Roses Destilleriets historie, bliver man mødt af et væld af modstridende oplysninger. Hvilket der egentligt ikke er noget nyt i. Da det i den grad ville være synd at påstå, at samtlige af de oplysninger, som man trækker fra nettet, er baseret på fakta. Tværtimod kan det ofte virke som om afsenderen af det glade budskab, mest af alt sigter efter at skrive en så medrivende og farverig historie som muligt. Hvilket også er tilfældet med den lyserøde historie om, hvorfor Four Roses stifter; Paul Jones, navngav hans Whiskey mærke, som han gjorde. En historie som bliver gengivet i en uendelighed, og ikke mindst af Four Roses selv via deres hjemmeside. Overleveringen lyder, at Jones havde forelsket sig i en ung sydstats kvinde, og som en naturlig forlængelse heraf, havde bedt hende om at gifte sig med ham. Angiveligt havde hendes svar været, at hvis hun ved det næstkommende bal bar en corsage med fire røde roser, ville hun ægte Jones. Hvilket hun gjorde, og som en tegn på sin hengivenhed, navngav han sit Whiskey mærke Four Roses. Sandheden er bare – ifølge C. Spoelman og D. Haskell’s bog; Dead Distillers, at Paul Jones døde som ungkarl. Men der er ingen tvivl om, at der er blevet solgt mange en flaske Four Roses Bourbon på den historie, da farfar var dreng. Det bemærkelsesværdige er bare, at folk til dato bliver ved med at gengive den – inklusiv Four Roses egen Al Young.  

Som nævnt, så er historien om Four Roses noget uklar og flere af de oplysninger, som Four Roses hjemmeside tilbyder, bliver da også korrigeret af bl.a. Bourbon historikeren Michael Veach, som igen bliver gået i rette med af andre. Men jeg har her gjort mit ypperligste for at gengive historien så præcist, som det har været mig muligt. 

Four Roses stifter Poul Jones ejede ikke selv et destilleri, men startede, som så mange andre før ham, sin karriere ved at købe whiskey fra et lokalt destilleri for derefter at sælge det via sin købmandsbutik, der var beliggende i Atlanta, Georgia. Det destilleri som Jones handlede med, skulle ifølge Veach være The Rose Distillery i Atlanta, Georgia.

I 1884, nogle kilder henviser til 1886, flyttede Jones, sin butik fra Atlanta, til Whiskey Row i Louisville, Kentucky, hvor han tog patent på Four Roses varemærket. Jones gik bort i 1895 og efterlod sin virksomhed til sine nevøer. I 1922 opkøbte nevøerne Frankfort Distillery og begyndte at destillerer deres egen Whiskey under Four Roses mærket. Under det Amerikanske spiritusforbud var Four Roses et ud af kun seks destillerier, som havde licens til at sælge Whiskey i Amerika. I 1943 opkøbte Seagram Frankfort Distillery samt Four Roses whiskey mærkerne. Da Seagram havde sin storhedstid i Amerika ejede de ikke mindre end fem destillerier i Kentucky, bl.a. The Old Prentice Distillery som Seagram havde opkøbt året før Frankfort Distillery. Disse fem destillerier benyttede sig alle af de samme to mash bill’s, men havde alle forskellige gærceller/yeast strains.

Med undtagelse af The Old Prentice Distillery, som Seagram omdøbte til Four Roses Distillery, lukkede Seagram imellem 1960 – 1970 samtlige af deres Amerikanske destillerier ned. For at Seagram stadig kunne opretholde produktionen af de Whiskey mærker, der tidligere blev produceret hos de nu lukkede destillerier, sendte de gærcellerne til Four Roses, og det er disse fem gærceller samt to mash bill’s som Four Roses, den dag i dag, stadig producerer sine Bourbons ud fra. Hvilket gør Four Roses til et ganske unikt destilleri. For langt de fleste producenter benytter sig kun af en eller to mash bill’s og en enkelt gærcelle, hvorimod Four Roses, som sagt, benytter sig af to mash bill’s – betegnet E og B, samt fem forskellige gærceller, som er betegnet V K O Q F. De to mash bill’s og fem gærceller kombineret giver ti forskellige opskrifter med forskellige smagsprofiler. De ti forskellige opskrifter er betegnet OBSV OBSK OBSQ OBSO OBSF OESV OESK OESQ OESO OESF. Det første bogstav i Four Roses opskrifter er altid O, det næste indikerer, hvilken mash bill der er brugt. Det tredje bogstav er altid S og det fjerde og sidste bogstav indikerer, hvilken gærcelle der er brugt.

Til trods for at Four Roses imellem 1930 – 1950 var et af de mest sælgende Whiskey mærker i Amerika, tog Seagram i slutningen af 50’erne den mærkværdige beslutning udelukkende at sælge deres Straight Bourbon Whiskyer i Europa samt Asien. For at gøre ondt værre, valgte Seagram at udskifte den variation af Four Roses Blended – som Amerikanerne havde været vant til, med en variation hvor flaske samt etiket designet lignede den gamle til forveksling, men indholdet var blevet udskiftet med et blend der indeholdte hele 66% neutral korn alkohol. Hvilket selvsagt havde det fatale udfald, og Four Roses gik hen og fik ry af at være totalt udrikkelig.

I mere end 40 år vedblev Four Roses Straight Bourbon med at være utilgængelig på det amerikanske marked. Indtil Vivendi opkøbte Seagram, som solgte de fleste af deres Whiskey mærker til Diageo, som igen solgte Four Roses til japanske Kirin i 2002. Kirin tog den yderst kloge beslutning at stoppe med at producere den førnævnte blended Bourbon, for udelukkende at fokusere på Straight Whiskey og dermed også genintroducere deres Straight Bourbon til de amerikanske forbrugere.

Tilbage i 2015 smed Kirin ikke mindre end 379 millioner gode danske kroner på bordet, for at kunne udbygge Four Roses nuværende destilleri i Lawrenceburg, deres lagerbygninger samt deres aftapnings fabrik i Cox’s Creek. Da udvidelsen stod færdig i 2019, blev Four Roses i stand til at fordoble deres Whiskey-produktion, og derved gå fra at kunne producere fire til otte millioner proof gallons. Eller sagt på denne måde – så vi europæere er i stand til at forstå det svimlende beløb, nok til at kunne fylde 130,000 fade om året.

Følgende Four Roses produkter er anmeldt hos Straight Whiskey.dk:

Denne artikel er skrevet af: Hasse Berg

Fotos bragt i denne artiker er taget af: Henrik Brandt