Anmeldelser

Journeyman Last Feather Rye Whiskey & Not A King Rye Whiskey

Jeg glæder mig i den grad til at komme i gang med dagens anmeldelse. Først fremdeles, er det ved at være en rum tid siden, at jeg sidst har skrevet en anmeldelse. Da jeg for nogle måneder siden var inde i en stime og formåede at lire så mange anmeldelser af mig, at det rakte til, hvad der svarer til tre måneders udgivelser her på bloggen.  

Endvidere skal jeg i dag åbne to nye flasker, som jeg har købt hjem til lejligheden, fra et destilleri, som jeg ikke tidligere har smagt noget fra. Ærligt har jeg ikke tårnhøje forventninger til de to Whiskyer. Men hvem ved? Under forseglingen ligger den næste store oplevelse muligvis gemt. Hvilket jo langt hen af vejen er det, der driver værket.

Det ville være synd at påstå, at Journeyman Distillery – som de to Rye Whiskyer jeg skal anmelde i dag, kommer fra, ligefrem er informative, når det kommer til deres arbejdsgang. Hvilket, for en giga nørd som jeg, altid er ikke så lidt af en turn off. Blandt meget andet, ville jeg utrolig gerne havde vidst, hvorfor Journeyman ikke definerer deres Rye Whiskyer, som værende “straight”. Men mere om det lidt senere. Lad os først kigge på den smule, vi trods alt ved om Journeyman distillery.  

Journeyman distillery er beliggende i Three Oaks i staten Michigan. Som med andre ord vil sige, at deres klima bestående af kolde vintermåneder og relativ varme sommermåneder, burde give dem optimale forhold til at modne deres forskellige Whiskier i. Journeyman er ejet og drevet af Bill Welter, som åbnede dørene til sit nyetablerede destilleri tilbage i 2011. Ulig utrolig mange andre nyopstartede amerikanske destillerier, valgte Welter i opstartfasen ikke at source Whiskey fra anden side, for derefter at lancere dem under hans egne mærker. I stedet valgte han, imens hans eget destilleri var under opførsel, at destillere sin Whiskey hos Koval i Chicago. Hvorfor at han lige netop valgte Koval, skyldes sandsynligvis at Welter, i en periode havde stået i “lære” hos Koval’s master destiller; Robert Birnecker. Koval er i øvrigt kendt for at producere økologisk samt kosher certificeret Whiskey. En metode som Welter i øvrigt valgte at videreføre i sit eget destilleri. Dog skal det nævnes, at den økologiske betegnelse, er blevet overstreget med en sort sprit tusch på de tyske importflasker, som jeg har købt. Hvilket antyder, at den europæiske lovgivning på området er strammere eller differentierer fra den Amerikanske.

Journeyman producerer ikke mindre end ni forskellige Whiskyer, heriblandt Bourbon, Rye og Wheat Whiskyer. Det er i den forbindelse måske værd at nævne, at Journeyman er beliggende i en gammel korset fabrik, hvilket selvsagt er grunden til Journeyman’s ret så “pikante” og fantasifulde navne på deres Whiskyer. Så som; Corsets, whips and Whiskey og Buggy Whip Wheat. 

Som nævnt tidligere, bærer ingen af de to Rye Whiskyer “straight” definitionen. Hvilket godt kan undre mig lidt, da det er et kvalitetsstempel, som de fleste amerikanske destillerier efterstræber. Så jeg tænker, at Journeyman, på den ene eller anden måde, ikke kan leve op til definitionen.  

Som de fleste nok ved, skal producenten overholde en række krav for at kunne betegne sin Whiskey som værende ”straight”. Først fremdeles skal deres Whiskey være lagret i minimum 2 år. Yderlig mere skal Whiskyen, der indgår i batchet komme fra samme stat. Men da producenterne ved lov, altid skal angive en Whiskey alderen på etiketten, hvis en Whiskey vel at mærke, er under fire år gammel, ved vi at Journeyman’s Whiskyer efterlever dette krav. Da deres Whiskyer er såkaldte NAS aftapninger. Og da Journeyman har påtrykt at deres Whiskey er; distilled and bottled in Michigan er sidstnævnte heller ikke et problem. Så mit umiddelbare bud er, at Journeyman tilføjer E150d karamelkulør til deres Rye Whiskey. Hvilket til gengæld ikke er lovligt hvis ens Whiskey samtidig skal kunne kaldes for en straight Whiskey. Den imponerende mørke farve på de to Rye’s jeg har stående foran mig, underbygger også denne teori. Dog skal det samtidig nævnes, at jeg har læst, at Journeyman benytter relativ små fade, til at lagre deres Whiskey i. Hvilket, ubetvivleligt gør, at Whiskyen hurtigere får farve. Derfor er det overnævnte selvsagte blot en gisning fra min side. Jeg har dog forsøgt at skrive til Journeyman, for at de kunne få lejlighed til at forklare sig, men de har desværre valgt ikke at vende tilbage på min henvendelse.

