Anmeldelser

Jack Daniel’s Twice Barreled American Single Malt

Hvis der var nogen der, bare for et par år siden, havde fortalt mig, at jeg en dag ville skrive en anmeldelse om en Single Malt whiskey fra Jack Daniel’s, så havde jeg grinet af dem. Nu er jeg imidlertid ved at gøre netop dette – så der er nok ikke noget at grine af længere. Til gengæld er grinet nu blevet overtaget af et bredt smil – for hvor er det dog dejligt med innovation og nye tiltag. Innovation er måske ikke det helt rigtige ord da Single Malt whiskeyer som bekendt har være på markedet i mange år – men det er fedt at se, at selv etablerede producenter gør op med de ting der tidligere har været utænkelige. Og som i så mange andre brancher, så er det netop det der gør produkterne bedre (overordnet set).

Som et eksempel, så skal vi kun ca. 40 år tilbage, hvor ting som Single Barrel, Cask Strength og efterlagring (finishing) reelt ikke var tilgængelige hos amerikanske whiskeyproducenter. Og samtidigt var det dengang desuden nærmest umuligt at sælge whiskey der var mere end 8 år gammel.  Heldigvis fik ildsjæle som Elmer T. Lee og Booker Noe lavet om på flere af de ting – og flere har fulgt efter.

Som Bourbon-nørd ville det næsten være utænkeligt at ikke have denne type produkter på markedet og den store vinder – nu hvor de er tilgængelige – er forbrugerne. Derfor har jeg lært min lektie: Når der kommer nye produkttyper på markedet – eller i dette eksempel eksisterende produkttyper fra etablerede producenter – så skal man ikke rynke på næsen før man har smagt dem.

Jack Daniel’s Special Release serie

Det produkt jeg anmelder i dag, er fra Jack Daniel’s ”Special Release” serie, som i skrivende stund består af fire produkter; ”Heritage Barrel” (som jeg har i min samling – men endnu ikke har anmeldt), ”Coy Hill” som jeg anmeldte for nyligt, ”Barrel Proof Rye” – samt dagens flaske ”Twice Barreled – American Single Malt”. Denne serie sælges kun i USA – og når de kommer til salg, bliver de udsolgt med det samme. De er derfor næsten umulige at opdrive selv for amerikanere – og jeg har skullet bruge næsten hele mit netværk af Bourbon-venner derovre for at få skaffet dem hjem. Hvis man ikke ved hvad man skal bruge sine penge på, så kan man naturligvis købe dem i specialbutikker, men priserne er vanvittige; Gennemsnitspriserne lige nu er 4.800,- DKK for ”Heritage Barrel”, 5.700,- DKK for ”Coy Hill”, 3.800,- DKK for ”Barrel Proof Rye” og 3.400,- DKK for ”Twice Barreled”. Vildt.

Special Release serien
Hvorfor Single Malt?

Men hvorfor lige en Single Malt? Det er på ingen måde overraskende, når man kender lidt til udviklingen på det amerikanske marked; ”American Single Malt” som kategori har været kraftigt stigende de sidste par år – og der er idag ca. 200 producenter der laver disse produkter. Og herudover bliver kategorien nu sandsynligvis officielt godkendt af myndighederne (”TTB”) i år. Vi har skrevet om American Single Malt adskillige gange, men kort fortalt er reglerne:

  • Skal være destilleret på et enkelt destilleri
  • Skal være fermenteret, destilleret og lagret i USA
  • Lavet på 100% maltet byg
  • Destilleret til max 80% ABV
  • Lagret på egetræsfade op til 700 liter
  • Må ikke tilsættes farve eller andre tilsætningsstoffer
  • Flasket ved minimum 40% ABV

Sammenlignet med Bourbon og Rye er den største forskel nok (udover korntypen) at en American Single Malt ikke skal lagres på nye fade. Altså præcis som i Skotland.

”Twice Barreled” – hvad går det ud på?

Og hvad betyder så ”Twice Barreled” i navnet på dagens flaske? Som du måske har gættet, så har den været lagret på to forskellige fade – lidt ligesom Woodford Reserve Double Oak. Men i modsætning til Woodford (som er lagret på to forskellige nye egetræsfade), så er Jack Daniel’s Twice Barreled produkt lavet på en helt anden måde:

  • En American Single Malt – lagret på nye egetræsfade (formodentligt i ca. 4 år)
  • Herefter lagret på 510 liter brugte Oloroso Sherry fade i 2½ år

Som alle andre Jack Daniel’s produkter er destillatet desuden gennemgået den såkaldte “Lincoln County Process”, som vi har beskrevet i detaljer tidligere og som er hovedårsagen til at de ikke kalder deres normale Tennessee whiskey for Bourbon. Hvis du vil helt ned i detaljerne vedr. denne diskussion, så kan du også se dette afsnit i min Bourbon-skole: https://thebourbonnerd.com/2022/11/06/lesson-17/

Et lille kuriosum omkring Oloroso-fadene er, at Jack Daniel’s betalte mere end $1000 for dem pr. styk og at de købte ca. 300. Det viste sig, at de var alt for store til at kunne være på hylderne i deres lagerhuse, så de måtte stable dem på almindelige paller på højkant – op til 7 oven på hinanden.

Og så til selve anmeldelsen:

Jack Daniel’s Twice Barreled American Single Malt

  • Producent: Jack Daniel’s
  • Destilleri: Jack Daniel’s
  • Klassifikation: Whiskey
  • Alder: Ikke oplyst, men sandsynligvis 6-7 år.
  • ABV: 53,05%
  • Mash Bill: 100% maltet byg
  • Pris: Byttede den med 1 flaske Blanton’s Gold, som jeg havde købt for 645,- kroner. Den billigste pris i USA er p.t. $280 og med en gennemsnitspris på $485.

Duft: Dejlig sødme, hvor sherryen er meget fremtrædende – og på en måde som jeg synes er ret behagelig. Karamel, ahornsirup, vanilje, afrundet malt og absolut ingen røg.

Smag: Ikke ulig duftindtrykket, men alkoholen er nu klart mere fremtrædende (var meget afdæmpet i duften). Sherryen er også fremtrædende. Jeg kan også smage chokolade.

Eftersmag: Mellem-lang og dejlig behagelig

Konklusion: Dette er en dejlig whiskey – og et klasseeksempel på et produkt der kan bygge bro mellem Bourbon og Scotch drikkere. Det kan også være et produkt der deler vandene, da hardcore Bourbon-drikkere måske vil finde smagsprofilen for langt væk fra deres “sweet spot” og Scotch drikker vil måske finde den fuldstændige mangel på røg og den “bløde” profil lidt for sød. Men, der vil helt sikkert være mange der synes det er et virkeligt godt produkt. Og dem er jeg en af – tror desværre ikke den flaske kommer til at holde længe. Min score er baseret på den pris jeg har givet for den – ikke de vanvittige priser der er på markedet lige nu.

Score: 91/100
Kategori: Fantastisk

Hvad betyder dette? Tjek guiden til vores scoringssystem

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *