Anmeldelser

Westward American Single Malt Whiskey

American Single Malt er et relativt nyt fænomen – men det er en whiskeykategori der er på kraftig fremmarch. Vi har tidligere lagt en artikel her på bloggen der behandler emnet og antallet af destillerier der har tilsluttet sig American Single Malt Whiskey Commission  (ASMWC) nærmer sig nu 200. Jeg vil anbefale dig at læse den korte artikel først.

Nu startede jeg med at skrive ”whiskeykategori”, men sandheden er, at American Single Malt ikke har sin egen kategori. De fleste (og måske alle?) Single Malts i USA er derfor blot kategoriseret som ”Whiskey”. Mit eget gæt er, at de får deres egen kategori senest i 2024 og ikke usandsynligt allerede i 2023.

Smagsmæssigt skiller Single Malts sig en del ud fra Bourbon og Rye, idet de er lavet på 100% maltet byg – og netop denne korntype kan give en meget speciel (og særdeles genkendelig) smag og duft, hvis man er vant til f.eks. Bourbon.

Malt

Maltet byg er kort fortalt byg der er lagt i vand for at spire – og så efterfølgende tørret. Spirene indeholder enzymet amylase og det skal bruges til at konvertere stivelse til glukose. Glukose er det som gærcellerne lever af – og derfor helt afgørende for fermenteringen og dermed produktionen af alkohol. Så korn der er begyndt at spire – og efterfølgende er blevet tørret – kalder man malt og processen hedder maltning. Bygkorn er de bedste til at producere amylase, men man kan i princippet bruge alle korntyper. Maltet rug er f.eks. ikke ualmindeligt – hvorimod maltet majs stort set ikke eksisterer.

I Skotland er det ikke ualmindeligt at man tørrer maltet med røgen fra tørv – og det kan give en vanvittig røget smag. Tørv hedder ”peat” på engelsk og derfor taler man også om, at en whiskey er ”peated” hvis den smager af røg. Det er helt op til den enkelte producent om man vil lave en peated eller en ikke peated Single Malt – og flere producenter laver begge. I USA er der ikke en geografisk tendens til om man laver det ene eller det andet, i modsætning til Skotland, hvor en whisky fra Speyside normalt ikke er særligt meget røget og hvor en fra f.eks. Islay ofte kan være det.

Jeg har nu prøvet en del amerikanske Single Malts og de har næsten alle været uden røg – så mit gæt er, at det er det som de amerikanske forbrugere foretrækker. Westward som jeg anmelder i dag, f.eks., har ingen røg overhovedet.

Og som sidste bemærkning vil jeg kort opridse reglerne (som altså ikke er officielle) for en amerikansk Single Malt og samtidigt påpege forskelle fra reglerne i Skotland:

  • Baseret på 100 % maltet byg (samme som i Skotland)
  • Destilleret udelukkende hos et destilleri (samme som i Skotland)
  • Mæsket, destilleret og lagret i USA (i Skotland er USA naturligvis byttet ud med Skotland)
  • Skal lagres i egetræsfade der ikke overstiger 700 liter (samme som i Skotland)
  • Destilleret til maksimalt 80% alkohol (i Skotland er det 94,8%)
  • Skal flaskes ved minimum 40% alkohol (samme som i Skotland)
  • Ingen krav om alder (i Skotland er det 3 år)
  • Ingen krav om destillationsmetode (i Skotland skal det være en Pot Still)

Med andre ord – regler der minder ret meget om hinanden.

Westward Whiskey

Westward Whiskey er en af de ni destillerier der startede ASMWC i 2016, så de har været med lige fra første færd. De har været i gang i knapt 20 år og blev grundlagt i 2004 af Christian Krogstad under navnet “House Spirits Distillery” – en virksomhed der udover whiskey også producerer rom, gin, vodka og akvavit. På trods af det danskklingende navn, så er Christian født og opvokset i Seattle i USA – hans familie stammer dog fra Norge.

Selve produktionsmetoden er ret traditionel for en Single Malt – dog skal det siges at de udelukkende bruger nye fade, hvilket hverken er et krav eller for den sags skyld almindeligt. For at finde den rette balance for en Single Malt bliver fadene kun let brændte. Jeg gætter selv på ”char level 1”, som kun kræver ca. 25 sekunders ild. Destilleriet har til huse i staten Oregon, som er en af de 3 stater på den amerikanske vestkyst.

Westward har næsten fra starten eksperimenteret med efterlagring – og i dag indegår produkter lagret på brugte Stout og Pinot Noir fade i deres sortiment. Sammen med standardudgaven og en Cask Strength udgave udgør de to efterlagrede produkter halvdelen af deres portefølje:

Jeg har selv smagt de to efterlagrede udgaver, men det var desværre ikke muligt at skaffe samples til denne anmeldelse. Det kommer forhåbentligt ved en anden lejlighed. Standardproduktet, samt Stout og Pinot Noir udgaverne kan købes i Danmark – Cast Strength udgaven kan kun købes i USA (så vidt jeg kunne se). Hvis du undrer dig over at etiketten på den flaske jeg anmelder i dag er sort og at den er blågrøn ovenfor, så er whiskeyen identisk – de har bare skiftet design.

Westward American Single Malt Whiskey

  • Producent: Westward Whiskey
  • Destilleri: House Spirits Distillery
  • Klassifikation: Whiskey
  • Alder: Ikke oplyst (NAS) – men dog minimum 4 år
  • ABV: 45%
  • Mash Bill: 100% maltet byg
  • Pris: Købt i oktober 2021 hos whisky.dk for 399 kroner.

Duft: Dejlig behagelig og meget velafbalanceret. Æbler. Tørret kokosnød. Sødlig eg. Der er også nogle tropiske frugter, en mellemting mellem banan og papaya (ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det). Afslutningsvis en anelse vanilje og måske endda brun farin – kommer helt sikkert fra den lette afbrænding af de nye fade. Til min overraskelse er der stort set ikke et spor af malt i næsen – også selv om jeg gjorde mig umage.

Smag: Der var malten så! – og på den fede måde! God viskositet, vaniljen kommer lidt mere frem nu, æble og de andre frugter træder lidt mere i baggrunden – til gengæld viser krydderier som kanel og kardemomme lidt mere tænder.

Eftersmag: Mellemlang, virkelig behagelig og stadig med krydderierne til stede på en måde hvor de kun spiller andenviolin.

Konklusion: Jeg er meget imponeret – og der er det bedste (ikke Cask Strength) amerikanske Single Malt produkt jeg har smagt. Duften er helt uovertruffen og jeg tror jeg kunne sidde og dufte til den hele aftenen. Hvis du er til Speyside Single Malt og er skeptisk overfor hvad amerikanerne kan præstere – så burde du give Westward en chance. Jeg var for nyligt til en smagning hvor jeg også prøvede deres Stout og Pinot Noir udgaver og dem kan jeg også anbefale. Min egen favorit den aften var faktisk den flaske jeg anmelder i dag, hvorimod flertallet foretrak de efterlagrede udgaver. Mit forslag vil derfor være, at du finder en bar hvor de har alle tre udgaver – og så kan du prøve dem der. Er sikker på, at distributøren Collection Spirits kan oplyse hvor man kan finde dem. Jeg havde i forrige uge et par venner med på Sanders Hotel i København hvor vi smagte dem ved siden af hinanden – der var et par af dem (vennerne, altså) der med det samme gik ud og investerede i et par flasker. 

Score: 89/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Ekstra prisinformation: Billigste sted i Danmark er p.t. www.bevco.dk 534,- kroner (gammel label) og dyreste sted er www.barlife.dk til 790,- kroner. Kan også købes direkte hos distributøren www.collectionspirits.com til 599,- og hos www.whisky.dk til 699,- kroner.

Print Friendly, PDF & Email

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.