Anmeldelser

Bonus anmeldelse: Elijah Craig – Small Batch – Barrel Proof. Batch B519. (Flasket Maj 2019)

Følgende anmeldelse er en del af vores bonus anmeldelses serie. Her har vi udelukkende fokus på single barrel samt small batch – barrel proof aftapninger, som varierer fra den eller de udgaver, vi allerede har anmeldt her på siden. Derfor vil samtlige anmeldelser i denne serie også være betydelig kortere end vores vanlige anmeldelser, og skal ses som et supplement til tidligere dybdegående anmeldelser.

Hvorfor vi har valgt at bringe denne serie, er for at tilbyde vores læsere anmeldelser af et så bredt udsnit af de forskellige single barrel samt small batch – barrel proof batches, som muligt. Da en Whiskey, der er blevet flasket fra et enkelt fad – og dermed ikke er skabt ved at blende mange forskellige fade sammen, selvsagt ofte vil variere i duft samt smagsprofil, fra udgave til udgave. Hvilket også gør sig gældende ved de Small Batch Whiskyer, der er flasket ved fadstyrke og bliver udgivet et batch af gangen. Rigtig god læselyst.

Læs den dybdegående anmeldelse af Elijah Craig mærket ved at følge linket. Ønsker du at læse vores tidligere anmeldelser af Elijah Craig Barrel Proof, så følg linket her

  • Producent: Heaven Hill
  • Destilleri: ”New” Bernheim
  • Klassifikation: Kentucky Straight Bourbon Whiskey
  • Alder: 12 år
  • ABV: 61,1 %
  • Mash Bill: 78% majs, 10% rug og 12% bygmalt
  • Pris: 547 Kr. i Tyskland. Forventet pris i Danmark: 895 – 1075 Kr.

Duft: Ekstrem klassisk Bourbon næse i perfekt harmoni, som byder på den potente dybde, som nogle vellagrede Cask Strength Bourbons er velsignede med. Karamel, vanilje og brun farin styrer showet, med underliggende noter af bagte æbler, læder (eller måske nærmere skocreme), egetræ og figner.    

Smag: Starter ud med en bastant krydret smag, hvor især kanel er dominerende, som hurtigt bliver overtaget af en syrlig frugt sød smag af mandariner, vanilje, marcipan og et strejf af tobak.   

Eftersmag: Smagen af mandariner bliver hængende i den lange eftersmag og får følgeskab af karamel og kanel, som også var at finde i næsen.

Konklusion: B519 er et sublimt batch, som blandt de udgaver, jeg indtil videre har smagt fra denne serie, kun er overgået af batch C919, som blev udgivet tilbage i september 2019. Problemet med dette batch er desværre, at det ikke er tilgængeligt på det danske marked. Hvorfor jeg har købt min flaske igennem en god ven i tyskland. Men hvis turen her til sommer netop går til tyskland, og du er så heldig at falde over en flaske, skal du ikke tøve et sekund med at købe den. For til små 550 Kr. bliver det årets bedste køb. Alternativt kan du skrive og forhøre dig hos Mybooze.eu, som tidligere har haft dette batch på lager til 540 Kr., om de kan få en flaske hjem til dig. Hvilket, blandt andre min medredaktør Henrik, har haft held med. Det skal dog nævnes, at MyBooze, da der er tale om en bestillingsvare, nogle gange kræver, at man køber et minimum antal flasker.  Som nævnt, er dette batch ikke tilgængeligt på det danske marked. Hvorfor vi ser os nødsaget til at tage udgangspunkt i den vejledende tyske udsalgspris. Hvilket selvsagt vil være udslagsgivende i den endelige bedømmelse.

Score: 94/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Prisinformation: Den anmeldte udgave af Elijah Craig Barrel Proof er, som nævnt – i skrivende stund ikke tilgængelig på det danske marked. Det er andre batches fra denne serie derimod, som er set billigst hos 100proof.dk til 895 Kr. og dyrest hos rombo.dk til 1075 Kr.  

Den anmeldte flasker er købt af undertegnede i Tyskland for 547 Kr.  

Print Friendly, PDF & Email

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.