Hvilket desværre er en tendens, som jeg i stigende grad oplever. Hvorfor jeg gerne her vil komme med et opråb til Whiskey industrien. For når I undlader at besvare spørgsmål fra forbrugere – eller i dette tilfælde, en forbruger som tilfældigvis også agerer som anmelder, fremstår I automatisk som om at I har noget at skjule.

Det er muligt, at I i mit tilfælde tænker, at det er spild af jeres kostbare tid, at besvare mine spørgsmål. Da jeg er lokaliseret i Danmark og at I alligevel ikke har et marked i mit lilleput land og ikke har nogen intensioner om at få det i fremtiden. Hvorfor at I er fløjtende ligeglade med, hvad jeg tænker og i sidste ende skriver om jeres virksomhed og produkter. Sandheden er bare, at man nu til dags, med et enkelt klik kan oversætte et hvert givet sprog til sit eget modersmål, og at det derfor nu er alle begunstiget at tilgå informationer, som tidligere var begrænset til et fåtal.

Yderlig mere er forbrugerne ikke længere begrænset til at udveksle deres erfaringer med deres landsmænd. Da Whiskey entusiaster, som alle andre, er forbundet globalt via sociale medier, debatforums mm. Hvor de – som ringe i vandet, flittigt udveksler og debatterer deres holdninger og indsigt. Personligt har jeg ikke længere tal på, hvor mange forskellige nationaliteter, som jeg jævnligt udveksler Whiskey relaterede informationer med. Hvilket nok skyldes, at det egentligt, når alt kommer til alt, er underordnet, da det er vores fælles passion der er omdrejningspunkt og bindeleddet imellem os.

Derudover er jeg af den klare opfattelse, at det er god tone, at vi anmeldere giver producenterne lejlighed til at besvare eventuelle spørgsmål om deres produkter. I stedet for blot at gisne om, hvad der ligger til grund for det, der vakte vores undren i første omgang. Derfor mener jeg bestemt også, at det er god pli – og som nævnt i overstående, i producenternes egen interesse at besvare forbrugernes spørgsmål.

Journeyman Distillery. Last Feather Rye Whiskey – Batch 132 

  • Producent: Journeyman distillery
  • Destilleri: Journeyman distillery
  • Klassifikation: Rye Whiskey
  • Alder: NAS
  • ABV: 45%
  • Mash Bill: 60 % økologisk rug, 40 % økologisk hvede
  • Pris: 389 Kr. For en halv liter

Last Feather Rye har en noget usædvanlig mash bill hvor der indgår hele 40 % hvede. Langt de fleste Rye producenter bruger majs, som den sekundære korn sort i deres Whiskier. Yderlig mere indgår der kun fade fra et destillat i deres Rye Whiskey, hvorimod langt de fleste destillerier blender fade af forskellige aldre, og dermed også fra forskellige destillationer i deres Whiskyer. Last feather Rye blev oprindeligt lanceret under navnet Ravenswood Rye. Som var en hyldest til Koval, som er beliggende på North Ravenswood Ave. Dette faldt dog en Californisk vinproducent for brystet, da de havde et produkt ved samme navn, og derfor lagde sag an imod Journeyman, som tabte søgsmålet. Og derfor var efterladt med “last feather” af deres forhenværende navn. Men hvis man kigger godt efter på etiketten, kan man stadig finde bokstaverne; RR under Last Feather navnet. Hvilket der ikke skal meget fantasi til at gætte, hvad de to bogstaver er en forkortelse af. Journeyman bruger efter sigende 15-gallon fade (Ca. 57 liter) til at lager deres Whiskey. Dette har jeg dog læst andetsteds og har ikke kunnet få bekræftet via Journeyman’s hjemmeside.  

Næse: Rugen går klokkeklart igennem, og bliver præsenteret i form af friskbagt rugbrød. Som jeg er virkelig vild med. Alkoholen ligger på lur i bunden af glasset, hvilket er overraskende, da denne Rye trods alt kun er flasket ved 45 % ABV. Dog vil jeg straks skynde mig at indskyde, at den på ingen måder viser tænder i form af ubehagelige ethanol dampe. Her er noter af pebermynte, smør ristede toastbrød, hvid chokolade, ristede hele kaffebønner, kirsebær og savsmuld – som man ofte finder i yngre Amerikanske Whiskier, samt en behagelig portion sort peber. Som tiden går, og whiskien for lov at ilte, fortager alkoholen sig. Så mit råd vil være, at give denne Rye en fem – ti minutter i glasset, før at du dykker hovedet i suppen.  

Smag: Ligesom det var tilfældet i næsen, er det rugen der først tager styringen, igen i form af mynte dild og en blandede pose udefinerbare urter, som langsomt fortager sig og giver rum til vanilje, egetræ og fersken.  

Eftersmag: Vaniljen fortsætter i den relativ lange eftersmag og får følgeskab af let branket brun farin og sort peber.  

Konklusion: Jeg er ærligt virkelig positiv overrasket og mener, at samspillet imellem det rug tunge element og de lyse hvede noter, virker formidabelt godt. Jeg er helt solgt til selve næsen, og selvom man ikke kan ikke tale om at denne Rye har en egentlig viskositet, har den til gengæld en virkelig delikat mundfylde.  

Prisinformation: Last Feather Rye er herhjemme, så vidt vides, kun tilgængelig via whiskyeksperten.dk hvor den koster 389 Kr. for en halv liter. Dog er den set hos Dom whisky i polen til 310, ligeledes for en halv liter. 

Score: 86/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

 

Journeyman Distillery. Not A King Rye Whiskey – Batch 4 

  • Producent: Journeyman Distillery
  • Destilleri: Journeyman Distillery
  • Klassifikation: Rye Whiskey
  • Alder: NAS
  • ABV: 45%
  • Mash Bill: 60 % økologisk rug, 35% økologisk majs, 5 % økologisk byg
  • Pris: 389 Kr. For en halv liter

This Is Not A King Rye er en såkaldt limited edition udgave der hvert år bliver udgivet på “presidents day”. Not A King er nemlig ifølge flaskens label,  en hyldest til Amerikas første præsident; George Washington. Som efter sin sejr over briterne under den Amerikanske revolution blev hyldet af folkemængden og udråbt som værende Amerikas konge. Hvorefter at han frabad sig den titel, da han var af den overbevisning at Amerika var bedst tjent som republik. Not A King Rye er lavet på før omtalte “traditionelle” mash bill, bestående af 60 % rug, 35 % majs og 5 % byg.  

Næse: Ikke ulig Last Feather er det duften af friskbagt rugbrød man bliver mødt af, som her får følgeskab af et floralt hyldeblomst element, med mørk sirup, kanel og savsmuld. 

Smag: Man fornemmer straks en let klæbrig honningsødme yderst på tungen, som dog hurtigt bliver overtaget af en blanding af, virkelig syrlig appelsinskal samt egetræ.

Eftersmag: Den syrlige smag af appelsinskal bliver hængende i den lange eftersmag, hvor den får følgeskab af en bitre hasselnøds noter.

Konklusion: Ligeså positiv overrasket som jeg var over Last Feather, ligeså skuffet er jeg over Not A King. Næsen i sig selv er behagelig, men er samtidig betydelig mere udvandet end Last Feather. Det største problem er dog selve smagen samt eftersmagen, som falder bravt igennem. For ikke nok med at smagen samt eftersmagen er fattig på smagsnuancer, så ejer de heller ikke skyggen af balance. Egetræsnoten er alt for dominerende og det syrlige og bitre element, som henholdsvis citron samt hasselnød smagen bibringer, er alt andet end behageligt. Det er ikke ofte at jeg har en Whiskey i glasset, som jeg mener, er direkte fejlproduceret, men Not A King er befinder sig lige på grænsen.

Score: 37/100
Kategori: Bundskraber

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Prisinformation: Not A King Rye er herhjemme, så vidt vides, kun tilgængelig via whiskyeksperten.dk hvor den koster 389 Kr. for en halv liter. Dog er den set hos Dom whisky i polen til 310, ligeledes for en halv liter. 

De anmeldte Whiskyer er købt af undertegnede hos whiskyeksperten

Print Friendly, PDF & Email

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.