Anmeldelser

Bulleit Bonanza – del 2 af 2

Denne anmeldelse er anden og sidste del af vores miniserie om Bulleit. Du kan med fordel læse første del via dette link.

Da jeg allerede har gennemgået Bulleits historie i første del, så vil jeg her primært fokusere på udviklingen hos Bulleit de sidste par år – inklusive den skandale der fyldte en hel del i medierne i whiskeyverden i 2019.

Bulleit åbnede, som nævnt i første del, deres eget destilleri i 2017, efter at have fået deres whiskey produceret af andre i flere år. Det nye destilleri ligger i byen Shelbyville i Kentucky – en en halv times kørsel fra den største by Louisville. Destilleriet kostede omkring 700 millioner kroner at bygge og de råder over et område på over 1,2 millioner m² til selve destilleriet og har desuden opkøbt eller lejet yderligere 4 millioner m² marker (hvilket jeg lige kommer tilbage til). Så der er virkelig tale om store ambitioner. Alt på det nye destilleri er automatiseret, så på trods af at de har kapacitet til at producere ca. 10 millioner flasker om året, så er der kun 20-25 mennesker der arbejder med selve produktionen. Og det inkluderer aften-, nat- og weekendholdene. Rimeligt imponerende.

Grunden til at de har opkøbt og lejet så store markområder er, at de ønsker at være en såkaldt ”grain to glass” producent. Udtrykket dækker over, at man har kontrol over samtlige dele af produktionen – lige fra kornsorterne vokser på marken til whiskeyen er hældt på flasker. I Bulleits tilfælde – og der er en trend der er ved at brede sig – har man desuden valgt næsten alle råstoffer (majs, rug, byg, m.v.) fra producenter i nærområdet.

Det bliver interessant at se om det vil være muligt for Bulleit at fastholde deres smagsprofil og kvalitet når de overgår til egen produktion. Man skulle umiddelbart tro at svaret var ja – og at det netop var nemmere at styre når man havde tag over eget hus, men det er ikke altid sådan. Man skal huske på at Bulleit jo har fået lavet whiskey hos producenter der i den grad har styr på tingene og at de på deres eget destilleri starter lidt forfra. High West er et godt eksempel på, at overgang til egen whiskey ikke altid medfører noget godt (og det hjælper selvfølgelig heller ikke på det i deres tilfælde, at de er begyndt at hælde yngre whiskey i deres blends …).

Mit gæt er dog, at vi som forbrugere ikke vil komme til at mærke den store forskel hos Bulleit. Jeg bygger denne forudsigelse på to observationer:

  1. Bulleit er allerede i dag dybt involveret i hvordan deres whiskey bliver produceret hos deres nuværende underleverandør(er). Det inkluderer produktion af tønder, sammensætning af mash bill, hvilke gærceller der bliver brugt, etc. De har med andre ord allerede stor erfaring med mange dele af produktionen.
  2. De har også stor intern erfaring med at blende whisky og har desuden ti forskellige ”opskrifter” at gøre godt med; to mash bills, kombineret med fem forskellige typer gærceller (hmmm… lyder vist bekendt … 🌹🌹🌹🌹). Og når du allerede har stor erfaring med at blende – og du har mange opskrifter til rådighed – så er grundstenene til at kunne fastholde smagsprofil og konsistens lagt.

Bliver spænde at se om jeg er helt ude i skoven med denne forudsigelse.

Selv om alt således ser lyserødt ud for Bulleit, så kan man desværre ikke undgå at nævne den skandale der rystede selskabet specielt i 2019; men som startede allerede sent i 2016. Skandalen inkluderer emner som manglende anerkendelse for etableringen af Bulleit mærket, manglende løn og honorarer, homofobi og sågar seksuelle overgreb. Beskyldningerne omkring disse forhold stammer fra Tom Bulleits datter Hollis Worth og er stilet mod det store konglomerat Diageo – og ikke mindst Tom Bulleit selv.

Tom Bulleit og hans datter Hollis Worth. Billedet er taget 3 måneder inden det begyndte at gå galt.

Hollis påstår, at hun var med til at etablere Bulleit mærket, at hun var med til at designe den ikoniske flaske, at hun er blevet franarret royalties fra salget af Bulleit, at hun blev fyret fra Diageo grundet homofobi (hun er lesbisk) og at hun har lidt seksuel overlast i hendes barndom. Ret vildt og meget foruroligende, hvis det er korrekt.

Jeg kan selv huske at jeg var meget skuffet over at nogle sådanne forhold kunne eksistere i det 21. århundrede og at min respekt for Tom Bulleit nærmest forsvandt over natten. Beskyldningerne kom også frem samtidigt med at #metoo bevægelsen startede og jeg besluttede mig for, at jeg ville boykotte Bulleit hvis dette virkeligt kunne være rigtigt.

Det er dog den dag i dag påstand mod påstand og der er aldrig blevet lagt beviser frem fra Hollis’ side. Jeg skal ikke tage stilling til påstandene om overgreb (hvordan skulle jeg dog det), men i løbet af min egen research af de andre påstande, så er jeg unægtelig blevet i tvivl om hvorvidt de virkelig har merit. Uanset hvem uvildige undersøgere har adspurgt – også dem der ville være anonyme – så har folk pure afvist hendes beskyldninger. Det er lige fra Tom Bulleit som påpeger at Hollis kun var 13 år gammel da han etablerede Bulleit (og dermed naturligvis ikke har kunnet være medstifter) , til den design virksomhed der stod for flaskens design (og som via fremlæggelse af dokumenter kunne vise, at Hollis aldrig var involveret), til Diageo som påpeger at de kontinuerligt bliver anerkendt som en af de virksomheder i branchen hvor medlemmer af LGBTQ miljøet har det bedst – til faderen selv der pure afviser at hun er blevet snydt for pengene.

Det er unægtelig en bedrøvelig sag og jeg har i hvert fald besluttet, at jeg ikke drager nogle konklusioner før jeg set noget mere faktuelt. Der har dog været stille omkring sagen de sidste to år, så det er uvist om der kommer mere op til overfladen.

Og lad os SÅ komme til noget mere opløftende ….

 

 Bulleit Bourbon – Aged 10 Years

  • Producent: Bulleit Distilling Company
  • Destilleri: Ukendt
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: 10 år
  • ABV: 45,6 %
  • Mash Bill: 68% majs, 28% rug og 4% maltet byg.
  • Pris: Købt i januar 2021 hos mybooze.eu for €31,99 + fragt. Prisniveau i Danmark er omkring 320 kroner.

Duft: Æbler, kul fra fadet, eg, svage mineraler, let vanilje og relativt afdæmpet alkohol.   

Smag: Vanilje, kirsebær, papaya, karamel og en anelse brun sukker

Eftersmag: Noget kortere end forventet grunder alderen – men alkoholprocenten er selvfølgelig heller ikke speciel høj.

Konklusion: Det er absolut en opgradering i forhold til den normale Bourbon – og det er naturligvis alderen der spiller ind. Jeg ville have ønsket at alkoholprocenten var en anelse højere – det tror jeg ville have klædt den. Det er et rigtig godt produkt til en god pris, der dog er en anelse for udvandet til min smag.

Score: 85/100
Kategori: Rigtig god

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

 

Bulleit Bourbon – Barrel Strength

  • Producent: Bulleit Distilling Company
  • Destilleri: Ukendt
  • Klassifikation: Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: NAS (menes at være 5-6 år)
  • ABV: 59,6 %
  • Mash Bill: 68% majs, 28% rug og 4% maltet byg.
  • Pris: Købt i USA i august 2017 for $49.99 + taxes. Kan p.t. ikke købes i Danmark – prisniveau i Europa er omkring €100.

Duft: Vanilje, kirsebær, æbler, eg, krydderier, god alkohol ”punch”, smørkaramel og en anelse brun farin.    

Smag: Kanel, kraftige krydderier – måske endda for kraftige, svag vanilje.

Eftersmag: Suveræn, intet mindre. Bliver ved og ved – og med bølger af vanilje til sidst. Super harmonisk.

Konklusion: Som man kan se, er det ca. 3½ år siden jeg købte denne flaske og det er først i skrivende stund at jeg prøver dette produkt for første gang. Jeg er fan – og jeg må bide ordene i mig om at Bulleit primært er til cocktails. Dette produkt er absolut værd at drikke neat. Jeg skal indrømme, at krydderierne er en anelse i overkanten og det er også derfor at ikke helt kommer på højde med Booker’s, Jack Daniel’s Barrel Proof og Elijah Craig Barrel Proof. Men en fantastisk whiskey, det er den.

Score: 88/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

Print Friendly, PDF & Email

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.